Et mønster af helvedes bolig

I et langelandsk præstehjem tildrog der sig omkring 1700-tallets begyndelse begivenheder, som bekymrede både kirkelige og verdslige myndigheder, og som gennem en lille menneskealder var genstand for forarget tale i folkemunde over hele øen, ja endog uden for denne. Det er en historie, hvori indgår mental svaghed, overtro, løse rygter samt en så celeber aktør som selveste hans djævelske majestæt. Hovedscenen udspiller sig i omgivelser så uhumske, at følsomme læsere bør holde inde her. Men lad os, med en smule hjælp af fantasien, begynde vor oprullen af denne særegne historie, idet vi vælger at bryde ind i begivenhederne på et tidspunkt, da disse var godt i gang:

Den sjette oktober 1711 kunne man i landsbyen Snøde på Nordlangeland se ni småfrysende mænd sætte sig modvilligt i bevægelse hen ad den sølede gade med retning mod præstegården. Hele byen vidste, hvad der skulle ske, og man holdt sig i baggrunden, men hvor mændene var kommet forbi, dukkede folk frem fra observationsposter i smøger og porte. Par og smågrupper dannedes, lavmælte bemærkninger udveksledes bag de nølende rygge. Nu skete det. Hr Jens’ hus skulle synes -.

Det er forståeligt, om de ni i det lille optog ikke var lette om hjertet ved tanken om det forestående. Ganske vist gik de den højeste myndigheds retfærdige ærinde, men en præst var nu engang en præst, den kirkelige øvrigheds stedlige repræsentant og det hellige evangeliums forkynder, og det var sin sag at trænge ind i hans hus. Nej, ingen af kommissionens medlemmer glædede sig til synsforretningen i hr Jens’ ilde berygtede præstegård.

Præsten på sin side modtog heller ikke sine gæster med den hjertelighed, som hørte sig til i landlige præstegårde førhen. Hans forventninger til dette møde har i meget lignet dem, hvormed misdæderen møder sin bøddel. Hr Jens og hans familie var – og, som vi siden skal se, i mere end én forstand – trængt op i en krog.

Om besigtigelsen taler kommissionsformanden selv i den beretning, han nogle dage senere udfærdigede, og her behøver vi ikke længere at betjene os af vor fantasi. Der er lagt farver på, og det tykt! Vi tager et hastigt kig ind i storstuen:

»Der er et mønster af Helvedes bolig og gruseligt at indgå. Loft, vinduer og vægge, behængte med spindelvæver af græsselig størrelse, som gardiner. På gulvet kan ikke sættes en fod, uden man skal gå på mange Guds gaver, som jammerlige og skammelige er forrådnede og giftig stinkende; der så man store hobe, en efter anden, som hylder, over hele gulvet, fast op til under vinduerne, på en forstyrret og underlig måde sammenblandet af en stor kvantitet forrådnet uld, rådne præstekraver, garn, hele stykker lærred, hør, altsammen råddent og på jorden i skarnet liggende; stinkende smør, rådne brød, rådden ost, stinkende talg, et om et andet; og iblandt al denne forstyrring lå, fordulgt og henstukken, mange døde og rådne kalkunske høns og andre ådsler; item en rådden hare, rådden flæsk, rådne flyndere og megen anden uopregnelig uhumskhed, mange hundrede rådne æg lå imellem disse fordærvede stinkende ådselhylder ligesom et lystkvarter i en have, der er belagt med hvidt sand«.

Ja, ikke sandt? Vi lukker skyndsomst til igen og forstår tilfulde forargelsen. De nævnte effekter var ophobet gennem ikke mindre end femten år, og et så eklatant svineri har, selv for datidens hærdede sjæle, været uantageligt og en gudsbespottelig omgang med Herrens nådegaver, tilmed i hans egen tjeners hus!

Men før vi lader synsforretningen gå sin videre gang og endnu værre ting oprulles, vil vi gå nogle år tilbage i tiden for at se, hvorledes den gode hr Jens er havnet i disse for en Guds mand så beskæmmende omgivelser.

Jens Jørgensen Marstrand, forhen kapellan i det sønderjyske sogn Kliplev, blev kaldet til sognepræst i Snøde-Stoense i det Herrens år 1690. Samtidig tog han den dydige præstedatter Anna Cathrine Breckling fra Gråsten til ægte, »af årsag«, som han selv skriver, »fordi hun havde, som hel mange ved hoffet og i egnen vidste med berømmelse at tale om, fremvist mange gode prøver til en skikkelig husholdning vel at kunne indrette og forstå«. Hr Jens, der selv indrømmer, at han ikke har begreb om husførelse, kunne således med ro i sindet hellige sig sine studier, skriftens ransagning og embedets idelige forretninger, hvortil hans hu stod.

De første fire-fem år synes den unge præstefrue på bedste vis at have levet op til sit berømmelige ry, og parret havde ej liden glæde tilsammen af den gode fremgang, som den højeste nådige Gud gav i begges forretninger. Men så begyndte andre og mere uønskede magter at blande sig i husførelsen. Fanden selv tog sig for at forstyrre husfreden, gjorde ved onde mennesker tyendet opsætsigt imod husfruen og anrettede stor fortræd i husholdningen, »så at vi næppe engang kunne bage uden største ildsfare, som påkastede mig selv undertiden stor skræk og forfærsel, og næppe brygge, uden at det blev ødelagt for os og ilde forandret, og aldrig kunne anrette nogen slagtning i huset økonomien til gode. Derover forlod tjenestefolkene os og ville ej blive hos os, hvor meget man end ville give dem, og min hustru faldt i langvarig svaghed, som år efter andet tilkom – så at jeg frygtede for andet svarere tilfælde at skulle tilslåes«. Her hører vi for første gang, med præstens egne ord, om konens syge sind, der sammen med hans eget på en gang kantede og verdensfjerne væsen vel var den vigtigste årsag til, at det siden gik så skævt.

Mens hr Jens søgte tilflugt i studeringer og i sine embedsforretninger, gik det stadig ringere med husførelsen, og i 1696 så han ingen anden udvej end at ophøre med at have tjenestefolk boende og i stedet give dem kostpenge; senere opgav han helt folkeholdet. Alle de ubeboede stuer samt bryggers, stegers og kælder m.v. blev lukket af, og samtidig tog han sine børn og sin »svagelige hustru, som da fremmelig lavede til barsel«, ind til sig i sin studerestue, »hvor vi siden continuerlig har levet og bruge et lidet køkken derved«.

Her boede da familien i dette ene lille værelse, mens uforbrugte tiendevarer: korn, fjerkræ, æg, kød, fisk og meget andet hobede sig op overalt i præstegården tillige med den del af gårdens egne produkter, som husstanden efter det opgivne folkehold ikke selv kunne forbruge (Fig. 1). Som årene gik, blev præstefruens angst for forgørelse mere og mere udtalt, og det er utvivlsomt heri, vi skal søge årsagen til, at der hverken blev gjort rent eller ryddet ud noget sted i huset. Mærkelige dufte bredte sig i præstegården fra de mange aflåsede rum med deres blandede indhold af forrådnende naturalier. Hvad der ikke var plads til i »det iboede« studerekammer, blev slængt ind i andre stuer og indgik der nære forbindelser med frugterne af sikkert mange mislykkede bagninger og fejlslagne saltninger – resultater af den på gården huserende djævels onde anslag. Og som dunsterne bredte sig inden døre, udvikledes ude over øen en stadigt tiltagende sladder om hr Jens’ usædvanlige husholdning.