En uværdig prælat

Foreløbig kunne da også fundene selv give mange oplysninger. Blystykkerne lod sig samle til en kalk med tilhørende disk. At denne bestemmelse af genstandene er rigtig, er der ingen tvivl om; men en almindelig alterkalk er et »helligt kar«, vas sacrum, og som alle genstande, der kommer i berøring med det indviede, skal den være af guld eller i det mindste forgyldt. Højby-kalken er som sagt af bly og må derfor antages at være en »gravkalk«. Fundet af knoglen peger jo også hen mod en begravelse. At få et sådant udstyr med i graven var et privilegium forbeholdt gejstligheden; som sværdet kunne følge ridderen i graven, således synes det naturligt, at en kirkens tjener i sin grav medtog symbolet for det vigtigste af sakramenterne, nadveren. I Danmark i hvert fald var det dog vistnok kun højerestående kirkelige personer, som nød dette privilegium. Her er i alt fundet otte gravkalke, hvoraf Højby-kalken er den ene. Den er således en stor sjældenhed (fig. 1).

Tøjet, som dr. Margrethe Hald har undersøgt, er ikke mindre talende. Det er ikke en »hvem som helst«, der har hvilet i den grav, det stammer fra. Guld- og silkeindvirket tøj var ikke hvermandseje i middelalderen. Bæreren af en sådan kostbar dragt må uden tvivl søges i de højere samfundslag, og i hvilken del af det middelalderlige samfund, han skal findes, viser gravkalken og disken, som givetvis hører sammen med tøjet. Kalken kan dateres til middelalder, rimeligvis anden halvdel af 1300-tallet. På dette tidspunkt blev der altså i Højby kirke begravet en højtstående gejstlig person. Men hvem? (fig. 2).

At gå på jagt efter en historisk person er altid spændende. Først må man dog gøre sig forudsætningerne klar. I dette tilfælde har vi et sted, en tilnærmelsesvis datering og et fingerpeg om personens rang. Hvis nu stedet her havde tilknytning til en domkirke eller et kloster, ville vi straks lede efter en passende biskop, abbed eller prior. Flere af de andre gravkalke er fundet på steder med et sådant oplagt udgangspunkt, men ikke denne. Det første skridt må derfor være at gennemgå samlingerne af middelalderlige dokumenter for herigennem at prøve, om vi kan finde en person, der svarer til betingelserne. Det viser sig dog snart, at dette er forgæves. Andre veje må prøves.

Heldigvis findes der i selve kirken endnu en mulighed. På korets nordvæg, netop ud for det sted, hvor fundet blev gjort, ses et kalkmaleri forestillende en gejstlig person, der knæler under et våbenskjold. Fremstillingen er tidligere blevet behandlet, bl.a. af Francis Beckett i Danmarks Kunst, hvor den løseligt dateres til 1370'erne. Da våbenskjoldet tilhører familien Finkenow, er det nærliggende at antage, at den afbildede person forestiller det medlem af familien, der 1382 blev Norges ærkebiskop, Niels Jacobsen Finkenow kaldet Rusere. At undersøge, hvad der vides om ham, må derfor være det næste skridt i dette eftersporingsarbejde.

»Naar man ret overveier de Træk, der ere os bevarede … af Erkebisp Nikolaus's Færd, kan man umuligt andet end i ham see en uverdig Prælat og en for sin Provins fordervelig Metropolitan, … Det bedste var, at hans Styrelse kun varede kort.« Dette er i en norsk kirkehistorie den konkluderende bedømmelse af den »prælat«, der fromt bedende er fremstillet i Højby kirke. Ikke helt den opfattelse, man havde ventet at møde. Om hans embedsudøvelse hedder det sammesteds, at hans »hele biskoppelige Forhold selv synes at have været en Uregelmæssighed.« Dette vækker unægtelig ens interesse, men det skal blive endnu bedre. I en islandsk kirkehistorie hedder det, at der til ærkebispestolen i Trondhjem blev udnævnt en dansk lægmand, der »siges ikke at have udført noget som helst i sit embede, ikke at have foretaget nogen vielse eller konfirmation eller nogen anden del af sin embedspligt.« Og døde endelig med følgende eftermæle: »forfalden til alt muligt og uden at kunne læse eller skrive.« Mere ublidt kan man vel næppe tale om en højtstående gejstlig person.

Men var han end upopulær ved sin død, var han uden tvivl også ildeset ved sin tiltrædelse, i hvert fald i visse kredse. Forhistorien synes at være denne: 1381 døde Norges ærkebisp, hvorefter kapitlet enstemmigt udnævnte en nordmand til hans efterfølger. På sin rejse til Paven fik han imidlertid allerede i Tyskland at vide, at en dansker var blevet udnævnt af den danske krone. Man kan tænke sig med hvilke følelser, kapitlet i Trondhjem har modtaget meddelelsen om, at dets egen bestemmelse var blevet tilsidesat, ved at man i Danmark havde udnævnt en i Norge sikkert ukendt dansker til Norges højeste gejstlige embede. Norge var året i forvejen blevet forenet med Danmark under den unge kong Olaf, som regerede under sin moder dronning Margrethes formynderskab, og allerede nu fik man altså kærligheden at føle.

Vi vender os atter mod det middelalderlige dokumentmateriale for at se, om der er grund til de hårde ord - som i øvrigt alle kan føres tilbage til de islandske annaler - og samtidig, om der skulle være noget om en eventuel forbindelse mellem Finkenow og Højby. At han skulle have været lægmand, er i hvert fald ikke korrekt. Han omtales gang på gang som kannik, både af Roskilde og Århus. Ejendommeligt nok skal han sammen med sin broder have bestyret de kongelige borge på Als i nogen tid efter 1376; man skulle ellers synes, at en borgfogeds læge virken vanskeligt lod sig forene med en kanniks kirkelige sysler. Men stadig som kannik omtales han i et brev, hvor kong Olaf tilskøder ham to gårde og en mølle, og kannik er han endnu, da han 1381 pludselig indskriver sig ved Prageruniversitetet. Om det var kundskabstørst alene, der drog ham til dette lærdomssæde, derom kan der kun gisnes, men at hans tid ikke kun har været optaget af flittige studier, fremgår af, at han i december samme år køber en gård i Roskilde. Nu ændres imidlertid hans tilværelse brat. I et brev af 8/11 1382 er hans titel: Ærkebiskop af Nidaros ved Det apostolske Sædes og Guds Nåde. At det sandsynligvis også er ved dronning Margrethes, kan brevet måske tyde på, for heri tilskøder han dronningen de godser, han fik overdraget af Olaf seks år tidligere. Få er de spor hans kirkelige arbejde har sat sig i det arkivalske materiale fra Norge. Kun i et brev findes han - som medbesegler. Bortset herfra kunne man tro, at han slet ikke havde været i Norge.

1387 - året efter Niels Finkenows død - kvitterer efterfølgeren for hans efterladenskaber. Det lader nemlig til, at han havde medført en del af domkirkens ejendele til Danmark, således bl.a. kirkens større og mindre segl. Men også andre interessante sager. At han som fremtrædende gejstlig har haft et fornemt udstyr, er naturligt nok, fem guldringe med ædle stene kan man også gå med til, men en smule undrende spørger man sig, hvad han har skullet med et jagthorn og en armbrøstvinde! Man fristes til at forestille sig en livsglad herre, der hellere hørte jagthornets klang end klerkenes messen, men selvom man således følger i den islandske kirkehistorikers spor, står det dog klart, at de norske og islandske beretninger skyder langt over målet. Gejstlig har Niels Finkenow været, og gejstlige handlinger har han udført. At han på den anden side har været en vindskibelig herre, er nok muligt. Hans gæsteoptræden på Als og hans godstransaktioner med Margrethe taler for en nær forbindelse med kongehuset, og hans udnævnelse til ærkebisp kan derfor sandsynligvis betragtes som et politisk træk. Dronningebuddet fra Danmark har sikkert fyldt kapitlet i Trondhjem med retfærdig norsk harme, og hermed er grunden vel lagt til den hårde medfart, som siden blev Finkenow til del.

Er det så den forhadte ærkebisps grav, som nu er fundet i Højby? Så meget kan siges: Niels Jacobsen Finkenow må antages at ligge begravet i Danmark, da hans efterladenskaber fandtes her. Ved den tid, da han døde, blev der i Højby kirkes kor malet et billede, som antagelig forestiller ham, og i korets gulv, netop under billedet, blev omtrent samtidig bisat en gejstlig person af meget høj rang. Med fuld sikkerhed kan det ikke siges, men en vis sandsynlighed taler for, at denne person er Niels Finkenow.