En stenhob på marken

Da Adam Oehlenschläger var på besøg i vennerne Hans Christian og Anders Sandøe Ørsteds barndomshjem hos apotekeren i Rudkøbing, standsede han på en "Morgen-Vandring" for at betragte en af stenalderens store grave.

Af Hakon Berg

"En vældig Steenhob paa Marken staae,
Mellem Høye tre."

På Langeland har Oehlenschläger ikke behøvet at tage lange ture ud fra Rudkøbing for at stå ved et monument fra den oldtid, hvis romantiske skjald han var, for der er få landsdele, hvor dysserne og jættestuerne har ligget så tæt. Før den intensive opdyrkning af agerjorden satte ind i forrige århundrede, var der egne på øen, hvor gravene lå i klynger på op til en halv snes stykker inden for en strækning på en god km.

Men denne rigdom er nu fortid. Bogstaveligt i snesevis blev de store stengrave ryddet i det hundrede år, som ligger forud for frednings loven af 1937. Og dog, trods al ødelæggelse er der endnu strøg på øen, hvor bevarede dysser og jættestuer præger landskabet. De ligger inde i højskovens halvlys med de mosgroede sten druknet i urter og buske, men de fleste står vidt synlige på åben mark med græsgroet højning og lavarrede sten.

Prægtige tager de sig altid ud i dyrket mark. I foråret med harvestriber om foden, sommeren igennem i korn og græs til knæene, selv i efterårets sure, lerede roemark. Dysserne og jættestuerne hører hjemme her, hvor ploven går, det var de unge bondesamfund, der for omkring 4500 år siden begyndte at rejse de store stenkamre, som en eftertid handlede så ilde med. Her har frænde været frænde værst.

Men også tiden har slidt på de grave, som har undgået at blive slået i skærver. Mange steder er de store sten lidt efter lidt segnet om på marken foran højen, og dens jordfyld er fulgt efter. Sammensunkne og med udflydende former trykker de sig mod jorden, ærværdige og smukke i landskabet, men den monumentale rejsning, gravene havde i stenalderen, er gået tabt i forfaldet (fig. 1).

Billede

Fig. 1: Uden titel

I sommeren 1957 blev en af naturen og mennesker skadet langdysse udgravet af Langelands Museum på et statshusmandsbrug i nærheden af Tryggelev. Arbejdet med udgravning og den efterfølgende restaurering varede omkring tre måneder. Såvidt muligt blev langdyssen bragt tilbage til sin oprindelige skikkelse, og der var meget at gøre, før forfaldet var rettet op. Megen jord blev flyttet og sendt gennem et fintmasket sold, som tilbageholdt selv det mindste potteskår. De væltede randsten omkring højen rejste donkraftene langsomt op i deres oprindelige stilling, det sammensunkne kammer blev rettet op, og den svære, flere tons tunge dæksten lagt tilbage på kammeret. Kvadratmeter efter kvadratmeter stenlægning blev renset.

Hvilke resultater gav udgravningen?

Midt i langdyssen lå dyssekammeret, rejst af tre store sten i siderne, og den vældige dæksten som loft. I sydenden af det rektangulære kammer var der ingen bærende vægsten, her var indgangen. Kammerets gulv var brolagt med runde sten, og i hjørnerne, hvor vægstenene ikke nåede sammen, var der opbygget en slags murværk af flade fliser, som holdt højens sand og grus ude fra kammeret. På gulvet lå et virvar af mørnede menneskeknogler sammen med oldsager fra flere af jættestuetidens perioder. Det viser, at graven gentagne gange er blevet åbnet, når nye lig skulle føres ind i kammeret. Særlig tålsomt var der ikke handlet med de tidligere begravede. Her, som i næsten alle de dysse- og jættestuekamre, der udgraves, gør man den erfaring, at knoglerne fra de ældre begravelser hensynsløst er skubbet til side. Den sidst ankomne havde første ret i kammeret, og hans gravleje var de tidligere ankomnes knogler.

Denne brutale fremgangsmåde havde ikke skadet de flintøkser og flintmejsler, som lå i kammeret, værre var det gået ud over lerkarrene, af dem var der kun enkelte skår tilbage.

Men også andre steder lå der oldsager. Foran højens sydlige randstensrækker var der på et bestemt tidspunkt i stenalderen dynget sten op. Øverst på stendyngen lå et par flintøkser, som måske oprindelig har ligget inde i kammeret som gravgods, og er bragt ud derfra under en oprømning før en begravelse. Og mere kom frem, da stenene blev flyttet. På jordoverfladen under stendyngen lå et lag skår af lerkar, hvoraf mange var smukt ornamenterede. Der er skår af skåle, både enkelt formede, og skåle med høj cylinderformet fod og brede ører mellem skål og fod, skår af lerskeer og af bægere. Og de lerkar har næppe ligget i kammeret.

Her er der tale om lerkar, som i stenalderen er båret hen til langdysser og stillet der som ofre til de døde eller til overnaturlige magter. Måske er det sket som led i en kultisk handling med et åndeligt indhold, vi ikke kan have megen mening om. I hvert tilfælde er det en religiøs foreteelse, der i jættestuetiden har været udbredt over hele det område, hvor nordiske stengrave blev bygget. Fra Holsten til Skåne er der fundet lignende skårlag foran jættestuetidens grave.

Muligheden for at finde oldsager skulle i en langdysse "normalt" være udtømt med kammeret og området foran randstenene. Men i vor langdysse blev der også fundet en grav fra yngre bronzealder; en tarvelig og typisk repræsentant for tidens fattige gravskik omkring 500 f. Kr. Kun en urne med brændte ben, uden det mindste gravgods, gravet ned i højens jordfyld vest for kammeret, og kilet ind mellem stenpakningen i højens indre. Mere overraskende var det at finde oldsager, der var ældre end højen. Under udgravningen trængte vi langsomt ned gennem højens opbygning af jord og sten til den overflade, den var bygget på. Af og til lå der et potteskår i fylden, men de egentlige fund blev først gjort, da højbunden var nået.

Det viste sig, at der var skrællet et lag af overfladen, før langdyssen blev bygget. Kun på et lille område lige øst for kammeret var en del af den oprindelige overflade urørt, og dette lille stykke af det oprindelige muldlag var et "kulturlag". Der havde altså boet mennesker på det sted, hvor langdyssen senere blev bygget.

Kulturlaget var mørktfarvet af trækulstøv og indeholdt mange små lerkarskår, rødbrændte lerklumper og flintaffald, og i et par små gruber i sandet under kulturlaget lå der mellem trækul flere simple flint- og benredskaber, bl. a. en benmejsel og en pren, sammen med flintaffald (fig. 2). Det står fast, at disse sager er ældre end højen, og der er næppe et ret langt tidsrum mellem be- byggelsen og langdyssen, men oldsagerne fra kulturlaget er desværre typer, som ikke lader sig datere inden for snævre tidsafsnit.

Billede

Fig. 2: Gravkammeret

Under udgravningen blev de iagttagelser gjort, som danner grundlaget for den efterfølgende restaurering af langdyssen. Således kunne vi med fuld sikkerhed bygge et murværk af flade sandstensfliser i mellemrummene mellem de genrejste randsten. Fliserne havde tidligere siddet der, vi fandt dem liggende udvæltet på marken foran randstenene, og i enkelte tilfælde på plads mellem to randsten. Nu danner randstenene, som i stenalderen, en tæt mur omkring jordfylden med kammeret. Vanskeligere var rekonstruktionen af højfylden inden for randstenene, men visse iagttagelser synes at retfærdiggøre den valgte løsning: en fra randstenenes top skrånende jordoverflade optil højens flade overside, hvorover kun kammerets dæksten dukker frem. I langsiderne danner randstenenes toppe smukke, buede kurver fra ende til ende. Særlig velformet i sydsiden, hvor de bedste sten er brugt.

Har langdyssen nu set ud i stenalderen, som den restaureret fremtræder i dag? Og stod den allerede i stenalderen hævet over omgivelserne på en kunstigt tildannet jordsokkel, eller er dette resultatet af ældre eller nyere tiders afpløjning?

Bortset fra, at der mangler randsten i langdyssens ender og det åbne spørgsmål om, hvorledes jordfyldens overside var formet, giver restaureringen vistnok et godt billede af langdyssens oprindelige udseende (fig. 3). I sig selv er denne langdysse jo ikke mere bemærkelsesværdig end så mange andre langdysser rundt om i landet. Det, opmærksomheden først og fremmest hæfter sig ved, er dens usædvanlige placering på en høj, et privilegium, der ellers tilkommer teaterdyssen i villahaven og dyssen på den nu ugyldige tikroneseddel.

Billede

Fig. 3: Lertøj

Jordsoklen ser virkelig ud til at være gravet i stenalderen. Det er allerede nævnt, at der foran randstenene lå såvel en stendynge med skår under, som også sandstensfliser, der havde siddet mellem randstenene, og alt dette lå på soklens skråning (fig. 4). Og da det kan ses på skårenes ornamentik, at de er rester af lerkar, som sikkert er samtidige med langdyssens byggetid, skulle den høje sokkels fremkomst ved afpløjning gå helt tilbage til tiden lige efter at langdyssen var rejst, og være ført lige ind til dens randsten. Det er ikke meget sandsynligt; man må se bort fra afpløjningsmuligheden.

Billede

Fig. 4: Uden titel

Tilbage står da dette, at stenalderbønderne af en eller anden grund har givet denne langdysse en høj beliggenhed ved at afgrave det omgivende terræn i ret stor omkreds. I nordsiden er der nu ca. 2,5m fra markoverfladen til randstenenes rod, i sydsiden ca. 1 m.

Og det er jo ret usædvanligt, omend ikke helt ukendt. Flere danske langdysser ligger på lignende sokler, men det er vistnok ikke undersøgt, om også de skyldes afgravning i stenalderen eller moderne afpløjning. Og ved andre stengrave er der foretaget opfyldningsarbejder med sten— eller lerpakninger for at planere et skrånende terræn, så jættestue— eller dyssehøjen fik en vandret flade som underlag. Hvorfor stenalderbønderne så foretog disse betydelige jordarbejder, når der i flere tilfælde var velegnet, fladt terræn lige i nærheden, er en gåde. Måske har der været for os ukendte, tvingende grunde til at placere stengraven på et ganske bestemt sted, det være religiøst betingede eller rent praktiske.

Langdyssen ved Tryggelev er en af de dysser som blev bygget først i jættestuetiden, samtidigt med jættestuerne. Der kendes efterhånden en lille række dysser, både lang- og runddysser, som kan dateres til denne tid.

Måske går noget af det romantiske tabt, når en stengrav dækket af hyld og vilde roser bliver renset og restaureret. Landskabsbilledet skifter karakter. Men hvor man før som Oehlenschläger kunne tale om en ærværdig og vældig stenhob på marken, står nu et monument, der taler klart om den tid som skabte det, og det er ikke mindre værdifuldt.