En stenhob på marken

“En vældig Steenhob paa Marken staae,
Mellem Høye tre.”

På Langeland har Oehlenschläger ikke behøvet at tage lange ture ud fra Rudkøbing for at stå ved et monument fra den oldtid, hvis romantiske skjald han var, for der er få landsdele, hvor dysserne og jættestuerne har ligget så tæt. Før den intensive opdyrkning af agerjorden satte ind i forrige århundrede, var der egne på øen, hvor gravene lå i klynger på op til en halv snes stykker inden for en strækning på en god km.

Men denne rigdom er nu fortid. Bogstaveligt i snesevis blev de store stengrave ryddet i det hundrede år, som ligger forud for frednings loven af 1937. Og dog, trods al ødelæggelse er der endnu strøg på øen, hvor bevarede dysser og jættestuer præger landskabet. De ligger inde i højskovens halvlys med de mosgroede sten druknet i urter og buske, men de fleste står vidt synlige på åben mark med græsgroet højning og lavarrede sten.

Prægtige tager de sig altid ud i dyrket mark. I foråret med harvestriber om foden, sommeren igennem i korn og græs til knæene, selv i efterårets sure, lerede roemark. Dysserne og jættestuerne hører hjemme her, hvor ploven går, det var de unge bondesamfund, der for omkring 4500 år siden begyndte at rejse de store stenkamre, som en eftertid handlede så ilde med. Her har frænde været frænde værst.

Men også tiden har slidt på de grave, som har undgået at blive slået i skærver. Mange steder er de store sten lidt efter lidt segnet om på marken foran højen, og dens jordfyld er fulgt efter. Sammensunkne og med udflydende former trykker de sig mod jorden, ærværdige og smukke i landskabet, men den monumentale rejsning, gravene havde i stenalderen, er gået tabt i forfaldet (fig. 1).