En skovlfuld rav og lidt metal
(Fig. 1) På Aarupgaards jorde, ved vestenden af Bygholm sø ved Horsens, har der gennem flere år fundet en intensiv grusgravning sted. Talrige lerkarskår og flintredskaber fra dyssetid og jættestuetid er under dette arbejde kommet for dagens lys, idet gravkoen støt arbejder sig gennem en boplads fra yngre stenalder. Dette er overordentligt beklageligt, men da en stenalderboplads på en stor grusbanke ikke har samme værdi i penge som gruset, er den i dag dømt til at forsvinde, og vi må blot håbe, at de mere værdifulde oldsager, som jorden gemmer, bliver reddede.
Af Bent Sylvest og Inger Sylvest
Fig. 1. Ingen figurtekst
Den 2. oktober 1958 stødte en af arbejderne, der var beskæftiget med at fjerne grønsværen, på en lerkrukke. Hans greb splintrede krukken, og en grøn metalspiral blev hængende på en af tænderne, mens store og små ravstykker trillede ned ad skråningen. Det var nær arbejdstids ophør, og tililende arbejdskammerater og folk fra gården samlede potteskårene, metalstykkerne og ravet op og tog det med sig hjem. Næste morgen fik vi meddelelse om fundet, og det lykkedes os at redde oldsagerne for Horsens museum, idet alle 9 personer, der var i besiddelse af dele af fundet, afleverede, hvad de havde.
Det var et stort øjeblik, da vi på bordet hjemme kunne lægge ca. 300 ravperler, fire kobberspiraler og fire små kobberstykker samt de fleste af skårene af et stort lerkar. Som det fremgår af tegningen, drejer det sig om en øskenkrukke fra dyssetid. I denne har der været lagt en ravperlekæde, hvor de enkelte perler er af meget forskelligt udseende og størrelse (se fotografiet). I perlekæden har de to lange kobberspiraler formodentlig været anbragt, mens de to korte er fingerringe. Mens øskenkrukken og ravperlerne er fremstillet her i landet, må kobbersmykkerne være importeret fra Mellem- eller Sydeuropa, idet lerkarret og ravperlerne må stamme fra omkring 2300 år f.Kr., et tidspunkt, der ligger 800 år før vor egen metaltid - bronzealderen - begynder. Der er tidligere gjort enkelte fund her i landet af kobbervåben og -smykker fra yngre stenalder - bl.a. det berømte Bygholmfund, der blev gjort ca. 4 km fra Aarupgaard. Når kobbersmykkerne er blevet sammenlignet med lignende fra udlandet, vil det måske blive muligt at datere øskenkrukken og ravperlerne nøjagtigere, end vi kan i dag.
Foruden at dette fund er af overordentlig stor videnskabelig værdi og i en museumsmontre vil glæde mange mennesker ved sin skønhed, løfter det en flig af det tæppe, der skjuler fortiden for os. En stenalderkvinde har begravet sine dyrebare smykker, deri alt fald for kobberets vedkommende må have udgjort en formue. Hvorfor gjorde hun det? Er det et offer til guden, da må vi håbe, at hendes bøn er blevet hørt, for det må have været et brændende ønske. Eller er det gravet skyndsomt i jorden, da fjenden angreb bopladsen? I så fald er smykkernes ejerinde blevet dræbt eller ført bort for aldrig mere at vende tilbage. Men fjenden fik ikke dette bytte. Først nu efter mere end 4300 års forløb har jorden givet sin skat tilbage til menneskene. I sin museumsmontre vil den bringe en hilsen fra en stenalderkvinde, der måske i mange måder var forskellig fra os, men som følte den samme glæde ved at have skønne ting som vi.