En sækfuld bronze

Et bronzealderfund – inden for sin gruppe et af de største, som overhovedet kendes – har tilbragt tre år i ubemærkethed i en papirsæk. Situationen er komisk og lidt hårrejsende – i hvert fald for fagarkæologer. Historien i sin helhed er følgende:
To mænd var en forårsdag 1968 i færd med at dybdepløje den sorte tørveagtige jord i randen af Vognserup mose vest for Holbæk. Arbejdet skred rask fra hånden, men afbrødes brat af et skrald, der fik føreren til at standse traktoren. En metalgenstand havde sat sig fast i det ene af de store bagdæk og var kørt en gang med rundt. En nærmere undersøgelse viste, at tingen var en rund skive med en kraftig spids midtpå; den blev løsnet, men den blev ikke hevet væk, som man kunne have ventet, for finderen opdagede, at hele pladens forside var fyldt med mønstring. De to mænd,
Allan Thestrup Schmidt og Jørn Jacobsen, fik set sig om, og nu bemærkede de, at der overalt i den løse, nypløjede jord lå metalsager strøet. De samlede sammen, hvad de umiddelbart kunne se, puttede det i den omtalte sæk og tog det med sig hjem, men skænkede det ellers ikke særlig opmærksomhed.

Af Flemming Rieck

Her kræver eventyrets love, at der skal gå tre år, og det gjorde der altså. Det blev undertegnede, der – for få uger siden – fik færten af fundet. Besøg blev aflagt hos finderne, papirsækken kom frem og fik bunden i vejret, så indholdet væltede ud på bordet: To store og 36 små smykkeplader, to halssmykker, fire spiralsnoede fingerringe og 113 små rør – alt af bronze. Den dag fortjener sandelig sit kryds i kalenderen.

Fundets bevaringstilstand er generelt forbløffende god; selv den store smykkeplade, der gjorde turen rundt med traktorhjulet, har ikke taget uoprettelig skade (fig. 1) (fig. 2). Om denne plade kan iøvrigt siges, at den med sine 26 cm i diameter hører til de største af sin art; den er fundets pragtstykke, men den anden mindre plade er heller ikke at foragte, og dertil kommer små-pladerne (såkaldte tutuli), hvis særlige betydning ligger i deres mængde (fig. 3). Alle disse smykkeplader, store som små, er i princippet ensdannede: runde skiver med øsken på bagsiden og forsidens midte formet som en spids eller, i enkelte tilfælde, som en halvkugle. Alle stykkerne er dekoreret – med koncentriske cirkler, bueslag og punktrækker, men først og fremmest med spiraler, som var det foretrukne ornamentmotiv i ældre bronzealder. At stykkerne er ensartede forhindrer ikke, at der er stor variation i enkeltheder – især blandt små-pladerne, hvor ornamentikken veksler, og hvor spidserne er af meget forskellig længde, foruden at det er her, de omtalte halvkugler forekommer. Denne formrigdom i småtingsafdelingen er i virkeligheden en af fundets fornemste kvaliteter.

Udgave: Skalk 1971:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.