En oldtidsforfatter under arkæologisk kontrol

Emnet for artiklen er en lille bog skrevet af en romer et århundrede efter Kristi fødsel og omhandlende den tågede verden norden for romerriget, herunder også vort eget land. For os heroppe er »Germania« i al sin knaphed uvurderlig, fordi den belyser et afsnit af vor forhistorie, hvor vi ellers er henvist til jordfundenes solide, men meget ensidige vidnesbyrd. Herom vil nu Brøndsted fortælle, og hvad han siger står ved magt, skønt det er skrevet for over 30 år siden. Af praktiske grunde har artiklen måttet gengives lidt forkortet, og den er forsynet med nyt billedmateriale, hvori er søgt inddraget noget af det nye, som de senere års forskning har kunnet føje til.

Da »En oldtidsforfatter -« blev skrevet, var der et andet Germanien, som verdens opmærksomhed var rettet imod. Brøndsteds indstilling til dette var klar og utvetydig og mærkes som en undertone i artiklen.

Ikke mange af de klassiske oldtidsskrifter kan siges at have fremkaldt en i forhold til egen størrelse så omfangsrig litteratur som Tacitus’ Germania. Denne lille studie, i sin forfatters øjne næppe mere end et biprodukt, har for tyskerne gennem århundreder helt op til nu været som et nationalt klenodie, i storhedstid en stolthed, i modgang en trøstens kilde. Når da en nøgtern kritik stiller spørgsmålet: Kan man stole på, hvad der står i Germania?, er det med føje, man ser sig om efter en besvarelse.

Tacitus var aristokrat af senatspartiet; født ca 55, gift år 78 med en datter af Britanniens erobrer og statholder Agricola, hvis biografi han senere skrev. Årene 89-93 levede han borte fra Rom, uvist hvor. Konsul blev han for året 97 under kejser Nerva, derefter prokonsul for »Asien«. Han oplevede hele Trajans regering og døde kort efter ham, omtrent år 120. Hvad man ud over disse data ved om hans liv er såre lidt.

Tacitus’ stil er kendt. Ud af et rigt ordforråd foretages glosevalget kræsent, udsøgt. Et sammentrængt, knapt sprog, undertiden rent ud lapidarisk. En vis dulgt lidenskabelighed spores sine steder som en understrøm. Stilen er skruet, nu og da ikke så lidt arrogant. Hensynet til denne sprogkunst gør beklageligvis Tacitus dunkel og tvetydig mere end eet sted. Den, for hvem det kommer an på at udvinde reale oplysninger af oldtidsteksten, kan blive fjendsk stemt mod al denne virtuositet, der øjensynlig står forfatterens hjerte nærmere end kun at forme en naturlig og klart udtrykt mening. – En oversættelse kan nok ved knaphed og varieret ordvalg give en forestilling om stilkarakteren, men en nær efterligning af Tacitus’ sprog lader sig ikke let foretage, uden at et så vidt forskelligt sprog som det danske tvinges ud i betænkelig nærhed af skaberi.

Germania er forfattet snart efter 98. Det lille skrift falder i to afsnit, en almindelig del med skildring af de for alle germanere fælles kulturtilstande og en speciel del med opregning og kortfattet karakteristik af enkeltstammerne. Hvad kilder Tacitus har haft er et ofte diskuteret emne. Det er almindelig antaget, at han ikke selv har været i Germanien, men han har da under alle omstændigheder haft rigelig adgang til at tale med folk, officerer og købmænd, der kendte landet fra rejser og ophold. Af skriftlige kilder nævner Tacitus selv Cæsar, der jo i sin bog om gallerkrigen fortæller en del om germanske forhold. Det er imidlertid tydeligt, at et hovedkildeskrift for ham har været det nu tabte værk »Germanerkrigene« af den ældre Plinius, ham der døde ved Pompejis undergang. Plinius, der ved århundredets midte i længere tid opholdt sig i forskellige egne af det vestlige Germanien, først som rytterofficer, senere som statholder, var ivrig naturforsker og amatør i diverse videnskaber, dertil en flittig skribent; i hans naturhistorie finder man spredte bemærkninger om Germanien. En mand, hvis værk formodes at have været til nytte for Tacitus og hans forgængere, er den fremragende græske lærde Poseidonios fra Apameia (f. 135 f. Kr.), om hvem vi ved, at han i 30. bog af sit store historiske arbejde om begivenheder og tilstande i hans egen tid havde en etnografisk beskrivelse af Germanien.

Hvad kan have bragt den højt kultiverede romerske aristokrat til at skrive om den barbariske nabo mod nord? Man behøver ikke at søge længe om svaret: en vis beundring og en vis bekymring har været drivkraften. Tacitus bliver ikke træt af i sit skrift at fremhæve germanernes ubændige frihedstrang, deres mod og voldsomme kampkraft. Urolig fremholder han germanerne som Roms farligste fjender. Han minder om, at det nu er over 200 år siden kimbrernes våbengny for første gang lod sig høre; »så længe besejres Germanien« bemærker han bittert og tilføjer siden spottende: »Der er i de sidste tider i Rom fejret flere triumfer end sejre over germanerne!« Den germanske høje og rene sædelighed, holdt op mod Roms løshed og slappe moral, giver ham anledning til mere end een spids antitese.

Tacitus’ overvejende sympatiske, ofte beundrende indstilling over for det germanske folk, og hans gavmildhed med ros, får man bedst et indtryk af ved direkte læsning af Germania. I det følgende skal med skriftets egne ord præsenteres de vigtigste af de germanerne tillagte fremragende eller fortrinlige egenskaber og tilstande.

»Selv tiltræder jeg deres mening, som anser Germaniens befolkning for at være aldeles fri for opblanding gennem ægteskaber med nogen anden nation, et egenartet, renblodet folk, kun sig selv ligt. Derfor er også den kropslige type, skønt folket er så talrigt, overalt den samme: trodsige, stålblå øjne, rødblond hår, store skikkelser egentlig kun egnet til stormangreb. Til arbejde og strabadser er de uden tilsvarende udholdenhed og ganske uvant med at udholde tørst og hede; kulde og sult derimod har himmel og jord vænnet dem til« (Fig. 1).