En nål til langdosmanden

I udkanten af Thisted ligger landets længste langhøj. Den er helt omklamret af villabebyggelse, men for knapt 100 år siden lå den frit, som hosstående gamle tegning viser. Dengang kunne man komme på afstand af højen og se den i dens fulde længde: 175 m. Den vestlige ende var ganske vist overpløjet, men man kunne dog tydeligt se, at denne del hørte med til langhøjen. I 1959 var det anderledes; den overpløjede del var nu så udjævnet, at man ved en udstykning fornylig ikke skænkede det en tanke, at langhøjen fortsatte vest for den vej, som allerede tegningen viser. Grunden blev solgt, men netop som man skulle til at bygge, blev Nationalmuseet opmærksom på sagen. Fredning kan være kostbar. Man valgte at udgrave den del, der ellers måtte gå tabt.

Af Olfert Voss

"Langdyssen", som Thistedborgerne kalder den, var vi mest tilbøjelige til at opfatte som en bronzealder-langhøj, en højtype, som vil være velkendt for Skalks læsere (nr. 3 og 4, 1958, artikler om langhøjen i Sdr. Vrå). Efter denne formodning skulle højen altså netop ikke være en langdysse, hvilket jo er betegnelsen for en højform, som hører stenalderen til. Langdysserne er almindeligvis ret flade og omsat med store sten, men den bevarede del af højen her var tre meter høj og hvælvet, og randsten manglede. Denne sidstnævnte mangel blev nu hurtigt afhjulpet, da udgravningen af den overpløjede vestende tog sin begyndelse. Der viste sig nemlig ret tydelige spor efter fjernede randsten. Enkelte steder stod endnu den yderste forvitrede skal af stenene tilbage. Randstenene har været ret kraftige - op til en meter i diameter - og har stået tæt side om side.

På det sted, hvor den gamle tegning viser en lille forhøjning på den overpløjede højdel, fandtes et ret ødelagt gravkammer, hvis udseende og indretning vil fremgå af fotografiet og den dertil hørende tekst (fig. 1).

Billede

Fig. 1. Plan over "Langdyssen". 1878.

Højfylden var ret ensartet og meget mørk. Dog, fra kammeret og vestpå var den anderledes, lidt lysere og mere rødlig. Skiftet i fylden var meget brat og fulgte en ret linje vinkelret på kammeret, gennem dettes østende, hvor indgangen til graven var. Dette må, sammenholdt med andre iagttagelser, betyde, at denne ende af langhøjen, fra fyldskiftet og vestpå, er bygget som en selvstændig høj med lige afskåret østende. Efter at begravelsen er foretaget, er kammerets åbning blevet lukket med en stor sten og yderligere sikret med en stendynge, og herefter er denne høj blevet bygget sammen med den øvrige del af langhøjen. De vestligste 16 m af højen adskiller sig også fra den øvrige del ved, at siderne ikke er parallelle, således at denne del af højen får en lille drejning mod nord (fig. 2).

Billede

Fig. 2. Kammeret er usædvanlig langt; lidt over tre meter. Det er sat af store, flade sten, som udvendig er støttet af mindre sten. Den ene langside er desværre ødelagt. Indgangen findes i østenden, i billedets forgrund, og døren er, som man ser, forsvarligt barrikaderet. Oprindelig har der vel været et dække af flade sten, men de er alle fjernet i gammel tid.

De gjorte iagttagelser gav kun ringe næring til vor formodning om, at højen skulle være fra bronzealderen. Erkendelsen af de store randsten og det anselige kammer gav os tiltro til, at højen svarede til sit navn og virkelig var en langdysse. Hvad vi tidligere ville have opfattet som en naturlig ting kom da nu som en overraskelse: På bunden af det meget ødelagte kammer fandtes en snes brudstykker af en bøjlenål. Den daterer såvel kammeret som denne del af højen til ældre bronzealder, og det er sandsynligt, at også den øvrige del af langhøjen stammer fra denne tid (fig. 3).

Billede

Fig. 3. Plan over den udgravede del af højen. Gravkammer med spærring for indgangsenden. Den tværgående linje markerer skiftet i fylden, som viser, hvor de to sammenbyggede høje mødes.

I kammerets østende, lige inden for indgangen og et stykke over bunden, stødte vi på seks lerkar, og det var nærved, at de bragte os udgravningens største overraskelse. I første omgang var overraskelsen dog forbundet med en skuffelse, for det var ganske klart, at selv om karrene ikke var helt nye, fra oldtiden stammede de i hvert fald ikke. Først da Nationalmuseets 2. afdeling fik lerkarrene forevist, fik vi en sikker tidsbestemmelse til 12.-14. århundrede! Hvad vi havde afsløret, var intet mindre end vidnesbyrd om en "arkæologisk" udgravning foretaget i middelalderen.

Men lerkarrene er stadig et problem; for hvorfor er de der? At der engang i middelalderen skulle være begravet nogen i højen, kan der ikke være tale om; karrene lå i slam, der må være aflejret i det krater, "udgraverne" havde efterladt. - Et spor at gå efter får vi gennem en gammel overlevering, optegnet af afdøde museumsleder P. J. Hald. Ifølge den skulle der i "Langdyssen" være begravet en mægtig kæmpe, "Langdosmanden", og for at sikre sig hans bevågenhed var det skik, at børnene påskedag ofrede knappenåle til ham. Det fortælles også, at nålene nedkastedes i en fordybning i vestenden af højen, der gerne stod fyldt med vand og mudder, og det er jo højst sandsynligt det samme vandfyldte hul, som lerkarrene engang blev sat ned i. Denne skik har - ganske vist i en lidt ændret form - levet helt op til nutiden, og man kan endnu træffe folk, der selv har ofret knappenåle til "Langdosmanden". En dame fortalte mig således, at når børnene omkring århundredskiftet tog ud til "Langdyssen" for at lege, så havde de altid en knappenål med. som de stak ind i højen som et offer til denne "Langdosmand" Engang da hun gerne ville lege på højen, måtte hun ofre den eneste nål, hun havde, en meget fin rød nipsenål, for man skulle stå sig godt med manden i højen.

De fundne middelalderkar må sikkert ses i samme belysning. Efter udgravningen af kammeret - måske allerede i det 12. århundrede - har man måttet formilde "Langdosmanden" og har derfor ofret karrene, sikkert med mad og drikke. Helt op i nutiden kan der være knyttet overtro til højene, som gør folk betænkelige, når der graves i dem. Læsere af Thorkild Ramskous artikel i sidste nummer af Skalk får her foræret endnu et eksempel på, at der skulle mere end et kongeord til for at gøre danerne kristne.