En dansk Casanova
Et mærkeligt gammelt dokument fortæller nok så rapmundet intime ting om Københavns borgere for 200 år siden. Det gulnede manuskript består af 21 smudsige folioark, sammenhæftede med sytråd. Hver side er delt i to spalter og tæt tilskrevet med en meget lille gnidret skrift. Det vrimler med klatter, rettelser, tilføjelser. Og uden overskrift eller indledning går forfatteren straks til sagen: »Vingårdsstrædet. Når man går ind ved Nicolai kirke. På den højre hånd: Hr. Hedemark, nederste capellan. Hjørnehuset. Har Gleerups datter. Bredendich, organist. Har en datter og en søn. Hovedrige folk. Klokkeren Haaber. Brodersen, sognepræst. Fik frøken Vogt. . . En bogbinder Fenden. Der gik en smuk jomfru ind. Hun logerer ovenpå med sin moder, hedder jomfru Cappel; er kendt med de unge karle. Feddersen, urtekræmmer, er 50 år. Har sin søsterdatter hos sig. Hun køn pige, passabel, skal vel have Anders«. Og således fortsætter han, gade efter gade, kvarter efter kvarter, gennemløber næsten en tredjedel af Christian VI's hyggelige residensstad og noterer pertentligt alt i sit register. Er det mon en respektløs kladde til en omhyggelig vejviser, et fremsynet udkast, tyve år ældre end Københavns første adressebog? - For det skulle da vel aldrig være en systematisk skørtejægers hemmelige notater? Det dyrebare resultat af en dansk Casanovas tålmodige gade-patruljeringer?
Af Andreas Friberg
Det besynderlige håndskrift er kun en lille del af Hans Barhows papirer, derefter hans død i 1754 af overhofmarchallen blev beslaglagt som mistænkelige og er havnet i rigsarkivet. De omfatter - foruden registret - fire telefonbogstykke bøger, fra første til sidste blad oversmurt med Barhows flueben. Mens de tre af bøgerne rummer ekstrakter og recensioner af mange skrifter og prædikener, er den fjerde opfyldt af slemme sladderhistorier, nærgående kritik og uanstændige anekdoter. Et umådeligt folio-manuskript med kritisk fremstilling af norske forhold er forsvundet. Bevaret er derimod hans udkast til en selvbiografi - også læsning for viderekomne.
Hans Barhow var en norsk præstesøn, født 1704 i Kvernes nær Kristiansund. Sammen med søsteren Anne Cathrine og broderen Lars blev han undervist af faderens kapellan Eilert Hagerup, der senere blev gift med Anne Cathrine og endte som biskop i Trondhjem. I 1720 sejlede Hans til København og fik som student bolig på Eilersens kollegium, hvor han skulle forberede sig til den teologiske embedseksamen. Det biografiske fragment fortæller: »Jeg åd skrækkelig og drak vand. Brugte grove sorte strømper, som var svedede. Engang spilte jeg kegler i »Døden og Djævelen«. Da kom jeg skrækkelig toet hjem.,. Jeg disputerte, ...læste den tid på Cartesii Opera, men forstod ej meget. Gik iblandt på biblioteket.. . og på collegium hos mr. Kisbye, men var ej meget agtsom. Endelig gik jeg til attestats 1722 og fik laudabilem« (fig.1) (fig. 2).
Fig. 1: Gik iblandt på biblioteket, men var ej meget agtsom.
Fig. 2: En aften sad vi silde på bænken i Kredsen - . Tegningen viser Kongens Nytorv ca 1718. Den store plads, der tidligere havde været meget uryddelig, hvilket havde skaffet den øgenavnet Mailands .4s, var nu, på foranledning af Christian V, bragt under dressur.
I den følgende tid var han først vikar for svogeren, der dengang var sognepræst i Kalundborg. Derpå sejlede han med en smakke i Peder Paars's endnu urolige kølvand og nåede lykkeligt til Års. »Her lå jeg i 8 dage, drak en hoben Bergenakvavit«, før turen gik videre til Norge. I Kvernes var han da i fire år faderens kapellan; men den unge sjælehyrde kunne ikke holde styr på sit kåde kød. En gang noterer han i selvbiografien, at han ved et bryllup »kyste jomfruen frit«. Og ved et andet »kyste mig præstekonen i Stangvigen. Jeg dansede og var ganske forliebt i jomfru Juel fra Trondhjem, det var en køn pige. En den eller die dags juleaften hos van der Lippe, vidste him var der; jeg drak mig fuld, kunne ikke se hverken dag eller dør«.
Sådan følger under Norgesopholdet den ene vidtløftighed efter den anden.
Så rejser Barhow i 1727 igen til København, kommer i skiftende huslærerpladser og prædiker en sjælden gang i en og anden af byens kirker. Stadig har han kik på de unge piger. »Jeg fixerte jomfru Bierring, sagde at hun kunne ej trække ånden, når hun lukte øjnene til. Hun proberte, imidlertid kyste jeg hende, hun blev arg derover og græd. Jomfru Kaasbøll trøstede hende, sigende hvad det var - og kyste mig«.
Hans eventyr med en gift dame fortælles så udførligt, at det må være passende kun at gengive indledningen: »En aften sad vi silde på bænken i Kredsen (anlægget på Kongens Nytorv), kyste hinanden og talte forliebt. Soldaten, som havde vagt, stod bag os og så på. Endelig sagde han, han havde set vor adfærd. Jeg gav ham en 8-skilling, da gav han gode ord. Hun var meget violent i sine passioner, jagte mig ofte på døren, kaldte mig stundesløs«.
Barhow var nu i en halv snes år - fra 1739 - på rejser. Med en elev var han i Jena (hvor han nok fik smag for guldmageri), London (der blev skuepladsen for mange »amours«) og Paris (hvorom kun noteres: »Ingen amour«). Næppe er han kommet hjem, før han drager »til Lund i Skåne, hvor jeg skulle besøge en jomfru«. Derpå tager han til Halle og igen til Jena. Så gæster Barhow broderen, der er blevet sognepræst i Norge. I 1748 er han på ny i København og påbegynder da sit ejendommelige register, der fortsættes og revideres efter en rejse til Leipzig (fig. 3).
Fig. 3: Ingen Amour
Sine sidste fire-fem år tilbragte denne svirebroder og hjerteknuser, der nu lærte sig guldmagerhåndværket, i København. Netop som hofrath R. C. Schmidt fra Jena, der længe havde plaget Barhow med breve og besøg, opnåede at se hans ædleste hjælpemidler ved guldfremstillingen - to små æsker med svovlgult pulver til en angiven værdi af »16,5 million rigsdaler« - blev ejermanden syg. Til ubodelig skade for efterverdenen nåede Barhow ikke at røbe pulverets brugsanvisning, før han døde i sit beskedne logi efter en åreladning. Og desværre opgav regeringens kommission (to professorer og en kabinetssekretær) efter to års studium af Barhows konfiskerede efterladenskaber at løse gåden.
Også borger-registret er et mysterium. Naturligvis kan det være Barhows råmateriale til en påtænkt trykt adressefortegnelse som foreslået af Julius Clausen i »Historiske Meddelelser om København«, 1919-20. Den første vejviser kom i London 1677, og noget senere fik også Paris sin adressehåndbog. Barhow kan have set disse praktiske bøger på sine rejser og fået lyst til at indføre ideen herhjemme. Visse af hans udtalelser kan tydes i den retning.
Men selve det foreliggende materiale taler så afgørende herimod. Det har tydeligt nok ikke været Barhows hensigt gade for gade at registrere samtlige husejeres eller familieoverhoveders navne og erhverv. En sammenligning med samtidige kilder (Den generale Opmåling, Geddes Grundplan, Skattemandtallet) viser hurtigt materialets mangelfuldhed som adresseliste. Kun en brøkdel af manuskriptets oplysninger kunne da også tænkes indordnet i en vejvisers knappe, saglige form. Og hovedmassen - der havde kostet Barhow sved, galde og hjerteblod - måtte så frasorteres.
Når der om en af ejendommene i Købmagergade kun anføres: »Et hus, hvor en elefant over døren. En høj kone, en datter. Konen og manden kun lidt hjemme«, så måtte jo det tilsvarende sted i en trykt vejviser stå blankt. Og på samme måde ville det gå i mangfoldige tilfælde. I oversigten over Østergade skrives således et sted kort og godt: »Et hus, hvori en køn halvvoxen pige«. I Lille Købmagergade findes »et hus, bindingsværk, hvor en officer med en kone og jomfru gik ind. De gik i Rosenborg have«. Omhuset i Silkegade »næst ved guldsmed Schrader« skrives blot: »I den dør er 2 smukke halvvoxne piger«. Endvidere oplyses under Store Kongensgade et sted: »En guldsmed bygger et nyt hus. Hans datter er den jomfru med opspilede næsebor« (fig. 4).
Fig. 4: De gik i Rosenborg Have. - Udsnit af prospekt i Pontoppidans Danske Atlas. 1764.
Og senere: »Dør i dør med den franske bager gik to halvvoxne piger ind, den ene smuk. Må være skole«.
Det er naturligvis pigerne, Barhow har blik for. Efter et enkelt ord om pater familias udbreder han sig gerne om hjemmets kvindelige beboere, især hvis de er unge og kønne.
I »Dalschous gård« i Lille Kongensgade bor »en brændevinsmand. Enkemand. God næring. Har to døtre, hvoraf en ret køn. Hedder Ane. . . Der bor og en fyrbøder. Han hedder Müller, har 4 døtre, kun 1 søn, en hos grevinde Plum, smuk pige. Vrikker, når hun går«. I samme gade noteres: »En knapmager. Der 3 døtre, hvoraf en køn (rettet til:) så nogenledes køn«. Om familien Schüttz i Laksegade skrives: »Han har 2 døtre. Konen kan godt spille kort, såvel som begge døtrene«. Og i Admiralgade findes en »bagerenke, formuende. Har en temmelig smuk og rødmosset datter. Har og flere børn«. Under Ulkegade læses: »Hr. Neem. Har en passabel voxen datter. Har en del små døtre. Konen er ej som klog«. I Østergade nær Amagertorv findes en »kandestøber. Der er en smuk smal jomfru, som logerer ovenpå. Går i Holmens kirke«. I Højbrostræde bor »Riches enke. Isenkræmmerske. Har en datter med stort ansigt og flab«. Og om hr. Preen, der bor i knapmagerens hus i Pilestræde, skrives kun: »En skikkelig kone og voxen datter. Smukt og complet fruentimmer«.
Mange eksempler viser, at Barhow har været en ivrig dyrker af by-sladder.
Om »ober-auditør Brun« på hjørnet af Admiralgade og Dybensgade anføres: »Får prygl af sin kone, hans søskendebarn«. I Laksegade under »stolemager Pipgras« meldes: »Fattig, har mange børn. Hans døtre er grev Ranzows maitresser. Han spadserer med dem«. Ved Kanalen bor »grevinde Scheel. - Har så meget smør«. Om kandestøberen i Lille Kongensgade véd han: »Har forlovet sig med en skippers datter på hjørnet af Toldbodgaden; nu slået op; havde før Mørches datter«(fig. 5) (fig. 6).
Fig. 5: Konen kan godt spille kort.
Fig. 6: Smukt og complet fruentimmer.
Huset på hjørnet af Store Færgestræde og Købmagergade tilhører urtekræmmer Johan Mohr, og »med hans moder er passeret i det hus den historie med captejnen«. Om vinhandler Smith i Højbrostræde fortæller han: »Havde den fortræd af præsten Bang«. I Læderstræde bor »den nye norske postmester« - hans søn »har jomfru Hescher, som ville forgive ham«. På Hallands Ås (dvs. Kongens Nytorv) findes »Meier, en gammel mand. China-farer. Har penge. Om morgenen drikker sin caffe, så rider ud, så spiser, så sover, så caffe, så rider, så caffe ogothe. Boer under til Hallands Ås.
Hans sovekammer til Lille Kongensgade«. Og i Store Kongensgade bor »regimentskvartermester Thomesen. Vexler sine buxer om med skind- buxer når på paraden. Gammel kone. En eneste køn datter« (fig.7).
Fig. 7: Vexler sine buxer om med skindbuxer når på paraden.
Endelig giver Barhow en række borgere ret åbenhjertige skudsmål.
En tømrerkone i Dybensgade kaldes »cokette«. I Hummergade bor »en controller. Han hedder Hauch - er en sathan«. Om »ober- cammerherre Piess« og hans hus i Østergade oplyses: »Til gaden er en sal så stor som hele længden. Der sidder han og måber« (fig. 8).
Fig. 8: Der sidder han og måber.
Og på Ulfelts Plads (Gråbrødretorv) bor konferensråd Junge; »hans frue er en skitso. Hun har allehånde projecter«.
Manuskriptet røber tydeligt sin tilblivelsesmåde. Barhow flyttede efter Københavns brand i 1728 til Hummergade, hvor han boede i en halv snes år. Derpå havde han logi to forskellige steder i Lille Kongensgade og endte så sine dage i Dybensgade. I 25 år havde han således - afbrudt af sine rejser - boet i bydelen omkring Nikolaj kirke, og han begynder da at gøre notater om dette kvarter, som han kender så godt. Her er meddelelserne fyldigst og nøjagtigheden størst. Under et af husene i Dybensgade noteres: »Der hentes mit the- vand«, under et andet: »Hyrekusk Gregers. Konen spiser aldrig med ham«, og under et tredje: »Her bor min vaskerkone«. Og hos rentekammerbud Hans Jespersen i Laksegade er »døren altid lukket«. Sine folio-ark har han haft med sig på rundturene, og det lyder ofte, som om han på stedet har gjort sine bemærkninger. Oplysningerne har han nok som regel fået ved at spørge om logi.
I Gothersgade noteres et sted: »Folk som sælger klæder. Der stod en jomfru«. I Pilestræde er »et hus med en stor åben port. En skrædder-sax i muren. Jeg sporte efter logemente, men folkene ej hjemme«. I Lille Kongensgade tilhører et hus »en vognmand. Der gik en halvvoxen køn pige ind med en lang rød kåbe«. I Springgade: »En gård med en port. Der er en pige med et lille ansigt, hun så sig tilbage i porten«. Hos en glarmester i Laksegade: »Jeg sporte dér efter logemente, hvor de 2 jomfruer gik ind med lieutenanten Kalkreuter«. Sådan vrimler det med øjebliksbilleder i de blakkede papirer.
Om Barhows hensigt med registret kan der kun gisnes, men det synes, som om notaterne er skrevet til glæde for ham selv og til støtte for hans egen hukommelse (fig. 9).
Fig. 9: Geddes kort fra 1757 over kvarteret omkring Nikolaj kirke. Her boede Barhow, og her er hovedparten af hans registreringsarbejde foretaget. (Kongens Nytorv)
Manuskriptet kan naturligt (hvis ordet tør bruges i den forbindelse) være et udslag af hans skrivekløe og ordenssans: han har været hidsig efter at give sine medborgere »læst og påskrevet«, og han har snurret som en top for at holde rede på byens kønne piger!
Det var nok som guldmager, Barhow tiltrak sig samtidens opmærksomhed. Professionen var ellers ved at få dødsstødet. Troen på alkymien havde kulmineret omkring 1700, men mange svindlere måtte endnu afsløres, før verden blev klogere. Da Holbergs komedie »Det arabiske Pulver« fremkom i 1724, var den dog en højaktuel satire - først året efter afskedigede Frederik IV sin hofguldmager Maldini! Og næsten 30 år senere - kort før sin egen og Barhows død - kunne Holberg i »Republikken« skrive: »Man ser jo, endskønt alle de, som for exempel have givet sig ud for at være guldmagere, ere befundne at være bedragere, så gives dog stedse de, som bedrage og lade sig bedrage på ny«. Det er ikke umuligt, Holberg her tænkte på Barhow. De har sikkert kendt hinanden. Som universitetsprofessor underviste Holberg nok i 1720'erne Barhow i latinsk veltalenhed, og efter Københavns brand boede de i fem år gade om gade.
Det varede ikke længe, før Barhow var glemt. Og han er stadig upåagtet. Julius Clausens artikel om ham har i nyere tid kun medført en enkelt lille benyttelse af det interessante arkivmateriale, der aldrig for alvor er blevet gennemgået. Især har man lov at vente sig noget af bogen med anekdoter og sladderhistorier; heri rider Barhow jo en af sine kæpheste. Borgerregistret kan vel gælde som en smagsprøve - sandelig en saftigere læsning end senere agent Hoicks og stadskonduktør Kraks tørre håndbøger.
Det går an at glemme Barhow som guldmager; men vi må med stolthed mindes ham i den funktion, hvor han bedrev sin mandomsgerning - som et dansk sidestykke tilden vaskeægte Casanova (fig. 10).
Fig. 10: Der er en pige med et lille ansigt, him så sig tilbage i porten.