En 4000-årig skuffelse

For et par numre siden bragte Skalk en beretning om nye fund af flintminer fra yngre stenalder. I 1957 var ved Hov i Thy opdaget spor af en godt 4000-årig virksomhed, hvor man havde hugget og gravet sig ned i faststående kridtlag for at hente flint til rent industrimæssig fremstilling af arbejdsøkser.

Af C. J. Becker

I sommeren 1958 fortsatte Nationalmuseet arbejdet. Først boredes på gårdejer Niels Bachs jord øst for det moderne kalkværk. Det lykkedes her at finde frem til en hel række uforstyrrede mineskakter, således at man nu har kendskab til i alt ca. 25 af de store skakter på stedet. Men da der ikke er søgt i hele området syd for kalkværket, er det sandsynligt, at den gamle flintbrydning har været af endnu større omfang.

I september blev så en af de nyfundne skakter tømt. Foroven var den gamle nedgravning næsten 5 meter i diameter, men nedefter blev den noget smallere, så den nær bunden "kun" var omkring 2,70 m bred. Bunden nåedes allerede 6,5 m under overfladen. Skakten fra 1957 var jo 8 m dyb, så hvorfor er man her standset ved de 6,5 m? Forklaringen kom ved at se på de ituslåede flintstykker, som stenalderfolkene havde fået fat i, og som de atter havde smidt i skakten, da de fyldte den til. Det var flint af rigtig dårlig kvalitet, fuld af lumske sprækker og hulheder, som bevirkede, at stykkerne knækkede på uberegnelig måde, når man skulle hugge dem til. Det er et spørgsmål, om der overhovedet er blevet lavet een flintøkse ud af hele materialet fra denne skakt. Med andre ord, man er blevet ked af arbejdet her, har standset det, fyldt hullet til og forsøgt et nyt sted. Af samme grund var der ingen egentlige sidegange eller stoller i den ny skakt. Man havde kun hugget en 3 m lang, ca. 2 m bred og mere end mandshøj niche ind i den ene side; det var tydeligt begyndelsen til en regulær stolle, men også den var opgivet på halvvejen.

Hvordan kan man nu vide, at arbejdet er blevet fortsat et andet sted på pladsen? Det kan man strengt taget ikke, men meget tyder på det. Man har nemlig fyldt skakten op igen med det samme. Der var hverken nedskyllet sand eller jord at se på selve bunden, og ikke et eneste dyr var forulykket her. Et par meter højere oppe, hvor man åbenbart har standset tilfyldningen en kortere tid, lå derimod skeletter af ikke mindre end 18 mus og vandrotter, som i sin tid var dumpet ned i hullet og ikke havde kunnet klare sig op igen. Men når man gjorde sig den ulejlighed at fylde så stor en skakt til igen, må det sikkert være, fordi man ville grave en ny så tæt ved siden af, at man måtte have de store bunker af opgravet kridt af vejen.

Tilsyneladende var den nye udgravning således lidt af en skuffelse. Men det har kun været en skuffelse for stenalderfolkene, som måtte se ugers eller snarere måneders arbejde ende uden udbytte af nogen art. Vi fik nemlig et vigtigt resultat af undersøgelsen, idet det blev klart, at organisationen bag dette stenalderarbejde har været så stærk, at selv en sådan forgæves gravning ikke har kunnet vælte den. For øvrigt husker læserne måske, at heller ikke den allerførst fundne skakt ude i den moderne kridtgrav havde ramt brugbar flint. Stenalderens flintbrydning har åbenbart haft det fælles med moderne olieboring, at der kan være langt mellem gevinsterne. Der begynder at tegne sig billedet af en virkelig storindustri bag udgravningerne i Hov. Vi håber at kunne fortsætte til sommer.

P.S. For det tilfælde at nogen blandt læserne skulle få lyst at lægge søndagsturen om ad Hov, kan det være rigtigst at sige, at der ikke er meget at se for tiden. Den sidst fundne skakt er overdækket og utilgængelig, idet man vil prøve, hvordan den klarer vinteren, for derefter at tage stilling til, om den kan bevares åben. Skakterne fra 1957 er fyldt til.
(Fig. 1).

Billede

Fig. 1. Ingen billedtekst