Elverhøj-veje

(Fig. 1)
Sagnet om elverkongen på Stevns, som ikke tåler dødelige konger i sit rige, men sætter grænsen for deres færden ved Tryggevælde å, er nedskrevet sidst i 1600-årene af den lærde Peder Syv, og denne kilde var det, J. L. Heiberg øste af, da han 1828 skrev sit berømte festspil »Elverhøj«. Som bekendt fik stykket succes – intet dansk skuespil er gået tiere over scenen – og det satte sig spor, bl.a. i de lokale stednavne. Heiberg selv morede sig over det, som det fremgår af et brev, han skrev mange år senere: »Nu forevises også en høj, som alle kalder Elverhøj og udgiver for den virkelige gamle Elverhøj, mens jeg aldrig har vidst, at der var en høj — «.

Af Helge Nielsen

Heiberg var digter, ikke arkæolog, så man kan ikke bebrejde ham ukendskabet til den østsjællandske halvøs fortid og fortidsminder. Den stejle kridtklint med de let tilgængelige flintlag var i stenalderen et aktiv, som man forstod at udnytte, og selv om dette fortrin gik tabt i løbet af bronzealderen, blev landsdelen ingenlunde folketom, hvad vel bl.a. den omtalte »Elverhøj« er udtryk for. Stærkest gør egnen sig dog gældende et stykke op i jernalderen; den må på det tidspunkt have huset mægtige mænd at dømme efter gravfundene, der simpelthen hører til de rigeste, som er fremdraget hertillands.

Betragter man stedets naturforhold, er der en ting, som falder stærkt i øjnene, nemlig en bred og forhen sumpet ådal dannet af Stevns-åen og den nysnævnte Tryggevælde å; forlænget med Kildeåen strækker den sig fra Køge bugt i nord til Fakse bugt i syd som en slags naturlig voldgrav for halvøen. (Fig. 2). Man forstår, at historien om den utilnærmelige elverkonge har kunnet opstå, men må samtidig fastslå, at der næppe er nogen form for realiteter bag sagnet. Stevns var ikke et lukket land og Tryggevælde-åen ingen uoverskridelig grænseflod – det fremgår tilfulde af fund, som i seneste tid er fremkommet i ådalen.