Elverhøj-veje

Heiberg var digter, ikke arkæolog, så man kan ikke bebrejde ham ukendskabet til den østsjællandske halvøs fortid og fortidsminder. Den stejle kridtklint med de let tilgængelige flintlag var i stenalderen et aktiv, som man forstod at udnytte, og selv om dette fortrin gik tabt i løbet af bronzealderen, blev landsdelen ingenlunde folketom, hvad vel bl.a. den omtalte »Elverhøj« er udtryk for. Stærkest gør egnen sig dog gældende et stykke op i jernalderen; den må på det tidspunkt have huset mægtige mænd at dømme efter gravfundene, der simpelthen hører til de rigeste, som er fremdraget hertillands.

Betragter man stedets naturforhold, er der en ting, som falder stærkt i øjnene, nemlig en bred og forhen sumpet ådal dannet af Stevns-åen og den nysnævnte Tryggevælde å; forlænget med Kildeåen strækker den sig fra Køge bugt i nord til Fakse bugt i syd som en slags naturlig voldgrav for halvøen. (Fig. 2). Man forstår, at historien om den utilnærmelige elverkonge har kunnet opstå, men må samtidig fastslå, at der næppe er nogen form for realiteter bag sagnet. Stevns var ikke et lukket land og Tryggevælde-åen ingen uoverskridelig grænseflod - det fremgår tilfulde af fund, som i seneste tid er fremkommet i ådalen.

Det drejer sig om veje, større og mindre stumper af gamle kørebaner - og når de så pludselig er dukket op og i så stor mængde, skyldes det især to mænd, gårdejer Vagner Hansen og lærer Harald Petersen, der af lokal interesse har taget denne eftersøgning på sig. (Fig. 3). Et større udgravningsprojekt er startet, det skal i første omgang klarlægge anlæggenes byggemåde og alder, men vil, når resultaterne til sin tid sammenholdes, forhåbentlig kunne give mere vidtrækkende oplysninger om landsdelens bebyggelse til skiftende tid. Oldtidens »vejvæsen« er et ikke alt for veloplyst arkæologisk kapitel. Der foreligger en række enkeltundersøgelser (især Georg Kunwalds arbejder må her fremhæves), men ingen af dem indeholder de overblikkets muligheder, som det nye fundkompleks tilbyder. At det ikke begrænser sig til oldtiden, men strækker sig langt op gennem historien, er kun en fordel.

Det var i yngre stenalder, hjulet og dermed vognen for første gang meldte sig i Norden, og fra den tid af må veje og vejspor have spundet deres net over landet. Om egentlig vejbygning var der sjældent tale, man kørte på jorden, som den var, og benyttede det éngang dannede spor, indtil det blev så opkørt, at man foretrak at lægge et nyt ved siden af. På heder og på bakkeskråninger i skove kan man møde store systemer af paralleltløbende vejspor, som ved deres mængde og dybe nedskæring vidner om århundreders trafik, men som det desværre sjældent er muligt at tidsfæste nærmere. Langt de fleste af fortidsvejene er nu udslettet ved dyrkning, og hvordan vejdragningen er foregået og ændret gennem tiderne, er meget usikkert. Det er dog oplagt, at naturforholdene har spillet en rolle, man undgik vandløb og sumpet terræn, holdt sig på det tørre, hvad den gamle jyske hærvej, der med sit mangesporede bånd følger vandskellene op gennem halvøen, er et udmærket eksempel på.

Det var blot ikke altid det lod sig gøre! Undertiden krævede nødvendigheden, at en vej blev ført over blød bund, mose eller engdrag, og her måtte den udbygges med sten og/eller træ - hvilket giver arkæologien dens chance, idet der ofte vil være rester bevaret og med gode muligheder for datering. Om sten- og bronzealderens vejanlæg ved vi endnu kun lidt, først fra jernalderens begyndelse dukker fundene op - velbyggede baner med stenbro og store kantsten, mindre hyppigt svelleveje. Hvor vandløb krydses, ville man vente en bro, men først fra vikingetiden finder vi antydninger om tørskoet overfart; ellers er vejene ført direkte gennem vandet i et vadested, hvor stenlægningen naturligvis var af særlig betydning, da vognene ellers let kunne blive stikkende i dyndet. Det smukkeste og bedst bevarede eksempel på oldtidens vejbygningskunst finder man - udgravet og tilgængelig - en snes kilometer fra Stevns, i Broskov ved Præstø. Det fine anlæg ligger, som flere af oldtidsvejene, parallelt med en nutidig landevej og kan anses for dennes forgænger. Her er altså tale om en direkte sammenhæng mellem gammelt og nyt, og den er typisk, for veje er et anliggende, som er præget af stor konservatisme. Langt op i historisk tid møder man oldtidens vejtyper næsten uændret. (Fig. 4).

Det er på denne baggrund, man skal vurdere de nyfundne stevnske veje, der
- som det fremgår af kortet - ligger tæt over en længere strækning af den brede ådal. Vejenes længde varierer mellem 100 og 250 meter. Selv om man omhyggeligt har udsøgt sig de smalleste steder, man kunne finde med bærekraftig tørv, er det altså ikke helt små arbejdsopgaver, de anonyme vejbyggere er blevet stillet overfor.

Af de ni veje, som er afsat på kortet med navne konstrueret for lejligheden, er foreløbig fem undersøgt, alle var stenbrolagte. Den ene - Karise II - forekommer ret primitiv, men de øvrige - Karise I og III, Elverhøjvejen og Hårlevvejen - er velbyggede og med store kantsten, den vejtype som jernalderfolket bedst mestrede. Under stenene er lagt et lag ris, en slags fundament, der har skullet fordele vægten og forhindre vejen i at synke i mosen, hvad den kunne have tilbøjelighed til, især på grund af de tunge kantsten. (Fig. 5). Om disses funktion kan der næppe være tvivl, de har skullet sikre vejen mod udskridning og - lige som nutidens autoværn - forhindre, at vognene gik på vildspor; iøvrigt var de vel gode at hoppe på, når vejbanen lejlighedsvis var oversvømmet, og har i det hele taget tjent til at trække linjen op. (Fig. 6). I de sandlag, som ofte er lagt over kørebanerne, er der i mangfoldige tilfælde iagttaget hjulspor. Sporbredden er 1 - 1,20 m, mens vejbanerne måler 2 - 2,50 m. Et møde mellem kørende har ikke været uden dramatik.

Ved flere af vejene har det været muligt at skelne mellem mange forskellige faser: nye lag af grene, sten og sand er lagt over de oprindelige og vidner om stadige fornyelser og udbedringer. Intetsteds var billedet dog mere broget end ved Elverhøjvejen, hvilket viste sig i en lang snitgrøft, der blev ført tværs gennem vejen nær det gamle vadested; det er den ene sidevæg af denne grøft, der i stærkt forenklet form er vist på tegningen øverst. At vejen har været i brug gennem lang tid fremgår af de mange stenlag - mindst seks - som efterhånden har hævet vejbanen op i niveau med randstenenes overkant. Som vanligt hvilede stenvejen på et lag ris, men det mærkelige er, at der uden for stenvejen fandtes andre, helt selvstændige veje bygget af ris alene. De tværlagte risknipper var holdt på plads af nedstukne grene, og mellem risene kunne der være lagt sand; heri sås et sted tydelige spor af hestehove. Ikke mindre end ni sådanne risveje - nogle ældre, nogle yngre end stenvejen - kunne med sikkerhed konstateres; tager vi stenvejens seks faser med, får vi altså ialt femten afsnit af samme vejlinjes historie, og selv om vi ikke kender deres varighed, er det givet, at de tilsammen må omspænde et meget betydeligt åremål.

Kun få daterende genstande er fundet på vejene, men i rislag og andet træværk har vi et udmærket materiale til C-14 bestemmelse (se sidste nummer af Skalk), så det bliver denne dateringsmetode, der skal anvise de forskellige anlæg deres historiske plads. De fire Kariseveje ligger for langt fra hinanden til, at de umiddelbart kan opfattes som samhørende, men helt udelukke, at de er hinandens afløsere, kan man vel ikke, for de falder i smuk tidsmæssig rækkefølge. Ældst er Karise III, der må være anlagt omkring år 130 efter Kristus; den opgives snart, men Karise I, der samtidig træder i funktion, er levedygtig, den synes at have eksisteret fra ca 250 til lidt op i middelalderen. Omtrent på det tidspunkt, da den nedlægges, må Karise II være taget i brug; også den har fortsat i århundreder. Om Karise IV, som nu er sløjfet, ved vi, at den er anlagt ca 1800 af hovbønder fra godset Juellinge. (Fig. 7). Glemmes må ejheller den nuværende sognevej, der krydser ådalen midt mellem forgængerne. Taget under et: et stykke vejhistorie omspændende næsten 2000 år!

Den enligt beliggende Hårlevvej, der også har været længe benyttet, er fra fra år 100 e.Kr. Men nu Elverhøjvejen i al dens indviklethed, hvordan forholder det sig med den? Et lille bronzebeslag fundet på stenvejen antyder, at den har været i brug omkring år 500, og den må være opgivet snart efter. Hvornår den er anlagt, ved vi endnu ikke, og også risvejenes alder er os indtil videre ubekendt. Spændende bliver det at høre dommen. Det vil ikke undre, om de nederste risveje skulle vise sig at være en del ældre end almindeligt for danske oldtidsveje.

De resterende anlæg er endnu uundersøgte, men Varpelevvejen er sandsynligvis fra jernalderen, og Prambrovejen vides at gå tilbage til, i hvert fald, middelalder. Endelig er der den helt usikre - og vistnok ødelagte - Smerupvej. Den imponerende fundrække kan iøvrigt ventes udvidet. Der foreligger ubekræftede forlydender om flere veje.

Fælles for alle de nyopdagede veje er, at de har krydset vandløb; til hver enkelt skal der altså findes vadested eller bro, og da åløbene er reguleret, behøver det ikke nødvendigvis at være i deres nuværende leje, man skal søge. Vadestedet var vejens sårbare punkt, som jævnlig måtte repareres, når strømmen splittede stenene, som let kunne ske - især om foråret, når tøbruddet satte ind, og åerne forvandledes til rivende floder. Hvad udgravningen afdækker i skæringen mellem å og vej, er da sjældent en regelmæssig stenlægning, men oftere et syndigt roderi. Om fribroens opståen her i landet er der allerede talt, den kendes fra sen oldtid, men bliver vist først almindelig i historisk tid, så det er måske ikke så mærkeligt, at den eneste bro, vi til dato er stødt på, hører til Karise II, middelaldervejen. Imponerende har den været, ca 15 meter lang og af kraftigt egetømmer med fire fag brostolper rammet ned i den bløde bund. Et par svære planker, som ved broens sammenbrud havde kilet sig fast mellem stolperne, gav et indtryk af de øvre dimensioner. Over den styrtede bro var anlagt et primitivt vadested på bedste oldtidsmaner.

Gamle veje og vadesteder hører ikke til den gruppe af mindesmærker, som giver store og overraskende fund til museernes skabe og skuffer, men de bringer os menneskene nær og belyser en ellers vanskeligt tilgængelig side af fortidens samfundsliv. (Fig. 8), (Fig. 9). Fundet af så mange veje på en gang er nyt og overraskende, men det er et spørgsmål, om ikke systematiske eftersøgninger i andre ådale ville give tilsvarende resultater. Det var meget ønskeligt, om sådanne undersøgelser kunne sættes igang, for vejene hører til den efterhånden omfattende gruppe af fortidsminder, som er truet ved landbrugets øgede mekanisering. Afvanding af engene ødelægger træet i tørven og får lagene til at klappe sammen. Hvor der før var græs, tager ploven fat, og så må stenene vige. Sådan er situationen i det aktuelle tilfælde, og det er langt fra at være enestående.

Trods undersøgelsens ufærdighed kan der noteres et vigtigt resultat: påvisningen af risvejene, der her for første gang giver sig utvetydigt tilkende i dansk oldtid. Man kan næsten sige, at de var ventet, for ukendt er formen langtfra, den optræder i nabolandenes oldtidsfund og kan - også i Danmark - spores op gennem historisk tid, ja helt til nutiden har den været benyttet i snævre vendinger. Hvor gammel denne vejtype egentlig er, kan endnu slet ikke afgøres, men da den er overmåde let etableret, vil det ikke undre, om den skulle vise sig at have dybe rødder. Blandt de nu kendte arter af oldtidsveje må vi stille risvejen først som en slags grundform - stenvejen hviler jo bogstaveligt på den, og svellevejen er dens forfinede udgave - men om den rent faktisk er første led i en udviklingsrække, er det for tidligt at udtale sig om. Foreløbig kender vi blot de tre vejtyper som sideordnede fænomener gennem meget lange tidsrum.

De stevnske stenveje udmærker sig ved usædvanlig længde, og det er interessant at bemærke, at de aldersmæssigt samler sig om netop de århundreder, hvor egnen efter gravfundene at dømme har haft en særlig betydning. Egentligt nyt fortæller de os ikke, de er i tidens stil, men udbygger og bekræfter det i forvejen dannede billede. Også middelalderbroen er barn af sin tid, og ret beset er det måske ikke så overraskende, at den afløses af et vadested. Endnu i forrige århundrede måtte mange åer passeres gennem vand.

Fra historisk tid foreligger mange rapporter fra rejsende, som fik rystet nyrerne løse på elendige veje i ukomfortable køretøjer, men det er hovedsageligt standspersoner, som har efterladt sig disse jammersminder. Menigmand rejste ikke, for ham var problemet lokalt og lidelserne om ikke mindre så dog i hvert fald af kortere varighed. Frygtede især var vadestederne, de kunne under særlige omstændigheder være livsfarlige at passere, og »åmanden« gjorde ingen forskel på høj eller lav. Christian den 4. selv var han ude efter en mørk nat på landevejen nord for Køge, da kareten blev stikkende i Snogebækken og måtte hales op af tilkaldte Køgeborgere. En bro blev snart efter opført på stedet, den er forlængst udskiftet, men mindet om begivenheden lever videre i navnet: Onde Aftens Bro.

Det anbefales læserne at besøge - ikke Stevnsvejene (de er atter tildækkede), men den helt frilagte og højst seværdige Broskovvej, som man finder lidt sydligere, ved bunden af Præstø fjord. Om denne og om andre oldtidsveje kan der læses i Nationalmuseets Arbejdsmark 1944 og 1962 samt i Skalk 1957:4 og 1962:2.