Eksperiment

Oppe i bakkerne vest for byen udfoldede sig sidste sommer en særpræget aktivitet, som vil blive gentaget nu i år. Der blev bygget huse, høstet korn, vævet og fabrikeret lerpotter – alt sammen efter metoder, som forlængst er gået af brug. Området her, som har alt, hvad man kan ønske sig af dejlig sjællandsk natur, er nemlig blevet udvalgt til forsøgsmark for arkæologer og historikere, som dér har faet mulighed for at efterprøve deres teorier. For ret at forklare betydningen af dette, bliver det nødvendigt at trætte læseren med lidt tør videnskabelig teori.

Det er forskningens opgave bestandig at skaffe ny viden at føje til den grundvold af kundskab, vor kultur hviler på. Ny viden kan erhverves på mange måder, men tit er metoden den, at man kombinerer gammel erfaring med nye iagttagelser og deraf former teorier, som man så må prøve at bevise eller i hvert fald sandsynliggøre. Beviset føres ofte ved eksperimentets hjælp; ved at prøve teorien i praksis opnår man at få den bekræftet eller afkræftet. Det forudsætter dog naturligvis, at teorien drejer sig om håndgribelige ting, som man kan tage og føle på.

Den eksperimentelle bevismetode har især vist sig anvendelig inden for naturvidenskaberne. Noget vanskeligere stiller det sig ved fag som arkæologi og historie, der jo beskæftiger sig med ting og begivenheder, som ikke længere eksisterer og som man derfor ikke uden videre kan eksperimentere med. Man må her ty til det efterlignende eksperiment, som har den svaghed, at det nok kan bruges til at modbevise, men aldrig til at bevise en teori. (Fig. 2) Fuld sikkerhed kan altså ikke opnås, men i mange tilfælde vil forsøget kunne give et fingerpeg om teoriens større eller mindre sandsynlighed, og allerede det er jo meget, nar man har at gøre med videnskaber, hvor fuldstændig vished er undtagelsen snarere end reglen.