Egen gravskrift

An Mari var, om ikke den sidste, så dog en af de sidste repræsentanter for en livsform, som nu hører fortiden til. Hun fulgte ikke med tiden, men hun generede ingen ved det, boede for sig selv i den øde egn, hvor hun var født, på Barslund mark i Haderup mellem Viborg og Holstebro. Hun var et af den slags mennesker, der mener, gamle ting er gode nok, bare de holder nogenlunde og kan bruges. Folk med den indstilling er der ikke mange af, det almindelige er jo, at gammelt bras smides væk, kun de finere sager bliver der passet på. Det har præget vore museer, hvis genstande i reglen er fornemmere end folkene, de repræsenterer.

Sin holden ved det gamle havde An Mari taget i arv fra slægten, ingen i den familie købte nyt og smed gammelt væk - ikke så længe det kunne hænge sammen. Huset holdt til 1939, blev så revet ned, men genopført med sit nødtørftige indbo ved Herning Museum. Efter An Mari's død er der dukket mere op, og det ændrer lidt på forestillingen om hende, for der er også pyntelige hatte, pæne kjoler og blondeprydede korsetter til en meget slank talje! Man skal være varsom med kun at tænke på »de gamle« som gamle (fig. 2).

Det meste af An Mari's jordiske gods var dog så beskedent, som det overhovedet kunne være. Når en stol var ved at falde fra hinanden, bragte et par jernklamper den på benene igen. Når en sengs høje, men spinkle hjørnestolper knækkede, gjorde det ikke så meget, bunden var trods alt det vigtigste. Gennem An Mari's efterladenskaber kommer vi på sporet af ældre tiders hedebønder, nøjsomme folk, der passede deres slidsomme arbejde, men ikke havde kræfter til overs til pynt i hjemmet. For resten var det småt med samkvemmet, og folk på den øde hede vidste ikke, hvor pænt andre indrettede sig.

Det er tvivlsomt, hvornår An Mari's forfædre har bygget huset, måske er det først sket ved midten af 1800-årene. Oprindelig var det lavet billigst muligt med lerfyld klasket på vidjer mellem stolperne. Om vinteren var denne beklædning hverken holdbar eller varm nok, så for at lune og for al beskytte ydermuren lagde man »træk« af lyngtorv omkring huset op til vindueshøjde. Hvert forår skulle lermurene så repareres og klines. Efterhånden blev dette hus som så mange andre forbedret, ved at lertavlene blev udskiftet med mur af brændte sten. Så kunne man nøjes med at kalke over, når man syntes, det var ulejligheden værd. Det var vist ikke så tit, det skete. Der var jo ingen naboer at pynte sig for, penge var det småt med, og der var langt til forretninger, hvor man kunne bruge dem (fig. 3).

Hundrede år før An Mari's tid, det vil sige i slutningen af 1700-årene, var der enkelte folk i de store byer, som fik opført komfurer. Senere kunne man købe dem færdige, og når madam Jensen havde fået et, så manglede det bare, at madam Olsen skulle stå i røg og træk under en åben køkkenskorsten og lave mad over gløder på et opmuret ildsted. Jernkomfuret med ringe over kogehullerne gik sin sejrsgang, og samtidig udskiftede man de skrøbelige lerpotter - jydepotterne, som man kaldte dem uden for Jylland - med solide jerngryder. Ved midten af 1800-årene var forandringen stort set fuldbyrdet, i byen - på landet kom man lidt senere med, men også dér blev ildsteder nedbrudt og komfurer sat op i stedet, med aftræk gennem rør, så der kunne blive lagt loft under skorstenen. Køkkenerne blev varme, hyggelige rum.

Hele denne udvikling nåede aldrig til huset på Barslund mark. Det var ellers almindeligt, at der blev lavet om, når yngre folk kom til, men alt blev ved det gamle, da An Mari's forældre, husmanden Søren Lauritsen og hans kone, satte gammelfar på aftægt 1887. An Mari blev født tre år senere. Af sin mor lærte hun at lave mad på åbent ildsted og fandt det godt nok (fig. 4).

Endnu i 1939 lavede An Mari sin mad ved det åbne ildsted og bagte brød i det stensatte rum under det. Da en besøgende engang ytrede tvivl om, det virkelig kunne lade sig gøre, gik An Mari hen til sin seng, slog dynen til side og tog et frisk franskbrød frem. Så kunne han selv se - og smage, hvis han havde lyst (fig. 5).

An Mari blev ikke gift, så der var hverken mand eller børn til at løbe storm mod det bestående og sætte fart i udviklingen, som det ellers så tit skete. Mens moderen levede, boede de to sammen, og selv om de foretrak tingenes tilstand, var de alligevel enige om, at det engang blev nødvendigt at bygge nyt hus. I det daglige kom det til at betyde, at de trods forfaldet stadig undlod at forbedre det gamle. I 1935 døde moderen i sin u-malede seng, med lyngknipperne på sengebunden. An Mari blev boende endnu nogle år, og lergulvene blev mere og mere nedslidte. Da en mand fra byen kom for at besøge hende - hun var efterhånden blevet avisstof - gik hun betænksomt selv først ind og advarede ham mod gruberne i gulvet. Møblerne var kommet til at stå som på forhøjninger (fig. 6).

Sådanne gulve har man kunnet se mange steder, og ikke blot på den jyske hede. En gammel nordsjællandsk kone fra midten af forrige århundrede havde hullede lergulve af overbevisning, idet hun i de større fordybninger havde indrettet småsøer, hvor husets gæslinger plaskede rundt. For en ordens skyld må det tilføjes, at der også var mange huse med pæne, plane gulve, der blev holdt i orden med nyt ler, men selv disse blev efterhånden et tegn på armod, og hvor man kunne komme af sted med det, blev de brækket op og erstattet med gulvbrædder over en opfyldning af sand. Det pyntede og gav anseelse, men medaljen havde en bagside: trægulve skal skures eller vaskes for at holde sig pæne. Et lergulv kunne man nøjes med at feje, man behøvede ikke at tage træsko af, og vådtede et barn på gulvet, gjorde det ikke så meget. Da An Mari i 1939 havde bygget nyt hus ved vejen over for det gamle, fandt hun det ret besværligt at skulle vaske gulve en gang imellem - og undlod det nok helst (fig. 7,8,9).

An Mari savnede vist meget af det, hun var opvokset mellem, men som selv hun ikke rigtig syntes kunne indpasses i det nye hus: det gamle køkkenbord, stuens langbord med tilhørende smalle bænke, de simple senge. En ting beholdt hun: sit fine chatol; det er først nu, efter hendes død, kommet til Herning Museum, hvor det vil blive opstillet på sin gamle plads i huset lige så ærligt afdanket, som da det var i An Mari's besiddelse (fig. 10).

På væggen i An Mari's stue hænger et billede, et farvestrålende gravvers over en lille dreng, hendes morbroder, der døde i 1879 knap tre år gammel. Det var den almindelige skæbne dengang for de mindre hårdføre. Mange døde som nyfødte eller efter dåben, hvor de blev ført til kirken på åbne vogne ad ujævne vejspor. Var det overlevet, nåede man til børnesygdommene, uden lægehjælp, siden til barnearbejde og barske skoleveje. Så de, der nåede at blive voksne, var udvalgt menneskemateriale. Stoute folk, så sandelig, som blev gamle uden sygedage trods hårdt arbejde og nøjsomme kår.