Gravskrift

An Mari var, om ikke den sidste, så dog en af de sidste repræsentanter for en livsform, som nu hører fortiden til. Hun fulgte ikke med tiden, men hun generede ingen ved det, boede for sig selv i den øde egn, hvor hun var født, på Barslund mark i Haderup mellem Viborg og Holstebro. Hun var et af den slags mennesker, der mener, gamle ting er gode nok, bare de holder nogenlunde og kan bruges. Folk med den indstilling er der ikke mange af, det almindelige er jo, at gammelt bras smides væk, kun de finere sager bliver der passet på. Det har præget vore museer, hvis genstande i reglen er fornemmere end folkene, de repræsenterer.

Sin holden ved det gamle havde An Mari taget i arv fra slægten, ingen i den familie købte nyt og smed gammelt væk – ikke så længe det kunne hænge sammen. Huset holdt til 1939, blev så revet ned, men genopført med sit nødtørftige indbo ved Herning Museum. Efter An Mari’s død er der dukket mere op, og det ændrer lidt på forestillingen om hende, for der er også pyntelige hatte, pæne kjoler og blondeprydede korsetter til en meget slank talje! Man skal være varsom med kun at tænke på »de gamle« som gamle (fig. 2).