Efterspil i ådalen

Seks store mosefund fortæller os om den mærkelige skik, som bød jernalderens mennesker at udlægge erobret krigsbytte på hellige pladser i søer og moser. Fire af disse fund er gamle, fra arkæologiens barndom. Det nyeste fund, Ejsbølfundet (omtalt i sidste nummer af Skalk), er endnu under udgravning. Undersøgelsen af det næstsidste af fundene, der omfatter noget over 1000 våben og andre oldsager, blev afsluttet sidste efterår i Illerup ådal nord for Skanderborg efter syv års arbejde.

Af Harald Andersen

Dagen før den langvarige udgravning sluttede, skete det forunderlige. Vi fik meddelelse om et nyt mærkeligt fund i en anden del af dalen - ikke noget våbenfund, men noget, som uafviseligt kræver undersøgelse. Endnu en spændende og dejlig sommer i den egn, vi er kommet til at holde så meget af. Så underligt kan det gå.

Manden, der bragte det glade budskab, var Skanderborg Museums vagtsomme leder, overlærer Niels Gjesing. Det, han var kommet under vejr med, var følgende: Hvor Illerupåen løber ud i Mossø var man ved åreguleringsarbejde stødt på mængder af menneskeben. Samtaler med stedkendte viste, at dette ikke var noget enestående. Ved tørveskæring her i nabolaget under krigen var der fundet skeletrester i stor mængde. Det fortælles, at der i en enkelt tørvegrav blev fundet 60-70 kranier, og selv om man måske ikke skal tage disse opgivelser for højtideligt, for hukommelsen kan efter så mange års forløb spille selv den pålideligste et puds, så er det dog givet, at her virkelig er tale om noget usædvanligt.

Et par prøvegravninger bragte adskillige menneskeknogler og nogle - desværre ukarakteristiske - skår for dagen. De lå under halvanden meter tørv i et sandlag, der må være omlejret af åen, som vel her ved udløbet i Mossø har dannet delta. Drængravning i en nærliggende eng gav nye skeletfund. Arkivundersøgelser har vist, at nogle af krigstidsskeletterne sammen med en del træsager, bl.a. et stykke af en vognaksel, er havnet på museer, hvor der også findes lerkar og en enkelt metalgenstand, en bronzering, fra området. De fleste af disse fund er gjort ved åudløbet; men også i nærliggende vige og kroge af ådalen - den, der engang var en sø - dukker de op.

Hvad er nu alt dette for noget? Ja, det er det, vi i indeværende sommer skal prøve at finde ud af. Hvor kommer alle disse døde fra? Hvor gamle er de?

For besvarelsen af det sidste spørgsmål har vi et par, ganske vist noget vaklende holdepunkter. Lerkarrene, som omtaltes ovenfor, stammer fra romersk jernalder, århundrederne nærmest efter Kristi fødsel. Men de kan være helt uden forbindelse med skeletfundene; vi ved det ikke. En tilhugget træklods, som ved prøvegravningen fandtes sammen med skeletdelene, er gennem sit indhold af radioaktivt kulstof blevet aldersbestemt til tidsrummet 480-680 e.Kr., men det må bemærkes, at en sådan enkeltdatering, når uheldet er ude, kan falde fejlagtigt ud, og træklodsen kan maske også tilfældigt af vandstrømmen være ført sammen med ting af anden alder.

At mosen skulle være en gravplads og de døde kommet i jorden efter et normalt begravelsesritual er så usandsynligt, at det kan udelukkes. At man under en pest skulle have skaffet sig af med de døde på denne måde lyder heller ikke videre troligt og ville i hvert fald næppe have virket sundhedsbefordrende på de omboende. Og at stedet i sig selv skulle være en valplads forbyder den fugtige beliggenhed. Men hvad er det da? En kolossal menneskeofring, en massehenrettelse, en "krigskirkegård" eller maske noget af alle dele? Et af de kranier, som er kommet på museum, havde et dødeligt hugsår, og det kunne jo i hvert fald tyde på noget ufredeligt.

Et spørgsmål trænger sig på. Uafviseligt. Er der en forbindelse mellem skeletfundene og våbenfundet? Dette sidste fortæller jo også om krig og drab? Er det de dræbte fra slaget, som her i al formløshed har fundet deres sidste hvilested?

Illerupfundets alder kan nok med lidt god vilje tænkes at falde sammen med træklodsens. Der er jo ved Illerupfundet som ved de andre store mosefund ikke tale om en enkelt ofring, men om flere offerhandlinger, fordelt over århundreder. Men netop dette, at der må være tale om flere slag, om flere valpladser, gør det lidt usandsynligt, at krigshandlingerne skulle være knyttet netop til denne egn. Slagmarkernes beliggenhed bestemmer tilfældet. Offerpladsen, gudens bolig, er det faste punkt man søger til, måske langvejs fra, når krigen er overstået. Derhen har man bragt byttet; men mon man har taget de døde med? Fanger derimod kan jo transportere sig selv. Kan det være deres lig, vi finder i ådalen?

Helt afvises kan tanken vel ikke, men den må nok betragtes med stor skepsis, for der er 4-5 km mellem de to findesteder. Ganske vist kan man tænke sig, at ligene er ført med af strømmen, og at de til slut er strandet netop her i vigene og krogene, hvor de jo nu ligger. Men på offerpladsen er fundet skeletter af dræbte heste mellem våbendyngerne. Når de er blevet tilbage, hvorfor skulle så menneskene være drevet væk?

Nok med alle disse spørgsmål. Nu følger handling. Måske vil den bringe nogle af svarene. Til slut dette: Det er i strid med arkæologisk sædvane på et så tidligt tidspunkt af en undersøgelse at være så åbenmundet - at udkaste teorier og tanker, som her er sket. Lad dem stå for hvad de er, bag en mur af forbehold. (Fig. 1)

Billede

Fig. 1. Videnskabernes Selskabs kort. Tegnet 1787. (Geodætisk institut. Eneret.)