Efter kyndelmisse

Den slags beregninger hører ikke hjemme i 1970, men de var almindeligt brugt i 1500-tallet, når man ville vide, hvornår de »bevægelige« festdage faldt, for man fik ikke sin årlige kalender ind ad døren ved nytårstid, som vi gør det. Hvad man havde, var en slags evighedskalendere, malet på pergament eller skåret i træ. På billedet øverst næste side vises Danmarks ældste »rimstav« (trækalender), som for netop et år siden var omtalt her i bladet. Vi skal ikke gentage, hvad der dengang blev sagt om bredsidens datomærker og helgentegn, men vil i stedet vende opmærksomheden mod smalsidens mærkelige stregsystem, som vi dengang opgav at forklare, idet vi dog antydede, at det sandsynligvis har noget at gøre med påskeberegningen, som ellers ikke er tilgodeset på denne stav.

Det har det! Takket være civilingeniør Palle Tolstrup Nielsen, som til daglig arbejder med datamaskiner og talbehandling på Danmarks Tekniske Højskole, er gåden nu løst, og løsningen er følgende: Midt ned gennem smalsiden løber en længdestreg, og denne er ved tværstreger opdelt i 62 afsnit. (Oprindelig har der været 64, men to tværstreger længst til venstre er bortslidt). Hvert afsnit svarer til et år, og de 64 år, som på denne måde er afsat, dækker tidsrummet 1532-95, hvilket stemmer godt med, at stokken er lavet i 1531, som det fremgår af et indskåret årstal. I hvert afsnit finder man for oven og for neden små hak, de øvre betegner uger, de nedre dage, og tilsammen angiver de længden af tidsrummet mellem kyndelmisse og fastelavn det pågældende år. På længdelinjen er der med mellemrum anbragt små trekantede indsnit, som udpeger skudårene. (Fig. 1, fig. 2)