Efter kyndelmisse

2. februar er det kyndelmissedag; det er det hvert år, for den »dag« ligger fast på sin dato. Det gør fastelavnen derimod ikke. Fastelavnssøndag faldt i år seks dage efter kyndelmisse, altså 8. februar. Syv uger efter fastelavn - det vil sige 29. marts - er det påskedag. Vi får tidlig påske i år.

Af Hans-Knud Liebgott

Den slags beregninger hører ikke hjemme i 1970, men de var almindeligt brugt i 1500-tallet, når man ville vide, hvornår de »bevægelige« festdage faldt, for man fik ikke sin årlige kalender ind ad døren ved nytårstid, som vi gør det. Hvad man havde, var en slags evighedskalendere, malet på pergament eller skåret i træ. På billedet øverst næste side vises Danmarks ældste »rimstav« (trækalender), som for netop et år siden var omtalt her i bladet. Vi skal ikke gentage, hvad der dengang blev sagt om bredsidens datomærker og helgentegn, men vil i stedet vende opmærksomheden mod smalsidens mærkelige stregsystem, som vi dengang opgav at forklare, idet vi dog antydede, at det sandsynligvis har noget at gøre med påskeberegningen, som ellers ikke er tilgodeset på denne stav.

Det har det! Takket være civilingeniør Palle Tolstrup Nielsen, som til daglig arbejder med datamaskiner og talbehandling på Danmarks Tekniske Højskole, er gåden nu løst, og løsningen er følgende: Midt ned gennem smalsiden løber en længdestreg, og denne er ved tværstreger opdelt i 62 afsnit. (Oprindelig har der været 64, men to tværstreger længst til venstre er bortslidt). Hvert afsnit svarer til et år, og de 64 år, som på denne måde er afsat, dækker tidsrummet 1532-95, hvilket stemmer godt med, at stokken er lavet i 1531, som det fremgår af et indskåret årstal. I hvert afsnit finder man for oven og for neden små hak, de øvre betegner uger, de nedre dage, og tilsammen angiver de længden af tidsrummet mellem kyndelmisse og fastelavn det pågældende år. På længdelinjen er der med mellemrum anbragt små trekantede indsnit, som udpeger skudårene. (Fig. 1, fig. 2)

Billede

Fig. 1. Kalenderstaven fra 1531.

Billede

Fig. 2. Vil du vide med god mag,
når indfalder påskedag,
da søg op det ny, som mest
følger kyndelmissefest.
Onsdag efter samme ny
fører faste til hver by.
Derfra hver kan siden let
påskefest udregne ret.
Verset findes på Frederik Ill's spadserestokformede sølv-kalenderstav, der nu opbevares på Rosenborg. Den poetiske anvisning tager sit udgangspunkt i februar-nymånen, så for at foretage beregningen må man kende dato og ugedag for dennes indtræden, hvilket svarer til at kende årets gyldental og søndagsbogstav. Onsdagen, som omtales, er askeonsdag; på den dag begynder den egentlige faste, som fastelavnen er den muntre optakt til.

Et eksempel kan bedre end noget andet vise, hvordan denne mekanisme fungerer. Vi vil vide, hvornår påsken faldt i året 1549. Da stokkens to første »år« er bortslidt, begynder vi ved 1534 til venstre på stokken og skal altså tælle 15 afsnit frem. I det mellemrum, vi kommer til, finder vi foroven fire små hak og forneden ét, hvilket vil sige, at fastelavn faldt fire uger og én dag efter kyndelmisse. Da påsken altid falder syv uger efter fastelavn, er det let at fortsætte regnestykket, der i sin helhed kommer til at se således ud:

2. februar (kyndelmisse) + fire uger og én dag = 3. marts, som altså er fastelavnssøndag.
3. marts (fastelavn) + syv uger = 21. april, som er påskedag.

At facit er korrekt, kan man forvisse sig om ved at slå op i en historisk kalender.

Systemet med hakkene er et primitivt hjælpemiddel bestemt for menigmand. Det giver i en letfattelig form resultatet af beregninger, som er foretaget af lærde mænd, der forstod sig på »gyldental« og »søndagsbogstaver«. Et års gyldental oplyser, hvornår det er fuldmåne første gang efter forårsjævndøgn, mens søndagsbogstavet fortæller, på hvilke datoer ugedagene falder. Med kendskab til de to ting og til skudårenes fordeling kan påskeberegningen foretages.

I Nationalmuseet opbevares nogle malede pergamentskalendere fra 1500-årene med »påsketavler«, der både har gyldental og søndagsbogstaver, og som tillige meddeler resultatet af udregningen i samme enkle form som rimstokken. På det side 29 viste eksemplar ses til venstre årets tolv måneder anskueliggjort med billeder af årstidernes vigtigste gøremål, såsom høst, bagning, slagtning o.s.v., mens højre halvdel er helliget påsketavlen, der læst ovenfra dækker årene 1558-85. I tavlen ses en mængde tegn fordelt i fire lodrette kolonner; den første indeholder årenes gyldental, skrevet med nogle usædvanlige taltegn (1 -19, fordi systemet af gyldental kun går til 19):

Anden kolonne viser søndagsbogstaverne (ét for almindelige år, to for skudår), og i tredje og fjerde kolonne finder man uge- og dage-tegn svarende til trækalenderens hak, men her anført med de samme mærkelige taltegn, som blev brugt til gyldentallene. Da pergamentskalenderens årrække falder inden for rimstavens, er det nærliggende at foretage en sammenligning de to imellem, og man vil da opdage, at mens ugetallene stort set stemmer sammen, er den malede kalenders dagetal gennemgående 1 lavere end stavens (altså f.eks. 4 i stedet for 5 og 2 i stedet for 3). Det skyldes, at pergamentskalenderens fremstiller ikke har talt slutdagen med.

I året 1573 indtraf det sjældne tilfælde, at fastelavn faldt på 1. februar, altså før kyndelmisse. Begge kalendere har her 0 uger og 0 dage, og på trækalenderen er året fremhævet ved et kraftigt snit i overkanten.

Tolstrup Nielsens grundige undersøgelse viser, at bonden, der har skåret trækalenderen, måske efter en ældre stav eller efter en pergamentskalender, har lavet en del fejl - især skudårene har voldt vanskelighed - men langt de fleste af stokkens angivelser er dog korrekte. Opklaringen af dette lille mysterium og påvisningen af den udviklingsmæssige forbindelse mellem træ- og pergamentskalenderne giver stokken øget interesse, og den er i forvejen nær ved at være et unikum. Af danske trækalendere kendes i alt kun to. (Fig. 3)

Billede