Efter alle solemærker at dømme

»Det var gængs tro, at vejret året igennem rettede sig efter vejret i de tolv døgn, der ligger mellem den midnat, Jesus blev født, og den midnat, de hellige tre konger ofrede til og tilbad Jesusbarnet«, fortæller Rasmus Hansen, Vejstrup, året 1883. Om selve julemærkerne skriver H. F. Feilberg, at det er »mærker, som i de tolv dage fra 25. december til 6. januar skreves med kridt på bjælken, eftersom vejret indtraf, idet man antog, at hver af disse dages vejrlig i det store og hele skulle genfindes i de tolv måneder. Der tegnes for hver af disse dage en kreds med kridt på bjælken; denne kreds deles atter ved en tværstreg i to halvkredse. Regner det for eksempel den halve dag, overkridtes kredsens ene halvdel; er det tørt vejr, bliver den urørt. Hver halvkreds gælder så for en halv måned«. Reglerne var dog ikke ens alle steder, fremgår det af det følgende. »Somme steder overkridtes kredsen som betegnelse for solskinsvejr, således i Vendsyssel. Andre steder tegnedes kun en enkelt kreds delt i tolv dele, med særegne tegn for regn, tåge, solskin o.s.v.«. Af en kilde fra 1600-årene fremgår det, at ikke engang de tolv varselsdage altid lå fast; nogle steder brugte man som udgangspunkt 13. december (Luciedagen). Man må her erindre, at vintersolhverv på det tidspunkt (før kalenderreformen år 1700) faldt elleve dage tidligere end nu.

Når man betænker vore dages hang til mystik, som kommer til udtryk f.eks. i damebladenes horoskoper, kan man næppe bebrejde fortidens bønder deres varselstro - i særdeleshed ikke, når det var vejret, de søgte oplysning om. De udpinte jorder gav, selv i gode år, ikke meget at tære på. Slog høsten fejl, brød alt sammen; det var - i hvert fald for mange - ensbetydende med nød og elendighed. Derfor tegnede man med håb og bange anelser juleaften sine tolv kridtcirkler på loftsbjælken. Måske var der også en kraft i de runde mærker, som kunne bidrage lidt til et godt resultat. I de hellige juledage måtte ingen rok spinde, ingen slibesten dreje, ingen vogn køre (den måtte i givet fald skilles ad og bæres ud gennem porten). Hjulet det runde har haft en bred plads i folketroen.

Det var en udbredt opfattelse, at solen i de tolv juledage ikke steg på himlen, først efter hellig tre konger blev det igen lysere. Så var tiden kommet, hvor det skulle vise sig, om varslet slog til - og lidt skepsis har der vel nok boet i en og anden. En meddeler fra Sorø amt fortæller 1850 om julemærkerne, at »de blev ofte omtalt hen på året, når de passede; passede de ikke, var der ingen, der nævnte det, og derfor kunne man stole på dem«. Et særligt forbehold blev ifølge Feilberg taget på Randersegnen: »Vejret på Poulsdag (25. januar) skal passe, ellers kaster Skt. Poul alle julemærker om«. Sikkert er det, at der er blevet skævet til loftsbjælken året igennem. Hvor vidt skikken har været udbredt, står ikke helt klart, men der kan i hvert fald hentes eksempler både fra Tyskland og fra det øvrige Norden.

Måden, man tegnede mærkerne på, kunne som nævnt variere fra egn til egn, vel sagtens fra gård til gård, og da skikken har været i brug gennem århundreder, kan man sikkert regne med, at der også på den led har været betydelige afvigelser. Derfor brugte jeg ikke nogen af de gamle symboler, men lavede mine egne, da jeg i juledagene efter vejrets anvisninger udfyldte de tolv cirkler, jeg juleaften havde tegnet på min egen loftsbjælke. Måske er der ikke den rigtige kraft i mine mærker, så jeg må tage alle forbehold over for udsigterne. Dog har jeg en anelse om, at de er lige så rigtige som de meteorologiske langtidsforudsigelser, vi med mellemrum præsenteres for.

Det var det grå, halvkedelige, men tørre og lune vejr, der prægede alle tolv juledage. Undtagelsen herfra kom 4. juledag med regn hele dagen. Derfor siger vi - min bjælke og jeg - mild, tør vinter (dette er skrevet 6. januar og gælder først og fremmest Københavns egnen) og en regnrig april. 5. juledag blæste det en del, det står for maj. På slutningen af 6. juledag klarede det op til solskin, og navnlig 7. juledag (nytårsaftensdag) var meget solrig, så en fin sommer skulle være sikret, fra slutningen af juni og juli ud. Men så er det også sket. Resten af året kan vi kun vente få solskinsdage, til gengæld heller ikke megen nedbør undtagen i slutningen af november. 12. juledag endelig gav varsel om en hvid eller i hvert fald en våd jul.

Lad os ikke glemme, at det, vi idag tager for spøg og ryster på hovedet af, for ikke så mange år siden var bitter alvor. Interessen for julemærkernes varsler gjaldt jo ikke i første række vejret, men det, som afhang af vejret, nemlig selve sliddets frugt, det daglige brød. Det brød, der var så helligt, at man ridsede et kors i dejgen, inden det blev bagt.