Efter afdød model

Blandt ca. hundrede forskelligartede arbejder, som det i de senere år er lykkedes mig at registrere som udgåede fra Åbenrå-maleren Jes Jessens værksted, er omkring tredive portrætter, fordelt over perioden 1783 -1806 (fig. 1).

Af Hanne Poulsen

Billede

Fig. 1: Åbenrå-maleren Jes Jessens portrætter af drengen Jørgen Hansen (død 1800) og af teologisk kandidat Hans Hansen (-f 1801), begge malet posthumt. - Det første billede er i privateje, det andet findes på Åbenrå Museum.

I sig selv er det usædvanligt at finde så mange billeder af en landsdels almindelige borgere, malet af en og samme ikke-akademisk uddannet håndværker, og adskillige iagttagelser om det borgerlige portrætmaleri lader sig da også uddrage af denne samling. Bag på lærrederne står de portrætteredes data nedskrevet sammen med malerens signatur og tidspunktet for arbejdets fuldførelse, ganske som det er normalt for 1700-årenes portrætmaleri. Disse oplysninger gav artiklens forfatter anledning til nogle overvejelser. Det viste sig nemlig, at en del af billederne lod sig placere i en særdeles almindelig, men hidtil vistnok upåagtet genre: det posthume portræt - portrættet malet efter modellens død. En enkelt familie i Jes Jessens kundekreds, en præstefamilie fra landsbyen Aller, beliggende mellem Kolding og Haderslev, kan give de nødvendige eksempler.
Præsteparret lod sig 1788 portrættere som pendanter, to brystbilleder, hvor han er i ornat, hun i kjole og kyse med kniplingsflæser og silkesløjfer som moden krævede det, når man ville klæde sig pænt uden at virke pralende. Nu viser det sig at hun, Catharina Maria Hansen, var afgået ved døden ni måneder før billedet blev afleveret som færdigt. Men det er ikke et tidligere portræt, der er gentaget, maleren må have taget sin skitse ved dødslejet, hvilket giver en rimelig forklaring på de indfaldne, helt udtryksløse ansigtstræk.
Præsteparrets barnebarn, den lille Jørgen Hansen i Åbenrå, døde 14. april år 1800 og »würde gemahlt d. 16. April von Jes Jessen in Apenrade«. Den lille dreng har ikke været mærket af sygdom, huldet var i behold, og Jes Jessen forsynede ham med et par gevaldig røde kinder og lod ham stå med en hammer og slå søm i bordpladen, for at de sørgende pårørende kunne have et varigt indtryk af den femåriges foretagsomhed.
Det følgende år afgik den yngste søn fra Aller præstegård, teologisk kandidat Hans Hansen, ved døden, det skete den 28. maj, og tre dage senere forlod maleren dødsværelset med et nyt portræt. Det synes som om den samme tærende sot, der overvandt hans moder, også har taget sønnens liv. Trods malerens anstrengelser for at frembringe et levende portræt er det et afsjælet menneske vi ser, med indsunkne øjne og en næseryg, der træder skarpt frem i det slappe ansigt. Skikkelsen står stift, og hånden er klogeligt stukket under vesten.

Vender man sig fra Åbenrå-maleren til 1700-årenes portrætmaleri i almindelighed, viser det sig i mange tilfælde, at modellens dødsår falder sammen med maleriets tilblivelsesår. Sjældent nævnes alle de relevante data, men faldt dødsdagen i januar eller februar måned i det år, billedet blev malet, kan det med ret stor sikkerhed fastslås, at det pågældende portræt er posthumt (fig. 2).

Billede

Fig. 2: Universitetsbogtrykker Andreas Godiche. Billedet, der findes på Frederiksborgmuseet, er malet af Ulrik Fr. Beenfeldt i 1769, efter modellens død.

Mange posthume portrætter forestiller embedsmænd, og billederne har en officiel karakter.
Kunstnerne kunne være anerkendte nok. Ulrik Fr. Beenfeldt, der var en hæderlig kontrafejer, udførte i 1769 et par portrætter af universitetets bogtrykker, Andreas Godiche, og hans hustru. Godiche var i dette år afgået ved døden, men Beenfeldt afmalede ham i fuld aktivitet ved arbejdsbordet, omgivet af sine arkstabler, hvor vi læser titler som »Pontoppidans Danske Atlas«, »Herslebs 23 Prædikener« og »Snorra Sturlesens Norske Kongers Historie«.
Vi kender ikke dette billedes tilblivelseshistorie, men fire år senere, altså i 1773, malede samme Beenfeldt præsten Johannes Kinast til Frederiksberg kirke; det var en fra Tyskland indkommet skik at afmale præsterne til ophængning i sakristi eller kirkerum. Kinast var død samme år den 1. februar i sin alders 67. år, men billedet viser ikke nogen aldrende mand. Dette portrætter nemlig ikke virkelig posthumt, Beenfeldt har kunnet benytte sig af et tidligere udført billede. Her er vi sikkert ved årsagen til, at kunsthistorikerne har ofret det posthume portræt så ringe opmærksomhed. Dødebilledet kan være, og er i mange tilfælde, en omtegning eller en direkte kopi efter et ældre billede af personen i levende live - hvilket har afledt opmærksomheden fra de »ægte« posthume portrætter, dem der er malet efter lig. Det kan være vanskeligt nok og er ikke altid muligt at udskille disse sidstnævnte, men der er ingen tvivl om, at de er langt almindeligere end tidligere antaget.
Den i vore øjne noget mærkelige og en smule makabre skik er vel i første række praktisk betinget. Datiden havde ikke vore billedskabende muligheder. Fotografien eksisterede ikke, og at blive tegnet eller malet var en omstændelig og tilmed temmelig kostbar affære, som blev udsat - det kunne jo altid gøres. Indtraf døden, måske endda uventet og brat, fik man travlt med at indhente det forsømte. Sagen tålte ikke længere opsættelse, de kære ansigtstræk skulle reddes for eftertiden, og resultatet måtte så blive, som det kunne. Datidens kunstnere har haft stor øvelse i at opvække lig.
Døden har eksisteret så længe, som der har været levende væsener, og skikken at portrættere de døde kan da også følges langt tilbage i historien. Når den synes at tage et kraftigt opsving netop i den periode, vi her har helliget os, hænger det sikkert sammen med, at vi befinder os i den følsomme tidsalder, hvis mennesker dyrkede mindet og savnet, de satte mindestøtter over deres kære, hvis hårlokker de også bar i ringe og medaljoner med indskrifter som »Souvenir« eller »Minde«. Denne tidstypiske, men iøvrigt ret naturlige sentimentalitet kom kunstnerne til gode, men de delte den iøvrigt selv. Da den lille Marcus Aurelius Abildgaard var død i 1788, blev han afmalet af faderens kollega Jens Juel. Det er et knæstykke, drengen sidder i det fri, og i baggrunden er et hus bag cypreslignende træer. Men tiden og smagen ændrede sig. C. W. Eckersberg var mere diskret, da han i 1807 tegnede Jens Juels søn, den kun treårige Jens, dagen efter at han havde udåndet (fig. 3).

Billede

Fig. 3: Maleren Jens Juels treårige søn Jens, foreviget efter døden af C. W. Eckersberg, 1807. - Statens Museum for Kunst.

Det er en nænsom skitse af det lille ansigt set i profil, men han har åbne øjne, og de buttede arme er lagt frem i billedets forgrund (fig. 4).

Billede

Fig. 4: Præsteenken madam Høyers dødsmaske og gipsbusten, som Thorvaldsen lavede 1809 på grundlag af masken. - Thorvaldsens Museum.

Til disse portrætter mangler vi forarbejderne, de skitser, der blev udført efter liget, før kunstneren omarbejdede og »genoplivede« de slappe ansigtstræk. Går vi derimod fra malerkunsten til billedhuggerkunsten, er dette primære materiale for hånden.
Adskillige af de bestillinger, Bertel Thorvaldsen modtog på portrætbuster, var ledsaget af en dødsmaske, et gipsaftryk taget over den dødes ansigt. Historiemaleren C. F. Høyer bestilte således en buste af sin mor, præsteenken madam Høyer, og hans ugifte søstre formidlede en dødsmaske afsendt til Thorvaldsen i Rom. Johannes V. Jensen blev under sine studier af den menneskelige fysiognomi fængslet af den snes dødsmasker, der endnu opbevares på Thorvaldsens Museum, og nævner specielt madam Høyers maske: »en ynkelig lille klat opløsning«. Måske er det den totale mangel på tænder i overmunden, der i så høj grad har forvansket ansigtets oprindelige udtryk. I 1809 var gipsmodellen støbt efter den modellerede buste. Thorvaldsen har søgt at mildne trækkene og at gengive muskulaturen dens tabte spændstighed. Helt rart at se på er dette forarbejde ikke, og den lille marmorbuste, der i 1812 stod som det endelige resultat, er da også yderligere bearbejdet og afglattet. Frisuren har Thorvaldsen ikke haft mulighed for at forestille sig, han lader en kyse med bred flæse dække håret. Borgerkoner gik med den slags kyser, og måske har døtrene sendt en med til Rom.
Billedhuggeren var vant til denne arbejdsproces, som man havde kendt siden romertiden. Da arkæologen Georg Zoega døde i Rom, vågede Thorvaldsen ved dødslejet og tog selv masken, og da Zoegas træk i døden syntes kønnere og mere afklarede, end de havde været, mens han levede, tegnede Thorvaldsen desuden en skitse efter liget.

Indstillingen til det posthume portræt ændrede sig i løbet af 1800 -årene. Nu lånte man ikke kun ansigtstrækkene for at lade den døde genopstå i en afbildning. Det æstetisk acceptable lig fik nu sin egen værdi som symbol på en forening af det jordiske og det himmelske, og det afslappede smil vidnede for de efterladte om forventningens glæde. Det eneste portræt, der kendes af digteren Poul Martin Møller, er hans dødsmaske. Og han er kun et eksempel blandt flere.
Med tiden åbnede der sig nye muligheder for denne specielle kunstart. I 1890 mistede Georg Brandes sin lille datter Astrid, som døde af difteritis, han fortæller herom i sin levnedsskildring: »Jeg kørte til en fotograf for om muligt at få det sidste billede af hende fastholdt. Hans apparat var på Folketeatret. Kørsel derhen mens dagen led og lyset svandt. Endelig lykkedes det, før vinterdagslyset var helt borte, at få to plader tagne af hende, som hun lå der pyntet i sin kjole på sofaen«.
At den nye kunst ikke helt har overflødiggjort den gamle, fremgår dog af hans følgende linjer: »Hun så ligefrem dejlig ud, da hun blev lagt på sin lille dyne i, kisten, der helt fyldtes af blomster. Maleren Harald Slott-Møller gjorde den kærlighedsgerning imod mig at udføre en farveskitse af barnet i den korte stund, som var levnet. Så kom de kl 9 og lukkede kisten. Hvilket øjeblik«.
En dygtig fransk forretningsmand kunne netop på denne tid, o. 1890, stille det udækkede behov i sin samtid. Den parisiske selvmorderske, pigen fra druknehuset ved Seinen, hvis uudgrundelige smil havde grebet de omkringstående, blev foreviget. Masken blev mangfoldiggjort og hang i de mange - også danske - hjem, hvor den gav anledning til allehånde forestillinger, også til det lille gys, uden at det dybereliggende følelsesliv blev angrebet.

Mellem denne epoke og vor egen tid ligger to verdenskrige, hvor begrebet død er blevet knyttet sammen med vold og gru. Tanken om forkrænkeligheden, om det uundgåelige holdes på afstand. I sin kronik om »De bedste år« kan Klaus Rifbjerg med fuld ret skrive: »Er det ikke familiealbummets forudsætning, at det kun registrerer de lyse øjeblikke? Man ville finde det perverst, hvis der mellem »Peters konfirmation« og »Lines bryllup« fandtes en serie med de sørgende hoveder fra »Onkel Mortens begravelse« inklusive hovedpersonen, onkel Morten, lagt fint til rette mellem liglagenerne«.
Fra USA hører og ser vi, at man forskønner de døde, sminker og balsamerer dem, for ligesom at glemme, at vedkommende ikke mere er i de levendes tal - men det er en helt anden historie.