Efter afdød model

I sig selv er det usædvanligt at finde så mange billeder af en landsdels almindelige borgere, malet af en og samme ikke-akademisk uddannet håndværker, og adskillige iagttagelser om det borgerlige portrætmaleri lader sig da også uddrage af denne samling. Bag på lærrederne står de portrætteredes data nedskrevet sammen med malerens signatur og tidspunktet for arbejdets fuldførelse, ganske som det er normalt for 1700-årenes portrætmaleri. Disse oplysninger gav artiklens forfatter anledning til nogle overvejelser. Det viste sig nemlig, at en del af billederne lod sig placere i en særdeles almindelig, men hidtil vistnok upåagtet genre: det posthume portræt – portrættet malet efter modellens død. En enkelt familie i Jes Jessens kundekreds, en præstefamilie fra landsbyen Aller, beliggende mellem Kolding og Haderslev, kan give de nødvendige eksempler.
Præsteparret lod sig 1788 portrættere som pendanter, to brystbilleder, hvor han er i ornat, hun i kjole og kyse med kniplingsflæser og silkesløjfer som moden krævede det, når man ville klæde sig pænt uden at virke pralende. Nu viser det sig at hun, Catharina Maria Hansen, var afgået ved døden ni måneder før billedet blev afleveret som færdigt. Men det er ikke et tidligere portræt, der er gentaget, maleren må have taget sin skitse ved dødslejet, hvilket giver en rimelig forklaring på de indfaldne, helt udtryksløse ansigtstræk.
Præsteparrets barnebarn, den lille Jørgen Hansen i Åbenrå, døde 14. april år 1800 og »würde gemahlt d. 16. April von Jes Jessen in Apenrade«. Den lille dreng har ikke været mærket af sygdom, huldet var i behold, og Jes Jessen forsynede ham med et par gevaldig røde kinder og lod ham stå med en hammer og slå søm i bordpladen, for at de sørgende pårørende kunne have et varigt indtryk af den femåriges foretagsomhed.
Det følgende år afgik den yngste søn fra Aller præstegård, teologisk kandidat Hans Hansen, ved døden, det skete den 28. maj, og tre dage senere forlod maleren dødsværelset med et nyt portræt. Det synes som om den samme tærende sot, der overvandt hans moder, også har taget sønnens liv. Trods malerens anstrengelser for at frembringe et levende portræt er det et afsjælet menneske vi ser, med indsunkne øjne og en næseryg, der træder skarpt frem i det slappe ansigt. Skikkelsen står stift, og hånden er klogeligt stukket under vesten.

Vender man sig fra Åbenrå-maleren til 1700-årenes portrætmaleri i almindelighed, viser det sig i mange tilfælde, at modellens dødsår falder sammen med maleriets tilblivelsesår. Sjældent nævnes alle de relevante data, men faldt dødsdagen i januar eller februar måned i det år, billedet blev malet, kan det med ret stor sikkerhed fastslås, at det pågældende portræt er posthumt (fig. 2).