Edsringe
»Alt det, som er fra den ældste hedenold, svæver for os som i en tyk tåge«, skrev Rasmus Nyerup 1806, og mere træffende kunne omfanget af datidens arkæologiske viden vel ikke gøres op. Oldsager og oldsagstyper kendte man, men om deres alder og kulturelle tilhørsforhold vidste man så godt som intet. Dog, i sagaerne kunne man læse om oldtidens bedrifter, og hvad var mere nærliggende end at knytte fundene til dem. En bestemt type guldring gav man navn af »edsring«, for det måtte vel være sådanne ringe, de hedenske høvdingepræster førte med sig på tinge, og ved hvilke der aflagdes ed. (Fig. 1)
Af Henrik Thrane
Fig. 1. Fot: Lennart Larsen.
Arkæologiens romantiske periode er for længst overstået; sagaerne er ikke længere arkæologernes bibel, men betegnelsen edsring er blevet hængende, og det er i sin orden, for navnet er jo i sig selv et lille stykke kulturhistorie. De svære guldarmringe med halvkugleformede endeknopper er - ved vi nu - fra den yngre bronzealder og altså meget ældre end sagaheltene. Der kendes til dato 52 eksemplarer fundet spredt over landet, ofte enkeltvis, men undertiden flere sammen - og i hvert fald i de tilfælde må man have lov at ty til den noget miskrediterede, men derfor lige velbegrundede formodning, at ringene er nedlagt som offer til højere magter. At det ikke er deres oprindelige funktion er dog indlysende, de er smykker og har - ved vi fra enkelte gravfund - været båret af mænd. Deres kostbarhed taget i betragtning er det ikke urimeligt at antage, at de kan have været en slags værdighedstegn, så lidt bliver der tilbage af sagaglansen.
To af de omtalte 52 edsringe indkom til Nationalmuseet i 1968, hvilket er en usædvanlig rig høst for et enkelt år. Den ene kom fra Vorså syd for Sæby. Her pløjede unge Arne Andersen en forårsdag sin fars mark og så da et hjørne af ringen stikke op; via museerne i Try og Hjørring kom den til København, hvor man honorerede dens 33 gram med 350 kr. - Heldigere endnu var den anden finder, chauffør Thorkild Christensen fra Langeland; hans fund vejede 114 gram og indbragte 1100 kr. Ringen havde han haft liggende et par år; den var dumpet ned i hans lastbil en dag, han hentede grus og sand i strandvolden ved Tryggelev Nor, men det var først ved lærerinde Gudrun Hansens mellemkomst, værdien blev erkendt, så ringen kom til Langelands Museum og derfra til Nationalmuseet.
Den første ring er deformeret af markredskaberne, den anden noget ru i overfladen efter opholdet i gruset, men alt i alt er stykkerne fint bevaret. Begge ringe er ornamenterede (den store på en måde, som ikke før er set), og begge viser slidspor på endeknopperne efter brug. Også de to findesteder har fællestræk: begge ligger nær stranden og med bronzealderhøje i nabolaget.
I forbindelse med det langelandske fund rejser der sig et spørgsmål: Hvor mange guldringe ligger der endnu rundt om i landets kommodeskuffer, antaget for værdiløst messingkram?
