Dysser dukker op

En vis type af arkæologiske teorier bør omgås med særlig forsigtighed, fordi den så let fører til fejltagelser, nemlig den, der bygger på ikke-foreliggende fundmateriale. Et eksempel: Det er betænkeligt, fordi der i en egn ikke er fundet spor af bronzealderbebyggelse, at slutte, at der ingen har været. Det kan, når alt kommer til alt, skyldes så meget andet, f.eks. eftersøgningens intensitet eller uheldige jordbundsforhold, som gør det vanskeligt at lede.

Gennem snart et århundrede har det været almindeligt at betragte Nordvestjylland, det fordums hedeland omkring Holstebro og Struer, som totalt blottet for dysser og jættestuer - og vel at mærke: man mente, at de aldrig havde været der. Forklaringen måtte være egnens stenfattigdom. Uden materiale intet byggeri. Beklageligt var det i hvert fald. Netop disse vældige stenanlæg står jo for mange som selve oldtiden.

Det nærmeste eksemplar af arten fandt man langt mod øst: jættestuen ved Hagebro syd for Skive. Nå, tid efter anden dukkede der nu alligevel noget op. 1904 undersøgtes resterne af en jættestue i Gudum ved Struer, og nede mod syd, på Ringkøbingegnen, fandtes 1935 en hel lille dyssekoloni. Det blev opfattet som regelbekræftende undtagelser. 1948 skriver Therkel Mathiassen: »Der findes i vort område (Holstebroegnen) ikke en eneste dysse, og der er heller intet, der tyder på, at der nogensinde har været dysser«.

Denne ret kategoriske dom stod ved magt nogle år, men stengravene rykkede stadig nærmere for til slut at overskride grænsen til området, Therkel Mathiassen taler om. I Torsted mellem Holstebro og Ringkøbing fandt lokalhistorikeren Alfred Kaae tre jættestuer og en langdysse, og i de allerseneste år har Holstebro Museum i egnen nordøst for byen kunnet påvise fire storstensgrave, hvoraf tre sikre dysser. Lad os tage én som eksempel: runddyssen i Stendis, Ryde sogn.

Ude i andet ærinde blev vi i januar 1973 opmærksom på en lav højning i grænseområdet mellem slette- og bakkelandet. Den havde, kunne gårdejer Harald Strunk fortælle, indtil ca 1930 ligget i urørt hede. Ved opdyrkningen skånedes højen, men den er senere blevet overpløjet og for et par år siden jævnet med maskinkraft. Om stensætninger var der ingen erindring, men arkiverne, som vi gik til, kunne oplyse om bortkørsel af flere læs sten. Efter alt at dømme en almindelig enkeltgravshøj, ikke opsigtsvækkende her på egnen, men dog en eftergravning værd.

En hastig stikprøve gav ikke meget håb om at finde noget urørt. Vi fristedes til at opgive sagen, men tog dog et par måneder senere fat igen. Det lønnede sig, næsten straks gjorde vi et fund, som ved sin kvalitet retfærdiggjorde hele arbejdet: et elegant - og uskadt - eksemplar af den type lerkar, som kaldes øskenbægre. Formen kendetegner stengravsfolket. Nu vidste vi, hvor vi var henne. (Fig. 1) (Fig. 2)

Værdien af anlægget var med dette vokset så betydeligt, at det besluttedes at afdække højtomten i dens helhed. Det viste sig, at der var tale om en runddysse; de store sten var borte, men muldfyldte huller i undergrunden angav deres plads og tegnede grundplanen. Kammeret har været af polygonal form med indgang fra øst. Dets indre rum, som naturligvis især tiltrak sig opmærksomheden, var desværre noget omrodet, her fandtes endnu et øskenbæger, dog kun ufuldstændigt bevaret, og en smukt formet stridsøkse. (Fig. 3) (Fig. 4) Mod nord var noget af det oprindelige gulv tilbage, nydeligt stenlagt og jævnet med knust granit; på det stod et tredje lerkar, som med en højde af kun to centimeter skiller sig stærkt ud fra de øvrige. (Fig. 5) Genstandene må vi opfatte som gravgods. Det er uvist, om der har været flere døde i kammeret, men sagerne kan udmærket have hørt til et og samme lig.

Stenpakninger har støttet gravbygningen udvendig, og mellem stenene i kammeret har der været en slags murværk, en vestjysk variant af de fliseopstablinger, der kendes fra så mange lignende anlæg. Den seks meter lange gang førte ud til en kreds af randsten, også den var naturligvis forlængst fjernet, men stenspor og støttesten røbede, hvad der har været. Om senere tiders brug af højen vidnede forskellige nedgravninger: et par kartoffelkuler og en jordhule samt en grube med skelettet af en ældre orne. En agtet forfader til gårdens nuværende grisebestand?

De sædvanlige ophobninger af lerskår omkring dyssens indgang manglede i dette tilfælde; til gengæld har vi øskenbægeret, som var udgravningens festlige optakt. Det har stået uden for kammeret, mellem støttestenene til en af de store sidesten, og må straks efter hensættelsen være blevet dækket med jord. Det kan altså vanskeligt forklares som en almindelig gravgave, snarere som en gave til anlægget eller de magter, der rådede for det.

Stendis-dyssen må efter sit udstyr dateres til omkring 3200 før Kristus, og bestemmelsen kan udvides til også at omfatte de andre nyfundne stengrave. Ødelæggelsen er vanskeligere at tidsfæste, vi kender intet til den, men det skulle ikke undre, om den også var en fælles affære. Herom et par teorier.

På to tidspunkter har egnen haft brug for mængder af sten: i den tidlige middelalder under det store kirkebyggeri og i forrige århundrede til veje og jernbaner. At forestille sig vore dysser i smukke kirkemure er egentlig en tiltalende tanke, men oldtidsminder stod vel endnu dengang under overtroens beskyttelse, så det sidste er nok det sandsynligste. I hedeegnen er sten en mangelvare. Vi ved nu, at der trods alt blev bygget dysser, men kan med nogen rimelighed give stenfattigdommen skylden for, at de forsvandt.

Hvor mange stengrave, der gik tabt, er umuligt at sige, men man kan vist roligt gå ud fra, at de fire nu genfundne ikke er de eneste. Meget kan endnu skjule sig i egnens utal af overpløjede høje. Vi har flere under observation. (Fig. 6) (Fig. 7)

Litt: Th. Mathiasssen: Studier over Vestjyllands Oldtidsbebyggelse. 1948.