Dysser dukker op

En vis type af arkæologiske teorier bør omgås med særlig forsigtighed, fordi den så let fører til fejltagelser, nemlig den, der bygger på ikke-foreliggende fundmateriale. Et eksempel: Det er betænkeligt, fordi der i en egn ikke er fundet spor af bronzealderbebyggelse, at slutte, at der ingen har været. Det kan, når alt kommer til alt, skyldes så meget andet, f.eks. eftersøgningens intensitet eller uheldige jordbundsforhold, som gør det vanskeligt at lede.

Gennem snart et århundrede har det været almindeligt at betragte Nordvestjylland, det fordums hedeland omkring Holstebro og Struer, som totalt blottet for dysser og jættestuer – og vel at mærke: man mente, at de aldrig havde været der. Forklaringen måtte være egnens stenfattigdom. Uden materiale intet byggeri. Beklageligt var det i hvert fald. Netop disse vældige stenanlæg står jo for mange som selve oldtiden.

Det nærmeste eksemplar af arten fandt man langt mod øst: jættestuen ved Hagebro syd for Skive. Nå, tid efter anden dukkede der nu alligevel noget op. 1904 undersøgtes resterne af en jættestue i Gudum ved Struer, og nede mod syd, på Ringkøbingegnen, fandtes 1935 en hel lille dyssekoloni. Det blev opfattet som regelbekræftende undtagelser. 1948 skriver Therkel Mathiassen: »Der findes i vort område (Holstebroegnen) ikke en eneste dysse, og der er heller intet, der tyder på, at der nogensinde har været dysser«.

Denne ret kategoriske dom stod ved magt nogle år, men stengravene rykkede stadig nærmere for til slut at overskride grænsen til området, Therkel Mathiassen taler om. I Torsted mellem Holstebro og Ringkøbing fandt lokalhistorikeren Alfred Kaae tre jættestuer og en langdysse, og i de allerseneste år har Holstebro Museum i egnen nordøst for byen kunnet påvise fire storstensgrave, hvoraf tre sikre dysser. Lad os tage én som eksempel: runddyssen i Stendis, Ryde sogn.

Ude i andet ærinde blev vi i januar 1973 opmærksom på en lav højning i grænseområdet mellem slette- og bakkelandet. Den havde, kunne gårdejer Harald Strunk fortælle, indtil ca 1930 ligget i urørt hede. Ved opdyrkningen skånedes højen, men den er senere blevet overpløjet og for et par år siden jævnet med maskinkraft. Om stensætninger var der ingen erindring, men arkiverne, som vi gik til, kunne oplyse om bortkørsel af flere læs sten. Efter alt at dømme en almindelig enkeltgravshøj, ikke opsigtsvækkende her på egnen, men dog en eftergravning værd.

En hastig stikprøve gav ikke meget håb om at finde noget urørt. Vi fristedes til at opgive sagen, men tog dog et par måneder senere fat igen. Det lønnede sig, næsten straks gjorde vi et fund, som ved sin kvalitet retfærdiggjorde hele arbejdet: et elegant – og uskadt – eksemplar af den type lerkar, som kaldes øskenbægre. Formen kendetegner stengravsfolket. Nu vidste vi, hvor vi var henne. (Fig. 1) (Fig. 2)