Dyre dråber

Haderslevstenen, som er af finkornet granit, har intet af sin oprindelige overflade tilbage, alt er slebet og poleret, så den falder godt i hånden. På den ene side er der en spidsoval fordybning af seks centimeters længde, på den anden mærker som efter slag. Når man finder sådan en sten, vil man helt naturligt lade fingeren glide ned i fordybningen for at føle dens form. Det skal man imidlertid lade være med, for derved kan man komme til at ødelægge noget væsentligt. Stenen her har vist været gennem lidt for mange hænder i de mere end 35 år, den har tilbragt på museet, men i rillen ses endnu nogle små gyldne pletter, som knappenålshoveder eller mindre. Tilsvarende findes på det nye eksemplar. Vi antager, at stenene er støbeforme til guldbarrer, som kendes i spidsoval form fra nordiske jernalderfund. Om det er rigtigt, vil kunne afgøres gennem metalanalyser.

Vorbasse-bopladsen er fra 4.-5. århundrede, og vor sten må vel være af lignende alder. Af alle oldtidens afsnit er der intet, som er rigere på guldfund – berømtest er guldhornene fra Gallehus, men der er meget andet, og langt det meste må være fremstillet her i Norden. Hvordan man bar sig ad, ved vi ikke så nøje, men givet er det, at det har været en højst alvorlig sag. Gulds smeltepunkt ligger lidt over 1000°, så digelen var hvidglødende, når den blev taget af ilden, for at metallet kunne hældes i formen. Det har været som at håndtere en vulkan.

Vor støbeform er, hvad man kalder »åben«, det vil sige, at der ikke har været noget låg til den. Hammermærkerne på undersiden må være fremkommet, når barren blev banket ud. Der skal nok dukke flere af slagsen op – måske endda fra andre museers magasiner – men almindelig kan den aldrig blive. Det var jo dyre dråber, som samledes i den hulede sten.