Dronnings Margrethes skib

I første halvdel af juli måned 1957 foretog Nationalmuseets 2. afdeling sin første undersøiske udgravning. Objektet var en stor stendynge, som ligger tværs overet gammelt sejlløb, Peberrenden kaldet, ved Skuldelev i Roskilde Fjord. Fra denne stenhob, der spærrer renden for større fartøjer, har man ved flere lejligheder fremdraget skibsdele, både spanter, bordklædning og engang i begyndelsen af dette århundrede endog et kølsvin (en på skibets køl hvilende klods, i hvilken masten nedfældes). En lokal tradition forklarer disse fund ved at fortælle, at dronning Margrethe under en kamp med sine fjender spærrede disse adgangen til Roskilde ved at fylde et skib med sten og sænke det på tværs af Peberrenden. Selv om dette sagn ikke uden videre kan godtages - der er ingen grænser for, hvad der tilskrives dronning Margrethe - viser fundomstændighederne dog ganske tydeligt, at der må være tale om en sejlspærring. Ved at blokere Peberrenden gjorde man det yderst vanskeligt for ikke-stedkendte at skaffe sig adgang til den inderste del af den grundede fjord; det andet naturlige sejlløb ind til Roskilde er så snoet, at selv en erfaren lods ville have svært ved at følge det.

Af Olaf Olesen

I efteråret 1956 foretog to unge amatør-frømænd fra Roskilde, Aage Skjelborg og Hartvig Conradsen, på egen hånd en undersøgelse ved vraget, fra hvilket de bjærgede et velbevaret spant. Dette fund foranledigede den skibshistorisk meget kyndige stud. polyt. Ole Crumlin til at gennemgå de tidligere efterretninger om observationer og fund ved vraget, og i en udførlig og overbevisende redegørelse til Nationalmuseet dokumenterede han på grundlag af en typologisk undersøgelse af de bjærgede vragdele, at skibet ikke, således som hidtil almindeligt antaget, stammede fra høj- eller senmiddelalderen, men snarere måtte henføres til vikingetidens slutning. På dronning Margrethes tid kunne det i hvert fald umuligt have sejlet.

Et skib, der er sænket som spærring, må naturligvis antages at være ribbet for alle genstande af værdi før sænkningen. Udover stenene ville det ikke kunne forventes at indeholde nogen last. Ved en eventuel undersøgelse ville man således ikke kunne gøre regning på at finde andet end skibet selv, eller rettere de rester deraf, som strøm, storm, isgang og tidens tand havde levnet. Når Nationalmuseet alligevel fandt opgaven fristende, skyldtes det i første række Ole Crumlins påvisning af, at skibet måtte repræsentere en hidtil kun lidt kendt overgangstype mellem vikingetidens og middelalderens skibsformer, som det nok var værd at få lidt nøjere rede på. Af betydning for beslutningen om at foretage en udgravning var det også, at vraget lå så forholdsvis let tilgængeligt. Spærringen rager så højt op i sejlløbet, at man kun er i vand til skridtet, når man står oven på stendyngen, og det skulle under arbejdet næppe være nødvendigt at dykke dybere end ca. fire meter - en særdeles moderat dybde for en frømand. Hertil kom, at vandet i Peberrenden er klarere end fjordvand mest, og strømmen her af så tilpas styrke, at vi skulle kunne undgå en alt for generende opmudring under arbejdet.

Kort sagt syntes Skuldelev-vraget at være en god begynderopgave for frømandsarkæologer. Lige så meget som selve vraget interesserede det os at høste erfaringer med hensyn til arkæologisk arbejde på havbunden. Vi måtte finde frem til en forsvarlig undersøisk udgravningsmetode og lære os at foretage nøjagtige opmålinger af forekomster under vand. Også undervandsfotografering var en helt ny ting for os.

Til undersøgelsen tilbød de to frømænd fra Roskilde samt Ole Crumlin, der ligeledes har frømandsuddannelse, deres arbejdskraft vederlagsfrit. Takket være dette kunne årets arbejde gennemføres med et budget på kun 1800 kr., der stilledes til rådighed for Nationalmuseet af sølvsmed Kay Bojesen, som museet efterhånden står i en anselig taknemmelighedsgæld til. Også mange andre er vi stor tak skyldig for hjælp og støtte: Frederikssund Skibsværft, der lånte os en stor arbejdsflåde; Falcks Redningskorps, som på mere end favorable vilkår hjalp os på enhver tænkelig måde - en særlig tak til korpsets stationsleder i Roskilde, hr. Assentorp, for dåd og uvurderlige råd; kommandørkaptajn H.H. Wesche, der lod os slå lejr på sin dejlige strandgrund ved Skuldelev havn; de altid hjælpsomme fiskere i Skuldelev og havnefogden i Frederikssund. Og lad mig ikke glemme expeditionens uforlignelige kok, stud.med. Kirsten Rasmussen, der kræsede op for og hyggede om os våde og forsultne frømænd.

Til en begyndelse bugseredes skibsværftets arbejdsflåde en tidlig morgenstund i magsvejr fra Frederikssund ud til vragets position, hvor den fortøjedes ved hjælp af store cementklodser, som gravedes ned i sandet. (Fig. 1) Den rummelige flåde skulle vise sig at være en storartet operationsbasis. Her var plads til det meste af vort omfattende udstyr: iltflasker, luftflasker, dykkerdragter og alle de snedige apparater til niveaumåling, undervandsmåleborde m.v., som Ole Crumlin havde udtænkt og fremstillet i vinterens løb, og som hensatte os andre ikke-teknikere i dyb ærefrygt og forundring. Deres Storm P.ske udseende til trods fungerede de iøvrigt perfekt. På den ene ende af flåden etableredes ved hjælp af pressenninger et telt. Her opbevaredes de mere ømfindtlige dele af udstyret, og her søgte vi ly under de heldigvis meget få regnbyger, når vi da ikke foretrak at blive i vandet. At der umiddelbart foran teltet ved en lem var adgang til flådens bund, og at det hernede var muligt at hensætte en kasse øl under de gunstigste temperaturforhold, skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld. Midt på flåden anbragte vi vort vigtigste udgravningsredskab: en 3 atmosfærers motorpumpe med slanger og strålerør, som Falck havde lånt os. Dennes drift varetoges af vores fingernemme dæksmand, gymnasiast Per Wulff, der vel i begyndelsen hentede sig mange vabler fra den lunefulde pumpes startsving, men efterhånden blev en ren virtuos til at narre den til at gå igang.

Billede

Fig. 1. Ole Crumlin fot.

De første par dage gik med at gøre os fortrolige med stendyngen. Ved hjælp af almindelige høstriver rensede vi den for en rig tangvegetation. Vi kunne nu danne os et begreb om spærringens udstrækning og form. Dens længde - på tværs af sejlløbet
- viste sig at være et halvt hundrede meter, medens bredden, der varierede en del, de fleste steder lå omkring en lille halv snes meter. De anvendte sten — flint og granit — var hovedsagelig hånd- og hovedstore, kun undtagelsesvis kom vi ud for sten så store, at de var vanskelige at bakse.

Efter at vi havde lagt en fast målelinie ud på fjordbunden, i spærringens længderetning, kunne det egentlige arkæologiske arbejde iværksættes. Først målte vi stendyngen op (med et rustfrit stålmålebånd), idet vi fulgte dens kanter så nøje som det lod sig gøre og foretog et stort antal nivellementer. Da dette var vel overstået, kunne vi begynde at grave os ned i dyngen. Med motorpumpens strålerør sprøjtedes sandet væk fra et mindre område ad gangen. Herved blotlagdes et stort antal sten. Disse blev lempet op i en solid jolle, som, når vandet var ved at slå ind over rælingen, sejledes ud på dybt vand og befriedes for sin last. Når alle de ved sprøjtningen frilagte sten var optaget, gentoges processen. Sprøjten blev atter sat igang, og nye sten - og efterhånden også skibsdele - dukkede frem. Ret hurtigt fremdrog vi på denne måde et parti af kølen og nogle spantfag af et skib med velforarbejdede spanter af eg og bordklædning af fyrretræ. Skibet lå væltet over på bagbord side, og såvel forstavnen som det meste af styrbord side var gået tabt. Derimod syntes bagbords bordklædning ret velbevaret, omend trykket noget ned af stenlasten.

Det stod os hurtigt klart, at vi ikke på de fjorten dage, vi havde til vor rådighed, ville kunne gøre os håb om at frilægge hele vraget, sådan som vi i vor naivitet havde tænkt os det, før vi gik i gang med arbejdet. Dels tog fjernelsen af de tusinder af sten længere tid, end vi havde regnet med, og dels viste det sig, at den fortræffelige brandsprøjte, uden hvilken vi ikke havde kunnet udrette meget, måtte anvendes med den allerstørste forsigtighed ved afdækningen af de tildels møre og løse vragdele. Ellers ville vi ganske simpelt sprøjte disse væk. Arbejdet vanskeliggjordes og forsinkedes også meget af den opmudring, som sprøjtningen forårsagede. I samme øjeblik pumpen startedes, blev vandet fuldstændig uigennemsigtigt i det område, strålen rettedes mod. Vi kunne derfor kun sprøjte kort tid ad gangen og måtte derefter tålmodigt afvente strømmens borttransport af de op- hvirvlede partikler. Men det var hver eneste gang en stor oplevelse at se "disen" lette og nye ting komme for dagen. Fremfor at forcere undersøgelsen og risikere uoprettelige ødelæggelser af vraget valgte vi at udsøge enkelte punkter i stendyngen for om muligt at konstatere vragforekomsternes udstrækning og omfang.

Under dette arbejde mødte der os en stor og behagelig overraskelse. Det viste sig nemlig, at stendyngen ikke rummede eet, men to skibe. Medens vi intetanende var ved at blotlægge et stykke bordklædning, stødte vi pludselig på en "fremmed" køl, der intet kunne have at skaffe med det første skib. Det nye vrag synes endog at måtte påkalde større interesse end dette. Dels er ikke blot dets spanter, men også bordklædningen af egetræ, og dels ligger det så skråt ned i stenhoben, at der — såfremt skibet da ikke er knækket midt over — må være gode muligheder for at finde en helt velbevaret stævn, rimeligvis bagstavnen. Fundet af en smukt udskåret "bjørn" (en konstruktiv detaille, der som funktion har at støtte kølsvinet) viser ydermere, at det er et skib, som der fra skibsbyggerens side er gjort mere ud af end sædvanligt.
Stort mere end at konstatere forekomsten af dette skib blev der dog ikke tid til i denne omgang. (Fig. 2) Vi nåede kun at frilægge det over nogle få meter. Efterhånden som vragdelene dukkede op af stendyngen, blev de indmålt på vor hovedplan og fotograferet af Hartvig Conradsen, der med få dages mellemrum besøgte udgravningen med sit undervandskamera. Af spanter og andre vigtige fund foretog Ole Crumlin ydermere detailopmålinger, og fra begge skibe blev spanter og prøver af bordklædningen taget op og bragt til konservering og nærmere undersøgelse på Nationalmuseet, hvor den oven omtalte bjørn naturligvis også havnede. Da trægenstande under ingen omstændigheder må få lejlighed til at tørre ud, før konserveringen påbegyndes, blev fundene "indpakket" i en plasticjolle, i hvis bund de lagdes ned mellem tang og sække for derefter at blive overdænget med vand. I denne emballage nåede selv de møreste vragdele helt ubeskadigede frem.

Billede

Fig. 2. Den i artiklen omtalte "bjørn" under afdækning. Nederst i billedet skimtes skibets køl. Kølsvinet, som bjørnen har støttet, må være fjernet før skibet sænkedes.
H. Conradsen fot.

En foreløbig typologisk vurdering af sommerens fund synes for begge skibes vedkommende fuldtud at bekræfte Ole Crumlins nydatering. Begge fartøjer må stamme fra vikingetidens sidste periode. Men hvornår de er sænkede, ved vi endnu intet om, og det er tvivlsomt, om dette overhovedet lader sig oplyse. Skibene kan meget vel have været et hundrede år eller mere, da de sendtes ud på deres definitivt sidste rejse - til sådant formål synes det rimeligst at anvende gamle og gebrækkelige fartøjer. Mest nærliggende er det at knytte spærringen af sejlrenden ved Skuldelev til en af de mange blodige begivenheder under det 12. århundredes borgerkrige eller vendiske plyndringstogter. Nærmere bliver det vist vanskeligt at komme dette spørgsmål.

At undersøgelsen bør fortsættes til næste år, kan der ikke være tvivl om. Vi forlader kun nødigt vragene i Peberrenden, før de har fortalt hele deres historie. Og eftersom vi endnu kun er for begyndere at regne på den undersøiske arkæologis område, kan vi stadig have meget at lære her. Man skal kravle før man kan gå, soppe før man kan svømme, og vi gør bedst i at gøre vore erfaringer i smult vande, før vi begiver os ud på større dybder og til vanskeligere opgaver. Kay Bojesen har allerede givet tilsagn om at støtte arbejdet igen til næste år, og det er Nationalmuseets håb, at også andre mæcener vil melde sig, således at undersøgelsen i egentligste forstand vil kunne føres til bunds.

Med sine lange kyststrækninger og grunde farvande yder Danmark helt enestående betingelser for undersøisk arkæologisk forskning ved hjælp af frømænd. Ved vore kyster ligger tusinder af vrag og venter på at yde deres bidrag til Danmarkshistorien. Undersøgelserne i Peberrenden er da først og fremmest et led i bestræbelserne for at inddrage dette mægtige materiale i dansk fortidsforskning.