Dronnings Margrethes skib

I efteråret 1956 foretog to unge amatør-frømænd fra Roskilde, Aage Skjelborg og Hartvig Conradsen, på egen hånd en undersøgelse ved vraget, fra hvilket de bjærgede et velbevaret spant. Dette fund foranledigede den skibshistorisk meget kyndige stud. polyt. Ole Crumlin til at gennemgå de tidligere efterretninger om observationer og fund ved vraget, og i en udførlig og overbevisende redegørelse til Nationalmuseet dokumenterede han på grundlag af en typologisk undersøgelse af de bjærgede vragdele, at skibet ikke, således som hidtil almindeligt antaget, stammede fra høj- eller senmiddelalderen, men snarere måtte henføres til vikingetidens slutning. På dronning Margrethes tid kunne det i hvert fald umuligt have sejlet.

Et skib, der er sænket som spærring, må naturligvis antages at være ribbet for alle genstande af værdi før sænkningen. Udover stenene ville det ikke kunne forventes at indeholde nogen last. Ved en eventuel undersøgelse ville man således ikke kunne gøre regning på at finde andet end skibet selv, eller rettere de rester deraf, som strøm, storm, isgang og tidens tand havde levnet. Når Nationalmuseet alligevel fandt opgaven fristende, skyldtes det i første række Ole Crumlins påvisning af, at skibet måtte repræsentere en hidtil kun lidt kendt overgangstype mellem vikingetidens og middelalderens skibsformer, som det nok var værd at få lidt nøjere rede på. Af betydning for beslutningen om at foretage en udgravning var det også, at vraget lå så forholdsvis let tilgængeligt. Spærringen rager så højt op i sejlløbet, at man kun er i vand til skridtet, når man står oven på stendyngen, og det skulle under arbejdet næppe være nødvendigt at dykke dybere end ca. fire meter – en særdeles moderat dybde for en frømand. Hertil kom, at vandet i Peberrenden er klarere end fjordvand mest, og strømmen her af så tilpas styrke, at vi skulle kunne undgå en alt for generende opmudring under arbejdet.

Kort sagt syntes Skuldelev-vraget at være en god begynderopgave for frømandsarkæologer. Lige så meget som selve vraget interesserede det os at høste erfaringer med hensyn til arkæologisk arbejde på havbunden. Vi måtte finde frem til en forsvarlig undersøisk udgravningsmetode og lære os at foretage nøjagtige opmålinger af forekomster under vand. Også undervandsfotografering var en helt ny ting for os.

Til undersøgelsen tilbød de to frømænd fra Roskilde samt Ole Crumlin, der ligeledes har frømandsuddannelse, deres arbejdskraft vederlagsfrit. Takket være dette kunne årets arbejde gennemføres med et budget på kun 1800 kr., der stilledes til rådighed for Nationalmuseet af sølvsmed Kay Bojesen, som museet efterhånden står i en anselig taknemmelighedsgæld til. Også mange andre er vi stor tak skyldig for hjælp og støtte: Frederikssund Skibsværft, der lånte os en stor arbejdsflåde; Falcks Redningskorps, som på mere end favorable vilkår hjalp os på enhver tænkelig måde – en særlig tak til korpsets stationsleder i Roskilde, hr. Assentorp, for dåd og uvurderlige råd; kommandørkaptajn H.H. Wesche, der lod os slå lejr på sin dejlige strandgrund ved Skuldelev havn; de altid hjælpsomme fiskere i Skuldelev og havnefogden i Frederikssund. Og lad mig ikke glemme expeditionens uforlignelige kok, stud.med. Kirsten Rasmussen, der kræsede op for og hyggede om os våde og forsultne frømænd.

Til en begyndelse bugseredes skibsværftets arbejdsflåde en tidlig morgenstund i magsvejr fra Frederikssund ud til vragets position, hvor den fortøjedes ved hjælp af store cementklodser, som gravedes ned i sandet. (Fig. 1) Den rummelige flåde skulle vise sig at være en storartet operationsbasis. Her var plads til det meste af vort omfattende udstyr: iltflasker, luftflasker, dykkerdragter og alle de snedige apparater til niveaumåling, undervandsmåleborde m.v., som Ole Crumlin havde udtænkt og fremstillet i vinterens løb, og som hensatte os andre ikke-teknikere i dyb ærefrygt og forundring. Deres Storm P.ske udseende til trods fungerede de iøvrigt perfekt. På den ene ende af flåden etableredes ved hjælp af pressenninger et telt. Her opbevaredes de mere ømfindtlige dele af udstyret, og her søgte vi ly under de heldigvis meget få regnbyger, når vi da ikke foretrak at blive i vandet. At der umiddelbart foran teltet ved en lem var adgang til flådens bund, og at det hernede var muligt at hensætte en kasse øl under de gunstigste temperaturforhold, skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld. Midt på flåden anbragte vi vort vigtigste udgravningsredskab: en 3 atmosfærers motorpumpe med slanger og strålerør, som Falck havde lånt os. Dennes drift varetoges af vores fingernemme dæksmand, gymnasiast Per Wulff, der vel i begyndelsen hentede sig mange vabler fra den lunefulde pumpes startsving, men efterhånden blev en ren virtuos til at narre den til at gå igang.