Dronningborg

Den særegne udgravning blev udført ud fra ønsket om at komme begivenhederne blot en lille smule i forkøbet. Det saneringsmodne hus stod nemlig for fald, og det var bestemt, at en ny bygning straks skulle rejses på stedet. Nogen tid til udgravning var ikke afsat, men lykkeligvis blev arbejdet udskudt. (Fig. 1). En bevilling blev skaffet til veje og en omfattende undersøgelse iværksat; da den afsluttedes kort før jul, var hele det truede område gennemgravet. Dermed være ikke sagt, at slotsudgravningen er til ende. Den vil blive fortsat, så snart lejlighed byder sig.

Historien om Randers' Dronningborg tager egentlig sin begyndelse i Italien. Der fødtes år 1182 i byen Assisi en dreng, som fik navnet Giovanni, men som eftertiden har husket under hans kaldenavn Francesco eller Frans. Han voksede op under gode kår, røbede rige evner og mod på livet, men en sygdom ændrede helt hans væsen, han hengav sig til bøn og ensomhed, eller han søgte selskab med gamle og syge og fandt glæde ved at hjælpe dem. Hans gerning skulle, indså han snart, være apostlens, og som apostlene drog han ud »uden guld eller sølv eller kobber, uden taske, sko eller stav«. Nogle få sluttede op bag ham, flere kom til - en stadig voksende skare af gråklædte prædikanter, som ernærede sig ved tilfældigt arbejde og iøvrigt ved gode menneskers gaver. De var uorganiserede og ønskede at være det, deres skridt lededes af Frans' simple livsvisdom, men efterhånden, som bevægelsen voksede, blev det kirken magtpåliggende at få den under kontrol, og 1223 blev den, meget mod lederens vilje, ophøjet til en orden af tiggermunke, officielt kaldet franciskanere, men folkeligt betegnet som gråbrødre. Frans døde snart efter og blev straks gjort til helgen, men hans disciple førte arbejdet videre. 1232 - seks år efter Frans' død - holdt de deres indtog i Danmark, hvor de blev »modtaget af kong Valdemar og hele folket med velvilje og kærlighed«. Fire klostre blev straks oprettet, et af dem i Randers.

Det vides ikke, hvem der bekostede Randers-klosteret, ejheller til hvem det fra først af var indviet; senere, op mod reformationen, synes det at have båret Vor Frues navn, hvilket er noget forvirrende, da byen i forvejen havde et Frue kloster. Kun otte år efter grundlæggelsen brændte klosteret sammen med store dele af byen, men det blev genopført og omtales i senmiddelalderen som en stor firfløjet teglstensbygning. Ved midten af 1400-årene blev kirken totalt ombygget, og der indrettedes kapeller for et par af omegnens adelsslægter. Også for de levende adelsmænd synes klosteret at have fungeret som herberg og midlertidigt tilholdssted. 1493 mødtes to af dronning Dorotheas hofsinder, Jep Andersen og Joakim Lykke, her, men de kom i slagsmål og lemlæstede hinanden - en kedelig historie, som nødvendiggjorde, at hele klosteret genindviedes.

I sin 300-årige levetid har klosteret modtaget mange gaver; den sidste indløb 1514 fra Mogens Gøye til Clausholm, men det er tvivlsomt, om han kan regnes til stedets velgørere, for seksten år senere finder vi ham i spidsen for den bevægelse, som førte til klosterets undergang. Uforskyldt kan man ikke kalde den skæbne, der overgik franciskanerne, de havde i tidens løb fjernet sig langt fra den oprindelige lære, og det er et spørgsmål, om den hellige Frans havde kunnet vedkende sig disse efterfølgere, der aldeles ikke var »uden guld eller sølv eller kobber, uden taske, sko eller stav«. Hvad man bebrejdede munkene, og specielt tiggermunkene, var netop deres velnærethed og deres smukke bygninger. »I tykke klostre har jeg set stuer både lange og brede, der ligger de inde og æder og drikker, og derfor I adelige, købstadsmænd og bønder, driv munkene ud og læg dem øde«, hed det i et propagandaskrift, oversat fra tysk, men ændret og aktualiseret, så at det fik adresse til gråbrødreklosteret i Randers. (Fig. 2). Her kunne man læse om, hvordan munkene havde ladet 200 fårekroppe, som de ikke evnede at æde sig igennem, udkaste i fjorden.

Mens det er småt med kilderne til klosterets egentlige historie, så er selve reformationsopgøret forholdsvis velbelyst. Det synes påbegyndt 1529 anført af byens borgmester, og allerede året efter blev gråbrødreklosteret på kongens foranledning nedlagt og overdraget ovennævnte Mogens Gøye for hans lange og tro tjeneste. Helt let var det ikke for ham at tage sin nye ejendom i besiddelse, munkene nægtede rent ud at flytte, men ved en svigefuld broders hjælp lykkedes det dog at få dem jaget ud. En protestantisk præst, Mads Lang, blev udset til at prædike Luthers lære i klosterkirken, som gjordes til sognekirke, og han blev senere den første biskop i Århus stift. Katolikkernes bedste pennefører, karmelittermunken Poul Helgesen, der på det tidspunkt opholdt sig i Århus, blev af Randersborgerne udæsket til disput, men da man ikke kunne garantere for hans sikkerhed, valgte han at tale til dem i et lille skrift: »En kort og kristelig undervisning«. Det hedder heri: »Anno 1530 da lod Randers by sig forføre og forvandle fra den menige kristendoms tro, lærdom, enighed og samfund — til fordømte kætterier og megen ukristelig handel. Og hertil brugte samme by tvende ulærde mænd, forsorne skalke. Den ene var en forløben gråmunk, broder Niels, og den anden en selvgjort præst«.

Fjorten år var det forhenværende gråbrødrekloster i Mogens Gøyes besiddelse, så døde han, og ejendommen faldt tilbage til kronen. Kongen - Kristian 3. - gik i byggetanker, han savnede et kongeslot i det nordjyske, og efter nogen vaklen mellem Ålborg og Randers faldt loddet på sidstnævnte, formodentlig fordi en stor mængde beslaglagt kirkegods her kunne samles under ét. Til ære for hans gemalinde fik det nye slot navnet Dronningborg.

(Fig. 3). Gennem breve til forskellige lensmænd får vi et indtryk af byggeriets omfang. Mursten og tømmer beordres leveret i store mængder, og hovbønderne skal stille med vogne for at hjælpe til. Taget skal tækkes med tegl, ikke med skifer (som klosteret vel har været), og der skal bruges hessisk og ikke spansk glas. Det bedste var ikke for godt - heller ikke til indvielsen, som fandt sted i 1551 efter imponerende indkøb af alle slags fødevarer og megen brygning af det berømte Randers-øl. Den nye bolig behagede åbenbart kongen, han blev der i første omgang et halvt års tid, hvilket har sat sig spor i lovgivningen gennem den såkaldte Dronningborgske Reces. løvrigt ytrede han interesse for byens befæstning, som han fandt for svag og beordrede forstærket ved anlæggelse af en ny, indtil elleve meter dyb, grav med tilhørende vold og mur; materialer til sidstnævnte skaffedes ved at nedbryde nogle kirker. Graven havde som sidefunktion at levere vand til en mølle, som kongen også lod bygge (dertil medgik endnu et par kirker). Denne mølle nævnes af og til i kilderne, og man får det indtryk, at den nærmest var monarken til besvær; befolkningen synes at have været uvillig til at bruge den, og gentagne gange måtte der udredes erstatninger for forårsaget oversvømmelse.

I Dronningborg, som den lå der, nyrejst i den nybefæstede stad, har der ikke været meget, der mindede om ophavsmanden, den fromme Frans af Assisi. Efter Kristian 3.'s død blev slottet en tid enkesæde for sin navngiver, kom så i Frederik 2.'s besiddelse og derefter i Kristian 4.'s. I godt hundrede år var Dronningborg kongens ejendom, og glade timer oprandt, når han beærede den med sit besøg. En sådan begivenhed indtraf fastelavnen 1591. Under opholdet blev nogle hoffolk gift, og udover, hvad slottets kældre kunne præstere, fremskaffedes fra byen 5000(!) potter vin. Februar 1609 var Kristian 4. på besøg, hvilket har givet anledning til følgende notater i lensmanden Eske Broks dagbog:
»Den 13. kom kongelig majestæt hid —, samme aften min gæst i min stue +
Den 14. var hans majestæt og min gæst
Den 15. og min gæst
Den 16. drog hans majestæt bort og til Skanderborg, og red jeg ud med hans majestæt 1 mil fra byen. Samme aften med Eske Bilde +«.

Mens dagbøgerne fortæller om det lystige liv i salene, har andre mere saglige kilder bevaret bagsiden af medaljen. I retsprotokollerne kan man læse om slottets fængsel, der åbenbart har været mildere end byens, eftersom det benyttedes til svagelige fanger; det nævnes 1598 i forbindelse med optrævlingen af den berømte Jens Langknivs bande. Tre gange under 1600-årenes krige var Dronningborg under fjendtlig besættelse - først af Wallensteins tropper, senere to gange af svenskere. Hvor hårdhændet disse ubudne gæster teede sig, fremgår af de synsfortegnelser, som optoges efter hver enkelt indkvartering. I en af dem - efter Torstenssonkrigen i 1644 - fortælles, at »det vestlige hus er ganske øde og nedfalden — Kirken er helt brøstfældig og hvælvingerne nedfaldne — det østre hus findes på de øverste stuer og værelser ganske øde og foruden vinduer -.« (Fig. 7), (Fig. 8). Af inventaret er der ikke meget tilbage, kun »udi fruerstuen en gammel paneleret bagstol, en gammel fyrreskive. Udi lensmandens sengekammer en gammel kistebænk uden låg, en skive og en gammel stol. På dronningens sal en fyrreskive, en gammel tresor, hvorpå låsene med tre døre og fire skuffer er borte«. (Fig. 9). Den bedrøvelige rapport synes ikke at levne meget håb for Dronningborg, og det forbavser ikke at høre, at den ødelagte vestfløj få år senere blev revet ned og hullet lukket med en mur. Så kom Karl Gustav-krigen med ny indkvartering og nye ødelæggelser, og nu var åbenbart målet fuldt. Et par år senere - 1661 - afhændedes kongeslottet til private.

Køberne var to Hamborgkøbmænd, hvoraf den ene, Peter von Spreckelsen, snart blev eneejer. Han var vellidt og huskes for sin store gavmildhed, hans husholderske derimod af helt andre grunde, men det er en sær og vidtløftig historie, som vi vil vende tilbage til i en senere artikel. Dronningborg blev i von Spreckelsens familie indtil 1710, faldt så tilbage til kronen som arveløst gods, men var åbenbart uden interesse for Frederik 4. 1721 beordrede han slottet nedrevet. Resterne blev solgt til en Randers-købmand, han fik sig et hus ud af dem, men lod dele af ruinen ligge; ved hans død 1740 stod endnu kirkens mure tilbage. Seksten år senere er hele arealet bebygget. Dronningborgs saga er endt.

I århundrederne, som er forløbet siden, har slottet nu og da ladet høre fra sig; ved jordarbejder i området væltede fundene frem, og mange lokalhistorikere har drømt om den dag, da det blev muligt at udgrave Dronningborg på mere systematisk vis. Begyndelsen er nu gjort, dele af slotskirken og af lensmandens fløj er afdækket, og vi har fået dog nogen håndgribelig viden til støtte for de skriftlige kilders ret ubestemte oplysninger. Ved den fortsættelse af undersøgelsen, som forhåbentlig følger, er der nok at tage fat på, for endnu mangler kongefløjen, der var slottets hovedbygning, og den tidligt nedrevne vestfløj, som efter beskrivelsen har været et anseligt hus, nitten fag langt og fire lofter højt; den kaldes undertiden kongens kancelli, men tjente i øvrigt som opbevaringssted for lenskornet.

Dog, resterne af det fordums Dronningborg findes ikke blot under jorden. Materialer fra slottet blev af Frederik 4. benyttet til de rytterskoler, han, her som andre steder i landet, lod opføre »de fattige til gavn«. I disse fordringsløse huse lever stadig lidt af slottet og dets forgænger klosteret - og, hvad mere er, lidt af den ånd, som besjælede den hellige Frans. (Fig. 10).

Lit: Randers købstads historie. Red: Povl v. Spreckelsen. 1952.