Dronning Gunhilds hår

Den lidt romantiske titel kan lede tanken hen på stjernebilledet »Berenices lokker«, men det er nu ikke meningen, læseren skal rette blikket opad, tværtimod ned i den sorte tørvegrav ved Haraldskær i Vejle ådal, hvor »mosedronningen« blev fundet i 1835. Historien om hendes ophøjelse og bratte fald til en plads blandt jernalderens gemene moselig er fortalt i Skalk 1975:3 og skal ikke gentages her; vi vil nøjes med at koncentrere os om håret, som sammen med resterne af hendes klædning forblev på Oldnordisk Museum. Selv hviler hun – skaldet som et æg – i Vejle kirke, hvor hun på Frederik 6.’s bud blev hensat i en imponerende sarkofag.

Af Elisabeth Munksgaard

I det lange og smukt lokkede hår var, da liget blev fundet, indflettet en uldsnor. Museets protokol fra 1836 betegner den som værende »af en penneposes tykkelse«, men da de færreste nuomstunder vel aner, hvad en pennepose er, endsige noget om dens dimensioner, kan vi oplyse, at snoren – der stadig eksisterer, omend i tre brudstykker – er en halv centimeter tyk. Til frisuren har måske også hørt et fintmasket hårnet flettet af tynde uldtråde; vi ved det ikke med sikkerhed, for det er ikke nævnt i nogen af de gamle fundbeskrivelser, men det har i hvert fald tidligere, sammen med hårsnorene, siddet på en paptablet med påskriften »Laa sammen med Dronning Gunhild«.

Udgave: Skalk 1976:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.