Drinks

Øl er, ifølge leksikonet, en alkoholisk drik baseret på maltet byg, men da de færreste vel er i tvivl om det, vil vi i stedet se lidt på drikkens navne; det højt elskede fluidum har, som naturligt, flere af dem. Øl er det nordiske ord, på tysk hedder det bier, mens engelsk har to betegnelser ale og beer, tidligere med den betydningsforskel, at beer var tilsat humle - som man i 1400-årene lærte det fra Tyskland - mens ale blev brugt om det engelske øl, der var uden denne smagsgiver. En mærkelig dobbelthed! Hvilke forhold i middelalderens Skandinavien, Tyskland og England er mon årsag til, at de moderne sprog udviser disse forskelle?

Af Christine Fell Nottingham

For alle tre sprog gælder, at de har eller har haft versioner af begge ord (Fig. 1). De tidlige engelske former er ealu og beor, og svarende hertil havde man i Norden ö1 og bjórr. I tysk formede udviklingen sig lidt anderledes, nemlig sådan, at enhver parallel til den første af de to betegnelser forsvandt på et meget tidligt tidspunkt; når vi ved, den har eksisteret, skyldes det alene et overleveret oldsaxisk ord: alofat (= drikkebæger). Det andet navn tog magten. Fra de ældste skriftlige middelalderkilder op til idag har korndrikken altid på tysk været omtalt med en form af bier.

Billede

Fig. 1. Angelsaksisk drikkescene. Bogillustration.

Nu skal man ikke tro, at de to ord i deres forskellige lokale forklædninger brugtes i flæng. Bortset fra tyskernes bier, som altså var enerådende, er det öl/ealu, som dominerer, bjórr/beor spiller en langt mere tilbagetrukken rolle. Der var også andre drikke som mjød og vin, men det er öl/ealu, vi møder igen og igen. Man får indtryk af et meget hjerteligt forhold til det, betegnelsen stod for.

I de nordiske sagaer er der utallige beskrivelser af vældige gilder, og vi får altid at vide, at der ved sådanne lejligheder blev brygget öl i lange baner af bedste og stærkeste slags. Og vel kan man hos angelsaksiske digtere finde beretninger, hvor både ealu og beor (samt mjød og vin) omtales, men i det praktiske liv var det ealu, som regerede. Vi finder det i medicinske lærebøger, i love og i juridiske dokumenter og her med samme vægt som öl i den nordiske litteratur.

Det ser ud, som om situationen i vikingernes Norden og angelsaksernes England var den samme. Der fandtes to ord, öl/ealu og bjórr/beor, men det første synes langt det almindeligste. Brugen af bjórr/beor aftager iøvrigt gennem den senere middelalder på begge sider af Vesterhavet, og i begge sprog optræder det mere i poesien end i prosaen. Det virker som noget spændende, romantisk, noget der ikke rigtig hørte til i dagligdagen.

Vi må derfor stille det spørgsmål: Er forskellen i ord og anvendelseshyppighed et tilfældigt lune i sprogene, eller står de to betegnelser faktisk for forskellige drikkevarer? Er det sådan, at öl/ealu var den almindelige drik blandt de to folk, bjórr/beor noget mere usædvanligt?

Undersøger vi ordenes sammensætninger med andre ord, viser der sig igen en tydelig forskel. Såvel det angelsaksiske ealu som det nordiske öl optræder i forbindelser, der har at gøre med færdighed i eller redskaber til at brygge. Det angelsaksiske ealufæt betyder ølbrygningskar, ealumalt malt til ølbrygning og ealugeweorc simpelthen brygning. Tilsvarende havde vikingerne ölker for øltønde og ölgörd og ölhita for brygning. I ordforbindelserne kommer også det forretningsmæssige frem. Angelsaksisk har således mange ealu-sammensætninger som betyder ølstue, og man kan ud fra periodens love se, at der er tale om handel med øl, ikke blot om udskænkning. I Norden hed en ølstue ölhus, en øltapper öltappr og en kvinde, der sælger øl, ölkona. Ingen kan tvivle om, at øl - dengang som nu - var godt at gøre forretning med.

I intet af de to sprog findes tilsvarende sammensætninger med bjórr/beor. Vikingernes bjórsalr og angelsaksernes beorsele står ikke for et sted, hvor drikken sælges, men for en stormands hal, hvor den udskænkes til krigere - og optræder iøvrigt i poesien, ikke i prosaen. Det er romantiske ord, der skal fremkalde associationer om en storslået og heroisk fortid, hvor modige, guldbehængte helte sammen drak tæt i deres herres hal. De ord har intet at gøre med hverdagens ølstue.

Og der er flere ting, som viser, at öl/ealu og bjórr/beor har forskellige overtoner. Man kan gå til nogle af de tidlige nordiske digte, især dem fra Eddaen. I Alvísmál fortælles, at den drik, som hos mennesker hedder öl, kaldes bjórr af guderne. Dette har tit været anset som indicium for, at de to ord betød det samme, men det kan ikke være tilfældet, for digteren fortsætter med at sige, at drikken også kaldes mjød, og han kan ikke for alvor have ment, at mjød, som er fremstillet af gæret honning og vand, var identisk med en drik brygget på maltet korn. Det må være en opremsning af forskellige drikke, han leverer, og digtet fortæller da, at öl er det almindelige, som nydes af mennesker, mens bjórr er gudernes drik, sjælden og dyrebar - som nektar og ambrosia i den græske gudeverden. Af et andet digt, Eiríksmál, fremgår det, at bjórr var drikken, som udskænkedes af de valkyrier, der bød heltene velkommen til Valhal. I Atlakviða glæder budbringerne sig til det dyrebare bjórr, mens de rider frem mod Gunnars hal. De håber altså på noget bedre end det daglige öl.

Men hvis bjórr/beor ikke var det samme som öl/ealu, må det næste spørgsmål blive: Hvad var det så? Hvordan kan man afsløre drikkens natur (Fig. 2)? Her giver de engelske kilder mere end de nordiske, og mest kan hentes i to medicinske manuskripter fra henholdsvis 900- og begyndelsen af 1000-årene (Fig. 3). Begge steder omtales ealu masser af gange som middel mod alle mulige sygdomme, så det må have været nemt at få fat på. Beor nævnes ikke nær så ofte, og når det sker, er det mere varsomt. En anvisning siger: »Brug beor eller vin, hvis du har det, ellers brug mælk« - beor var altså ikke altid ved hånden. Det fremgår også, at beor var en meget sød drik; det netop citerede kildested fortsætter med at sige, at der skal tilsættes sødemiddel, hvis man bruger vin eller mælk. Det var altså ikke nødvendigt, hvis man tog beor. I et andet tilfælde ordineres enten beor eller »velsødet klart øl« eller »sødet vin«. Igen er det tydeligt, at beor var sødt nok i sig selv.

Billede

Fig. 2. Heltemodtagelse (i Valhal?) illustreret på gotlandsk billedsten fra sen jernalder. Den lille sølvfigur, ligeledes svensk, som blev vist ved artiklens begyndelse, har vel samme billedmæssige indhold.

Billede

Fig. 3. Den angelsaksiske høvding Harald Godvinsøn og hans mænd nyder mad og - i særdeleshed - drikke, før de drager ud på et vigtigt togt. Scenen er fra Bayeux-tapetet, fremstillet i 1070'erne.

Åbenbart ansås beor for at være meget stærkt - så stærkt at gravide kvinder ikke måtte drikke det. Det angelsaksiske Englands kirkelige love har nogle skrappe bemærkninger om damer, som fremkalder abort ved at drikke, og lægebøgerne fortæller klart, at det var beor, som man skulle holde sig fra under svangerskabet. Også patienter med helvedesild advares mod beor. Det tillades at drikke moderate mængder af vin og øl, men beor skal helt og aldeles undgås.

En sød, stærk og sjælden drik - det er, hvad de angelsaksiske kilder fortæller os om beor. Men nu de nordiske - tillægger de bjórr de samme egenskaber? Ja at styrken var der, er i hvert fald ikke til at tage fejl af, det fremgår meget klart af Eddadigtene, og det er vel også det, der ligger bag, når bjórr så ofte nævnes i forbindelse med trolddom. Da Grimhild giver sin datter Gudrun en drik, som skal få hende til at glemme Sigurd, er det en særlig blanding med bjórr. Og det tryllemiddel, som Sigrdrifa har at tilbyde, er bjórr »iblandet kraft og guddommelig styrke«. Bemærkelsesværdigt er det, at mens öl altid brygges (verbet hedder heita), så er det samme ikke tilfældet med bjórr, det blandes (blandinn) lige som mjød. Sammensat finder vi ordet i bjórveig. Veig betyder i sig selv en stærk drik og forekommer ikke i forbindelse med andre alkoholiske ord end bjórr.

At bjórr lige som beor var sød, fremgår af to kilder, hvor ordet er oversat til andre sprog. I den ene er det gengivet ved latinsk mulsum, som vi ved, var en drik baseret på honning; i den anden ved fransk claré, som på den tid betød krydret og stærk vin. Endelig sjældenheden: I adskillige norske breve kræves, at hvis der ikke kan fremskaffes bjórr, skal der leveres stærkt öl.

Uafhængigt af hinanden fører altså de nordiske og de angelsaksiske kilder til samme konklusion: öl/ealu er ikke det samme som bjórr/beor. Det første var - for vikinger som for angelsaksere - dagligdagens almindelige drik fremstillet af maltet byg eller andet maltet korn, brygget på enhver gård, altid til at få og indtage i store mængder. Det andet noget sjældent, stærkt, sødt og dyrebart. Kan man få mere at vide?

Igen vil vi ty til latinen, men denne gang gå den modsatte vej og undersøge, hvordan angelsakserne oversatte visse alkoholiske ord fra dette sprog. Vi ser - og det er vigtigt - at ealu og beor aldrig anvendes for den samme latinske betegnelse. På latin har man ordet ceruisa, som blev brugt om en drik fremstillet af korn, det oversættes altid ved ealu, aldrig ved beor. Endvidere er der ydromellum, også en alkoholisk drik; det lyder, som den burde bestå af honning og vand, men ifølge den store gamle latiner Isidor af Sevilla var den fremstillet af æbler og vand. Honning må dog have været tilsat som sødemiddel, eftersom der på de tider ikke fandtes andre, sukkeret kom først til langt senere. Ydromellum oversættes af angelsakserne ved beor, men sommetider bruger de også æppelwin (æblevin), og det er jo netop, hvad Isidor sagde, det var. Nu brænder tampen: For angelsakserne var beor altså et ord, der betød det samme som æblevin.

Ceruisa og ydromellum findes også oversat til middelaldertysk. Eftersom det tyske sprog tidligt mistede enhver ordparallel til öl/ealu, bruges her bier for ceruisa, appeldranc for ydromellum (Fig. 4). Sidstnævnte driks beskaffenhed bliver gennem dette yderligere bekræftet.

Billede

Fig. 4. I vikingelagene dybt under Århus fandtes rester af et stort drikkehorn, vel til öl. Det ses her omend kun i rekonstruktion. - Fot: Preben Dehlholm.

Og nu må tiden vist være inde til at samle de mange ord og ordvarianter i et skema, der kan lette oversigten. For at fuldstændiggøre det alkoholiske billede er vin og mjød taget med, skønt de ikke vedrører det aktuelle problem.


NUTIDSDANSK NORDISK ANGELSAKSISK TYSK LATIN FRANSK
øl öl ealu bier ceruisa
æblevin bjórr beor
æppelwin
appeldranc mulsum
ydromellum claré
vin vín win wein vinum
mjød mjöðr medu meth medus

Her ses det klart, hvordan tysk går sine egne veje. Ordet for det, vi forstår ved øl, gik tidligt tabt, og bier fyldte hullet ud, skønt det fra først af betød noget andet. I Skandinavien og England beholdt man de oprindelige ord og behøvede ikke at gribe til denne nødløsning. Tid efter anden kom der dog også her nogen uorden i begreberne. Når beor (beer) i England efterhånden fik samme betydning som ealu (ale), skyldes det, at man i 1400-årene begyndte at importere øl med humle fra Nederlandene og tog den lokale, fra tysk erhvervede, betegnelse med i købet.

Styrken på en vin øges ved tilsætning af sødemiddel, og med visse frugter kan man komme op på højere alkoholprocenter, end det kan lade sig gøre med vin af druer. Den omtalte frugtdrik var derfor muligvis det stærkeste, der kunne fås. Destillationskunsten havde på det tidspunkt endnu ikke nået Vesteuropa, så spiritus var ikke kendt. Moderne øl indeholder almindeligvis ikke mere end 6 % alkohol, og selv datidens stærkeste bryg kan ikke have haft meget mere end det. Almindelig bordvin har formentlig, dengang som nu, ligget omkring 12 %. Med alkohol baseret på sød frugtsaft kan man let komme op på 18 %, og hvis det var den normale styrke på bjórr/beor, tror jeg, det blev anset for stærke varer.

Måske har vi samtidig fået løst et andet problem. I angelsaksiske grave - således den berømte fra Sutton-Hoo - er foruden rummelige drikkehorn og omfangsrige pokaler også fundet snapseglasstore bægre af træ eller glas, undertiden med smukt dekorerede rande. Fra vikingernes Danmark kendes tilsvarende i sølv, det berømteste er Jellingbægret fra den kongelige gravhøj, men der er adskillige andre, og det ses (som i fundene ved Ribe og på Fejø), at de undertiden har dannet sæt (Fig. 5). Man har undret sig over, hvad angelsakser og vikinger drak i så små portioner, destillation var som sagt ukendt, og til almindelig vin kan de ikke have været brugt. Periodens klosterregler fortæller, at munke måtte drikke omkring 2½ liter vin om dagen, og hvis det var normen i klostrene, kan man dårligt forestille sig verdslige stormænd som mønstre på afholdenhed. Men hvis bjórr/beor faktisk var den søde, dyrebare og stærkt alkoholiske drik, som alt taler for, kan det være forklaringen. Vi gætter på, at det var med disse livsalige dråber, de små bægre blev fyldt.

(Fig. 6)

Billede

Fig. 5. Småbægre af sølv fra dansk vikingetid. Som antydet ved grupperingen danner de samhørende sæt. - Fot: Niels Elswing.

Billede

Fig. 6. Sølvbægret fra Jellinghøjens gravkammer har - bl.a. på grund af sin lidenhed - været tolket som en alterkalk, men det er næppe rigtigt. Snarere var det bjórr, kong Gorm og dronning Tyre drak af den lille pokal. - Fot: Nationalmuseet.

Oversættelse: Else Roesdahl

Lit: Leeds Studies in English, New Series. Vol. 8. 1975.