Død var jeg længe

Med oprettelsen af de to nordbobygder i Sydgrønland nåede den nordiske kultur i slutningen af 900-tallet sin yderste grænse. Hvor tidens andre togter for en stor del var motiveret af ønsket om en øjeblikkelig og kontant gevinst, synes de nordvestlige færder ofte at have baggrund i stolthed; man tålte ingen højere myndighed end én selv. I 800-årene befolkes Island af utilfredse nordmænd, der ikke vil bøje sig under Harald Hårfager. Senere kommer flere til, der på en eller anden måde har gjort sig umulige i Norge; bl.a. Erik den Røde. Et drab er baggrunden for hans udvandring, og efter nye uheld med sværdet må han atter ud at rejse, hvilket resulterer i Grønlands første indtræden i den nordiske interessesfære. Det er i 980'erne. Mere end 400 år frem i tiden formår nordboerne at overleve med den medbragte bondekultur som økonomisk grundlag, indtil de engang i 1400-årene så at sige sporløst forsvinder ud af sagaen. Tænker man på Grønlands klimatiske og geologiske vilkår, kan det undre og imponere, at de holdt ud så længe, og man spørger: Hvordan var de egentlig disse sære mennesker?

Af Joel Berglund