Dobbeltgrav

I forbindelse med anlæggelsen af en sportsplads skulle et jordstykke planeres, og her lå den omtalte høj, der i forvejen var stærkt affladet gennem mange års pløjning. At anlægget var et værk af enkeltgravsfolkene var allerede på forhånd røbet af en økse, som engang i 30'erne var oppløjet af højen, og det kunne i ingen henseende undre, eftersom langt den største part af Vestjyllands utallige småhøje skylder dem deres tilblivelse. Det var i midten af yngre stenalder, Jylland blev invaderet af dette stridsøksesvingende folkefærd, som trængte op sydfra og lidt efter lidt tog halvøen i besiddelse. De begravede ikke deres døde i store fælles stenkamre, som det ellers dengang var skik i Danmark, men enkeltvis i småhøje, hvoraf de har fået deres navn. Enkeltheden er dog ikke mere udpræget, end at der almindeligvis er flere grave i samme høj og undertiden flere lig i samme grav. Det sidste skal vi straks se et eksempel på.

At sinke et omfattende jordarbejde for en næsten udraderet gravhøjs skyld ville ikke være rimeligt, så det hastigt sammentrommede arbejdshold gik omgående igang. Selv en udgravnings sindige tempo kan forceres, når det kniber, men helt let er det ikke at skynde sig langsomt, når man ligger indhyllet i tæpper og tørklæder som værn mod en isnende østenblæst. Et par morgener måtte udgravningen renses for sne, før dagens arbejde kunne begynde, og siden lagde sandflugten sine grå dyner over de fine, frempenslede skeletspor, så at de måtte graves ud een gang til, hvad de ikke blev kønnere af. De mange fortrædeligheder måtte nødvendigvis præge udgravningen, som ikke helt blev, hvad den burde være blevet. Hellere end at ærgre sig bør man dog glædes over, så megen viden det trods alt lykkedes at redde om det vigtige fund.

Den før omtalte økse stammer uden tvivl fra en gennempløjet og ødelagt grav; den måtte vi altså undvære, men vi trøstede os med, at der kunne være urørte anlæg længere nede, og håbet blev ikke beskæmmet. Nedgravet i den gamle markflade under højen lå en grav, åbenbart den for hvis skyld højen oprindelig er bygget. Det billede, der tegnede sig, efterhånden som tømningen skred frem, var det for enkeltgrave klassiske: I den aflange grube, anlagt i retningen øst-vest, fandtes spor af en plankekiste, udvendig omsat med en del større og mindre sten, som har skullet forhindre, at kassens løst sammenstillede brædder faldt fra hinanden. I vestenden sås hullet efter en stolpe, der kan have tjent samme formål som stenene, og tæt ved det lå et stort og velbevaret stykke ubrændt træ.

En ting, som faldt i øjnene allerede ved gravens første opdukken, var dens usædvanlige længde, næsten fire meter. Forklaringen fandt vi på bunden af gruben: den indeholdt to lig. Skeletterne var - som næsten altid i den sandede vestjyske jord - forsvundet, men havde efterladt sig et sort spor, der, forsigtigt frempenslet, tegnede menneskelige skikkelser med krop, arme og ben. De lå i forlængelse af hinanden, begge på siden og begge med optrukne ben, men vendt hver til sin side, som var den ene den andens spejlbillede. Set med vore øjne tager dette arrangement sig mærkeligt ud, vi ville i en tilsvarende situation begrave de to ved siden af hinanden, hoved ved hoved og fødder ved fødder, men enkeltgravsfolket havde - i hvert fald den første tid efter indvandringen - særlige begravelsesregler, som vi kender fra utallige fund; de siger: mænd skal hvile på højre side, kvinder på venstre, men uanset kønnet skal ansigtet vende mod syd. Det er givetvis dette ritual, som er fulgt her i dobbeltgraven - heldigvis, for derved fik vi en mulighed for at bestemme de dødes køn. At personen i gravens vestende er en mand, var dog allerede røbet af en stridsøkse foran ansigtet, men det andet lig var uden gravgods, og selv om det var mindre og spinklere end det første, ville man nok have kviet sig ved at fastslå dets kvindelighed, hvis ikke stillingen havde hjulpet os til at stille diagnosen.

Af den bålbrænding, som også hører til enkeltgravsfolkets gravskik, blev der påvist - endog usædvanlig tydelige - spor i Janderupgraven. To bål har flammet nede i selve gruben, og der har været ordentligt blus på, for jorden var brændt ildrød til en dybde af fire-fem centimeter. De to lig var anbragt over hver sit af de to bålspor, men før det skete, har man fejet trækullet sammen og lagt det op oven for graven, hvor det ved udgravningen gav sig tilkende som et udstrakt brandlag, der sendte en tunge ned ad gravsiden.

De mange skikke og ritualer, hvis spor man møder i et velbevaret gravfund som dette, vækker lysten til at kende den bagved liggende tankeverden, men desværre giver arkæologien kun i ringe grad mulighed for at trænge ind i fortidens åndsliv. Om brændingen i graven har tjent offerhandlinger, eller om den har haft anden mission, lader sig således ikke afgøre, men det er bemærkelsesværdigt, at de to døde ikke har kunnet nøjes med et enkelt ildsted, men at de har fået hver sit bål, som vel altså må have haft særlig betydning for personen, ikke blot for gravlægningen i al almindelighed. Når to afdøde, som her, begraves i samme grav, ja i samme kiste, må man gå ud fra, at de også i livet har stået hinanden nær - og ganske vist kan man indvende, at stillingen de to indtager, ikke just udtrykker gensidig sympati, men den
er jo, som vi har set, bestemt af helt andre forhold, nemlig de dødes køn. Om grunden til forskelsbehandlingen af mænd og kvinder er vi blankt uvidende, men så meget kan siges, at skikken må have haft dybtgående åndelig forankring, når den ikke engang har kunnet fraviges i et tilfælde som dette.

Fælles for mænd og kvinder i de tidlige enkeltgrave er, at de ligger med ansigtet vendt mod syd. Hvad betyder det? Vel sagtens, at der her nede i lysets himmelegne lå et paradis, som disse mennesker higede imod. Hvad dette lykkeland kunne byde sine borgere, ved vi ikke, men det er jo nærliggende at tænke på de goder, som udgår fra den livgivende, varmende sol - den som også udgraverne så længselsfuldt ventede på.