Djævlens bibliotek

Jeg kom til at tænke på dette ved at mindes en oplevelse, jeg havde som dreng, da jeg engang sammen med mine forældre var på besøg hos en gammel bondemand, Hans Pæsen. Han havde mange pudsige ting i sit eje, som han gerne ville narre folk med. Mens de gamle snakkede, fik jeg lagt et gammeldags, tykt fotografialbum med læderbind og metalspænder på bordet foran mig med ordene: »Kig i’et, dreng!« Og da jeg åbnede det, begyndte albummet at spille. Neden under de første par kartonsider med håndkolorerede fotografier af karle i soldateruniform og gamle bønder med nakkekrøller ned over vadmelsjakkens krave var et hulrum skåret ud og forsynet med et indbygget spilleværk, der gik igang, når man vendte forsiden af bindet. Det var »spøg og skæmt« i gammel stil, men tillige en »fikserbog« i moderniseret udgave.

Vi skal i det følgende se på fikserbøger af forskellig slags og skiftende alder. Til en begyndelse kan vi slå fast, at de stadig lever i bedste velgående. På store lædervaremesser i nutiden kan man finde et righoldigt udvalg; således markedsfører franske firmaer, der gør i safian og andre kostbare læder- og skindarbejder, et utal af bøger med tilforladelige titler som Missale Romanum, Histoire de France, Histoire de Louis XIV eller Pascal: Pensées og i bind, der meget godt svarer til titlerne. Men åbner man bøgerne, viser indholdet noget ganske andet, for bøgerne er udhulede og tjener som gemmesteder for stærke sager som whisky- eller likørflasker eller også for spillekort, cigaretter, eller hvad man iøvrigt kan finde på. Det er den ideelle gave til ham, der har alt, og man kan samle sig et helt bibliotek med smukke bogbind uden overhovedet at skulle have besværet med at læse, hvis man bare husker på, at Missale Romanum gemmer whisky-flasken og Histoire de France spillekortene. Fikserbøger af denne art kan også fås i en mere folkelig og mindre kostbar udgave.

En sådan udnyttelse af bogformen er ikke et påfund fra dette eller forrige århundrede, men kan følges langt tilbage i tiden. For at vise det skal vi for en stund beskæftige os med en bogglad eller, om man vil, boggal mand, en af de europæiske storsamlere af kunstgenstande og kuriositeter, hertug Jean af Berry. Hans far, den franske konge Johan den Gode (1320-1364), var selv en ivrig bogsamler, og hans lidenskab fandtes i forstærket form hos alle hans fire sønner, der takket være deres stilling i samfundet også havde midler til at følge deres lyst. Den ældste af dem, der under navn af Karl den Vise fulgte efter faderen på den franske trone, lagde med sin private bogsamling, mere end 900 bind, grunden til det franske kongelige bibliotek, Bibliotheque Nationale – som ingen skulle løbe med, da bøgerne for sikkerheds skyld var lænket fast til hylderne med lange jernkæder. Også de andre sønner kom godt i vej. Ludvig af Anjou blev konge af såvel Neapel som Jerusalem, Jean blev hertug af Berry, og den yngste, Filip, hertug af Burgund. De er alle kendt som store kunstsamlere og mæcener.

Jean var nok den af brødrene, der fik det mindste land at råde over og derved de færreste offentlige hverv, men så meget mere tid fik han til at pleje sine private interesser. Af gode grunde kunne han imidlertid ikke holde sig udenfor tidens vanskeligheder, og de var store. Han levede i den periode, der er blevet kaldt »Hundredårskrigen«. For de stridende parter, England og Frankrig, gik det op og ned, men gennemgående var franskmændene de underlegne. Under Karl den Vise var forholdene nogenlunde stabile, men efter hans død 1380 gik det galt. Et af de ulykkelige år er 1415, hvor Frankrig led et knusende nederlag ved Azincourt. Tabet var enormt – det hævdes omkring 10.000 mod blot 1.600 englændere – og landets finanser var i en elendig forfatning. Her måtte alle hjælpe til, også de store samlere, så hvad de havde af kostbare guld- og sølvsager blev for en stor del smeltet om i den kongelige mønt. (Fig. 2, fig. 3)