Djævledans

(fig. 1) Den fremmede, der for 200 år siden kom til Bornholm og begav sig ud på øens veje, måtte før eller senere komme ud for en mærkelig oplevelse. Inde på marken så han en rund jordhøj, og lige over dens top hvirvlede et vinget monstrum rundt under øresønderrivende klapren. Navnlig i tusmørket må det have været et sindsbevægende syn. »Dæwladanjs«.

Af Klaus Ferdinand

Billede

Fig. 1: Ingen figurtekst.

Djævledans-møllen var en bornholmsk specialitet. Der kendes enkelte fra Sverige; men ellers optræder den ikke andetsteds i Østersøområdet. I resten af Danmark var det stubmøllen, der kronede bakkekammen. Den nåede at fortrænge djævledansen fra Bornholm, før den selv måtte vige pladsen for den hollandske vindmølle.

Det sære ved djævledansmøllen var, at vingehjulet sad vandret, ikke lodret som på de mølletyper, vi kender. Derfor har den i det videnskabelige sprog fået navn af horisontalmølle. Desværre er vor viden om møllernes nærmere indretning yderst mangelfuld, for trods deres lokale mærkværdighed har ingen af øens topografer gjort sig den ulejlighed at beskrive dem. Kun gamle folk ved - eller rettere vidste - at fortælle om dem, og disse efterretninger er temmelig mangelfulde. Gennem Aage Rohmanns indgående undersøgelser er det dog fastslået, at størsteparten af møllerne var »jordmøller«, hvor kværnhuset var gravet ned som en kule i en bakke eller en høj. Fra vindhjulet, der som sagt lå vandret lige over højtoppen, førte en lodret aksel ned til kværnen. Akselen var direkte forbundet med den øvre møllesten, og møllen malede altså som vinden blæste; der var ingen mulighed for ved en gearanordning at regulere hastigheden. Vingerne, hvis antal i reglen var otte, havde vindflader af tynde brædder. For at vinden kunne få møllen til at snurre, var det nødvendigt at skærme den ene side af vingehjulet af med en læskærm. Den var flyttelig og måtte hele tiden kontrolleres, da en pludselig vinddrejning ellers kunne få møllen til at stå stille eller dreje den forkerte vej. Dette er den enkleste form af djævledansmøllen; der findes andre mere komplicerede, hvoraf een er anskueliggjort i hosstående billede. Her består vingen af en træramme, til hvis yderende en træplade er fastgjort med et hængselled. Når vingerammen svinger op i vindsiden, lægger klappen sig ind til rammen, hvis halve del den dækker. Derved opstår den nødvendige vindflade. Denne mølletype har den store fordel, at den arbejder lige godt ved alle vindretninger og ikke behøver læskærm.

(Fig. 2).

Billede

Fig. 2: Rekonstruktionstegning udført efter den eneste eksisterende skematiske fremstilling af en djævledansmølle. Den skyldes en avlsbruger fra Pedersker og er udført på grundlag af oplysninger, han i sin ungdom havde fået af en gammel mand.

Selve kværnen var ret lille, ikke meget større end håndkværnen; men i almindelighed har møllen næppe heller skullet dække andet end det private forbrug. Antagelig har der til enhver ejendom af nogenlunde størrelse hørt en sådan mølle, så der må have været mange af dem, selv om det kun er et fåtal, vi nu ved om.

Djævledansmøllen har et andet navn: Vær-plaska. En »plaska« er på bornholmsk en vandmølle af den type, som andetsteds i landet kaldes en skvatmølle (se Skalk 1960:4). Skvatmøllen er en lille mølle til hjemmebrug; vandstrømmen ledes ind på siden af det vandretliggende vingehjul, og den lodrette aksel er direkte forbundet med den øvre kværnsten. Navnet Vær-plaska er altså træffende. Her er simpelthen tale om en vind-skvatmølle, og det er muligt, at dens uventede optræden her på Bornholm skyldes en lokal opfindelse inspireret af vandmøllen. Ideen kan dog også være kommet andetsteds fra, som vi straks skal se.

Både vand- og vindmøllerne synes først at være opstået i vestasiatiske egne. Mens de førstnævnte dukker op i tiden før Kristi fødsel, så skal vi nu helt frem til 900-årene, før der foreligger pålidelige efterretninger om vindmøllen. Det er dog sandsynligt, at den er ældre. En persisk krønike fortæller om en slave, som på forespørgsel fra kaliffen Omar bekræftede, at han kunne bygge en mølle drevet af vinden. Omar døde 644 - ifølge krøniken myrdet af samme slave. De ældste vindmøller synes efter beskrivelserne at have været horisontalmøller, altså møller bygget efter samme princip som djævledansene.

På korsfarertiden dukkede vindmøllerne op i Europa. Det var stubmøller, og de vandt hurtig udbredelse. Horisontalmøllen møder vi hist og her fra slutningen af middelalderen og fremefter. I nyere tid træffer vi den i Jugoslavien og altså som sagt på Bornholm. Desværre er det meget uklart, hvordan det egentlig forholder sig med disse møller. Måske er der indbyrdes slægtskab, og måske nedstammer de alle til syvende og sidst fra Orientens møller. Det kan dog ikke udelukkes, at de kan være opfundet og udviklet lokalt.

(Fig. 3).

Billede

Fig. 3: Billedet til venstre viser to sammenbyggede vindmøller fra Vestafghanistan; i billedet til højre er indretningen anskueliggjort ved et snit gennem en sådan mølle. I dette område er nordlige vinde fremherskende, så læskærmen er ikke drejelig, men bygget i eet med møllen. På vingerne er anbragt måtter af sammensurrede rør, der fungerer som vindflader. Kværnen befinder sig i det overhvælvede møllehus, hvis eneste »vindue« er hullet, hvor mølleakselen kommer ned. Ligesom ved de bornholmske møller er den øvre kværnsten fast forbundet med akselen. Et »letteværk« gør det muligt at indstille møllestenene til grovere og finere maling.

Et af de meget få steder, hvor horisontalmøllen i dag er i brug, er mærkeligt nok den selvsamme egn, hvor den (og alle møller) i sin tid opstod, nemlig Vestasien, nærmere betegnet Afghanistan. Den ydre lighed mellem disse moderne horisontalmøller og bornholmernes djævledans er, som det fremgår af billedet, ikke stor, men princip og virkemåde er den samme.

Omkring år 1600 blev de danske møllere privilegerede, og for at gøre bestemmelsen effektiv blev brugen af de små private møller forbudt. Denne lov gjaldt imidlertid ikke for Bornholm, og det er sikkert grunden til, at hjemmemølleriet holdt sig så længe der på øen. Om de små vindmøllers popularitet og store udbredelse vidner de mange navne. (Fig. 4). Om navnet Vær-plaska er allerede talt, og navnet Jormølla forklarer sig selv. Også navnene Dæwladajns, Dæwladajnsmølla og Dæwlamølla er lette nok at forstå. Det drejende hjul på bakketoppen, klapreskovlenes hårde smeld og mølleværkets knirken tegner et vældigt billede for fantasien forestillende en runddans af trolde. Nar de underjordiske på Bornholm fester, går det nemlig ikke stille af.

Tegninger: Peter Westh Hansen

Billede

Fig. 4: Den eneste djævledansmølle, som der findes billeder af, er den, som indgår i dette »Prospect af Christiansöe Tagen fra den Westre Side Ao 1754«. Denne fæstningsmølle er dog langt større end de bornholmske møller normalt, og den er desuden forsynet med spidstag. Det fremgår ikke af tegningen, hvordan møllen har set ud i enkeltheder, men der er bevaret nogle skrivelser, hvori den omtales, og her får vi at vide, at vingerne har haft sejldugssejl, samt at der på en mur om møllen var anbragt »læpæle«, hvortil man fastgjorde et læbord, som altså skulle flyttes, når vinden drejede. En mand af garnisionen skulle hjælpe mølleren med dette arbejde. Møllebyggeren havde stillet i udsigt, at møllen under heldige vindforhold kunne male 8 á10 tønder rug i døgnet, men helt så effektiv var den ikke.