Djævledans

Djævledans-møllen var en bornholmsk specialitet. Der kendes enkelte fra Sverige; men ellers optræder den ikke andetsteds i Østersøområdet. I resten af Danmark var det stubmøllen, der kronede bakkekammen. Den nåede at fortrænge djævledansen fra Bornholm, før den selv måtte vige pladsen for den hollandske vindmølle.

Det sære ved djævledansmøllen var, at vingehjulet sad vandret, ikke lodret som på de mølletyper, vi kender. Derfor har den i det videnskabelige sprog fået navn af horisontalmølle. Desværre er vor viden om møllernes nærmere indretning yderst mangelfuld, for trods deres lokale mærkværdighed har ingen af øens topografer gjort sig den ulejlighed at beskrive dem. Kun gamle folk ved – eller rettere vidste – at fortælle om dem, og disse efterretninger er temmelig mangelfulde. Gennem Aage Rohmanns indgående undersøgelser er det dog fastslået, at størsteparten af møllerne var »jordmøller«, hvor kværnhuset var gravet ned som en kule i en bakke eller en høj. Fra vindhjulet, der som sagt lå vandret lige over højtoppen, førte en lodret aksel ned til kværnen. Akselen var direkte forbundet med den øvre møllesten, og møllen malede altså som vinden blæste; der var ingen mulighed for ved en gearanordning at regulere hastigheden. Vingerne, hvis antal i reglen var otte, havde vindflader af tynde brædder. For at vinden kunne få møllen til at snurre, var det nødvendigt at skærme den ene side af vingehjulet af med en læskærm. Den var flyttelig og måtte hele tiden kontrolleres, da en pludselig vinddrejning ellers kunne få møllen til at stå stille eller dreje den forkerte vej. Dette er den enkleste form af djævledansmøllen; der findes andre mere komplicerede, hvoraf een er anskueliggjort i hosstående billede. Her består vingen af en træramme, til hvis yderende en træplade er fastgjort med et hængselled. Når vingerammen svinger op i vindsiden, lægger klappen sig ind til rammen, hvis halve del den dækker. Derved opstår den nødvendige vindflade. Denne mølletype har den store fordel, at den arbejder lige godt ved alle vindretninger og ikke behøver læskærm.

(Fig. 2).