Disse mennesker mener –

De romerske legioner, som i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse underlagde sig væsentlige dele af Vesteuropa, nåede ikke til Danmark; hvis det var sket, havde meget set anderledes ud. Vi havde da haft historie, hvor vi nu kun har tågede sagn, og vi havde i hvert fald kendt nogle af de personer, som nu hviler navnløse i deres grave. Ruiner af romerske bygningsværker havde livet op mellem vore hjemlige hustomter og gravhøje. – Det skete ikke, og vore jernalderforfædre har næppe beklaget det.

Når alligevel et afsnit af dansk jernalder har fået navn af romertid, skyldes det – ikke påtvunget kontakt, men fredelig indflydelse fra verdensriget i syd. En strøm af romerske varer fandt over de stængede landegrænser vej til det mere tilbagestående Norden. Man må formode, at der fulgte andet med, at man også modtog kulturelle impulser gennem købmændenes mund, men umiddelbart var man nok mest interesseret i indholdet af deres kister. En dansk storbonde med respekt for sig selv satte romerske bronzekar på sit bord, og når han døde, fik han dem med i jorden, som det fremgår af en række rige fund, især fra Sjælland og Sydjylland. Grave uden dette indslag, men alligevel af virkelig klasse, er sjældne, men forekommer og virker forfriskende som en understregning af, at vi alligevel, trods al fremmed indflydelse, bevarede vort særpræg. Tre sådanne grave er netop dukket op.

Under pløjning af et nyerhvervet jordstykke havde gårdejer Kristen Thomsen i Bjergby på Mors sat ploven en smule dybere i jorden end det tidligere var gjort der på stedet. Et tyndt lag af det lyse undergrundssand under muldlaget blev derved vendt op, hvilket gav marken et gulligt udseende – på nær et enkelt sted, hvor tre mørke pletter tegnede sig i pløjelaget. De fleste ville nok ganske roligt have pløjet videre, men ikke Kristen Thomsen. Han sendte bud til museet i Nykøbing, hvis medarbejder, P.C.O. Nørgaard efter samråd med Rigsantikvarens Fortidsmindeforvaltning foretog en prøvegravning. Den gav så kontante resultater, at det blev nødvendigt igen at søge assistance hos Fortidsmindeforvaltningen, hvorfra undertegnede omgående rykkede ud efter en telefonopringning en sen aften i begyndelsen af januar.

I den nordvendte bakkeskråning, hvor muldlaget nu var fjernet over et passende område, sås tre grave tydeligt som mørke øer i den lyse undergrund. Af den ene, som Nørgaard havde undersøgt, var optaget sværd, guldring, sølvbroche samt et lerkar. Hele situationen indbød umiddelbart til fortsættelse, hvis det ikke havde været for årstiden; udgravningsarbejde er i frostvejr fuldt af tekniske problemer og i det hele taget en blandet fornøjelse – rent bortset fra, at man hvert øjeblik kan risikere at få en snedyne hældt i hovedet (Fig. 1, Fig. 2). På den anden side var en udsættelse også risikabel: frosten kunne skade indholdet af de nu afklædte grave og svage sjæle fristes af rygter om guldfund på en afsides liggende mark. Et løfte om hjælp fra Thisted museum indgik i overvejelserne, og enden på dem blev, at vi gik igang.