Disse fuglenes officerer

Den lille triste historie viser, at falkejagt stadig lever i Europa. Både i Holland, England, Frankrig og Tyskland findes der i dag klubber eller foreninger, der giver sig af med denne idræt. Den europæiske tradition var ellers lige ved at uddø i forrige århundrede og holdtes blot i live i Holland, men fik så et nyt opsving. Göring, der yndede storslået optræden, var meget optaget af jagten, som han bl.a. drev med grønlandske falke, og i England, hvor interessen aldrig helt var forsvundet, anvendte militæret under sidste krig et dusin vandrefalke, der skulle opsnappe Hitlers spejderbrevduer. Det blev dog ikke nogen særlig succes, men der findes endnu et falkonerkorps i Royal Airforce, hvis opgave det er at holde de militære flyvepladser rene for fugle, som tidligere har forårsaget en række flyveulykker.

I Asien går jagten med falke langt tilbage i tiden og er stadig i stor yndest hos sheiker og andre fyrster. Professor Globs genistreg med at overrække en hvid grønlandsk falk til sheiken af Bahrain for at få gode arbejdskår under sine arkæologiske undersøgelser vil endnu huskes. – Europæerne lærte falkejagten med dens professionelle terminologi og rigt varierede udstyr at kende i korstogstiden, men at holde jagtfalke kræver et solidt økonomisk og socialt rygstød, og det var egentlig kun regerende fyrster, som kunne tillade sig det; folk, der stod lavere på rangstigen, måtte nøjes med at bruge høge. De fyrster, der var grebet af jagten, ofrede til gengæld tid og penge i rigeligt mål på deres interesse, hvad vi har det smukkeste eksempel på i den rigt illustrerede bog »Om kunsten at jage med fugle«, som hohenstaufferkejseren Frederik 2. lod udarbejde ved sit hof i Palermo i første halvdel af 1200-tallet. Til Norden nåede falkejagten først i 1500-årene, hvor den blev taget op ved det svenske og danske kongehus. (Fig. 2)