Disse fuglenes officerer

Den lille triste historie viser, at falkejagt stadig lever i Europa. Både i Holland, England, Frankrig og Tyskland findes der i dag klubber eller foreninger, der giver sig af med denne idræt. Den europæiske tradition var ellers lige ved at uddø i forrige århundrede og holdtes blot i live i Holland, men fik så et nyt opsving. Göring, der yndede storslået optræden, var meget optaget af jagten, som han bl.a. drev med grønlandske falke, og i England, hvor interessen aldrig helt var forsvundet, anvendte militæret under sidste krig et dusin vandrefalke, der skulle opsnappe Hitlers spejderbrevduer. Det blev dog ikke nogen særlig succes, men der findes endnu et falkonerkorps i Royal Airforce, hvis opgave det er at holde de militære flyvepladser rene for fugle, som tidligere har forårsaget en række flyveulykker.

I Asien går jagten med falke langt tilbage i tiden og er stadig i stor yndest hos sheiker og andre fyrster. Professor Globs genistreg med at overrække en hvid grønlandsk falk til sheiken af Bahrain for at få gode arbejdskår under sine arkæologiske undersøgelser vil endnu huskes. - Europæerne lærte falkejagten med dens professionelle terminologi og rigt varierede udstyr at kende i korstogstiden, men at holde jagtfalke kræver et solidt økonomisk og socialt rygstød, og det var egentlig kun regerende fyrster, som kunne tillade sig det; folk, der stod lavere på rangstigen, måtte nøjes med at bruge høge. De fyrster, der var grebet af jagten, ofrede til gengæld tid og penge i rigeligt mål på deres interesse, hvad vi har det smukkeste eksempel på i den rigt illustrerede bog »Om kunsten at jage med fugle«, som hohenstaufferkejseren Frederik 2. lod udarbejde ved sit hof i Palermo i første halvdel af 1200-tallet. Til Norden nåede falkejagten først i 1500-årene, hvor den blev taget op ved det svenske og danske kongehus. (Fig. 2)

Hvad der her er sagt, gælder kun den egentlige falkejagt, den mindre avancerede høgejagt går noget længere tilbage; den er muligvis blevet udbredt over Europa i folkevandringstiden, og findes i alt fald bevidnet fra vikingetid ved afbildninger på nordiske runesten. Når høgene således kom først, skyldes det sikkert ikke alene deres prisbillighed, men også deres adfærdsmønster, der er noget forskelligt fra falkenes, og som har sammenhæng med naturforhold, der har vekslet gennem tiderne. Mens falkejagten for at drives med held kræver skovløse områder som steppe, ørken eller store opdyrkede flader, så kan jagten med høge udmærket finde sted i skovrigt terræn. I ærkebispen Olaus Magnus' store Sverigesbeskrivelse fra 1500-tallet er det først og fremmest høgejagten, som omtales.

Her i Norden var det utvivlsomt fangsten af jagtfugle mere end selve jagten, der var af vigtighed. Man kunne let blive af med dem; de benyttedes til eksport, som blev godt betalt, og kongerne brugte falke som gaver til fremmede fyrster. Fangsten af falke og høge var ligefrem sat i system, som det fremgår af bestemmelser i landskabslovene fra middelalderen. Anders Sunesens parafrase af Skånske Lov siger, at falke og høge kan frit tages i anden mands lund, dog således, at lunden ikke skades ved nogen hugst. Hvis nogen først finder høge- og falkerede og binder ungernes fødder så fast ved strikker, at de ikke kan flyve bort, når de vokser, og en anden siden kommer til og tager dem bort, skal han bøde to øre, hvis han åbenlyst kundgør handlingen; men dølger han den, kan han tiltales som tyv. I den paragraf i Skånske Lov, der ligger til grund for Anders Sunesens forklaring, hedder det, at ejendomsretten til den fundne rovfuglerede kan fastslås enten ved at binde ungerne til reden eller ved at sætte sit mærke på træet. - Fundet af en rovfuglerede betragtedes altså som en værdifuld ting. To øre sølv var mange penge, og straffen for tyveri var streng på dette tidspunkt. I det mindste kunne man risikere at miste huden eller en legemsdel, og stjal man for en halv marks værd (det dobbelte af den her nævnte pengebod), var straffen hængning.

Ynglepladser for falke (og høge) fandtes på bestemte steder langs fuglenes trækveje, og disse såkaldte falkelejer blev systematisk afsøgt, enten af kongernes særlige fangstmænd eller af private falkefangere, som havde lejet rettighederne. Falkelejer omtales fra omkring 1350 og nævnes her i landet i de næste 300 år. Først omkring 1650 forsvinder indtægterne af dem ud af amtsregnskaber og jordebøger. (Fig. 3)

Høg og falk kan ikke regnes for husdyr i egentlig forstand, da de ikke yngler i fangenskab; nye forsyninger af ungfugle må hentes fra vildfuglenes reder. Det samme gælder traner, der i visse egne har været holdt som husdyr, muligvis også i Norden. Olaus Magnus omtaler tæmmede traner, som han især interesserer sig for på grund af disse fugles årvågenhed. Om natten holder de vagt, siger han, og står da med en lille sten i den ene fod; sover de ind, falder stenen til jorden og angiver ved smeldet vagtens forsømmelighed. Om Alexander den Store fortæller Olaus Magnus, at han tog ved lære af tranerne. Han stolede ikke på hæren, og lå derfor på sengen med en sølvkugle i hånden, som han holdt udstrakt over et kobberbækken. Når han var ved at sove ind, tabte han kuglen i bækkenet, så han vågnede op ved larmen. En lignende fremgangsmåde med et nøgleknippe på en finger er i øvrigt med held benyttet af eksamenslæsere.

Tranen med stenen i kloen er blevet årvågenhedens symbol, anvendt som mærke i mange signeter eller våben. På et hus i København, Adelgade nr 62, stod tranen på eet ben med en sten i kloen, selv af sten, men levende traner er mange steder blevet holdt som vagtfugle, så det viser altså, at der er noget om snakken. I en interessant studie, som den alsidige ungarske etnologiprofessor Béla Gunda netop har publiceret, fortælles det, at under den tyrkiske okkupation af Ungarn i 15-1600-årene holdt man på mange borge i sumpområdet ved den store slette ved Hortubagy tamme traner. Ved nattetid sattes de ud på voldterrænet mod sumpene og gav hals ved den mindste usædvanlige lyd i rørskoven. Men tamme traner var også almindelige på bondegårdene, hvor de fungerede som »vagthunde«, der larmede op, når fremmede nærmede sig, og endog kunne gå til angreb på dem med deres lange, skarpe næb. Endnu ved slutningen af forrige århundrede fandtes på enhver ungarsk bondegård én eller to tamme traner, der gik frit omkring og trofaste som hunde fulgte efter deres herre på gaden og i marken. Rent bortset fra vagtsomheden satte man pris på dem som prydfugle, samme rolle som påfuglen spillede andre steder. De havde et smukt og stateligt udseende, og deres ejendommelige dans og kasten med småsten og pinde var meget underholdende. Endelig mente man, at lykken var med det hus, hvor tamme traner holdt til og befandt sig godt. (Fig. 4, fig. 5)

»Når tranerne kommer i strid, kan man tage dem med hænderne«, siger et dansk ordsprog. Indfangning af traner til tæmning har sine egne interessante træk, som man også kan læse om i det førnævnte ungarske skrift. Sædvanligvis varetoges den af en særlig befolkningsgruppe, de såkaldte pakasz, der levede et omstrejfende liv i sumpområderne, hvor de byggede sig primitive hytter af jord eller rør og opretholdt livet ved en samler- og jægertilværelse. For at kunne færdes i sumpene med nogenlunde sikkerhed bandt de store, flettede plader af siv (ikke ulig snesko) under fødderne og ledte sig vej med en tregrenet stok, hvorved de blev istand til at tilse tranerederne i deres område og sikre sig ungerne, inden de endnu var flyvefærdige. Ligesom hos os satte de deres ejendomsmærke ved de fundne reder.

I tranernes fjerdragt er de inderste armsvingfjer særlig bemærkelsesværdige ved at være forlængede, buede og forsynet med bløde, frie stråler, omtrent som strudsfjer. Disse fjer, der var efterspurgte som prydelser både af standspersoner og af soldater, blev ofte af den gamle bondebefolkning brugt til betaling af skatter og afgifter, men bønder og hyrder benyttede dem også selv til hattepynt. Hos hyrderne var der en udtalt rangforordning med heste- og kohyrder som de fineste og fåre- og svinehyrder som et lavere lag. Kun de førstnævnte havde lov til at smykke sig med tranefjer, de sidstnævnte måtte nøjes med at stikke fjer af vildgæs eller storke i hatten. Hos bønderne var det de unge forlovede mænd, der måtte bære tranefjer; for uforlovede og for gifte mænd var det forbudt. (Fig. 6)

Ved besøg i Transilvanien har jeg mødt en tilsvarende anvendelse af påfuglens halefjer. Det var i en lille landsby langt østpå, hvor den almindelige hovedbeklædning for drenge og mænd er en rundpuldet, sort filthat uden anden prydelse end et hattebånd. I den periode i livet, hvor de unge mænd har forlovet sig - og kun da - sætter de til deres festdragt en vældig vifte af påfuglens prangende halefjer på hatten, og fuglene holdes ligefrem til dette formål. I et indelukke ved en af gårdene så jeg nogle stykker liste rundt, ynkeligt ribbede for deres flotte halefjer.

Det var disse halefjer, der overalt, hvor man lærte fuglen at kende, vakte beundring, ja bevirkede, at man betragtede den som et naturvidunder eller som guddommelig. I Grækenland, hvor den tidligt dukkede op via Persien og Mesopotamien, indviedes den til gudinden Hera og blev holdt ved mange templer. Romerne havde samme forestilling, men holdt den også i stor mængde som prydfugl ved deres villaer og anså den ikke for helligere, end at det gik an at spise den, hvad der dog ikke var nogen ubetinget nydelse, da kødet er meget tørt. Det er sikkert denne egenskab ved fuglen, der har givet anledning til troen på, at den ikke kunne rådne - en forestilling, som troligt blev gentaget af lærde mænd middelalderen igennem, og som ligger bag brugen af påfuglen som et udødelighedssymbol. Trods den respekt, der således stod om fuglen, var man dog ikke blind for dens fejl; man fandt, at dens smukke fjerdragt harmonerede slet med dens lille hoved, rædsomme stemme og snigende bevægelser. Det får forfattere i middelalderen til at forme ordsprogsagtige sentenser som disse to: »Den har en djævels røst, en slanges hoved og en morders gang«, og »den har en tyvs fødder og dertil djævelens røst, englevinger og slangehoved«.

Fuglen blev meget tidligt kendt i Norden; allerede omkring år 900 møder vi den i to norske fund, nemlig i en bådgrav fra Vestfold med knogle- og fjerrester af en påfuglehan og i Gokstadskibet, hvor der er fundet tilsvarende rester. Påfuglen kom altså til Norden før kristendommen, og det er måske grunden til, at vi heroppe ikke blot har opfattet den som symbol på udødelighed, men også på overmod, der er en af dødssynderne. Den hellige Birgitta skoser pragtlystne mænd, »der tynger sig med klæder som påfuglen med fjer«, men andre anlagde et mildere syn, som bl.a. kommer til udtryk i et vidt udbredt og åbenbart yderst respektabelt mandsnavn, hvis kendteste bærer er den islandske høvding Olaf På, gift med Egil Skallagrimssons yndlingsdatter; han siges at have fået tilnavnet allerede som tolvårig, fordi han på fordelagtig vis skilte sig ud fra sine jævnaldrende ved prægtigt udseende og optræden. At man i middelalderen i vid udstrækning pyntede sig med fuglens halefjer, er der talrige vidnesbyrd om. Riddere og fyrster satte påfuglefjer i hjelmen og i hestens seletøj og lod dem male som hjelmtegn på våbenskjoldene. (Fig. 7, fig. 8, fig. 9)

Påfuglens kød er som sagt tørt og sejt, men som skueret fandt den anvendelse fra oldtiden og hele middelalderen ud, og det skyldes naturligvis dens pragtfulde udseende. Skjult under sin egen fjederham blev den sat frem ved kejseres og kongers repræsentationsmåltider. Folk, der var lavere nede på rangstigen, men som gerne ville ligne de store, overtog skikken, der faktisk blev et vesteuropæisk højerestandssymbol, som også vandt indpas i Norden. Endnu i middelalderens slutfase møder vi på Linköping-bispens bord »påhøns med udslagen stjært«, men ikke længe efter blev denne luksusret udkonkurreret. Afløseren var en nyopdaget og kulinarisk langt fortræffeligere fugl, nemlig den nordamerikanske kalkun.