Det var Ormen Lange
(Fig. 1). Om kort tid skal det første restaurerede Skuldelevskib præsenteres for publikum som omtalt i dette nummers kronik. Her på bagsiden vil vi fejre begivenheden ved endnu engang at fryde os over historieskriveren Snorres geniale fåmælthed i omtalen af vikingetidens stolteste skib, Ormen Lange. Hans beskrivelse af det - i fortællingen om slaget ved Svold - udmærker sig ved at være helt uden ord. Målbevidst bygger han sit billede op, lader det ene skib overstråle det andet, men i det afgørende øjeblik, da Ormen endelig viser sig, da tier han. Vi havde ventet at høre om størrelse og rejsning, om stævnens glimtende guld og dragehovedets udskæringer. Men nej. Her slår ord ikke længere til, alt overlades til fantasien. Og aldrig har man set magen til skib!
Af Redaktionen
Fig. 1: Tegning: Jens Bech.
Svend Danekonge, Olav Svenskekonge og Erik Jarl var der med hele deres flåde. Det var fint vejr og klart solskin; alle høvdingene gik op på holmen og så derfra skibene stævne frem over havet i samlet følge. Nu kom et skib sejlende, det var stort og prægtigt, da sagde begge kongerne: »Det var et svært skib det, og så smukt, det må være Ormen Lange«. Erik Jarl svarede: »Dette er ikke Ormen Lange«, og det var, som han sagde, for det var Ejndride fra Gimsar, som ejede det skib. Lidt senere så de et andet skib komme sejlende, meget større end det første. »Nu er Olav Trygveson bange«, sagde kong Svend, »han tør ikke sejle med dragehovedet på sit skib«. Men Erik Jarl sagde: »Dette er ikke kongeskibet. Det skib kender jeg med de stribede sejl, det er Erling Skjalgson, ham lader vi sejle; det er bedre for os at undvære det skib i kong Olavs flåde, sådan som det er rustet«. Noget senere så de Sigvalde Jarls skibe lægge ind under øen.
Nu kom tre skibe sejlende, og et af dem var meget stort. »Nu til skibene«, råbte kong Svend, »dér kommer Ormen Lange«. Erik Jarl sagde: »De har mange andre store og prægtige skibe end Ormen Lange, vi venter lidt endnu«. Da var der mange, som sagde: »Erik Jarl vil nok ikke kæmpe og hævne sin far. Det er skammeligt, at det skal rygtes, vi ligger her med en stor flåde, mens kong Olav sejler derude, lige for næsen af os«.
Da de havde snakket om det en stund, så de fire skibe komme sejlende; et af dem var en svær drage med meget guld på. Da sprang kong Svend op og råbte: »Højt skal Ormen løfte mig i kvæld; ham skal jeg styre«. Og alle talte om, hvor Ormen dog var et stort og smukt skib, og hvor rundhåndet man måtte være for at kunne bygge det. Erik Jarl sagde, sådan at kun de nærmeste hørte det: »Om kong Olav ikke havde større skibe end dette, så kunne kong Svend med hele den danske flåde dog aldrig tage det fra ham«. Folk løb nu ned til skibene og gav sig til at rive overdækningen af.
Men mens høvdingene stod og talte med hinanden om dette, da fik de øje på tre vældige skibe, og bag efter dem kom et fjerde, og det var Ormen Lange. Af de andre skibe, som de havde troet var Ormen, var det første Tranen og det andet Ormen Korte. Men da de fik Ormen Lange at se, da vidste de alle sammen, at dér sejlede Olav Trygveson. Alle skyndte sig til skibene og gjorde sig rede til kamp.
