Det utrolige fra Thy

Det første fund af denne art blev gjort 1922 ved Ginderup, men siden er der kommet adskillige til; et par af dem har været omtalt her i bladet (1963:3 og 1966:6). At udgrave et sådant kæmpeanlæg er selvsagt lønnende, der er rige muligheder for at gøre fund, men kun sjældent har heldet tilsmilet udgraverne så huldsaligt som i det tilfælde, der nu skal omtales.

Under en ferietur 1968 blev undertegnede opmærksom på, at en mindre byhøj ved Nørhå sydvest for Thisted stod i fare for at forsvinde ned i en grusgrav. Undersøgelsen, som fulgte, har på grund af de særlige omstændigheder mere haft karakter af en redningsaktion, og det må desværre indrømmes, at vore metoder næppe vil kunne tilfredsstille den arkæologiske udgravningstekniks strengeste krav. Men noget kom der ud af det, og dette noget er, som allerede antydet, ikke så lidt. Hovedgevinsten faldt i den forløbne sommer under udgravningen af en – allerede halvt nedstyrtet – hustomt. De fine fund skyldes nok mest den omstændighed, at bygningen er brændt. Jernalderfolkets ulykke blev således vort held.

Huset er fra tiden omkring Kristi fødsel og, som almindeligt dengang, orienteret øst-vest; det var østenden, der stod tilbage. Bredden var fire meter indvendig, men det ydre omfang har været noget større, da huset givetvis har haft tykke jordvægge. Gulvet har været lerlagt, og det sås, at leret har fortsat op ad væggene som en slags panel – endnu bevaret til ca. 30 centimeters højde langs alle mure, dog ødelagt og forsvundet på et længere stykke i syd. Taget har sikkert været stolpebåret, men denne detalje blev ikke klarlagt i enkeltheder; der blev fundet stolpehuller, men mærkelig nok med hældning ud mod væggene. I faretruende nærhed af grusgraven lå det obligate ildsted, cirkelrundt og omhyggeligt lagt af håndstore sten i lag af ler og sand.

I hovedtrækkene – måske lige bortset fra den lidt usikre stolpekonstruktion – adskiller denne bygning sig ikke fra hundreder af andre jernalderhuse, det er i detaljerne, overraskelserne skal søges. Nogle forhøjninger i gulvleret af form som lange, lave volde syntes at antyde grundplanen af to firkantede værelser østligst i rummet, op mod gavlen. Kan der have stået indvendige vægge? Nej, det kan næppe være tilfældet; voldene hævede sig kun ca. tre centimeter op over lergulvet, og der sås ingen tegn til, at de har været højere, da branden fandt sted. En væg fandtes dog, omend kun foden; den lå i forlængelse af en af lervoldene, vinkelret ud fra den ødelagte sydmur og bevaret over et 25 cm langt stykke. Leret var klasket op omkring lodretstående strå (som mærkelig nok endnu var bevaret), så tolkningen »væg« kan næppe anfægtes. Spørgsmålet er så, hvor langt den har strakt sig ind i stuen.

I den største af de voldafgrænsede firkanter fandtes to store gruber i gulvet, den ene omsat med en ejendommelig krum lermur. De var lerforede, og det fremgik tydeligt, at de har stået åbne, da branden fandt sted. Men det var om den anden, mindre, firkant interessen samlede sig. Her blev nemlig fundet en genstand, som hører til det mærkeligste, vi kender fra denne oldtidsperiode.

Det drejer sig om et lerkar, men et kar, der i størrelse og form er forskelligt fra alle andre kendte. Det var naturligvis knust, men underdelen var intakt til en højde af 30 cm; den – og skårdyngen i det hele taget – blev under store vanskeligheder underskåret, emballeret og bragt til Forhistorisk Museum ved Århus, hvor monstrummet under konservator H. Brinch Madsens kyndige behandling har genvundet sin oprindelige form. Resultatet er ret så forunderligt: en firkantet kasse, 65 x 65 cm i grundflade og meterhøj. Karret, der var bygget i fast forbindelse med lergulvet, har forstærkende lister langs alle hjørnekanter, og deres betydning forstår man, når man hører, at vægtykkelsen kun er 1-1,5 cm. Over forsiden, det vil sige den ind mod rummet vendende sideflade, er der yderligere lagt et netværk af lodrette og vandrette lister, undertiden flere sammen i bånd; de har styrket siden, men at de også har skullet glæde øjet, er der ingen tvivl om. Den vandrette overside består af en flad plade, der mod midten bøjer opad og danner krave omkring et rundt mundingshul (fig. 1) (fig. 2).