Det store overblik

Inden for arkæologien har man draget nytte af denne erfaring. Det har vist sig, at forsvundne fortidsminder, som end ikke kan anes, når man bevæger sig rundt i terrænet, under særlige omstændigheder bliver synlige, når man kommer til vejrs. Umiddelbart skulle man tro, at vinterhalvåret, hvor markerne står nøgne, var bedst egnet for sådanne iagttagelser, men det er ikke tilfældet; det er mens afgrøden er under opvækst, man har de bedste betingelser. Forklaringen herpå er følgende: Planternes rodnet udvikler sig hovedsageligt i muldlaget og trænger kun i begrænset omfang ned i undergrunden. På steder, hvor der engang har været gravet, vil undergrundsmaterialet være blandet op med muld, og her kan rødderne gå i dybden, hvilket giver planterne mulighed for at udvikle sig mere frodigt. Det er denne frodighed, der kan ses fra luften, enten som en farveforskel, eller fordi den højere plantevækst kaster skygge. Nede på jorden vil man måske nok kunne erkende de omtalte uregelmæssigheder i vegetationen, men her savnes overblikket. De rækker og systemer, som pletterne danner, kan først iagttages, når man kommer på afstand, og det er dem, som tilsammen tegner fortidsmindet.

Hel så enkel, som den lyder, er sagen dog ikke, mange forskellige forhold spiller ind. Afgrødens beskaffenhed er således af stor betydning; det har vist sig, at kornmarker, især bygmarker, er mest egnede. Tørre år og årstider giver de bedste resultater, for da kommer det dybtgående rodnet planten til størst nytte. Jordbundsforholdene er meget afgørende: muldlaget må ikke være for tykt og undergrunden ikke for lerholdig; af de 50 forhistoriske anlæg, som indtil nu er påvist ved luftfotografering her i landet, ligger langt den største part på sandede forhenværende hedearealer i Vest- og Midtjylland og flertallet af de resterende på hævet havbund. Endelig er der fortidsanlæggene selv, som ikke alle er lige egnede til iagttagelse fra luften. Det er jo kun de nedgravede dele, som giver sig til kende, og nedgravningerne skal tilmed være af en vis dybde, så her er der altså på forhånd sat visse grænser for resultatets fuldkommenhed. Det er i det hele taget ikke så lidt, der forlanges, for at et anlæg skal kunne ses, og det siger sig selv, at det er yderst sjældent, alle betingelser er til stede. Et mere lunefuldt arbejde end arkæologiskluftfotografering skal man da også lede efter (Fig. 1). Et fortidsanlæg, som er iagttaget klart og tydeligt under en overflyvning, kan, når stedet passeres en uge senere, være totalt forsvundet, eller det kan have ændret sig, sådan at det nu er helt andre dele, der er synlige, end dem, man bemærkede sidst. Iagttagelsesmulighederne veksler fra dag til dag, ja fra time til time. De billeder, man får, vil næsten altid være ufuldkomne, men dog af stor værdi.