Det store hvornår?

I andre kulturkredse havde man større fantasi, når det drejede sig om at udmåle længden af Jordens og menneskehedens historie. I Mesopotamien anslog man omkring 500 før Kristus, at menneskeslægten havde 473.000 år bag sig, og tilsvarende lange tidsrum indgik i hinduernes og kinesernes gamle beretninger. Men ingen folkeslag har haft fantasi til at forestille sig de enorme tidsrum, som moderne naturvidenskabelige metoder er nået frem til: Mere end 2 millioner år til menneskets udvikling og ca 4,5 milliarder år fra Jordens opståen og til idag. Virkeligheden er som altid det mest fantastiske, vi kender.

Det var forestillingen om bibelens korte kronologi, der lå bag, da Nationalmuseets grundlægger Rasmus Nyerup for 165 år siden fremsatte følgende betragtninger: »Alt hvad der er overleveret os fra den hedenske tid er indhyllet i tæt tåge, det tilhører et tidsrum, vi ikke kan måle. Vi ved, det er ældre end kristendommens indførelse, men om det er få år ældre, eller få århundreder eller måske mere end et årtusinde, ved vi ikke, vi kan bare gætte«.

Siden da har arkæologer ved et målbevidst arbejde prøvet at erstatte gætterier med nøgtern viden. Hele systemet med stenalder, bronzealder og jernalder, hver med sine undergrupper, blev efterhånden opbygget og udbygget. Geologisk-botaniske metoder som pollenanalysen kom her til stor nytte, men den kronologi, som på denne måde blev skabt, var - i hvert fald i hovedsagen - relativ, d.v.s. den fastlagde periodernes rækkefølge, men ikke deres varighed. Et vanskeligt punkt i rekonstruktionen af forhistorien var netop dette at sætte absolutte årstal på de enkelte afsnit. Importvarer fra middelhavsområdet gav visse holdepunkter. En særlig rolle spillede Egypten, hvis skrevne historie, gennem dynastier og faraorækker, kan føres tilbage til ca 3000 før Kristus. Handelsvarer her fra spredtes til Kreta og Grækenland og videre over Balkan op til centrale dele af Europa, hvor de nu og da er fundet sammen med lokale produkter. På den måde fik man mulighed for indirekte at knytte forbindelser fra vore egne bopladser og grave til de klassiske kulturer i den nære orient.

Hovedtrækkene af den kronologi, man på denne måde var nået frem til - støttet af enkelte geologiske dateringer - har man i samfulde 15 år kunnet læse i tidstavlen på næstsidste side af Skalk. En af de vigtigste angivelser i skemaet var nok tidspunktet for begyndelsen af Yngre Stenalder - overgangen fra jæger- til bondekultur - der var anslået til ca 2500 før Kristus. Som vi skal se nedenfor, er det navnlig her, der i de sidste år er sket helt afgørende ændringer.

Der er lang vej fra Egypten og Grækenland til vore kyster. For de tidlige perioder er fund af importvarer få og sparsomme i Nordeuropa, mange fund kan tydes på forskellig måde, og muligheden for fejlslutninger undervejs er betydelig. Som videnskabsmænd var arkæologerne tillige nødt til at anlægge en forsigtig vurdering af tidsforløbet, fjernt fra fantasier som man ikke fandt støtte for i fundene. Det kan derfor ikke undre, at nye dateringsmetoder har rokket ved en og anden af de gamle forestillinger. Det kan heller ikke undre, at de nye resultater ikke er anerkendt alle vegne. Den gamle diskussion om korte og lange kronologier er langt fra forbi endnu.

Den afgørende vending kom med indførelsen af kulstof-14 dateringsmetoden i begyndelsen af 1950'erne. Det betød lidt af en revolution for arkæologisk datering, at det nu blev muligt at bestemme alderen af organiske materialer som træ, trækul, tørv, knogler o. s. v., som fandtes sammen med oldsagerne på bopladser og i grave. I tusindvis af sådanne dateringer er siden foretaget i europæiske og amerikanske laboratorier. De bekræftede en række af de tidligere forestillinger og reviderede andre, først og fremmest angående forløbet af de tidlige agerbrugskulturer. Herhjemme blev tidspunktet for agerbrugets indførelse langsomt rykket tilbage til ca 3300 før Kristus, og i centrale dele af Europa så langt tilbage som 4500 før Kristus.

Men også de naturvidenskabelige metoder rummer mange muligheder for fejltagelser, og kulstof-14 metoden i dens klassiske udformning er allerede blevet indhentet af sin skæbne. Nye undersøgelser har vist, at en lang række af de hidtidige dateringer kræver betydelige korrektioner. Indførelsen af disse har nu medført, hvad man har kaldt kulstof-14 metodens 2. revolution. Kunsten at datere fortiden er i sandhed svær, og nye overraskelser kan ikke udelukkes, selv om mulighederne for større ændringer stadig indsnævres.

Princippet i kulstof-14 metoden er meget enkelt. Jorden er i millioner af år blevet bombarderet med partikler ude fra verdensrummet. Når disse partikler trænger ned i Jordens atmosfære, giver de anledning til dannelse af radioaktive kulstofkerner - det såkaldte kulstof-14 eller C-14. Efter dannelsen iltes C-14 kernerne til luftarten kuldioksid (kulsyre) og optages i planter og derfra i dyr og mennesker. Alle levende organismer får på den måde et ganske ringe indhold af radioaktivt kulstof - så ringe, at man først opdagede det i 1947. Indholdets størrelse kan måles med et særligt dertil udviklet apparatur.

Når dyr og planter dør, går de i forrådnelse, men visse dele som dyrenes knogler og træernes ved kan under heldige omstændigheder bevares gennem lange tidsrum med deres indhold af C-14, som dog nu aftager langsomt på grund af sønderdeling af de radioaktive C-14 kerner. Nedbrydningen foregår i en ganske bestemt takt, nemlig således, at for hver gang der er gået ca 5730 år, vil indholdet være halveret. Jo mindre kulstof-14, der er tilbage i en prøve, jo ældre må den derfor være, og med kendskab til halveringstiden kan man udregne alderen i absolutte årstal. Metoden rækker omkring 50.000 år tilbage i tiden.

I den oprindelige udformning af C-14 metoden var det en af forudsætningerne, at indholdet af kulstof -14 i atmosfæren - og dermed i plante- og dyrematerialet - har været konstant gennem alle tider. (Fig. 1). Det var der mange gode grunde til at antage, men forudsætningen har alligevel vist sig ikke helt at holde stik, og det er den væsentligste årsag til, at man har været nødt til at korrigere en række af de gamle C-14 dateringer. Når vi kan udtale os så sikkert om C-14 indholdet i fortidsatmosfæren, skyldes det, at vi har fundet en meget nøjagtig måde at kontrollere det på. Det er i sig selv en fantastisk historie.

I The White Mountains på grænsen mellem Californien og Nevada fandt man i 1956 en bevoksning med fyrretræer, hvoraf nogle meget gamle, endnu ældre end de bekendte kæmpestore Sequoia-træer, der ligeledes er hjemmehørende i Californien. De nyopdagede træer, der trods alderen ofte er små og uanselige, har endnu ikke noget officielt dansk navn; på engelsk hedder de »bristlecone pine«, børstekoglefyr. (Fig. 2). Enkelte endnu levende eksemplarer har vist sig at være over 5000 år gamle og er dermed de ældste levende organismer, man kender. Hvert år i dette lange tidsrum er der dannet en ny årring, et lag af ved, der - selv om det er tyndt som papir - kan udskæres og underkastes C-14 bestemmelse.

Ved hjælp af årringe i træer, der er gået ud, men som stadig er bevaret i det tørre klima, kan man yderligere forlænge denne træringskronologi. I øjeblikket har man en sammenhængende årringsserie, der går ca 8000 år tilbage i tiden. Serien er meget nøje kontrolleret ved hjælp af et stort antal overlappende årringsserier fra forskellige træer, så chancen for fejl skulle være meget lille. I området findes stadig et stort antal udgåede træer, som endnu ikke er undersøgt. Man har derfor håb om, at træringskronologien kan strækkes endnu længere tilbage, måske til 9000 eller 10.000 år før i dag. (Fig. 3).

Daterer man årringene i den amerikanske serie med C-14 metoden og sammenligner med de aldre, man kommer til ved direkte at tælle antallet af ringe i træet, kan man kontrollere, om kulstof-14 dateringerne er rigtige. Sådanne målinger er foretaget i flere forskellige laboratorier - mest omfattende af dr Hans Suess i Californien, hvis resultater er anskueliggjort i kurven nederst på siden. Som man ser, er der kun mindre forskelle mellem de to dateringsmetoder tilbage til år 500 før Kristus. Derefter viser kurven en stigende systematisk afvigelse mellem C-14 aldre og træringsaldre. Ved en træringsalder på 5000 før Kristus, hvor kurven ender, er forskellen vokset til 8-900 år.

C-14 metodens fejlkilde, det som bevirker de omtalte afvigelser, er, så vidt man kan se, de svingninger, der har fundet sted i Jordens magnetfelt. Det er den mistelten, man glemte at tage i ed, da metoden blev udarbejdet i begyndelsen af 1950'erne. Variationer i Jordens magnetfelt betyder, at antallet af partikler, som ude fra rummet trænger ned til Jorden, vil variere, og dermed ændres produktionen af kulstof-14 i atmosfæren. Hvordan den i tidens løb har varieret, kan bestemmes ud fra fejlkurven.

rige små bugtninger. (Fig. 4). Det skyldes, at atmosfærens indhold af C-14 aldrig har været helt konstant, men stadig har været udsat for små svingninger.

(Fig. 5)

C-14 dateringer, der rækker længere tilbage end kurven, kan vi endnu ikke kalibrere med en nøjagtighed, der står mål med den, som de amerikanske træringe kan give. Men sammenligninger med andre uafhængige daterings metoder og vort kendskab til variationerne i Jordens magnetfelt tyder begge på, at forskellene mellem konventionelle C-14 dateringer og virkelige aldre bliver mindre ved ældre prøver. For dateringer ældre end ca 7000 før Kristus er korrektioner måske slet ikke nødvendige.

Siden oprettelsen af kulstof-14 dateringslaboratoriet i København er der udført et meget stort antal dateringer af danske arkæologiske prøver. På den måde har vi fået en hel C-14 kronologi for alle de vigtigste arkæologiske perioder - den fremtræder nu, efter kalibreringen, i en ny og på flere punkter overraskende skikkelse, som fortjener at ofres lidt opmærksomhed. Hovedtrækkene vil fremgå af ovenstående skema – og iøvrigt af Skalks nye tidstavle, som har premiere netop i dette nummer. Mest iøjnefaldende er vel ansættelsen af Yngre Stenalders begyndelse til 4.200 før Kristus. Det er et tal, der nok kan give ældre arkæologikyndige lidt af et chock - det er 1700 år ældre end man forestillede sig før kulstof-14 metodens indførelse. Nævnes kan det også, at vore imponerende jættestuer blev bygget omkring 3200-3000 før Kristus. Det er ca 500 år før opførelsen af de store pyramider i Egypten, som man ellers har regnet blandt forbillederne for de danske stengrave. Her som på mange andre punkter tegner de kalibrerede dateringer et nyt billede, som arkæologerne må tage stilling til.

De yngre af systemets tidsangivelser, årstallene efter Kristi fødsel, er arkæologiske dateringer baseret på importfund og/eller skriftlige overleveringer, men for hele den ældre del af skalaen er de kalibrerede C-14 dateringer benyttet, og med forbehold af den usikkerhed, som ligger i selve målemetoden og i omsætningen til træringsaldre, skulle de være næsten lige så nøjagtige som den amerikanske træringskronologi. (Fig. 6). Bestemmelserne er overalt afrundet til nærmeste hele hundredetal.

De to ældste dateringer i tavlen, begyndelsen af Maglemosekultur og overgangen til den efterfølgende Kystkultur, er begge for gamle til direkte at kunne kalibreres efter træringskronologien. Tidsangivelserne indeholder derfor et vist skøn over den sandsynlige korrektion. Den efterfølgende periode, Ertebøllekulturen, er tiden for de store køkkenmøddinger, af hvilke en af de største netop er dyngen nær Ertebølle ved Limfjorden, der har givet hele afsnittet navn. Blandt arkæologer er der nogen diskussion om, hvordan perioden skal afgrænses. Her er det valgt at sætte begyndelsen til det tidspunkt, hvor de karakteristiske tykvæggede og spidsbundede lerkar - den ældste danske keramik - første gang optræder.

Den første periode under Yngre Stenalder, Tidlig Tragtbægerkultur, har navn efter en anden karakteristisk lerkarform, hvis kendetegn er den mere eller mindre tragtformede hals. I slutningen af denne periode blev de ældste dysser opført, mens de sene dysser, sammen med jættestuerne, blev bygget i begyndelsen af det efterfølgende afsnit, Sen Tragtbægerkultur. Yngre Stenalder afsluttes af perioderne Stridsøksekultur og Dolktid, navngivet efter karakteristiske våben. Det er indvandringens og folkeblandingens årtusinde, hvor store samfundsmæssige omvæltninger fandt sted.

Fra overgangen mellem Yngre Stenalder og Bronzealder har vi kun meget få C-14 dateringer. Grænsen er derfor ret usikker, men skal formentlig placeres omkring 1800 før Kristus eller 300 år tidligere end hidtil antaget. Alle de efterfølgende årstal i tavlen er uændrede i forhold til hidtidig opfattelse. De arkæologiske dateringer har her nået større sikkerhed og lader sig ikke rokke.

Ud over den høje alder på stenalderens perioder er det mest overraskende resultat af den nye kronologi måske, at der tilsyneladende ikke er nogen nævneværdig tidsmæssig overlapning mellem de store kulturgrupper. Tidligere forestillede man sig, at stammer af mennesker med forskellige redskaber og kulturformer i lange perioder levede side om side her i landet, således for eksempel Ertebøllekulturens jægere og agerbrugsfolk tilhørende den tidlige Tragtbægerkultur, eller: folkene fra den sene Tragtbægerkultur og Stridsøksekulturens indvandrere. Noget sådant har ikke kunnet påvises gennem C-14 dateringerne. Det kan muligvis skyldes, at man endnu ikke har fået prøver til datering, som repræsenterer ydergrænserne for de enkelte kulturafsnit, og på det punkt vil nye fund og dateringer naturligvis kunne ændre billedet. Men jo flere prøver, der bliver dateret, jo mindre bliver sandsynligheden for, at det vil ske. Overgangen fra én kulturform til en anden - forårsaget af tekniske nydannelser, religionsskifte eller indvandring af nye folk - synes således at være foregået væsentligt hurtigere end tidligere antaget. Også på det punkt giver dateringerne et nyt bidrag til forståelsen af vor forhistorie. (Fig. 7).

De kalibrerede kulstof-14 dateringer, som her er omtalt, udgør langt det sikreste grundlag, vi har for en tidsfæstelse af vor forhistorie, og årstallene i tidstavlen er således det nøjagtigste svar, vi i dag kan give på det for al historieskrivning centrale spørgsmål: Hvornår? Men datering af fortiden har vist sig at være et fag med mange overraskelser, og man skal nok være varsom med at tro, at vi nu har nået det endelige resultat. Fremtiden kan stadig holde et par overraskelser parat til os. Det er det, der gør datering spændende.