Det store hvornår?

I andre kulturkredse havde man større fantasi, når det drejede sig om at udmåle længden af Jordens og menneskehedens historie. I Mesopotamien anslog man omkring 500 før Kristus, at menneskeslægten havde 473.000 år bag sig, og tilsvarende lange tidsrum indgik i hinduernes og kinesernes gamle beretninger. Men ingen folkeslag har haft fantasi til at forestille sig de enorme tidsrum, som moderne naturvidenskabelige metoder er nået frem til: Mere end 2 millioner år til menneskets udvikling og ca 4,5 milliarder år fra Jordens opståen og til idag. Virkeligheden er som altid det mest fantastiske, vi kender.

Det var forestillingen om bibelens korte kronologi, der lå bag, da Nationalmuseets grundlægger Rasmus Nyerup for 165 år siden fremsatte følgende betragtninger: »Alt hvad der er overleveret os fra den hedenske tid er indhyllet i tæt tåge, det tilhører et tidsrum, vi ikke kan måle. Vi ved, det er ældre end kristendommens indførelse, men om det er få år ældre, eller få århundreder eller måske mere end et årtusinde, ved vi ikke, vi kan bare gætte«.

Siden da har arkæologer ved et målbevidst arbejde prøvet at erstatte gætterier med nøgtern viden. Hele systemet med stenalder, bronzealder og jernalder, hver med sine undergrupper, blev efterhånden opbygget og udbygget. Geologisk-botaniske metoder som pollenanalysen kom her til stor nytte, men den kronologi, som på denne måde blev skabt, var – i hvert fald i hovedsagen – relativ, d.v.s. den fastlagde periodernes rækkefølge, men ikke deres varighed. Et vanskeligt punkt i rekonstruktionen af forhistorien var netop dette at sætte absolutte årstal på de enkelte afsnit. Importvarer fra middelhavsområdet gav visse holdepunkter. En særlig rolle spillede Egypten, hvis skrevne historie, gennem dynastier og faraorækker, kan føres tilbage til ca 3000 før Kristus. Handelsvarer her fra spredtes til Kreta og Grækenland og videre over Balkan op til centrale dele af Europa, hvor de nu og da er fundet sammen med lokale produkter. På den måde fik man mulighed for indirekte at knytte forbindelser fra vore egne bopladser og grave til de klassiske kulturer i den nære orient.

Hovedtrækkene af den kronologi, man på denne måde var nået frem til – støttet af enkelte geologiske dateringer – har man i samfulde 15 år kunnet læse i tidstavlen på næstsidste side af Skalk. En af de vigtigste angivelser i skemaet var nok tidspunktet for begyndelsen af Yngre Stenalder – overgangen fra jæger- til bondekultur – der var anslået til ca 2500 før Kristus. Som vi skal se nedenfor, er det navnlig her, der i de sidste år er sket helt afgørende ændringer.

Der er lang vej fra Egypten og Grækenland til vore kyster. For de tidlige perioder er fund af importvarer få og sparsomme i Nordeuropa, mange fund kan tydes på forskellig måde, og muligheden for fejlslutninger undervejs er betydelig. Som videnskabsmænd var arkæologerne tillige nødt til at anlægge en forsigtig vurdering af tidsforløbet, fjernt fra fantasier som man ikke fandt støtte for i fundene. Det kan derfor ikke undre, at nye dateringsmetoder har rokket ved en og anden af de gamle forestillinger. Det kan heller ikke undre, at de nye resultater ikke er anerkendt alle vegne. Den gamle diskussion om korte og lange kronologier er langt fra forbi endnu.

Den afgørende vending kom med indførelsen af kulstof-14 dateringsmetoden i begyndelsen af 1950’erne. Det betød lidt af en revolution for arkæologisk datering, at det nu blev muligt at bestemme alderen af organiske materialer som træ, trækul, tørv, knogler o. s. v., som fandtes sammen med oldsagerne på bopladser og i grave. I tusindvis af sådanne dateringer er siden foretaget i europæiske og amerikanske laboratorier. De bekræftede en række af de tidligere forestillinger og reviderede andre, først og fremmest angående forløbet af de tidlige agerbrugskulturer. Herhjemme blev tidspunktet for agerbrugets indførelse langsomt rykket tilbage til ca 3300 før Kristus, og i centrale dele af Europa så langt tilbage som 4500 før Kristus.

Men også de naturvidenskabelige metoder rummer mange muligheder for fejltagelser, og kulstof-14 metoden i dens klassiske udformning er allerede blevet indhentet af sin skæbne. Nye undersøgelser har vist, at en lang række af de hidtidige dateringer kræver betydelige korrektioner. Indførelsen af disse har nu medført, hvad man har kaldt kulstof-14 metodens 2. revolution. Kunsten at datere fortiden er i sandhed svær, og nye overraskelser kan ikke udelukkes, selv om mulighederne for større ændringer stadig indsnævres.

Princippet i kulstof-14 metoden er meget enkelt. Jorden er i millioner af år blevet bombarderet med partikler ude fra verdensrummet. Når disse partikler trænger ned i Jordens atmosfære, giver de anledning til dannelse af radioaktive kulstofkerner – det såkaldte kulstof-14 eller C-14. Efter dannelsen iltes C-14 kernerne til luftarten kuldioksid (kulsyre) og optages i planter og derfra i dyr og mennesker. Alle levende organismer får på den måde et ganske ringe indhold af radioaktivt kulstof – så ringe, at man først opdagede det i 1947. Indholdets størrelse kan måles med et særligt dertil udviklet apparatur.

Når dyr og planter dør, går de i forrådnelse, men visse dele som dyrenes knogler og træernes ved kan under heldige omstændigheder bevares gennem lange tidsrum med deres indhold af C-14, som dog nu aftager langsomt på grund af sønderdeling af de radioaktive C-14 kerner. Nedbrydningen foregår i en ganske bestemt takt, nemlig således, at for hver gang der er gået ca 5730 år, vil indholdet være halveret. Jo mindre kulstof-14, der er tilbage i en prøve, jo ældre må den derfor være, og med kendskab til halveringstiden kan man udregne alderen i absolutte årstal. Metoden rækker omkring 50.000 år tilbage i tiden.

I den oprindelige udformning af C-14 metoden var det en af forudsætningerne, at indholdet af kulstof -14 i atmosfæren – og dermed i plante- og dyrematerialet – har været konstant gennem alle tider. (Fig. 1). Det var der mange gode grunde til at antage, men forudsætningen har alligevel vist sig ikke helt at holde stik, og det er den væsentligste årsag til, at man har været nødt til at korrigere en række af de gamle C-14 dateringer. Når vi kan udtale os så sikkert om C-14 indholdet i fortidsatmosfæren, skyldes det, at vi har fundet en meget nøjagtig måde at kontrollere det på. Det er i sig selv en fantastisk historie.