Det kan vor smed
Det såkaldte »Fyrkatspid« - en af de oldsagskopier, Skalk har tilbudt sine læsere - bragte os i forbindelse med Hobrosmeden Laurits Jensen, og bekendtskabet har udviklet sig til et mere varigt samarbejde. Laurits Jensen bor nær den gamle vikingeborg, hvor det originale spid blev fundet, og når man ser ham ved arbejdet, indser man, at det ikke blot er i kilometer afstanden er kort. Ganske vist har en støvsuger overtaget den håndtrukne blæsebælgs rolle, og også andre hjælpemidler er kommet til, men i alt væsentligt foregår fremstillingen som i oldtidens dage, hvor der stod respekt om smeden og hans fag (Fig. 1). Spid efter spid formes under hammeren - det ene så lig det andet, at man ved et flygtigt blik kan tage fejl og tro det hele fabriksfremstillet. Men L. J. er ingen samlebåndsnatur, han holder af at lege med jernet, og skal man i Hobro have lavet kunstfærdigt smedearbejde, er det ham, man kalder på. Et gammelt håndværk lever her i bedste velgående. Ikke mindst i kravene til sig selv er Laurits Jensen langt bagud for sin tid.
Af Redaktionen
Fig. 1. Vor medarbejder i sit værksted. Foreløbig er det spiddet og risten, det drejer sig om, men nye planer er under udklækning.
Hans nyeste produkt er en stegerist; den ses på billedet øverst, mens tegningen nederst viser forbilledet, der stammer fra Grøngård øst for Tønder. Her byggede Kristian den 3.'s halvbror hertug Hans den Ældre i 1570 et lille jagtslot, og da det ikke fik nogen lang levetid, kan man med nogenlunde sikkerhed gå ud fra, at risten, der er fundet ved ruinens udgravning, har tilhørt hertugen. Denne form for stegerist, der vist er opstået omkring 1300, og som i forskellige variationer har levet højt op i tiden, var i middelalderen ret udbredt, navnlig i bedre kredse. Skt. Laurentius, der ifølge legenden led martyrdøden ved stegning, ses ofte afbildet på eller ved en lignende, dog naturligvis noget større rist.
Grøngård-risten, der er omkring 2 meter lang og ca 23 cm i bredden, har fungeret over en trækulsild, og sådan kan kopien også bruges - hvis man da ikke foretrækker at anvende den som bordskåner, hvad den egner sig udmærket til. Fås for en pris af 88 kr ved henvendelse til Skalk (adr Jelshøjvej 9, 8270 Højbjerg; telf 06-273711).