Det gotiske oprør

Man fandt hertug Karl om morgenen den 7. januar 1477. Han lå på slagmarken ved Nancy - dræbt, plyndret til skindet af ligrøvere. Ansigtet var ukendeligt - den ene kind skambidt af ulve, den anden frosset fast i dyndet ved bredden af det vandhul, hvor han var styrtet. Burgunderhertugen Karl den Dristige havde gjort sig selv til en europæisk myte, som blændede hans tilhængere, charmerede de neutrale og skar hans fjender i øjnene - og nu var den store ridder død, stukket ned af schweiziske bondesoldater. (Fig. 1)

Af Erik Kjersgaard

Billede

Fig. 1. Ingen billedtekst

Gennem et par menneskealdre havde hertughoffet i Dijon været et lige så eftertragtelsesværdigt som uopnåeligt forbillede for andre hoffer. Her promenerede man de dragtmoder, der skulle erobre verden. Her festede man ødselt og overdådigt; her forenedes komponister og digtere om at udmale det høviske liv i ord og toner. Dijon var 1400-tallets Versailles - et tempel for aristokratiske idealer, som lige nåede at blusse op i en flammende eftersommer, inden farverne blegnede for stedse.

Men bag denne harlekinade af livsudfoldelse lurede en dyb melankoli; »Jeg er en sorgens mand, født i mulmets dybder og begrædelsens tåger.« Med sådanne ord indledte Dijon-hoffets officielle historiker Georges Chastellain sin krønike om de burgundiske hertuger, og en af hans samtidige knyttede denne slutvignet til Karls fald: »Hans brændende begær efter hæder kunne aldrig stilles tilfreds, og det drev ham til ustandselig at kaste sig ud i krig. Han ønskede i fuldt alvor at efterligne de gamle konger og oldtidshelte, som verden taler så meget om, og han var lige så modig som nogen anden fyrste i samtiden. Men alle hans planer og alle hans drømme var forgæves og førte kun til hans egen vanære, for det er sejrherrerne og ikke de besejrede, der vinder et stort ry«.

I grunden er det halsløs gerning at udmønte historien i perioder; men vil man endelig finde en passende afslutning på det tidsafsnit, som under ét kaldes gotikken, er vinteren 1477 ikke noget dårligt valg. Karl den Dristiges død - og de makabre omstændigheder - skærer det ud i pap. Ridderligheden afsløres som en dum og hul bravade. En underklang af sørgmod steg i styrke og gav pessimisterne ret. »Hvor er den sne, som faldt i fjor?« spurgte den fallerede teologi-studerende og galgenfugl Francois Villon i et af sine digte. Der gaves intet svar.

Hvad er gotik? I snævrere forstand: betegnelse for en arkitektur, der udviklede sig i Frankrig ved midten af 1100-tallet og i løbet af godt 100 år erobrede det meste af Vesteuropa. Men lad os gå med til, at den var mere end ren og skær arkitektur. Dens tidlige blomstring falder sammen med den almindelige kulturelle vækkelse, som greb om sig i de år, da europæerne »opdagede« det muhammedanske mellemøsten, hentede glemte bøger frem fra klosterbibliotekerne for påny at stifte bekendtskab med oldtidens lærdom - og begyndte at tænke utænkelige tanker. Der er en uimodståelig forårsstemning over denne epoke - det tolvte århundredes renæssance, da den videbegærlige ungdom strømmede til Paris for at slå sig ned på engene langs Seinen og lytte til den nye tids profeter. Af sæbekassetalernes og tilhørernes ildhu voksede et universitet frem i det grønne. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2. Den gotiske katedral er middelalderens mest originale bedrift på det tekniske område. Først 1800-tallets stålkonstruktioner - for eksempel Eiffeltårnet og Brooklynbroen overgik disse kraftpræstationer af ingeniørmæssig snilde. (Tværsnit af katedralen i Amiens).

Fra de arabiske lande kom en erkendelse af verden, som ikke lod sig afvise, fordi den simpelthen lod sig bevise. Naturen og universet var ikke længere alene en bolig, som Gud egenhændigt havde beredt for sin skabning, eller en arena, hvor kampen mellem godt og ondt udspillede sig. Verden blev styret af blinde love, som mennesket kunne erkende, men næppe forstå, - loven om lysets brydning for eksempel. Når folk hidtil havde gået rundt og troet, at de vidste, hvad der var at vide, måtte en sådan indsigt virke svimlende. Den gren af filosofien, som kaldtes skolastikken, fandt en opgave deri at forene gammel tro - det vil sige kirkens lære - og ny viden; man har før gjort den iagttagelse, at de skolastiske filosoffer byggede tankekonstruktioner, som lignede gotiske katedraler til forveksling. De stod ansigt til ansigt med en udfordring. De måtte, lige som katedralernes bygmestre, bygge højt for at nå langt. Princippet i de gotiske katedraler er kræfternes ligevægt. Der er altid en springbue parat til at fange en hvælving, som ifølge sin natur er på vej ud og ned. Og filosofferne måtte finde et svar, hvor de mødte et spørgsmål - logiske svar, ikke udflugter og bortforklaringer. (Fig. 3)

Billede

Fig. 3. Omkring 1300 forklarede Dietrich von Freiberg regnbuens fremkomst på en måde, der endnu har gyldighed. Sollyset er kun tilsyneladende hvidt. Når strålerne rammer regndråberne brydes sollyset op i farver, således at iagttageren vil se regnbuen som en række forskellige farver, der går jævnt over i hinanden.

Der har ned til den nyeste tid eksisteret en forestilling om, at middelalderen var »mørk«. Egentlig er selve begrebet middelalder et skældsord - knæsat af det fornuftige, bedrevidende 1700- tal, der kun anerkendte antikken, den romerske og græske kultur, og dennes »genfødelse«. Først med romantikken omkring 1800 kom middelalderen atter i kurs, uden dog at blive ret meget lysere. Romantikerne følte sig netop draget af dunkelheden. Men at middelalderen ikke var mørkere end nogen anden periode, at den frembyder et uroligt, hastigt skiftende billede - som lys og skygge, der leger tagfat i et vandspejl - alt det er en erkendelse, som kun har et par generationer bag sig, og de populære forestillinger om middelalderen - og gotikken - ligger derfor stadig forankret ved gamle, stærkt forenklede forestillinger. Man identificerer - til en vis grad med rette - middelalderen med den katolske kirke. Men man identificerer også - og det er skrupforkert - den katolske kirke med et fremskridtsfjendtligt præstevælde, som dyssede slægtled efter slægtled til ro med virkelighedsfjerne drømmerier og producerede et mærkeligt kunstigt væsen - »middelaldermennesket«, der var opfyldt af en virkelig eller indbildt harmoni.

Det er sandt, at den middelalderlige enhedskirke var en vældig magthaver. Alle var kristne, alle var i kirken; der var ingenting udenfor. De store stridigheder mellem pave og kejser, konger og ærkebisper havde lidet eller intet med religion at gøre. Kejser Henrik d. 4. måtte tænderskærende vandre til Canossa, men var givetvis en lige så oprigtig kristen som sin fjende pave Gregor d. 7. Og Erik Menved var formodentlig lige så from som den ærkebisp Jens Grand, der rasede i fangetårnet på Søborg. Der kan findes spor af ateisme i middelalderen; men de er få og så godt som betydningsløse.

Til gengæld kunne kirken aldrig vide sig sikker mod afvigelser fra læren - mod kætteri. De opstod omtrent samtidigt med, at den store kamp på de ydre fronter førte til hedenskabets udryddelse i Nord- og Østeuropa. Det er hverken første eller sidste gang, en sejrherre i triumfens gyldne timer har hørt murren fra geledderne. I Frankrig opstod i det 12. århundrede de sekteriske albigenser- og katharenserbevægelser. Man satte sig ud over pavens autoritet; man underkendte en kirke, der samlede rigdomme og en kirke, der glemte, at Kristus selv var fattig. Disse bevægelser blev knust ved årelange felttog, med inkvisitionsdomstole og massenedslagtninger. Pavekirken - den officielle - sejrede, men kun for at opdage, at kætterske ideer fængede andre steder. I denne verden stod kirkens filosoffer frem med deres foruroligende spørgsmål. Nogle befandt sig i klart oprør mod det, man ellers mente på bjerget, og den største af dem - dominikanermunken Thomas Aquinas - var i flertallets øjne et forargelsens tegn. Hans værker må have forekommet lige så uforståelige som den modernistiske digtning. Der skulle gå århundreder, inden han for alvor blev anerkendt som den katolske kirkes læremester. (Fig. 4)

Billede

Fig. 4. Thomas Aquinas kaldtes i sin samtid »oksen« - sikkert på grund af iøjnefaldende fedme. Billederne af ham er alle betydelig yngre. De præges af, at Thomas, da det værste røre om hans lærdomme havde lagt sig, blev ophøjet til helgen, og tykke helgener findes ikke.

Og der var Frans af Assisi. I hans hyldestsange til »broder sol og søster måne«, i legenderne om hans fortrolige omgang med fuglene, i utallige sentimentale malerier tror man at kende den store lyriske harmoni. Men sandheden er, at også Frans var en oprører. Som katharenserne rejste han det ubønhørlige krav om fattigdom over for en kirke, der var alt andet end fattig. Hvad mere er: da kirken endelig modstræbende havde vedkendt sig ham og hans brødre, gik han videre og søgte forbindelsen til det guddommelige, nærmede sig mysticismen. Den personlige oplevelse af Gud blev for Frans - og for Thomas - det sidste skridt på vejen mod frigørelsen. (Faktaboks 1)

Faktaboks 1

OM SÆDERNES FORFALD OG GUDS STRAFFEDOM »I de dage - 1348 - løb der mange rygter mellem folk, for når der skulle afholdes turnering et eller andet sted, plejede der at komme et selskab af kvinder, som om de skulle deltage i legene - klædt i forskellige slags prægtige mandsdragter. Undertiden var der 40-50 af de smukkeste og pæneste - jeg sagde ikke de bedste damer i hele kongeriget. De mødte frem i tvefarvede kjortler, med korte hætter, der havde en strud viklet op omkring halsen, og bælter, der var beslået med guld og sølv - ja, i tasker bar de den slags knive, som på folkesproget kaldes daggerter, og i det antræk red de til turneringspladsen pa udsøgte stridshingste eller andre statelige gangere. Men Gud fandt her som altid på et lægemiddel, for han hjemsøgte de steder, der var udset til slig forfængelighed, ved at åbne himlens sluser for regn, torden og lynild. Det samme år - og det følgende - kom den store dødelighed (sortedøden) ud over verden.« (Knighton fra Leicester)

Kirken kendte sin besøgelsestid - endnu. Man kanaliserede Frans’ oprør ved at gøre det til munkeorden - en af mange. Således havde man gjort før, når de uafrystelige kværulanter råbte på reformer. Bogstavelig talt hver eneste munkeorden kan søge sin oprindelse i protestaktioner mod det bestående: benediktinerne omkring 550, clunyacenserne omkring 990, cistercienserne omkring 1100, franciskanerne omkring 1225, birgittinerne omkring 1350 o.s.v.

Forestillingen om middelalderens kirke som en klippe, der stod urokket og uforanderlig gennem århundreder er bundfalsk. Den kunne kun bestå, fordi den var i stand til at optage så mange stridbare og selvmodsigende elementer i sig og forandre sig med dem. Først da den blev gammel og træt og ikke længere formåede at acceptere oprøret som kilde til liv og fornyelse, sprængtes den på sine indre modsætninger; men de havde været der hele tiden. Vi ser historien gennem et teleobjektiv, hvor lange afstande forkortes indtil det groteske, så rask trav forekommer os at være en trippen på stedet. Men det er og bliver synsbedrag. At reformer og reformationer århundrede efter århundrede kæmpede sig vej frem inden for kirkens rammer, beror på det enkle forhold, at der ikke gaves nogen plads udenfor. - Der kan heller ikke være noget uden for universet. (Fig. 5) (Faktaboks 2)

Billede

Fig. 5. At danse og at dø - livets glæde og gru forener sig i den bittert ironiske dødedans. Dødningerne hopper muntert afsted; konge, bisp, adelsmand og bonde følger kun modvilligt med. Men de følger med. (Sengotisk kalkmaleri i Nørre Alslev kirke på Falster)

Faktaboks 2

OM DØDENS HØST »På den tid, hr. Jens Olafsen Lunge død var, havde han fem levende børn efter sig, og på den tid hans hustru fru Talike for fra Maribo og havde fulgt hr. Jens Olafsen til grave, da mødte hende hendes søster pa vejen og var død. Da fulgte hun hende til Maribo og til grave. Der hun atter hjem for, da mødte hende på vejen hendes moder fru Ingeborg, og så fulgte hun og hende til grave. Og på den tid hun da kom hjem til Sørup, da blev hendes datter jomfru Birgitte syg og blev død. Så døde og hendes søn Olaf Lunge, og de blev begge begravet i Vesterborg kirke. Og så for fru Talike til Nielstrup, og der blev hun død.« (Tingsvidne fra Lollandsfar landsting 1455)

Også sociale brydninger klædte sig i religiøse læresætninger. Det store bondeoprør i England i 1300-tallet havde sin talsmand i en præst, og bøndernes kampsange hentede deres slagord i bibelen: »Da Adam graved' og Eva spandt/hvor fandt man da en adelsmand?« Selv de egentlige kætterbevægelser var mere eller mindre udbrud af sociale konflikter. (Faktaboks 3)

Faktaboks 3

OM UFREDELIGHED »Juryen sværger, at lørdag noget over middag, kom klerkene nordfra på den ene side, og klerkene syd- og vestfra på den anden side, til St. John's Street og Grope Lane med sværd, skjolde, pile og andre våben, og der sloges de. Og i den kamp stod Robert de Bridlington, Adam de Alderbeck, Richard de Lothby og Richard de Holwell i det øverste værelse i Gutter Hall, som ligger i St. John's Street, og skød ned i Grope Lane gennem et vindue, og der ramte føromtalte Robert de Bridlington Henry fra Holy Isle med en lille pil og sårede ham hårdt i halsen - på venstre side foran, og såret var en tomme bredt og gik så langt ind som til hjertet, og sådan dræbte han ham. Og i samme slagsmål kom John de Benton med et kort sværd ind i Grope Lane og gav David de Kirkby et slag i baghovedet - seks tommer langt og så dybt som ind i hjernen. Og samtidigt kom William de la Hyde og huggede ovennævnte David med et sværd over hans højre knæ og ben. Og samtidigt kom William de Astley og stak ovennævnte David under venstre arm med en daggert, og således dræbte han ham.« (Rapport om gadeslagsmål i Oxford 1314)

Det er velkendt, at middelalderen var en voldsom tid. Det faldt årbogsforfatterne lettere at opregne fredsår end krigsår. Man gav lidenskaberne frit løb på en måde, der kan chokere en ellers ganske hærdet nutid. Fyrster og stormænd, der blev anset for - og virkelig var - dannede, kunne spytte hinanden i ansigtet, når forhandlingerne gik i hårdknude, og ord - skældsord inklusive - ikke rakte til. Borgerfolk sloges over gildesborde og bankede hinanden, så blodet flød ud af næse og mund. Herremænd gik ikke af vejen for en rask lille fejde, hvor de - som drabsmændene plejede at udtrykke sig bagefter - »desværre slog N. N. ihjel«. Deres fæstebønder var næppe uvillige til at deltage - undtagen måske lige i høsten. At netop bondealmuen skulle være særlig fredsommeligt indstillet er for øvrigt også en luftig legende. Men gejstligheden da? Krøniker og årbøger er skrevet af gejstlige, og de omhandler fortrinsvis slagsmål og af enhver størrelsesorden. I universitetsbyerne, hvor unge gejstlige samledes i stort tal, betød gadeuorden intet mindre end åbne bataljer - kollegium mod kollegium. Frontberetningerne melder om døde og sårede. (Fig. 6)

Billede

Fig. 6. Flagellanter - det vil sige selvpiskere - var religiøse sværmere, der søgte at afværge Guds straf ved at straffe sig selv. Optog af flagellanter fulgte uvægerligt efter epidemier og andre omfattende katastrofer. De blev betegnet som kættere, og en af deres ledere brændt på pavelig foranledning i 1389. - Forfatteren J. P. Jacobsen har skildret fænomenet i fortællingen »Pesten i Bergamo«. (Håndskrifttegning fra 1300-tallet).

Hvis disse folk var mere harmoniske end vi, må det skyldes, at de fik afløb for agressive instinkter, som vi er kultiverede nok til at stuve af vejen i underbevidsthedens overfyldte pulterkamre. Men nåede de virkelig at vinde den indre balance, som hedder harmoni? På ét punkt - og det er ikke uvæsentligt - var de sikkert harmoniske. De kunne indtage en frigjort og uafhængig holdning over for døden. Man var vant til den, for dødeligheden var stor. De fleste forældre har oplevet, at kun et fåtal af deres børn overlevede dem selv. Krig, pest, farsot og hungersnød hjemsøgte fra tid til anden de fleste egne. Man har fundet døde i huse, på marker og i landevejsgrøfter. Døden var en hverdagsgæst, og man anså ikke et langt liv for nogen menneskeret.

Man frygtede ikke døden - nej, man frygtede dødens følger. Efter den kom et liv i det hinsides, et evigt liv - evig salighed eller evig fortabelse. Himmel, helvede og skærsild var lige så virkelige lokaliteter som den landsby, den gade man færdedes i til daglig, og djævelen var lige så nær som naboen på den anden side af det tjærede plankeværk. Den, der bor dør om dør med djævelen, har god grund til at nære bekymring. Truslen om atomkrig, der kan få folk til at gå i protestmarch fra Holbæk til København, hviler ikke mindre tungt over vor generation end forventningen om den dommedag, der drev middelalderens mennesker ud i processioner på landevejene under bøn, prædiken og salmesang. Herrens vrede var frygtelig, hans veje uransagelige og hans nåde kun en flimrende forhåbning. (Fig. 7)

Billede

Fig. 7. »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig.« - (Sengotisk krucifiks i
Maribo Museum).

Kampen mod frygten skabte behovet for aflad - den tilgivelse, der skulle sikre de døde mod et langvarigt ophold i skærsilden. Det gav aflad for 960 dages ophold at vandre til Hornslet kirke ved Århus i midten af 1300-tallet. Men hvad er 960 dage værd? Tidsfristen blev sat op til 1400 dage, til seks år og 240 dage, til 70.000 dage. Da Christian d. 1. i 1474 besøgte paven i Rom, var man nået op på 40.048 år og 46 dage. Der var rivende inflation i tildelingen af aflad, hvilket ikke kan tolkes som noget udtryk for øget tillid. Snarere er det narkomanens behov for større og større injektioner. Narkomaner er ikke harmoniske.

Og de øvrige vidnesbyrd: den store strøm af bønnebøger og rosenkranse, de utallige sengotiske kapeller, den voksende hærskare af helgener, de mange valfartssteder - hvad fortæller det os? At kirkens magt voksede fra dag til dag? Næppe. Snarere er det udtryk for et desperat behov fra menighedens side, som kirken fik vanskeligere og vanskeligere ved at imødekomme. I 1400-tallet virker det, som en stormflod af lavkirkelig aktivitet truer selve romerkirkens eksistens. Den havde valget mellem at stå fast og fornægte de nye strømninger - eller at slippe fortøjningerne og lade sig rive med af noget, der kunne føre ud i et forlis. Rådløsheden var åbenbar. Man reformerede, men ikke tilstrækkeligt. Man forsøgte at kvæle de kætterske oprør i blod, men måtte give op.

Og lad os nu vende os mod den skikkelse, der samlede alles opmærksomhed. Kristus på korset var i romansk tid en triumferende verdenshersker - kejsernes kejser, streng, utilnærmelig, majestætisk. Gotikken gjorde ham til et menneske, men hvilket menneske! Kroppen vrider sig i smerte, benene krummer sig krampagtigt, blodet vælter ud fra såret efter lansestikket, naglerne flænger hænderne, og munden spærres op i et skrig.

Johannes V. Jensen skildrede i en myte et varieteoptrin med en klovn, der lignede døden selv og forlystede sit publikum - forslidte tyske industriarbejdere - med groteske danse. Jensen væmmedes ved det; men efter tæppefald opdagede han, at tilskuerne havde høstet et udbytte, der var ham selv forment. Det var, som om alle disse forgræmmede ansigter havde fået udløsning - havde grædt! Grædt deres vrede, deres elendighed ud.

Derfor skreg den korsfæstede under kirkens hvælvinger. Han skreg for alle dem, der søgte hans billede - for deres vrede og deres elendighed. Derfor var han frelseren.

Dette er gotik, gotisk tænkning, gotisk tro. Overdådig, spændende, pragtfuld - elendig, oprevet og oprivende. Gotikken var født af et oprør mod rettroenhed i byggeskik, samfundsopfattelse, i tænkning, i tro. Den forblev et oprør, og den sluttede i oprørets kulmination - i forvirring. »Jeg er en sorgens mand, født i mulmets dybder og begrædelsens tåger«, sagde Georges Chastellain. »Hvor er den sne, som faldt i fjor?« spurgte Francois Villon med et resigneret skuldertræk. Og Kristus på korset - hvad sagde han? »I dine hænder befaler jeg min ånd« - eller: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig«. Om man dog bare vidste det. Gotikken kendte kun harmonien som et mål, man stræbte efter og dog ikke fandt. Og kampen selv var kaos - måtte være kaos, for den udkæmpedes i menneskets sind, og enhver var sin egen avindsmand. - At leve er krig med trolde. (Fig. 8)

Billede

Fig. 8. Ingen billedtekst