Det gotiske oprør

Gennem et par menneskealdre havde hertughoffet i Dijon været et lige så eftertragtelsesværdigt som uopnåeligt forbillede for andre hoffer. Her promenerede man de dragtmoder, der skulle erobre verden. Her festede man ødselt og overdådigt; her forenedes komponister og digtere om at udmale det høviske liv i ord og toner. Dijon var 1400-tallets Versailles – et tempel for aristokratiske idealer, som lige nåede at blusse op i en flammende eftersommer, inden farverne blegnede for stedse.

Men bag denne harlekinade af livsudfoldelse lurede en dyb melankoli; »Jeg er en sorgens mand, født i mulmets dybder og begrædelsens tåger.« Med sådanne ord indledte Dijon-hoffets officielle historiker Georges Chastellain sin krønike om de burgundiske hertuger, og en af hans samtidige knyttede denne slutvignet til Karls fald: »Hans brændende begær efter hæder kunne aldrig stilles tilfreds, og det drev ham til ustandselig at kaste sig ud i krig. Han ønskede i fuldt alvor at efterligne de gamle konger og oldtidshelte, som verden taler så meget om, og han var lige så modig som nogen anden fyrste i samtiden. Men alle hans planer og alle hans drømme var forgæves og førte kun til hans egen vanære, for det er sejrherrerne og ikke de besejrede, der vinder et stort ry«.

I grunden er det halsløs gerning at udmønte historien i perioder; men vil man endelig finde en passende afslutning på det tidsafsnit, som under ét kaldes gotikken, er vinteren 1477 ikke noget dårligt valg. Karl den Dristiges død – og de makabre omstændigheder – skærer det ud i pap. Ridderligheden afsløres som en dum og hul bravade. En underklang af sørgmod steg i styrke og gav pessimisterne ret. »Hvor er den sne, som faldt i fjor?« spurgte den fallerede teologi-studerende og galgenfugl Francois Villon i et af sine digte. Der gaves intet svar.

Hvad er gotik? I snævrere forstand: betegnelse for en arkitektur, der udviklede sig i Frankrig ved midten af 1100-tallet og i løbet af godt 100 år erobrede det meste af Vesteuropa. Men lad os gå med til, at den var mere end ren og skær arkitektur. Dens tidlige blomstring falder sammen med den almindelige kulturelle vækkelse, som greb om sig i de år, da europæerne »opdagede« det muhammedanske mellemøsten, hentede glemte bøger frem fra klosterbibliotekerne for påny at stifte bekendtskab med oldtidens lærdom – og begyndte at tænke utænkelige tanker. Der er en uimodståelig forårsstemning over denne epoke – det tolvte århundredes renæssance, da den videbegærlige ungdom strømmede til Paris for at slå sig ned på engene langs Seinen og lytte til den nye tids profeter. Af sæbekassetalernes og tilhørernes ildhu voksede et universitet frem i det grønne. (Fig. 2)