Det forbandede sand

Stranden har føget og skiftet udseende til alle tider. Klitterne flytter sig, sådan er strand nu engang.

Men engang i 1500årene blev sandfygningen katastrofal i Vendsyssel. Jorden i baglandet bag klitrækken var frodig lermuld, som havde været dyrket lige fra oldtiden. Det var en fed og god egn med jævn tæt bebyggelse af bøndergårde. Men igennem ca. 200 år blev de fleste gårde nærmest kysten lagt øde og begravet under sand.

Først gik det ud over markerne nærmest klitterne, hvor et tyndt lag sand lejrede sig overalt. Det forringede udbyttet lidt, men blev ellers pløjet ned. Men sandflugten blev ved og dækkede snart markerne med flere tommer sand, hvor intet kunne gro. Mark efter mark blev opgivet, og sandet føg videre og lagde sig i driver ved husene.

Bonden er stædig og klynger sig til den plet jord, der er hans. Han skovler sandet væk fra husene og prøver endnu engang at dyrke markerne for at bjærge føden til sig og sin husstand. Tiender og afgifter skal jo også udredes. Afmægtig knytter han hænderne mod himlen. Det kan da ikke være Vorherres mening, at dette skal vare ved.

Jo, det bliver værre. Sandet tilstopper nu også vandafløbene til havet. De sanddækkede marker bliver oversvømmede, og husene står i sjap. Han bygger tørvediger omkring, både for at holde vand og sand ude. Men vandet trænger ind alligevel, så han må hæve gulvhøjden med et lag tørv. Volden, han opførte vest for husgavlen, holder i første omgang sandet ude, men kommer derefter til at virke som et moderne snehegn, den opsamler sandet, som i driver, langsomt men uafvendeligt, kryber ind og trykker både gavl og tag ind.

Så opgiver bonden. Tiender og afgifter er han for længst ophørt med at betale, nu er også hans hus trykket sammen, nu må han flytte med sin familie og de få husdyr, der er tilbage. Han bjerger med sig, hvad han kan.

Træ er mangelvare i disse egne, så han river resten af husene ned og tager det spinkle bindingsværkstræ og tagtømmer med sig, – tilbage er kun stensylden, der har dannet fundament for væggene.

Sådan aftegnede billedet sig efter en måneds gravekampagne for de tre arkæologer, der d. 1. juli mødtes i Blokhus for i Hunetorp at få mere eksakt viden både om sandflugtsbondens bygninger og om hans levevis.

Gennem skriftlige kilder vidste vi i forvejen, at sandflugten i 15-1600årene havde lagt alle disse gårde øde. Det er i særdeleshed gennem præsteindberetningerne 1553-1730, vi kan følge sandflugtens hærgning. For de arme bønder kunne jo ikke betale tiendekorn, når intet kunne gro på markerne. Præsterne klagede, de var jo kun mennesker, der også skulle have det daglige brød. Og selv Hune sogns præstegård skånede sandet ikke. Dens navn – Klitgård – siger også, at den har haft sand som nærmeste nabo. Præsten oplyser i 1553, at ikke mindre end 25 gårde i sognet var meget fordærvede af sand. 1571 var præstegården for størstedelen ødelagt, og dens landgilde kun 6 kg. smør mod 24 kg. i 1553. I 1690 var gården “ganske forødt af sand med al sin bygning og mark”.

I nærheden af det sted, hvor nu gården “Kjærsig” i Hunetorp ligger, lå engang to gårde: “Bjørnsgård” og “Magård”, som gik under i sand. De nævnes altid sammen og hørte indtil 1573 under Ø Kloster (Oksholm); men da kronen solgte dette gods, fulgte disse sandføgne gårde ikke med. Dette nævnes her, fordi det er mu- ligt, at det netop er disse to gårdes fundamenter, der blev afdækket under sommerens gravekampagne.

Som før nævnt har der til alle tider fundet sandfygning sted langs vestkysten. Hvorfor den pludselig tager overhånd omkring 1500 årene, er der forskellige meninger om. Mange historikere mener, at det skyldes hensynsløs hugst af skovene. Denne opfattelse kan dog ikke have bund i virkelighed. Der kan aldrig have været storskov de nærmeste 5-10 km. langs vesterhavskysten, og så bredt er netop området mellem de tilsandede gårde og havet. Ingen løvskov har kunnet trives her på grund af havgus og saltmættet luft. Nåletræerne eksisterede ikke her i landet i middelalderen. Grunden til den pludselige sandflugt må snarere være en strømændring, som har bevirket at havet har skåret land bort på et nyt sted. Og sandet har det aflejret her.

At tankeløs ødelæggelse af klitvegetationen har virket befordrende på sandflugten er dog givet. Regeringen greb da også ind ved en forordning af 1539, der forbyder beboerne at ødelægge klitvegetationen ved løsgående kreaturer, brug af klittag til tækning og tjørn til brændsel. Og 1548 og 1570 kom der yderligere strenge bestemmelser, så borttagning af klitvæksterne skulle straffes på linie med tyveri.

Man kan måske spørge, hvorfor vi nu vil have disse gårdtomter gravet frem? De er jo ikke særligt gamle og man ved jo meget om dem gennem skrevne kilder. Det gør vi, men middelalderbondens hverdag kender vi meget lidt til. Og hvornår er den typiske, danske flerlængede bondegård opstået, har den rod i oldtid? Kun ganske enkelte udgravninger er foretaget for at løse det problem. Når vi netop vælger Hunetorp til en større undersøgelse skyldes det, at vi her, i modsætning til andre steder i landet, kan vente at finde træ, læder, knogler og andre organiske rester bevaret.

Ved hjælp af ti dygtige arbejdsmænd lykkedes det i løbet af en måned at afdække to gårdtomter. Den ene var tolænget, stuehus og stald. Stuehuset rummede resterne af en kakkelarne med røgmur (ingen skorsten, huset har haft lyrehul i taget) samt en stor bageovn med stensat brønd ved siden. Der var lergulv. I et enkelt lille rum dog plant stengulv. Denne gårdtomt skal vi ikke beskæftige os mere med her. Den må være fra 1600årene, men har ikke rod bagud i tiden. Kulturlaget var ikke særlig tykt, og der fandtes ingen ældre lag under det. Den har sikkert ikke været i brug i mere end en generation.

Men den anden gårdtomt gav os appelsinen i turbanen. Den er også blevet fraflyttet omkring 1600årene, men her har boet mennesker i mange, mange år. Et oldtidshus i middelalder.
(Fig. 2).