Det forbandede sand

(Fig. 1). Hver sommer invaderes Vesterhavskysten af strømme af turister. Hav og sol er dejligt, det hvide sand også - når det er vindstille. Men i blæst har sand en kedelig evne til at flytte sig, det fyger og trænger ind alle vegne, i håret, tøjet og maden. Det er et onde der følger med.

Af Oscar Marseen

Billede

Fig. 1. Tegning: Sylvest Grantzau

Stranden har føget og skiftet udseende til alle tider. Klitterne flytter sig, sådan er strand nu engang.

Men engang i 1500årene blev sandfygningen katastrofal i Vendsyssel. Jorden i baglandet bag klitrækken var frodig lermuld, som havde været dyrket lige fra oldtiden. Det var en fed og god egn med jævn tæt bebyggelse af bøndergårde. Men igennem ca. 200 år blev de fleste gårde nærmest kysten lagt øde og begravet under sand.

Først gik det ud over markerne nærmest klitterne, hvor et tyndt lag sand lejrede sig overalt. Det forringede udbyttet lidt, men blev ellers pløjet ned. Men sandflugten blev ved og dækkede snart markerne med flere tommer sand, hvor intet kunne gro. Mark efter mark blev opgivet, og sandet føg videre og lagde sig i driver ved husene.

Bonden er stædig og klynger sig til den plet jord, der er hans. Han skovler sandet væk fra husene og prøver endnu engang at dyrke markerne for at bjærge føden til sig og sin husstand. Tiender og afgifter skal jo også udredes. Afmægtig knytter han hænderne mod himlen. Det kan da ikke være Vorherres mening, at dette skal vare ved.

Jo, det bliver værre. Sandet tilstopper nu også vandafløbene til havet. De sanddækkede marker bliver oversvømmede, og husene står i sjap. Han bygger tørvediger omkring, både for at holde vand og sand ude. Men vandet trænger ind alligevel, så han må hæve gulvhøjden med et lag tørv. Volden, han opførte vest for husgavlen, holder i første omgang sandet ude, men kommer derefter til at virke som et moderne snehegn, den opsamler sandet, som i driver, langsomt men uafvendeligt, kryber ind og trykker både gavl og tag ind.

Så opgiver bonden. Tiender og afgifter er han for længst ophørt med at betale, nu er også hans hus trykket sammen, nu må han flytte med sin familie og de få husdyr, der er tilbage. Han bjerger med sig, hvad han kan.

Træ er mangelvare i disse egne, så han river resten af husene ned og tager det spinkle bindingsværkstræ og tagtømmer med sig, - tilbage er kun stensylden, der har dannet fundament for væggene.

Sådan aftegnede billedet sig efter en måneds gravekampagne for de tre arkæologer, der d. 1. juli mødtes i Blokhus for i Hunetorp at få mere eksakt viden både om sandflugtsbondens bygninger og om hans levevis.

Gennem skriftlige kilder vidste vi i forvejen, at sandflugten i 15-1600årene havde lagt alle disse gårde øde. Det er i særdeleshed gennem præsteindberetningerne 1553-1730, vi kan følge sandflugtens hærgning. For de arme bønder kunne jo ikke betale tiendekorn, når intet kunne gro på markerne. Præsterne klagede, de var jo kun mennesker, der også skulle have det daglige brød. Og selv Hune sogns præstegård skånede sandet ikke. Dens navn - Klitgård - siger også, at den har haft sand som nærmeste nabo. Præsten oplyser i 1553, at ikke mindre end 25 gårde i sognet var meget fordærvede af sand. 1571 var præstegården for størstedelen ødelagt, og dens landgilde kun 6 kg. smør mod 24 kg. i 1553. I 1690 var gården "ganske forødt af sand med al sin bygning og mark".

I nærheden af det sted, hvor nu gården "Kjærsig" i Hunetorp ligger, lå engang to gårde: "Bjørnsgård" og "Magård", som gik under i sand. De nævnes altid sammen og hørte indtil 1573 under Ø Kloster (Oksholm); men da kronen solgte dette gods, fulgte disse sandføgne gårde ikke med. Dette nævnes her, fordi det er mu- ligt, at det netop er disse to gårdes fundamenter, der blev afdækket under sommerens gravekampagne.

Som før nævnt har der til alle tider fundet sandfygning sted langs vestkysten. Hvorfor den pludselig tager overhånd omkring 1500 årene, er der forskellige meninger om. Mange historikere mener, at det skyldes hensynsløs hugst af skovene. Denne opfattelse kan dog ikke have bund i virkelighed. Der kan aldrig have været storskov de nærmeste 5-10 km. langs vesterhavskysten, og så bredt er netop området mellem de tilsandede gårde og havet. Ingen løvskov har kunnet trives her på grund af havgus og saltmættet luft. Nåletræerne eksisterede ikke her i landet i middelalderen. Grunden til den pludselige sandflugt må snarere være en strømændring, som har bevirket at havet har skåret land bort på et nyt sted. Og sandet har det aflejret her.

At tankeløs ødelæggelse af klitvegetationen har virket befordrende på sandflugten er dog givet. Regeringen greb da også ind ved en forordning af 1539, der forbyder beboerne at ødelægge klitvegetationen ved løsgående kreaturer, brug af klittag til tækning og tjørn til brændsel. Og 1548 og 1570 kom der yderligere strenge bestemmelser, så borttagning af klitvæksterne skulle straffes på linie med tyveri.

Man kan måske spørge, hvorfor vi nu vil have disse gårdtomter gravet frem? De er jo ikke særligt gamle og man ved jo meget om dem gennem skrevne kilder. Det gør vi, men middelalderbondens hverdag kender vi meget lidt til. Og hvornår er den typiske, danske flerlængede bondegård opstået, har den rod i oldtid? Kun ganske enkelte udgravninger er foretaget for at løse det problem. Når vi netop vælger Hunetorp til en større undersøgelse skyldes det, at vi her, i modsætning til andre steder i landet, kan vente at finde træ, læder, knogler og andre organiske rester bevaret.

Ved hjælp af ti dygtige arbejdsmænd lykkedes det i løbet af en måned at afdække to gårdtomter. Den ene var tolænget, stuehus og stald. Stuehuset rummede resterne af en kakkelarne med røgmur (ingen skorsten, huset har haft lyrehul i taget) samt en stor bageovn med stensat brønd ved siden. Der var lergulv. I et enkelt lille rum dog plant stengulv. Denne gårdtomt skal vi ikke beskæftige os mere med her. Den må være fra 1600årene, men har ikke rod bagud i tiden. Kulturlaget var ikke særlig tykt, og der fandtes ingen ældre lag under det. Den har sikkert ikke været i brug i mere end en generation.

Men den anden gårdtomt gav os appelsinen i turbanen. Den er også blevet fraflyttet omkring 1600årene, men her har boet mennesker i mange, mange år. Et oldtidshus i middelalder.
(Fig. 2).

Billede

Fig. 2. Ingen billedtekst.

(Fig. 3).
Det var omtrent som et jernalderhus skal være, ca. 20x8 m. orienteret øst-vest, med beboelse i vestenden og stald i øst. Af nyere træk i bygningsformen var kun det, at man nu havde fået ruminddeling i beboelsesenden. Midt i huset lå den store bageovn og den halvåbne kakkelarne. I udskuddet i nordsiden har der været alkover - sengehalmen lå der endnu. Indgangen til beboelsen har været i det sydvestre hjørne. I staldenden var der døråbning både i syd- og nordsiden.

Billede

Fig. 3. Tomten set fra vest. Tørvegulv og ovn (venstre). Hushjørnet med tørvediget (højre)

Ved fraflytningen har man revet huset ned og medtaget alt brugeligt tømmer, så hele tomten var dækket af indstyrtede lervægge og det nedskredne tag af halm og lyng, der endnu var bevaret. I staldenden var båseinddelinger af spinkle trærafter. Det hele opfyldt af et tykt lag gødning, alt så godt bevaret at, som en af arbejderne udtrykte det om fåregødningen, "de har bevaret mønstret endnu". Det er i det hele taget de gode bevaringsforhold, der gør denne udgravning både vigtig og chokerende.

I opholdsrummet med arne og ovn afdækkedes et parketgulv af tørv. Store, skårne tørv 40x20 cm. så godt bevaret som den dag, de omhyggeligt blev nedlagt i fine rækker.

Fra husets nordvestlige hjørne gik et halvbueformet dige over til det vestlige hjørne af en endnu ikke undersøgt sydvendt længe (lade?). Diget er opbygget af skårne græstørv, lagt i forbandt og lige så godt bevaret som tørvegulvet. Volden er opbygget som beskyttelse mod sand og vand.

Hvad fandt vi af redskaber eller genstande? Jydepotteskår, men næsten ingen glaserede lerkarskår. En håndten af træ, ret mange brudstykker af træredskaber, nogle med bomærke i. Snoede vidier (i stedet for reb). Af metaldele kun en tå af en malmgryde, en blyplombe, en lille trefod af jern, ingen jernsøm eller nagler. Negativt? Nej, det fortæller os bare i hvilken grad bondesamfundet har hvilet i sig selv. Det har været næsten selvforsynende, og de nødvendige køb og afgifter er blevet betalt med naturalier. Det eneste fremmede pust var blyplomben, en klædeplombe sikkert af hollandsk oprindelse. Men det er ikke sandsynligt, at det stykke klæde, hvorpå plomben har siddet, er kommet hertil på normal vis. Mon ikke det er strandingsgods?

Det er ikke her stedet at gå i nærmere detaljer om udgravningen. I groft rids tegner sig for os det tørvegulvshus som blev forladt i 15-1600 årene.

Men under det findes ældre hustomter. Det hviler på et ca. halv meter tykt kulturlag med et nedre og et øvre brandtomtlag i. Uden at foregribe noget, tør man sige, at det ser ud til, at huset er nedbrændt sidste gang et stykke tid før sandflugten. Man har da jævnet brandtomten og bygget igen. Med sandflugten kommer også vandet. For at gå tørskoet i huset må gulvhøjden hæves betydeligt. Ikke alene må tørvegulvet lægges, men også ny arne og ovn må bygges. Under tørvegulvet fandtes den ældre arne og dele af den ældre bageovn.

Brandtomterne vil blive undersøgt i den kommende sommer. Spændende bliver det, hvor langt bebyggelsen vil række ned i tid. Er vi meget heldige, kan vi måske nå tilbage til tidlig middelalder eller vikingetid. Vi glæder os til sommer, og er ikke kede af at undersøgelsen, på grund af den høje grundvandsstand, kun kan foretages i juni og juli måned. Vi kan nemlig lide hav, sol og sand.
(Fig. 4).

Billede

Fig. 4. Ingen figurtekst.