Det attende glas

På Rigsarkivet fandt man forklaringen, nemlig i de utrykte erindringer af Lorenz Bahnson, min oldefars yngste bror. Initialerne er hans bedstefars på mødrene side, præsten Carl Viborg (1706-82) fra Bedsted, Åbenrå amt. Han studerede i København, blev 1739 teologisk kandidat og fik 1743 sit første embede som skibspræst på linjeskibet »Prinsesse Lovise«. Dette krigsskib, som var løbet af stabelen elleve år tidligere, hørte til en eskadre på tolv linjeskibe, fire fregatter og to brigantiner, ialt atten skibe, der nævnte år var lagt for anker på Københavns red for at være ved hånden, hvis det gik løs. Den politiske situation var nemlig yderst spændt og krig en nærliggende mulighed.

Modstanderen i den ventede fejde var som så ofte før Sverige. Her savnedes på den tid en tronfølger, flere kandidater havde meldt sig, blandt dem den danske kronprins Frederik (senere Frederik 5.). Det danske kongehus havde intet mod en genoplivning af Unionen, og det var en stor skuffelse, da valget – under russisk pres – faldt på en anden, nemlig en gottorpsk prins. Heller ikke i Sverige var jublen enstemmig, dalkarlene gik mod Stockholm, og selv om de blev eftertrykkeligt afbanket, må det alligevel have været en tilfredsstillelse for den danske monark. Han overvejede alvorligt at gribe ind, hæren blev sat på krigsfod og flåden – som vi har set – holdt i beredskab. Der er grund til at prise kongens ubeslutsomhed, der fik det hele til at løbe ud i sandet. En krig med Sverige ville utvivlsomt have ført til væbnet russisk indblanding og måske have udløst andre for Danmark ubehagelige reaktioner. (Fig. 2)