Det ældste Aalborg

(Fig. 1.) Tavse vandringsmænd med blikket rettet stift imod jorden møder man overalt på arkæologiens vidtstrakte arbejdsmark. De er gerne alene, disse fagets sporhunde og lykkejægere. Men på Bejsebakken ved Aalborg har man i de senere år kunnet se dem i flokke, - børn, unge og gamle i intens søgen. Her - på den flade top af et markant bakkedrag - er det da også taknemligt at holde arkæologisk markvandring; lerkarskår og flintsager vrimler det med i jorden, og der er også fundet spindesten, glasperler, sølvmønter og bronzesmykker, som ploven lejlighedsvis vender op. Man skal bare bukke ryggen for at gøre fund. Men eet er at gøre fund, et andet at forstå, hvad disse fund kan fortælle. Om stedet, hvor de ligger, om tiden, de stammer fra. Den viden skal ledes frem - også på Bejsebakken.

Af Mogens Ørsnes

Billede

Fig. 1. Bejsebakken set fra Aalborgtaarnet.

De løsfundne ting fra bakken stammer især fra to oldtidsperioder: stenalderens slutfase, dolktiden, (ca. 1800-1500 f.Kr.) og den yngre jernalder (ca. 400-1000 e.Kr.). Hertil kommer en del genstande fra langt senere tid, men da det vides, at affald fra det nuværende Aalborg tid efter anden er blevet kørt ud på markerne i byens periferi, kan disse yngre fund meget vel være bragt til stedet ad denne vej. Det er da de egentlige oldsager, der især tiltrækker opmærksomheden. Om de så hidrører fra bopladser på selve Bejsebakken, eller fra grave under flad mark, om der overhovedet kan eftervises spor af sådanne oldtidsanlæg, ja, det fortæller tingene i sig selv lidet eller intet om.

I 1956 satte Nationalmuseets folk derfor forsøgsvis spaderne i jorden for at prøve at løse dette fundrige steds gåder. Det var en fristende arbejdsopgave, men uhyre stor. Thi flere tønder åbent agerland må systematisk gennemgraves, før endelige resultater kan foreligge - og hvor begynde, hvor slutte på et sådant areal? Helt på lykke og fromme behøver udgravningsfelterne dog ikke blive anlagt. Foruden tingene i jorden er der spor at gå efter, når markerne ligger bare. Stensamlinger viser umiskendelige spor af ild, mørke pletter i overfladen kan være vidnesbyrd om gamle nedgravninger eller formuldede gårdtomter. Endvidere foretrækkes steder, hvor muldlaget er så tykt, at ploven ikke ganske har endevendt de kulturlag, der indeholder levnene fra en eventuel oldtidsbebyggelse. Sådanne steder, der opsøges før den egentlige udgravning begynder, er da udgangspunkter for vor undersøgelse i området.

En mindre gravning fandt sted i 1956. På bakkens vestlige del ledte adskillige skørnede og sværtede sten os pa sporet af ildsteder, der iøvrigt lå velbevarede og stensatte under plovdybde, og her, urørt af ploven, gennemgravedes også et 10-15 cm tykt kulturlag, mørkt og fedtet af formuldet affald og tæt pakket med flintskærver. Det var især flintaffaldet fra redskabstilvirkningen, men også itubrudte eller tabte flintdolke og korn- segle lå tilbage sammen med lerkarskår. Endelig iagttoges en del stolpehuller, der ved videre fladeafdækning måske kan give oplysninger om bebyggeIsens karakter. Billedet af en stenalderboplads fra den yngre stenalders sidste del var således ganske klart, og en koncentration af flintsager i pløjelaget netop på bakkens vestlige del antyder en ret udstrakt bebyggelse her.

Nu var det imidlertid ikke stenalderfundene, der i første række havde lokket os til Bejsebakken, så da undersøgelsen i 1958 kunne fortsættes - og dennegang efter en noget større målestok - valgtes et område ca. 500 m østligere midt på bakkens flade top. Mørke partier i jordoverfladen kunne her være spor efter en bebyggelse, — og det viste sig at holde stik. Dybe ildstedsgruber, bredt-ovale hyttetomter, en brønd, udstrakte affaldslag og en mængde stolpehuller er blevet afdækket, og fundene fra disse anlæg: stempelornamenterede lerkarskår, perler og tenvægte, godtgør, at det drejer sig om en samlet bebyggelse fra århundrederne lige før vikingetiden. Den yngre jernalders boplads, som vi søgte efter, er altså fundet. Og denne bebyggelse vil nok vise sig al mulig opmærksomhed værd.

Ikke fordi fundene foreløbig er enestående; men derimod fordi Bejsebakkefundet har så mange træk fælles med bebyggelsen på Lindholmhøje nord for Nørresundby, at det faktisk danner en søndenfjordsk pendant til dette fund. Det er f.eks. de samme stempelornamenterede lerkar, de samme hyttetomter og iøvrigt det samme virvar af stolpehuller, der møder os på disse to fundpladser; valget af bosted i bakkelandet bag de moderne byer, med en vid udsigt over den flittigt besejlede fjord, er vel endelig det mest markante fællestræk.

Når det betænkes, at de moderne byer efter alt at dømme først er blevet grundlagt i den tidlige middelalder og altså samtidig med, at højlandets oldtidsbebyggelse hører op, er der grund til at se de gamle bopladser som direkte forløbere for vore dages to driftige fjordbyer. Som disse har Lindholmhøje- og Bejsebakkebyerne kunnet formidle den nord-sydgående landevejstrafiks passage over vandspærringen, og som disse har de i ivrig konkurrence søgt at få del i fjordvejens Intensive handelsliv. (Fig. 2).
Fig. 3).

Tegninger: Henning Ørsnes

Billede

Fig. 2. Ingen figurtekst