Deres bedste brænde

Denne anklage bliver ikke uddybet nærmere i tingbogen, men det er klart, at det, som den indstævnede beskylder sagsøgerinden for, er at hun har samlet nogle tørre kokasser op på en mark, som tilhørte en anden. Nu kan det jo synes vel hårdt at tyvte hende, fordi hun har samlet det skarn op, som andre holder sig for gode til at røre ved, så det kræver en forklaring, og den får vi i nogle omtrent samtidige indberetninger (Fig. 2). I 1728 hedder det om læsøboerne, at »de lider meget ilde for noget at brænde, hvortil de må sanke nøje kreaturernes fortørrede gødning på marken, hvorudi denne lille republik og har sine egne love«. Desværre hører vi ikke noget om, hvori disse love består. 1743 indberettes, at »landet er forarmet, og den bedste del deraf ødelagt, så de fattige landsåtter har nu ingen anden brænde end nogle sandige tørve og kreaturernes gødning, som de tørrer og holder for deres bedste brænde«.

Havde læsøboerne ladet sig nøje med at samle de kokasser, der faldt på marken, så havde for så vidt alt været godt. Men brændselsmanglen var så stor, at man også forgreb sig på staldgødningen, som skulle have frugtbargjort agrene. I 1755 hedder det: »Den bedste ildebrand, man haver på Læsø, er fåremøg, opgravet i fårestien og tørret i solen, samt nødknupper, gravede udi fæmøgsdyngerne og ligeledes tørrede ved solen«. Omkring 1800 var det stadig galt med »den højst skadelige brug at anvende ko- og fåremøg til brænde, som sammenklappes med en skovl i runde kager, der om foråret lægges på digerne og andre høje banker for at tørres ved solen, hvilke kaldes klappinger, som brænde meget godt«.

Der var i forvejen ikke for meget staldgødning at få på øen, fordi man det meste af året havde kreaturerne gående i løsdrift i udmarken. Den smule gødning, som kunne blive tilovers til agrene, når ildstedet havde fået sin anpart, måtte derfor spædes op med mængder af lyngtørv, som blev hakket i små billinger og lagt i lag i møddingen. Dertil kom som en sørgelig erstatning for gødningen den aske, man fik af klappingerne og brændetørvene. »At beboerne gør herved deres avling stor skade, er dem ofte forestillet, og de erkende det«, skriver øens birkedommer i 1802, »men de kan dog ikke aflægge denne skik, ja nogle have endog påstået, at asken har des bedre kraft, og at den skære avlingsmøg ikke er passende efter herværende jordart«.

Kilder fra 1200-årene viser, at Læsø dengang var dækket af store skove, som leverede rigeligt med træ til hus- og skibsbygning og til brændsel. Hvordan går det da til, at man 500 år senere kan geråde i strid om en kolort på marken? Forklaringen kan rummes i et ord: salt. Læsø var i middelalderen hjemsted for Danmarks eneste saltindustri af betydning. Den tiltrak kapital fra mange gejstlige institutioner og privatpersoner, og den bevirkede, at øen fik en relativt stor befolkning. Der skulle bruges masser af træ under de evigt brændende saltkedler, og presset på skoven blev stort, så stort at da vi i slutningen af 1500-årene får de første syn på Læsøs skove, er det kun sørgelige rester, der er tilbage af den fordums herlighed. Endnu i begyndelsen af 1600-årene kunne der udvises træ til beboerne og hugges tømmer til nybygninger på fogedgården, men i 1652 måtte man tage konsekvensen af ødelæggelsen. Saltkogningen blev ved en overenskomst helt opgivet, og ved den lejlighed opnåede beboerne ret til to gange om året at samle kogler, nåle og kviste i fyrreskoven, et talende vidnesbyrd om den begyndende brændselsmangel. For resten måtte man klare sig med de græs- og lyngtørv, man kunne skære, og da der skulle bruges tørv også til diger omkring marken og til at blande i møddingen, så blev der flået grønsvær af alle vegne, hvor der var noget at få. 1696 klages over, at »der opgraves det bedste enge- og agerjord til diger og ildebrand«. Grønsværsafgravningen efterlod gabende sår, som blev arnesteder for den sandflugt, der plagede øen gennem et par århundreder. Den kulminerede i vinteren 1709, hvor synsforretninger fortæller om forladte gårde omgivet af sanddriver i vindueshøjde.

Ved midten af 1700-årene var da skoven øde og udmarkerne spoleret. Der var nu næsten ikke andet brændbart tilbage end kreaturernes gødning, for hvem havde vel råd til at sejle over til Sæby eller et andet sted på »Vesterlandet«, som det kaldtes, for at købe brænde i dyre domme? I løbet af sidste halvdel af 1700 -årene blev situationen dog gradvis bedre. Sandflugten var standset, og de sandføgne jorder groede atter til med lyng. I 1828 konstaterer en forfatter, at den »for Læsø særegne uskik, nemlig at brænde gødning i stedet for tørv« er aftaget meget i den senere tid.

Ingen nulevende kan huske, at man har fremstillet brændsel af staldgødningen, men indsamling af kokasser på marken har været brugt langt op i tiden (Fig. 3). Så sent som 1951 fortalte en kone i Østerby, at hun den sommer havde samlet 80 sække kokasser i udmarken. Hun satte dem højt som brændsel, for det var meget hurtigere at få vandet til morgenkaffen i kog med et par kolorte under trefoden end ved at bruge primussen.

Vi har hidtil udelukkende opholdt os ved læsøboernes brug af gødning som brændsel. Men det er ikke korrekt, når dette i 1828 kaldes en »for Læsø særegen uskik«. Det er tværtimod et kulturtræk, som man kan genfinde næsten overalt, hvor andre brændselskilder som skove og tørvemoser mangler. Vareudvekslingen mellem de forskellige egne var beskeden i de århundreder, der ligger forud for vort eget, og folk blev derfor tvunget til at udnytte de lokale ressourcer til det yderste. For os, som næsten alle får vort brændsel fra et andet europæisk land eller fra den nære orient, kan det være svært at forstå, at man engang har varmet sig ved gødning, og dog ligger det ikke længere tilbage i tid, end at det endnu kan huskes mange steder. På Harboøre kan man således endnu fortælle om, hvordan der blev skåret »tørv« i fårestien. Her som de fleste andre steder blev der ikke muget hos fårene; de fik lov at gå pa gødningen, som i vinterens løb voksede til et lag af anselig tykkelse. Når fårene kom ud om foråret, skar man med en skarp spade det tykke gødningslag ud i tørv, som siden blev tørret og stakket.

På Skanør-halvøen hinsides Sundet kan man følge en udvikling, som i mangt og meget ligner den, der er påvist pa Læsø: Fra rigelig tilgang på træ i middelalderen til brug af hedetørv og gødning som brændsel i nyere tid. Fra slutningen af forrige århundrede har vi en pudsig skildring af, hvorledes man indsamlede køernes efterladenskaber på Skanør bys fællesgræsning: »Her såvel som på byens »gader« ser man småbunker af kreaturgødning, som man tager nøje vare på for at bruge det til brændsel. Men vanskeligt ville det være at udfinde, hvis køer det er, som har skænket sin ejermand den værdifulde forøgelse af brændselsforrådet, hvis man ikke havde »hyren«. Denne er byens officielle kvæghyrde, og det er hans hverv at holde kreaturerne på den for dem bestemte græsning samt at mærke hver gødningsklat med affaldne gåsefjer, som for hver kvægejers vedkommende veksler i mængde og stilling. Og han udfører sin forretning upåklageligt. Hver morgen kl 6 lyder hans skingrende lur for at samle hans hjord, og kl 6 om aftenen tilkendegiver han pa samme måde, at kvæget kan hentes på den træbevoksede plads, som kaldes Torvet, og - at brændslet kan indhøstes«.

På Halligerne, de lave øer ved Slesvigs vestkyst, hvor kun husene på deres kunstige »varfer« er sikre mod oversvømmelse, kan jorden kun bruges til høslæt og græsning. Brændselsmanglen er her total, men da jorden ikke skal dyrkes og gødes, kan man til gengæld bruge al gødningen til brændsel. I lidt ældre tid var teknikken på dette specielle felt her udviklet til fuldkommenhed. Man havde hele fire forskellige former for gødningsbrændsel. Vigtigst var de »briketter«, som om foråret blev lavet af den staldgødning, der var samlet i vinterens løb. Den blev bredt ud på grønningen i et tyndt lag og æltet godt igennem af kvinder, der var iført nogle særlige, tyksålede strømper. Når laget var så tørt, at et. lille barn kunne gå på det uden at synke i, blev det med en særlig spade skåret ud i kvadratiske tørv, som siden blev tørret og stakket. Møddingens tømning fandt sted i april. Den gødning, som køerne producerede fra da af, og indtil de i maj blev sat på græs, lagde man ud i småklatter, som blev banket flade med en riskost og tørret godt igennem. Også gødningen fra fårestien tog man vare på, og endelig samlede man i sommerens løb de kokasser og fåreknebler, som faldt på græsningsarealerne.

Også på Rømø brugte man staldgødning til brændsel, men størsteparten fik dog lov at komme jorden til gode. Kun den gødning, der kunne samles i tiden fra møddingens udkørsel til kvæget kom på græs, blev lavet til briketter (Fig. 4). Gødningsklatterne blev klappet flade med en skovl og kaldtes »klapkassen«. Kokasser samlet på marken spillede også her en stor rolle, ja man havde endog en særlig lille rive til dette formål. Mens halligbeboerne havde organiseret det sådan, at hver ejendom havde en særlig lod af fællesgræsningen til at samle gødning på, så ordnede man det på Rømø sådan, at ejendommene samlede »kassen« efter tur en uge ad gangen. Udbyttet blev spredt ud til tørre i en såkaldt »kassenplet«, og for at ingen uvedkommende skulle forgribe sig på herlighederne, skar man med en kniv gårdens bomærke i grønsværen ved siden af kokasserne.