
Der var megen uro på øerne den vinter
I et landskab af svagt skrånende sletter ned mod en sø, midt inde på Mainland, den største af Orknøerne, ligger en imponerende gravhøj omgivet af en bred voldgrav. I højens sydvestside er der en lav portal bygget af Orknøernes usædvanlig fine, jævne skiferstejl, den de kalder »flagstone«. Åbningen er kun godt én meter høj, og bøjer man sig ned og kryber ind under de svære heller, som danner taget, kommer man gennem en 12 meter lang gang ind til centrum af højen.
Af Aslak Liestøl
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

Herinde kan man virkelig rejse sig igen, for nu er man kommet ind i et firkantet rum, som oprindeligt har været ca fem meter højt under et hvælvet tag. Indgangen er midt i en af væggene; i de andre tre vægge er der, knap én meter over gulvet, mindre åbninger, som fører ind til sidekamre. Hele det imponerende bygningsværk er lagt op af flagstone-heller med enkelte store blokke af rød sandsten ind imellem. Maeshowe, som stedet hedder, er vel det mest fremragende storstensgravminde, vi har i Nordeuropa. Det stammer fra yngre stenalder, og sammen med en usædvanlig koncentration af samtidige mindesmærker dér på øerne, markerer det en station på stenalderfolkets forbindelsesvej mellem Sydvesteuropa og Skandinavien. Dengang stod højen som monument over en familie med evne og vilje til at lave noget helt uden for det sædvanlige. Gravkammeret har sikkert været benyttet og holdt i hævd i lang tid, men efterhånden er nye folk med nye skikke kommet til, højen er gået af brug, og lidt efter lidt er dens historie gået i glemme. (Fig. 1)
Udgave: Skalk 1967:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
