Der var megen uro på øerne den vinter

Herinde kan man virkelig rejse sig igen, for nu er man kommet ind i et firkantet rum, som oprindeligt har været ca fem meter højt under et hvælvet tag. Indgangen er midt i en af væggene; i de andre tre vægge er der, knap én meter over gulvet, mindre åbninger, som fører ind til sidekamre. Hele det imponerende bygningsværk er lagt op af flagstone-heller med enkelte store blokke af rød sandsten ind imellem. Maeshowe, som stedet hedder, er vel det mest fremragende storstensgravminde, vi har i Nordeuropa. Det stammer fra yngre stenalder, og sammen med en usædvanlig koncentration af samtidige mindesmærker dér på øerne, markerer det en station på stenalderfolkets forbindelsesvej mellem Sydvesteuropa og Skandinavien. Dengang stod højen som monument over en familie med evne og vilje til at lave noget helt uden for det sædvanlige. Gravkammeret har sikkert været benyttet og holdt i hævd i lang tid, men efterhånden er nye folk med nye skikke kommet til, højen er gået af brug, og lidt efter lidt er dens historie gået i glemme. (Fig. 1)

Men et så imponerende bygningsværk har naturligvis ikke ligget der, uden at man har gjort sig sine tanker og snakket om det, og mange sagn om Maeshowe er sikkert blevet fortalt. I begyndelsen af yngre jernalder kom der folk nordfra, som slog sig ned på øerne, og også de havde deres forestillinger om slige steder. I de høje, de var vant til hjemme fra, vidste de, at den døde holdt til; under særlige forhold kunne man endda komme i kontakt med ham, men det var ikke altid noget hyggeligt møde. Helt op til vore dage har der boet en »hogboy« i hver eneste gravhøj på Orknøerne, vidste man. (Fig. 2, fig. 3)

Det, som hidtil er sagt om Maeshowe, grunder sig på monumentet selv og det, vi sådan i almindelighed mener at vide om den tid, højen har eksisteret. Midt i 1100-tallet dukker den imidlertid i et par glimt frem af forhistoriens mørke. Vi hører pludselig om den fra to kanter, hvoraf den ene er Sagaen om Orknøingerne, mens den anden er et antal runeindskrifter - ca 30 - som findes i selve højen. Men begge disse kilder knytter sig til en episode i Orknøernes historie, nemlig det korstog, som jarlen Ragnvald Kale foretog i årene 1150-53. Vi skal ganske kort se på, hvad som hændte, og vi vil lægge særlig vægt på det, som kan være af interesse for os i denne sammenhæng.

I 1148 rejste Ragnvald til Norge. Der traf han Eindride den Unge, som netop var kommet tilbage fra Konstantinopel og havde meget interessant at berette fra de østlige Middelhavsegne. Ragnvald blev overbevist om, at han ville høste stor ære ved at starte et korstog, og han tog korset. Planen blev dog først ført ud i livet to år senere; da samlede korsfarerne sig i Norge og tiltrådte rejsen. På grund af forskelligt smøleri var det blevet langt ud på efteråret, før de kom af sted, men på den årstid vover man sig ikke på langfart, så i første omgang nøjedes korsfarerne med at tage over til Orknøerne, hvor de overvintrede. Sagaen fortæller, at »nogle sad på egen bekostning, nogle var hos bønderne og mange med jarlen. Der var megen uro på øerne den vinter. Østmænd og øboer blev uvenner om handel og også om kvindfolk, og der kom meget ud af dette«. Næste sommer drager så korsfarerne videre. Mens Ragnvald er borte, skal hans medjarl Harald tage vare på øerne. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, han bliver angrebet både fra den ene og den anden kant, og efter et års forløb må han forlade øgruppen fordrevet af sin fætter Erlend. Ved juletid forsøger han at vinde det tabte tilbage ved et kup mod fætteren. Han kommer fra Skotland og lægger til på sydsiden af hovedøen. Helligtrekongers dag begiver de sig tværs over øen for at angribe Erlend Jarl, som holder til i Firth. »De var i Orkahøj«, hedder det i sagaen, »mens en snestorm stod på. Der mistede to af mændene forstanden, og det sinkede dem meget. Det var ud på natten, før de kom til Firth«. På grund af forsinkelsen får de ikke fat i Erlend, og kuppet mislykkes. - Et årstid senere, kort før næste jul, kommer så Ragnvald Jarl tilbage. Han er taget ad landevejen fra Konstantinopel til Norge, og nu lader han sig sætte over til Orknøerne. Transporten foregår på et handelsskib ejet af Torhall Åsgrimsson, og ham bør man lægge mærke til, da han kommer til at spille en rolle senere i denne artikel. Sagaen siger, at han var islænding bosat sydpå i Biskoptunga. - Hvad der senere tildrog sig mellem jarlerne Ragnvald, Harald og Erlend er dramatisk nok, men kommer ikke os ved.

Som man ser, har vi i sagaen en konkret oplysning om et besøg i en høj, som ikke kan være nogen anden end Maeshowe. Nogle af de før omtalte runeindskrifter røber sig gennem deres indhold som korsfarernes værk, men ingen af dem kan føres tilbage til netop den hændelse. Da højen var åbnet og gravkammeret gjort tilgængeligt, har man sikkert også været der mere end denne ene gang, selv om det vel ikke hørte til de steder, hvor man allerhyppigst kom.

Forfatteren Eric Linklater undrer sig et sted over, at højboen øjensynlig har foretrukket elskende par frem for mænd på hærfærd, eftersom han skræmte to af Haralds folk fra vid og sans, mens han - ifølge en runeindskrift - lod Torny og Helge elske ganske uforstyrret. Indskriften siger dog ikke direkte, at det var i højen, det foregik, og det fugtige, mørke gravkammer ville unægtelig også have dannet en lidet inspirerende ramme. Det er rimeligere at tro, at den Helge, som tegner sig for indskriften, bare har videreført et rygte. » þorny sarþ)«, står der. »Torny« er altså subjekt, hvilket tyder på, at det var hende, som var initiativtageren. - En anden fyr, som kalder sig Erling, mener rigtignok, at der har været mange piger inde i højen. »Ingeborg, den fagre enke«, skriver han. »Mangen kvinde har måttet gå ind her med bøjet nakke, selv den meget overmodige«. En tredje holder på Ingegerd; han siger: »Ingegerd er den vakreste af kvinder«.

Det er ikke bare piger og pigeeventyr, de har pralet af; færdighed i skrivekunsten var værdsat, og de, som havde den, har ingenlunde lagt skjul på det. Ni indskrifter er rene risterformler: »Arnfinn Mat ristede disse runer«, »Øyolv Kolbeinsson skrev disse runer højt oppe« o.s.v. Flere har forsøgt sig med lønruner, en slags cifferskrift, og en af dem udnævner sig selv til den runekyndigste på de kanter. Det er et helt lille vers, han har lavet:

Disse runer
risted' den mand
som runekyndigst er
vest for havet.
Med den økse
som Gauk ejed'
Trandil sønnen
på Sydlandet.

Denne tidligere ejer af øksen, Gauk Trandilsson, kender vi andetsteds fra, således fra Nials saga. Han blev dræbt af sin fostbroder Åsgrim Ellida-Grimsson, der var en stor handelsmand, og som i den egenskab foretog mange rejser med store skibe. Asgrim havde to sønner, som begge hed Torhall, og som boede i Biskoptunga på Sydlandet i Island. Nu har vi netop hørt, at Ragnvald Jarl fik en islandsk købmand, Torhall Åsgrimsson fra Biskoptunga til at sætte sig over til Orknøerne, da han kom hjem fra korstoget. Der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at denne Torhall er en efterkommer af Åsgrim Ellida-Grimsson, og da i så fald sønnesøns sønnesøns søn. Den økse, som Åsgrim Ellida-Grimsson vel tog fra den dræbte Gauk Trandilsson, har da gået i arv fra far til søn i slægten. Den har fulgt den yngre Torhall Åsgrimsson på hans færd i 1153 og har så været brugt til at riste runer med i Maeshowe. (Fig. 5)

Nu har vi altså fået dateret en af runeindskrifterne i Maeshowe, sandsynligvis til julen 1153 eller tidligt på året 1154, og vi har dermed bevidnet endnu et besøg i højen omtrent et år efter, at Harald Jarl var der. Torhall har vel ikke været der under så trykkende omstændigheder som Harald, og han og hans mænd - han har sikkert ikke været der alene - har vel haft tid til at se sig omkring og diskutere forholdene. Så er de begyndt at skrive runer, og Torhall selv har slet ikke været den ringeste. (Fig. 6)

Nogle må have opholdt sig et stykke tid ved højen, for indskrifterne har næsten karakter af samtaler. Der snakkes foruden om kvindfolk om hvem, der har åbnet højen, og der filosoferes omkring en tænkt skat. To indskrifter fortæller lige ud, at det var korsfarerne - Jorsalsmændene - som opbrød højen. I den ene står der: »Jorsalamænd brød denne høj«, og den anden lyder: »Jorsal-farerne brød Orkhøj. Liv, jarlens rådskone, skrev«. Vi må tænke os, at dette hænger sådan sammen. Da korsfarerne måtte overvintre på Orknøerne i 1150-51, har de ikke haft noget at fordrive tiden med. Sagaen fortæller, hvordan de fleste løste dette problem, men nogen har hengivet sig til en sport, som var populær i de dage, nemlig den at bryde ind i gravhøje og lede efter skatte. Det var vel kun de mest hårdhudede og dumdristige kæmper, som indlod sig på sligt, for der var nok af beretninger om, hvilke farer man udsatte sig for. Korsfarerne har forstået at gøre sig gældende i det lille samfund på øerne, og der har sikkert været talt om dem i lange tider efter. Et er i hvert fald helt sikkert, og det er, at ingen har været i tvivl om, hvem der sigtedes til med udtrykkene Jorsalamænd og Jorsalafarere. Vi kan forestille os, at da Ragnvald Jarl var kommet tilbage med sine folk på Torhall Åsgrimssons skib, så har de siddet der ved julegæstebudene og fortalt historier. Der har været meget at berette efter en lang og begivenhedsrig færd, men også det, som hændte på øerne, er man kommet ind på, og her har Maeshowe og åbningen af gravkammeret givet stof til underholdningen. Så er der nogen, som har fundet på, at det måske kunne være et forsøg værd at undersøge højen nærmere, og en flok har begivet sig af sted. Torhall Åsgrimsson har været med på denne tur, og Liv, som stod for husholdningen hos jarlen, har også slået følge. De har talt meget sammen om højen, og mange af samtaleemnerne finder vi i runeindskrifterne. En af dem viser, at der har været antikvarisk interesserede folk i flokken, og jeg tror, de fleste vil være enige i den datering, som runeristeren gør sig til talsmand for. Han skriver:

»Denne høj blev bygget før Lodbrogs høj. Hans sønner de var kække, glatskindsmænd som de selv var«.

Her sigtes til sagnet om vikingen Regnar Lodbrog og hans sønner: Ivar Benløs, Bjørn Jernside, Kvitserk og Ragnvald. Risteren har lavet en slags ordspil om Regnars tilnavn, Lodbrog, som jo betyder pelsbukser, den lodne brog. Op mod dette bliver sønnerne stillet, og det hævdes, at de var dristige og tapre mænd til trods for, at de havde klæder af glat skind. Regnar Lodbrogs saga, sådan som vi kender den, fortæller da i grunden også mere om sønnerne end om Regnar. Når en af sønnerne bærer navnet Kvitserk, har det måske også noget at gøre med de glatte skindklæder, som indskriften hentyder til. (Fig. 7, fig. 8)

I Regnar Lodbrogs høj, hvor nu den måtte befinde sig, ville man have gode chancer for at finde et rigt gravudstyr, en stor skat. De, som har åbnet Maeshowe, har sikkert også næret store forventninger, men de er tydeligvis blevet skuffet, i hvert fald er der ingen af de skrivende, som helt sikkert har kunnet fortælle, at skatten blev fundet. Men rygter har der været nok af. Lige under indskriften om Regnar og sønnerne læser man: »I nordvest er der gemt en stor skat«. Men der har været dem, som har tvivlet på dette, og en mener tilmed, at han kender navnet på den, som fandt guldet og stak af med det. »Håkon bar skatten ud af højen alene«, skriver han på sandstenen. En tredje har sat sig ned og drømt og givet udtryk for en mere almindelig form for ønsketænkning: »Lykkelig er den, som kunne finde denne store skat«. Der har også været en rationalist til stede, og han har moret sig med at slå koldt vand i blodet på disse godtroende drømmere. »Det er sandelig længe siden, der var gemt nogen stor skat her«, skriver han. Men tanken om skatten har ikke været så let at udrydde. En har ment at kunne fortælle noget, som var helt sikkert; han lader hånt om skeptikernes indvendinger og holder på sit: »Det er vist og sandt, det jeg siger, at skatten er ført bort. Tre nætter før de brød højen op, blev skatten ført bort«. Endnu en har ridset en indskrift, som nævner skatten. Han har ikke ladet sig anfægte af alle indvendingerne, men har troet på rygtet om, at skatten skulle ligge i nordvest og har været og undersøgt nøje omkring det nordvestre kammer. Men nej, han har måttet sande det, som er fortalt ham, »at skatten er her gemt meget vel. Få siger, som Odd Orkason sagde med de runer, som han har ristet«. - Odd Orkason må vel være en af tvivlerne, men de har tydeligvis været i mindretal. (Fig. 9, fig. 10)

Som man ser, er indskrifterne i den lette genre. Her er ingen påkaldelser af Vor Herre eller af helgener, sådan som vi kender det fra mange indskrifter i middelalderens kirker, men det var jo heller ikke noget kristent gudshus, de var i, sindet blev ikke stemt til andagt i gravkammeret i Maeshowe. Tonen her er let, man kan næsten sige for let, men det var vel at vente af en flok barske krigere - for det var de jo, om de så aldrig så meget kaldte sig korsfarere. Helt trygge har de nok ikke følt sig; højboen måtte jo være lige inden for væggene et sted. Og til trods for de fandenivoldske indskrifter har flere set sit snit til at indskære et kristent kors for at sikre sig. En har tilmed signeret det »Benedikt gjorde dette kors«. Enhver kan føle sig beklemt sådan et sted. Tænk blot på Haralds mænd, som stred sig frem over de forblæste vidder på Helligtrekongerdagen, som blev overrasket af en snestorm og måtte søge ly i den snævre, ensomme gravhøj, som så mørket sænke sig over dem, mens de vidste, at nu, i denne nat, var alt utyske løs. Flokke af uhyggelige væsener for omkring. En ged fløj gennem luften og satte ondt pa kreaturerne. Troldkællingerne mødtes, og sælkvinderne søgte mod land for at kaste hammen. Ikke så sært at to mænd blev vanvittige, og at hele togtet blev forsinket og slog fejl.