Der er der glade dage

En arkæologisk udgravning har - som føljetonen - en tilbøjelighed til at afbrydes på det mest spændende sted. Serier af spørgsmål, som er opstået under arbejdet, må skydes til side, tiden er udløbet, der skal sluttes af. Løsningen følger i næste nummer, det vil sige ved næste års undersøgelse. Hvis man er heldig vel at mærke! Det er langtfra altid, brikkerne, som i romanen, føjer sig sammen til et smukt og afklaret helhedsbillede. Men det sker altså - og det skete i det tilfælde, der nu skal omtales: udgravningen, som for knap et år siden blev beskrevet her i bladet under titlen »Himmerlands tyr« (1969:6). På en mark i Fredbjerg (Farsø sogn, Vesthimmerland) var af lokale findere opsamlet og opgravet et antal metalgenstande, nemlig en lille bronzetyr, fire andefigurer, et par stangformede beslag, søm og en mængde større og mindre stykker af smukt ornamenteret bronzeblik. Eftergravningen, som blev foretaget sidste år i sensommeren, blev for så vidt en skuffelse, der blev kun fundet få bronzer, og de lå alle i pløjelag- et, slet ingen i det underliggende kulturlag. Men det blev fastslået, at der tæt ved findestedet har ligget et hus, og det satte jo straks det hele i et større perspektiv og krævede fortsat undersøgelse. Skårfund i huset viste, at det har været i brug i tiden lige omkring Kristi fødsel, bronzerne er noget ældre - vel henved et hundrede år. Metalsagerne - figurer, beslag og blik - måtte, antog vi, engang have siddet som udsmykning på en større genstand af træ, men om dennes art kunne foreløbig intet sikkert siges. Muligheden for en opklaring lå i den kommende udgravning, og til den satte vi da vor lid uden særlig forhåbning om et gunstigt resultat.

Af Jens Aarup Jensen

Ved pinsetid i år blev undersøgelsen genoptaget. En lejet gravemaskine, en såkaldt gummiged, ryddede overjorden til side i det nye udgravningsfelt, og efter få dages arbejde med skovl og ske tegnede husgrunden - som vi sidste år kun havde set et hjørne af - sig tydeligt i en længde af ikke mindre end 20 meter. Midt for husets sydside fremkom en stenlægning magen til den, som tidligere var fundet nord for huset; dette har åbenbart haft to indgange, hver med tilhørende stenbro. Som almindeligt i jernalderhuse synes vestenden at have været brugt til beboelse, det stensatte ildsted var helt ubeskadiget, men gulvet lå så højt, at ploven har strejfet det, og alt, hvad der ellers har været, var uhjælpeligt rodet rundt.

Vi fandt de sædvanlige mængder af lerkarskår, men ikke nogen løsning på bronzefundet her. Tilbage var østenden, der lå noget dybere, men dér plejer stalden at; være, og den hører erfaringsvis til husets mindre spændende, og i hvert fald mindre fundrige, del. Håbet om at finde bare et par bronzestykker, der kunne knytte forbindelsen mellem huset og sidste års fund, var næsten opgivet; udgravningen havde nu stået på en måned, og vi regnede med at afslutte ret hurtigt. I stedet blev det festfyldte sommerdage, dagspressen fik travlt, og det varede længe, før vi kunne lukke for i år. Næsten øjeblikkelig bragte graveskeen nemlig de første bronzestykker for dagen, og nu begyndte et tidrøvende, men spændende frempræpareringsarbejde, hvor konservatoren måtte kaldes til assistance, da nogle af stykkerne var så mørnede, at de måtte imprægneres, inden de blev taget op af jorden. Efter nogle dages forløb havde vi oversigt over fundet, hvis vigtigste bestanddele var et kunstfærdigt, fliget bronzebeslag, der åbenbart har omsluttet enden af en fjæl, to store bronzebøsninger og hjørnesamlingen til en trækasse. Af særlig interesse var en tyrefigur magen til den fra sidste år og en ornamenteret bronzeplade, der ligeledes svarer til det tidligere fundne. Hermed er de to fund forenet, det er klart, at alle bronzerne - fra i år og fra sidste år - hører sammen og er prydbeslag til en og samme større genstand, og denne genstands art kan nu fastslås med sikkerhed. Det er en vogn - ikke en lille vognmodel, men et køretøj i fuld størrelse: Fredbjerg-vognen.

Når bestemmelsen kan foretages med så stor sikkerhed, skyldes det de nyfundne genstandes lighed med tilsvarende stykker i samtidige danske vognfund. Af sådanne haves tre, et fynsk, et nord- og et vestjysk, men det sidstnævnte - fundet fra Dejbjerg mose ved Ringkøbing - er langt det vigtigste; det indeholdt hele to pragtvogne, hvoraf dog kun den ene er nogenlunde fuldstændigt bevaret. Hvad Fredbjergvognen angår, så er den alt andet end fuldstændig, ja det er - dens oprindelige omfang taget i betragtning - i virkeligheden kun nogle ganske få brudstykker, vi har af den. Hjuldele for eksempel mangler ganske, hvilket er beklageligt; især navbeslagene havde vi gerne set, da det er dem, som er bedst bevaret i de øvrige fund og derfor bedst egnet til sammenligning. Hvad vi har, er et hjørnebeslag til vognkassen og bøsninger og beslag til undervognen. Hvor figurer og pladebeslag har siddet, ved vi endnu intet om. (fig. 1 + fig. 1a).

Billede

Fig. 1: Fra udgravningen. Neder sten flad, meterlang jernstang (fra vogn- kassen?) og en af de store bronzekapsler. Øverst tyrefiguren.

Billede

Fig. 1a:
VOGNFUNDENE
Af de fire danske jernaldervogne, som er samtidige med Fred- bjergfundet, er to (fra Fyn og Vendsyssel) fundet som gravgods i brandgrave, men da de har været med på ligbålet, er kun beslagene bevaret. Bedre står det til med de to vogne, som i 1880'erne blev udgravet i Dejbjerg mose ved Ringkøbing, hvor de fandtes nedlagt på en med stokke afmærket plads, adskilt i deres bestanddele og med aftagne, sammenbøjede hjulringe - hvilket må betyde, at det ikke har været meningen, de skulle tages op igen. Fundet er tydet som et gudeoffer. Mellem vogndelene fandtes lerkar og vævebrikker - sager der måske kan give et fingerpeg om guddommens køn.
Af de to Dejbjerg- vogne har den ene kunnet samles nogenlunde fuldstændigt, men med en væsentlig mangel: den har ingen bund. De pragtfuldt beslåede side- og endestykker, som er uden hjørnesamlinger, må have været fæstet løst uden på en vognkasse, som ikke er bevaret (men som kendes fra den anden vogn). Hvordan denne kasse har hvilet på undervognen, er et uafklaret, men for vognens drejelighed ganske væsentligt, spørgsmål. I det hele taget er rekonstruktionen behæftet med nogen usikkerhed i enkeltheder.
Den anden, ufuldstændige, vogn har været af samme konstruktion som den første, men afvigende i detaljer og mindre prægtigt udstyret. Vognkassen er her tilstede, omend kun delvis, og der er rester af sidestykker. Bevaret er også hjulene og de to tværgående fjæle, som kassen har hvilet på, mens vi af vognstangen og dens fortsættelse »langvognen« må nøjes med beslagene. Bortset fra udsmykningen synes denne vogn at have været aldeles magen til Fred- bjergvognen.
Til Dejbjergfundet hører også en stol - sikkert agestolen til en af vognene.
Lit: Henry Petersen: Vognfundene i Dejbjerg Præstegårdsmose. Kbh. 1888.
Den bedst bevarede Dejbjergvogn.
Rekonstruktionstegning efter Nationalmuseets opstil - Ung, af Claus Andersen.

Vognens opdukken var i sig selv overraskende, men overraskelsen tog et kraftigt opsving, da vi blev klar over vort køretøjs rent ud forbløffende lighed med to af parallelfundene, nemlig den ene af Dejbjergvognene og den fynske vogn (fig. 2).

Billede

Fig. 2: En hjørnesamling til vognkassen, under udgravning, og tilsvarende beslag fra Dejbjergfundet.

Staffagen er ganske vist forskellig - Fredbjergvognens figurer og prydbeslag kendes ikke fra de andre vogne, som til gengæld har hver deres særpræg - men i de større konstruktive elementer er overensstemmelsen så udpræget, at det er lige ved, at ordet serieproduktion falder i munden. Vi må tro, at disse tre vogne af helt samme model er udgået fra samme værksted. Hvor skal vi søge denne meget produktive fabrik?
Med sine nu fem vognfund er Danmark smukt repræsenteret i Europas vognpark (så vidt vi kender den fra denne tid), men selv
om det kun er få sydeuropæiske fund, som kan drages frem til sammenligning, må vi alligevel regne med, at det er hernedefra de danske vogne er kommet. Teknisk avancerede detaljer, for eksempel afpudsning på drejebænk af cylindriske beslag, viser, at vi må søge til det keltiske område nord for Alperne for at finde vognenes hjemsted, og dette bekræftes af den kunstneriske udsmykning, som i alle detaljer er rent keltisk. Kelterne (gallerne) var særdeles dygtige håndværkere, som i skriftlige kilder bl.a. berømmes for deres anlæg som karetmagere. Går vi nogle århundreder tilbage, til den tidligste jernalder, finder vi da også på keltisk område en række rige højbegravelser med vogne (fig.3).

Billede

Fig. 3: Vognfundets to store kapsler, hvoraf den ene er afbildet ovenfor, har omsluttet bagudrettede ender i undervognens stangtøj. Den fligede krave med tværgående jernbolt, som ses på de tilsvarende stykker fra Dejbjerg, var også til stede her, men blikket var stærkt opløst og har kun kunnet bevares i brudstykker.

Bygningen har altså en lang tradition bag sig i disse egne.

Vognfundet var en behagelig oplevelse, men det sinkede, og i begyndelsen af august måtte arbejdet indstilles for i år, uden at husets udgravning var ført til ende. Om den forsænkede østende er der kun lidt at sige, det tykke fyldlag viser, at huset har haft en lang levetid med flere ombygningsfaser, men forholdene er ret indviklede og meget endnu uafklaret. At vogndelene fandtes øverst i dette fyldlag, synes at harmonere dårligt med den ovenfor fremførte påstand, at vognen er ældre end huset, men kan forklares ved, at køretøjet har været gammelt, da det kom i jorden. Hvordan vogn og hus hører sammen er iøvrigt ikke helt sikkert. Vogndelene lå umiddelbart oven på et trækuls sværtet lag, og dette igen hvilede på et sand- og lerlag, som måske kan stamme fra en indstyrtet væg. Det er med andre ord muligt, at huset har været jævnet, da vognen havnede her, hvilket også ville give en rimelig forklaring på den mærkelige fordeling af bronzerne, i og uden for huset. At der er en forbindelse mellem vognen og bopladsen, kan der dog næppe være tvivl om, og spørgsmålet bliver så, hvori denne forbindelse består. Det er bemærkelsesværdigt, at de danske vognfund har en meget forskelligartet karakter. Dejbjergvognene må, efter deres nedlæggelsesmåde, antages at være ofret til en af jernalderens guddomme, mens den nordjyske og den fynske vogn, der begge stammer fra grave, må opfattes som dødegaver, hedengangne stormænds ejendom, der er kommet med på ligbålet (fig. 4).

Billede

Fig. 4: Blandt fundene var endebeslaget til en af de to fjæle, som har stået på kant tværs over undervognen, og som vognkassen har hvilet på. Det er af fliget bronzeblik, forstærket med støbte bøjler, og på den ene sidekant har det en svær knop, som vist kun har dekorativ funktion. Beslaget har iøjnefaldende lighed med tilsvarende stykker i den ene Dejbjergvogn.

Hertil kommer nu Fredbjergvognen, der ligger adsplittet på en boplads - adsplittet i en sådan grad, at åbenbart samhørende stykker som for eksempel de to tyrefigurer kan findes langt fra hinanden. Flere af stykkerne er ombukkede og forvredne med tydeligt præg af forsætlig ødelæggelse. Alt i alt en mærkelig behandling af en sjælden importeret genstand, som det må have kostet en formue at erhverve.
Kan det være en hævnakt?
Har en hjemvendt kimbrer fået smadret sit blærede køretøj af misundelige hjemmefødninger? Eller er det en billedstorm, et opgør med gamle religiøse forestillinger symboliseret ved for eksempel tyrefigurerne og ænderne? Eller er vognen simpelthen ofret - ødelagt, som man plejede at gøre med ting, der blev givet til guderne, og udlagt på egnens hellig- sted på samme måde, som Dej- bjergvognene blev det, omend mindre fugtigt? Med de to sidstnævnte muligheder har vi bevæget os ind på religionens enemærker. Har jernalderens vogne da noget at gøre med den?
Om vognenes anvendelse ved vi selvsagt meget lidt; men at det er stadsvogne, der ikke har været bestemt til arbejdskørsel, fremgår umiddelbart af udstyret, og af at der øjensynlig kun er plads til én person i agestolen. Ud fra de to gravfund tør vi slutte, at vognene har været velstående mænds private ejendom, men jernalderens stormænd - i hvert fald nogle af dem - har utvivlsomt haft både en verdslig og en religiøs magtposition. En romersk forfatter fra 1. århundrede efter Kristus, altså omtrent samtidig med vort vognfund, fortæller om de nordgermanske stammer, at de dyrker gudinden Nerthus, som færdes mellem dem i en oksetrukket vogn (fig.5).

Billede

Fig. 5: Fundets to tyrefigurer. Disse og andre Fredbjerg-sager kan allerede ses udstillet, nemlig i det nyåbnede Moesgårdmuseum.

»Da er der glade dage, og der holdes fest på de steder, hun beærer med sit besøg«. Vognen selv er så hellig, at kun præsterne har lov at berøre den. Fundenes pragtvogne kan meget vel tænkes at være af denne ophøjede art.
Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at Fredbjerg (navnet på den by, hvorunder stedet hører) er et af de efterhånden få landsbynavne, som stednavneforskningens mere kritiske udøvere sætter i forbindelse med hedensk kult. I dette navn, som kan følges tilbage til 1200-tallet, og som tidligere har haft formen Frebjerg, skjuler sig - antagelig - navnet på den nordiske frugtbarhedsgudinde Freja, ifølge mytologien søster til Frej og datter af guden Njord, hvis forbindelse med før omtalte Nerthus ingen vil betvivle. Også Frej har vistnok, efter en sen overlevering at dømme, haft vognen som attribut. At drage vidtgående slutninger på dette meget spinkle grundlag vover ingen, men det vil være med skærpet agtpågivenhed, man til næste år for tredje gang sætter spaden i Fredbjergs jord.
Jens Aarup Jensen
Oldsagsfot: P.Dehlholm