Der er alletider gemt en skat

Dette og mange andre sagn optegnede Jeppe Aakjær i 1883-84, han var da 17-18 år og bidragyder til folkemindetidsskriftet »Skattegraveren«. Som karl på sin fars gård i Åkær Fly sogn ved Skive) havde han i de ar ikke mulighed for at rejse omkring, de traditioner, han indsamlede, har udpræget lokal karakter, og de giver et meget interessant billede af overleveringen på en enkelt, ret afsides egn. Hele dette materiale bliver nu udgivet i anledning af hundredåret for Aakjærs fødsel. Det indeholder blandt andet sagn om sten, om vandløb, om kirker og høje osv. Vi vil her betragte en enkelt af disse sagngrupper, nemlig den, der handler om højene. Men først noget om vore højsagn i almindelighed.

Højene, både de naturlige banker og de menneskeskabte gravhøje, indtager en særlig fremtrædende plads i dansk sagntradition. Det kommer vel af, at landskabet ikke byder på ret meget andet, som kan sætte fantasien i sving. Især høje med stensætninger har kunnet give anledning til spekulation. Det var jo åbenbart, at stenene var sat af levende væsener, men man havde svært ved at forestille sig, at det kunne være ganske almindelige mennesker i naturlig størrelse. Man tænkte sig, at det måtte være kæmper med enorme kræfter, der havde tumlet de mægtige sten, og man gav denne opfattelse udtryk i navne som kæmpehøj og jættestue. At nogle af højene indeholdt knogler og altså matte have været brugt til begravelse, vidste man godt, og ganske naturligt blev også det sat i forbindelse med kæmperne. Ikke så få sagn beretter, at når man gravede i højene, fandt man ben af utrolig størrelse med tilhørende rustninger og sværd, således f.eks. i en høj i Østermarie sogn på Bornholm, hvor man i 1754 skal have fundet kæmpen Runges harnisk. I andre tilfælde mente man, at det var lokale småkonger, »næssekonger«, der lå i højene, som ofte sagdes at bære deres navne. Aakjær beretter bl.a.:

I Hjelm Hede skal en kong Hjelm være slået ihjel, og så har heden fået navn efter ham. Han havde været i strid med en anden konge ved navn Grim. De er begge begravet i de nordlige Grimmebakker (Sevel sogn). Jeg har der, siger Aakjærs hjemmelsmand, fundet et sværd med el træhåndfang på og en jernbøvl over hånden. Jeg fik fire gode huggejern lavet af det, og de var skarpe, kan I tro. Der ligger endnu resten af det ene (dermed pegede han på et stykke jern under kakkelovnen).

Den opfattelse af højenes tilblivelse, som Aakjær og hans generation af sagnsamlere nedtegnede, er altså i hovedsagen et produkt af folketroens sælsomme og fantasifulde forestillinger, dog farvet af befolkningens eget personlige kendskab til oldtidsminderne og deres indhold. Det udelukker imidlertid ikke, at der her og der i sagnene kan skjule sig en erindring om det, som faktisk skete, dengang højene blev til. Dog skal man naturligvis ikke nu, næsten et årtusinde efter at man ophørte at begrave i høj, vente at møde klare og gennemskuelige overleveringer om hedensk gravskik. Der er en tydelig forskel mellem disse fortællinger og de enkelte højsagn, som blev reddet fra forglemmelse af middelalderens krønikeskrivere . Hvad historisk utroværdighed angår, har de gamle sagn ganske vist ikke meget at lade de nye høre, men i deres skildringer af de gravlagtes mærkelige tilværelse i højene gemmer der sig sikkert gamle hedenske forestillinger om døden og dens væsen. (Fig. 1) Det klassiske eksempel finder man i Hervors saga. Den svenske bersærk Angantyr blev, fortælles der, med sine elleve brødre dræbt og højlagt på det sydlige Samsø, men hans datter Hervor ville have fat i hans sværd, Tyrfing, som var begravet med ham. Hun sejlede derover og steg i land i Munarvåg (nu ukendt), hvor hun spurgte en hyrde om vej. Hyrden rådede hende til at flygte, stedet var farligt for mennesker: Dum synes mig den, der færdes her alene i den mørke nat. Ild flakker, høje åbner sig, jord og vand brænder. - Men hun gav ikke op, hun fandt højen og manede sin far frem. (Fig, 2) Den døde Angantyr sagde da til hende:
Leddet til Hel er lukket op, høje åbner sig, hele økanten står som i brand, det er grufuldt ude at se sig omkring. Heller ikke dette afskrækkede hende, hun lod ham ikke i fred, før han gav hende sværdet.

Så tydelige forestillinger om de højlagte som i denne oldislandske saga finder vi som sagt ikke i nyere folketradition. Gengangere er der ganske vist ingen mangel på, men det er folk, som i levende live har begået forbrydelser - mordere, skelflyttere, kirkeskændere osv. - og de har intet med højene at gøre. Blot enkelte mærkelige efterretninger her i landet minder om den dødekult, som man mener har hørt til hedenskabets religiøse liv: ved en jættestue i Øm ved Roskilde satte man grød julenat, ved Maglehøj i Øde Førslev sattes en krukke kærnemælk ud, når de havde kærnet i den nærmeste gård, i Hvolgård på Øland (i Limfjorden) gik man så vidt som til hver aften at sætte mælk og grød ud til dværgene i bakken lige ved gården. Respekten for højene skal have været større i Norge, især hvor gården beboedes af gammel, hjemmehørende æt. Dér og i Sverige kan man møde den forestilling, at højen rummer »tomtekallen«, den mand som oprindelig ryddede grunden; hans høj måtte ikke bruges til græsning, der måtte ikke tages af de træer, som voksede derpå - flere sagn fortæller om spektakel og ulykke, om man blot tog så meget som en eneste gren. Sådanne forestillinger mødte Jeppe Aakjær ikke i sin sagnindsamling. På hans egn, som i det hele taget i Danmark, har dødningene måttet vige pladsen for ellefolk, højfolk, troldpak, bjergmænd og hvad de ellers kaldes, og sagnene om dem er lige så ofte knyttet til naturlige højdedrag (f.eks. Daugbjerg Das) som til gravhøje. De er overnaturlige væsener, men deres liv minder i mangt og meget om vores. De bager og brygger, de fester hos hinanden osv. Dog er der træk, som adskiller dem fra os: de kan ikke tåle kirkeklokker og kors; når de indgår ægteskab med et menneske, som undertiden sker, må der kristen hjælp til barslen; frem for alt er de umådeligt rige, og måske skal der i dette træk anes en fjern erindring om de højlagtes gravgaver - der er når alt kommer til alt flere eksempler på, at et dunkelt minde, som folkeoverleveringen har bevaret i over tusinde år, har kunnet bekræftes arkæologisk.

På Aakjærs fars mark lå de to Kaphøje, i den største og sydligste af dem skulle der ifølge en spådom ligge syv pund guld. I sine erindringer fortæller Aakjær, at »højen var blevet gennemskåret af udkast og løbegrave af gerrige hænder«. (Fig. 3) Når man lagde øret til højen, kunne man af og til høre et brag derindefra, det var, når bjergmanden slog sin pengekiste i lås. Hyrderne havde en leg med at lægge sig på højene og slå på dem, mens de råbte: Bjergmand, bjergmand but, er du herind', så skal Fanden flyt dig ut med dine femten egepind'! Så gav det et brag derinde, og ungerne styrtede afsted. Engang var det nær gået galt for en hyrdedreng i Brudedalene (Højslev sogn), for han hørte trolden sige til sin kone: Er æ wand warm og æ knyw hwas? Han stak i rend og turde aldrig komme der siden.

Bjergfolkenes skatte, som der ofte blev snakket om, kunne nok friste fattige bønder, og fra utallige steder berettes, at man har forsøgt at grave dem ud. Aakjær har optegnet seks sagn derom: I Karstoft i Sevel sogn havde de set lys over en høj, og »der er alletider gemt en skat, hvor det er tilfældet«. De nåede også ned til en stor sten. Så hvilede de og snakkede om de gode udsigter, men da de begyndte igen, var stenen sunket ned, og det var umuligt at finde den igen. Skattegravning skal ske tiende. - Da man gravede i Huershøj ved Iglsø i Aakjærs hjemsogn, nåede man ned til en kobberkedel med penge, men i det samme kom der en sort høne frem og klukkede. Nu opdagede skattegraverne, at Iglsø stod i brand, og skyndte sig hjemad, men da de nåede frem, var der ingenting i vejen, og da de kom tilbage til højen, var kedlen sunket i jorden. - Over Sadelshøj ved Djeld i Sevel sogn havde man set lys og en blålig tåge, men her gik det på samme måde: da de så byen i brand, kunne en af dem ikke holde et udbrud tilbage, og i samme øjeblik sank skatten. - Om en anden udgravning i Sadelshøj fortælles, at der viste sig fantastiske koglerier, men skattegraverne tav alligevel stille. Med ét kom seks ravnsorte haner ud af højen, trækkende en karet, og de begyndte at køre i galop rundt om højen. I farten slog en af hanerne så hårdt mod en vognstang, at den knækkede midt over. »Det var minsæl godt slået af en kok!« udbrød en af karlene, og så var skatten »forloren«. (Fig. 4) - På Holstebroegnen var der en lignende udgravning, karlene formåede at tie trods de sære og komiske syner, der viste sig, og til sidst fik de tag i en gryde, der var bredfuld af penge, men så udbrød den ene uforsigtigt: »Tag nu godt ved, så kommer den Fanden ta mig nok«; men i det samme sank den. - Endelig berettes om en høj, som typisk nok ikke er stedfæstet, at skattegraverne virkelig havde heldet med sig. De fandt en kedel med penge, men på låget lå en stor sort hund. (Fig. 5) En af karlene løftede den af og lagde den på et udbredt klæde, og da kedlen var tømt, lagde han den på plads igen. Da sagde hunden: »Du tog mig så sødt, og la' mig så blødt, ellers skulle du have fået en 'søgn' nat«. Man får en ide om, hvorfra H.C. Andersen har et bekendt motiv i »Fyrtøjet«.

De danske sagn om skatte i høje kan deles i to grupper: dem, der fortælles over hele landet, og de mere lokalt betonede. I Aakjærs materiale finder man praktisk talt alle repræsentanterne for den førstnævnte gruppe, og det er jo i høj grad bemærkelsesværdigt, da det stammer fra et så begrænset område. Den anden gruppe, lokalsagnene, må vi søge kendskab til andetsteds, og da den tjener til at fuldstændiggøre billedet, vil vi ikke ganske forbigå den her, men belyse den med et par eksempler. Måske bør man begynde med at nævne, at de landsdækkende sagn undertiden har lokale variationer. Sagnet om bægeret, som indledte denne artikel, har i Sønderjylland og på øerne en fortsættelse, som også er kendt i nabolandene, men synes at mangle i Midt- og Nordjylland, nemlig den, at bægeret skænkes til en kirke. Alterbægrene i Ulkebøl, Ketting, Flakkebjerg, Frørup, Karlslunde osv. siges at stamme fra høje.

Blandt de mange skattevogtere - hunde, haner, ildsprudende drager - er den uhyggeligste måske gravsoen, der hører til de lokale sagnfigurer, idet den fortrinsvis kendes fra Falster. Når nogen graver i en høj, som den vogter, kommer den farende og spørger: Hvad gør du her? Skattegraveren må så ydmygt bede om tilladelse til at grave, og den svarer: Ifald du er færdig, nar jeg kommer tredje gang, er det dit, som du finder, men er du ikke færdig til den tid, så løber jeg på dig og ødelægger dig. (Fig. 6) Den løber så mellem mandens ben og flækker ham med ryggen, der er skarp som en ragekniv. Den gamle Per smed i Tåderup i Tingsted sogn gjorde en sådan aftale, men han havde ikke fået det ene ben helt op af hullet, da den kom tredje gang, og skønt den kun nåede at gnide sig op ad benet, havde han fået nok for hele sin levetid, thi hvor rig han end var, havde han dog altid nogle jammerlige ben.

Sluttelig må nævnes en sagntype, som på sin vis indtager en særstilling, idet den ganske vist forekommer over hele landet, men kun spredt og sjældent. Det er sagnene om, at der i visse høje findes kongeløsninger, skatte så store, at de kan løskøbe hele landet, når det kommer i sådan ulykke, at det ikke kan reddes på anden måde; men kun under de betingelser kan skatten graves op. En variant af denne sagntype har vi formentlig i Fanefjord pa Møn og et par andre steder, hvor der skal findes guldkæder, som kan spænde om hele øen eller om hele landet. Man bringes til at tænke på Svend Tveskæg, om hvem de middelalderlige kilder fortæller, at han engang blev fanget af jomsvikingerne, men løskøbtes af Danmarks kvinder, som betalte tre gange hans vægt med smykker af guld og sølv. Kongeløsninger skal for eksempel findes i banken Frodebjerg ved Værebro i Nordsjælland, hvor ifølge Saxo Frode Fredegod skal være begravet, og under Hjamesten på Tornby bjerg ved Hjørring, hvor kong Hjarne sidder.
To tredjedele af landets gravhøje er i tidens løb blevet helt eller delvis sløjfet, og af de resterende er der ikke mange, som ikke på en eller anden måde er mærket af spaden. Dette kan synes mærkeligt, når man betænker, hvor skrækindjagende mange af skattegraversagnene er, men det må bemærkes, at det først var efter år 1800, der rigtig kom gang i rydningerne, de kom således til at foregå i takt med den stigende folkeoplysning, der efterhånden undergravede overtroen. Et er jo imidlertid at sløjfe en høj af hensyn til dyrkningen, et andet at optræde som regulær gravrøver. Arkæologerne kan bevidne, at dette sidstnævnte erhverv er meget gammelt, ja måske så gammelt som højene selv (jfr. Skalk 1964: 4). Kun i de færreste tilfælde kan jagten have givet udbytte, og man skal sikkert tolke de talrige sagn om fejlslagne skattegravninger som mindelser om mange mislykkede bestræbelser. De dårlige resultater har man givet højfolkene skylden for. Om de virkelige begivenheder har tågen lejret sig.