Der er alletider gemt en skat

Dette og mange andre sagn optegnede Jeppe Aakjær i 1883-84, han var da 17-18 år og bidragyder til folkemindetidsskriftet »Skattegraveren«. Som karl på sin fars gård i Åkær Fly sogn ved Skive) havde han i de ar ikke mulighed for at rejse omkring, de traditioner, han indsamlede, har udpræget lokal karakter, og de giver et meget interessant billede af overleveringen på en enkelt, ret afsides egn. Hele dette materiale bliver nu udgivet i anledning af hundredåret for Aakjærs fødsel. Det indeholder blandt andet sagn om sten, om vandløb, om kirker og høje osv. Vi vil her betragte en enkelt af disse sagngrupper, nemlig den, der handler om højene. Men først noget om vore højsagn i almindelighed.

Højene, både de naturlige banker og de menneskeskabte gravhøje, indtager en særlig fremtrædende plads i dansk sagntradition. Det kommer vel af, at landskabet ikke byder på ret meget andet, som kan sætte fantasien i sving. Især høje med stensætninger har kunnet give anledning til spekulation. Det var jo åbenbart, at stenene var sat af levende væsener, men man havde svært ved at forestille sig, at det kunne være ganske almindelige mennesker i naturlig størrelse. Man tænkte sig, at det måtte være kæmper med enorme kræfter, der havde tumlet de mægtige sten, og man gav denne opfattelse udtryk i navne som kæmpehøj og jættestue. At nogle af højene indeholdt knogler og altså matte have været brugt til begravelse, vidste man godt, og ganske naturligt blev også det sat i forbindelse med kæmperne. Ikke så få sagn beretter, at når man gravede i højene, fandt man ben af utrolig størrelse med tilhørende rustninger og sværd, således f.eks. i en høj i Østermarie sogn på Bornholm, hvor man i 1754 skal have fundet kæmpen Runges harnisk. I andre tilfælde mente man, at det var lokale småkonger, »næssekonger«, der lå i højene, som ofte sagdes at bære deres navne. Aakjær beretter bl.a.:

I Hjelm Hede skal en kong Hjelm være slået ihjel, og så har heden fået navn efter ham. Han havde været i strid med en anden konge ved navn Grim. De er begge begravet i de nordlige Grimmebakker (Sevel sogn). Jeg har der, siger Aakjærs hjemmelsmand, fundet et sværd med el træhåndfang på og en jernbøvl over hånden. Jeg fik fire gode huggejern lavet af det, og de var skarpe, kan I tro. Der ligger endnu resten af det ene (dermed pegede han på et stykke jern under kakkelovnen).

Den opfattelse af højenes tilblivelse, som Aakjær og hans generation af sagnsamlere nedtegnede, er altså i hovedsagen et produkt af folketroens sælsomme og fantasifulde forestillinger, dog farvet af befolkningens eget personlige kendskab til oldtidsminderne og deres indhold. Det udelukker imidlertid ikke, at der her og der i sagnene kan skjule sig en erindring om det, som faktisk skete, dengang højene blev til. Dog skal man naturligvis ikke nu, næsten et årtusinde efter at man ophørte at begrave i høj, vente at møde klare og gennemskuelige overleveringer om hedensk gravskik. Der er en tydelig forskel mellem disse fortællinger og de enkelte højsagn, som blev reddet fra forglemmelse af middelalderens krønikeskrivere . Hvad historisk utroværdighed angår, har de gamle sagn ganske vist ikke meget at lade de nye høre, men i deres skildringer af de gravlagtes mærkelige tilværelse i højene gemmer der sig sikkert gamle hedenske forestillinger om døden og dens væsen. (Fig. 1) Det klassiske eksempel finder man i Hervors saga. Den svenske bersærk Angantyr blev, fortælles der, med sine elleve brødre dræbt og højlagt på det sydlige Samsø, men hans datter Hervor ville have fat i hans sværd, Tyrfing, som var begravet med ham. Hun sejlede derover og steg i land i Munarvåg (nu ukendt), hvor hun spurgte en hyrde om vej. Hyrden rådede hende til at flygte, stedet var farligt for mennesker: Dum synes mig den, der færdes her alene i den mørke nat. Ild flakker, høje åbner sig, jord og vand brænder. – Men hun gav ikke op, hun fandt højen og manede sin far frem. (Fig, 2) Den døde Angantyr sagde da til hende:
Leddet til Hel er lukket op, høje åbner sig, hele økanten står som i brand, det er grufuldt ude at se sig omkring. Heller ikke dette afskrækkede hende, hun lod ham ikke i fred, før han gav hende sværdet.