Der bygges meget

Kender De det, at en enkelt sætning - flygtigt læst og måske halvt glemt - vender tilbage til en. Den vil ud af sin velformulerede sammenhæng for at overvejes igen; den gør krav på en fortsættelse. Således med de afsluttende linjer i Arne Bjørns artikel i Skalk nr. 1 i år. "Det forekommer mig", stod der at læse, "at det må være en af de vigtigste opgaver for vore arkæologer at følge de mange store jordarbejder, der foregår for tiden. Der bygges meget i disse år".

Af Mogens Ørsnes

Nuvel, det er jo sandt. Der bygges meget; og gravemaskiner og bulldozers æder sig på få dage igennem tonsvis af jord, som det før tog måneder at endevende med skovlene. Der bygges meget, og der anlægges veje og flyvepladser, parkeringspladser og sportspladser, der drænes, inddæmmes og graves grus, og alt imedens skærer traktorplovene sig dybere ned i hidtil urørte jordlag. Det er kun få centimeter, det drejer sig om, men det er til gengæld over alle Danmarks milevide agre, at ny jord således tages under plov. For arkæologen betyder disse få centimeter et uhyre voldeligt indgreb i de egne, hvorfra han henter sit arbejdsmateriale - og det materiale er nok stort, men ikke ubegrænset.

Og overalt gælder det samme; jordarbejderen, der før bøjede sig over skovl og plov, vender nu ryggen til sit ødelæggelsesværk for ganske at samle opmærksomheden om det spand af hestekræfter, han har fået til sin rådighed. Man vender ryggen til, og lader Sorteper gå videre: det må være vore arkæologers opgave at følge de mange store jordarbejder, der foregår for tiden.

Dette kan nok lyde lidt bittert, og er - i fortsættelse af Arne Bjørns artikel - for så vidt uretfærdigt, som artiklens forfatter netop erkendte sit personlige ansvar og med utrættelighed gjorde sine iagttagelser midt mellem gravemaskinens larvefødder og slæbeskovl. Men til trods for sådanne enkeltpersoners heroiske redningsforsøg, føler landets professionelle arkæologer sig unægtelig ladt i stikken i dette effektivitetens, produktivitetens og tempoets ragnarok. De kan måske som Tordenskjolds soldater give indtryk af en tilsvarende effektivitet ved at flyve og fare fra sted til sted, men videnskabelige resultater opnås ikke ved sligt blændværk. Ved list vinder man måske i krig og spil og kærlighed, men videnskab kræver ærligt arbejde.

Det er da vist derfor ønsketænkning af mere teoretisk art, når man forestiller sig et rimeligt arkæologisk tilsyn med samtlige større jordarbejder i kongeriget Danmark. Hvilken hærskare af arkæologer skulle der ikke til! Og det ville i grunden svare til, om man posterede dyrt uddannede læger med ambulancer langs alle vore mest trafikerede landeveje for det tilfælde, at en ulykke skulle indtræffe. Der er brug for dem andetsteds, hvor skaden er sket; og således også med vore arkæologer. De har mere end nok at gøre med at redde deres hyppigt ilde tilredte patienter. Så hellere bruge nogle kræfter på at uddanne et allestedsnærværende arkæologisk samariterkorps, med kyndighed nok til at optræde som førstehjælpere og så megen viden i overskud, at de også erkender deres kunnens begrænsning.

Men lad os se realistisk på sagen. Selv med tilskud af arkæologisk velgørenhed vil videnskabelige undersøgelser aldrig kunne holde trit med maskinernes umættelige jordhunger. Vort aktuelle problem er derfor mere et spørgsmål om forebyggende foranstaltninger end om mere effektiv behandling. Hvad der behøves, er forståelsen af et fælles ansvar over for vort fælles kulturelle arvegods. Et socialt ansvar, der - før det er for sent - finder udtryk i love og vedtægter. Man kunne ønske sig, at politi og domstole med større fasthed varetog overholdelsen af den arkæologiske "færdselslov" der allerede indeholdes i naturfredningsloven, således at det under ingen omstændigheder betalte sig at anvende vore oldtidsminder som grusgrave og stenbrud. Og man kunne ønske sig en udvidelse af den bestående beskyttelseslovgivning; thi i så henseende er Danmark en underudviklet enklave iblandt verdens nationer. Man behøver blot at vende sig imod vore nærmeste nabolande for at møde forbilleder for en mere effektiv lovgivning, hvor indberetning af oldtidsfund simpelthen er en borgerpligt, og i overensstemmelse med hvilken udgifterne til eventuelle arkæologiske undersøgelser i forbindelse med anlægsarbejder inkluderes i selve disse arbejders budgetter. Det er forudseenhed.

For nylig har Danmarks naturfredningsvæsen, der også føler sig ramt af syndfloden, tilkendegivet, at det agter at omlægge sin arbejdsform totalt, og at der i den forbindelse kan ventes omfattende udvidelser af det bestående fredningsapparat. Også for arkæologer er der stof til alvorlig eftertanke i den dagsorden, der afsluttede "fredningsrigsdagens" arbejde. Måtte overvejelserne snarest føre til handling. For der bygges meget i disse år, og gravkoens følelser nytter det næppe at appellere til.