Depot

Arbejdsleder Stenhus Hansen sørgede for, at økserne kom til Åbenrå museum, og det er også ham, vi kan takke for de sparsomme fundoplysninger. Begivenheden gik iøvrigt stille af. Den ligger nu flere år tilbage, men først for nylig, da økserne var til behandling på Nationalmuseets konserveringsanstalt, kom fundet for alvor i søgelyset. Det er spændende i mere end en henseende. Ikke alene er økserne af en sjælden type, men fundet som helhed hører til de meget talende. Det belyser bronzealderens handelsforbindelser og uddyber vort kendskab til den mærkelige gruppe af oldtidsminder, som almindeligt benævnes depotfund.

Der ligger i ordet depotfund, at det drejer sig om et flertal af genstande, hengemt i jorden med henblik på senere opgravning og brug (som altså aldrig er kommet til udførelse). I selve navnet skjuler der sig med andre ord en tolkning, en opfattelse af, hvad disse fund betyder, men den bør ikke tages for mere end den er, og det behøver vel ikke altid at være i mangel af bankboks, man har nedgravet sine ting. Depoterne er en højt værdsat fundgruppe, der ofte har givet gevinst, men de har en ulempe, som rent arkæologisk gør dem vanskelige at have med at gøre: der mangler varselstegn, som røber, når de er i anmarch. Af grave og bopladser har man mængder af veloplyste, fagmæssigt udgravede fund, af depoter kun ganske få. Depotfundet erkendes sjældent, før man står med det på spaden, og da det som regel er af ringe udstrækning, er det let at splitte. Dertil kommer, at det med sit ofte spændende indhold stiller større krav til selvbeherskelsen, end man kan forvente af de fleste findere. Det er beklageligt, for der er meget, man gerne ville vide om disse anlæg. Hvor dybt lå sagerne? Hvordan var deres indbyrdes stilling? Var de pakket ind? Var de nedlagt i en beholder? I det aktuelle tilfælde kan dybden ikke have været over en halv meter, for længere ned gik plantehullerne ikke. Findestedet er tæt nord for en lille holm i en afdrænet mose kaldet Råkjær (måske en afkortning af råddenkær). Øksernes patina viser da også, at de har ligget i mosejord.

De direkte fundoplysninger er således temmelig mangelfulde, men der er andre muligheder for at genskabe lidt af det, som spaden ødelagde (fig. 1).