Den vidt bekendte borg
I holstenerpræsten Helmolds Slaverkrønike omtales »den vidt bekendte borg Echeho«, om hvilken det oplyses, at den i 1032 modstod en angrebsbølge ledet af slaverfyrsten Godeskalk. Helmold skrev sin beretning på Valdemar den Stores tid, og dengang har alle åbenbart vidst, hvad han talte om, men de siden da forløbne århundreder har slidt på selvfølgeligheden. Næsten alt om borgen er gået af minde, og hvad vor hjemmelsmand vidste, må rekonstrueres gennem arkæologiske undersøgelser. Udgravninger foretaget 1974-75 af danske arkæologer i samarbejde med Gottorp-museet har bragt sådanne spor for dagen, at vi må tro at have genfundet borgen og kan begynde at danne os nogle håndfaste forestillinger om den.
Af H. Hellmuth Andersen
Navnet Echeho, som Helmold bruger, peger mod nutidens Itzehoe. Her ligger, midt i byen, voldstedet »Borg«, hvor i slutningen af 1100-årene grevefyrsterne af Schauenburg havde et hårdt omkæmpet tilholdssted, som 1201 blev indtaget af Valdemar Sejr. I et aktstykke fra 1238 omtaler grev Adolf 4. »vor gamle hæderværdige borg Etzeho«. Helt ny var den altså ikke på det tidspunkt. Kan den være holstenerpræstens Echeho?
Voldstedet ligger i en sløjfe af floden Stör, men dækkes nu af Itzehoer Neustadt. Følgelig syner det ikke af meget, en flad rundagtig banke helt tilsløret af bebyggelsen, men dette overfladebillede er usædvanlig bedragerisk. Under jorden skjuler sig en ringvold, hvis omgivelser og grydeformede indre i tidens løb er fyldt op, samtidig med at dens krone er sløjfet. I virkeligheden stikker voldstedet meget dybt. Først syv meter under topfladen støder man på bunden, flodmarsken i Storsløjfen.
Det var en sanering i bydelen, der åbnede vejen for udgravernes søgegrøft. Volden, der snart blev erkendt, var bygget af klæg og træ; den har været omkring syv meter høj og 25-30 meter bred med en indre diameter på kun ca 50 meter. På et tidspunkt er volden repareret og bygget større, ved at der er lagt et jordlag over det ældre voldlegeme. På den yngre volds overflade fandtes keramik fra tiden efter 1200, men dybest nede ved den ældre volds fod fremkom affald, som tydeligvis er efterladt af den første borgs beboere under deres daglige færden. Lerkarskårene her kan dateres til tiden 1000-1200.
En søgegrøfts lodrette profilvægge giver et udmærket kronologisk overblik, men kun lidt om de enkelte tidsafsnit; vil man vide mere om disse, må der suppleres med udgravning i fladen. Til det formål blev et større felt anlagt, i særdeleshed for at undersøge, hvordan den vældige voldbygning var funderet i flodmarsken. Overordentlig solidt, viste det sig. Et bolværk af svært tømmer med forankring i voldfoden har holdt jordmasserne i ave, og uden for det var - som en ekstra sikring - anbragt en spunsvæg af dybt nedhamrede egeplanker. Skår under voldfoden peger mod årene omkring 1000, og da de må antages efterladt af voldbyggerne selv, har vi hermed anlæggelsen dateret. Den yngre vold fandt vi overalt ledsaget af skårtyper, som med sikkerhed først dukker op omkring 1200. Også dette stadiums tidsfæstelse fik vi altså bekræftet. (Fig. 1, fig. 2)
Fig. 1. Itzehoe-voldstedet dækkes nu af tre husblokke adskilt ved smalle gyder og med en trekantet plads i midten. En sanering i den ene blok tillod anlæggelse af to udgravningsfelter: en søgegrøft tværs gennem volden og en bred skakt i dens yderområde. Det videre voldforløb er påvist gennem gravninger i to af gyderne.
Fig. 2. Skematiseret voldtværsnit. Til højre borgens indre, til venstre voldfronten ud mod floden.
Når dateringen af de to voldfaser så kraftigt understreges, er årsagen det i indledningen opkastede problem: Er borgen Helmolds Echeho, som i 1032 med hæder modstod Godeskalks efterstræbelser? Det er der efter det nu foreliggende al grund til at tro, og at borg nr 2 er den grevelige Etzeho, kan vist ikke betvivles. Navneligheden får altså sin fulde forklaring. Der tales om samme borg. (Fig. 3)
Fig. 3. De nederste skifter i det oprindelig meterhøje bolværk, der - forankret i voldlegemet - har bremset udskridningen ud mod floden. Foran ses spunsvæggen, og i jordsnittet øverst til højre bemærker man den ældre voldoverflades skrånende lag.
Holsten havde i slutningen af 900-årene ingen mangel på borge, en kæde af grænsefæstninger værnede det omstridte land, og midt i det hele lå centralborgen Kaaksburg. Echeho er yngre end dem og står i virkeligheden ret alene, først i 1100-årene kommer der igen alvorlig gang i borgbyggeriet. Også hvad styrken angår skiller den sig ud, den var, har udgravningen vist, en overordentlig stærk bastion, som ingen af de ældre borge kunne måle sig med i utilnærmelighed. Placeringen i flodsløjfen er heller ikke almindelig. Kan der findes en rimelig forklaring på disse særegenheder?
Vi må her pege på borgens regionale placering. Den ligger sydligt i det gamle Holsten, i et strategisk skæringspunkt af første rang. Her var et foretrukket overgangssted over Storfloden. Herfra førte vestlige veje til Nordsøen og Ditmarsken, en nordlig - Hærvejen - til Danmark og en østlig til de af slaverne beboede lande i det nuværende Østholsten. Ved Storsløjfen løb alle linjer sammen. Her var et trafikalt knudepunkt, det vigtigste i landet nord for Elben, og det krævede beskyttelse ud over det almindelige. (Fig. 4, fig. 5)
Fig. 4. Udgravning i store dybder kræver forsvarlig afstivning. En søgegrøft kan på den måde få karakter af en minegang.
Fig. 5. Det gamle Holstens udstrækning. På kortet til højre ses - foruden Itzehoe-borgen - Kaaksburg og fem af de grænsefæstninger, hvis opgave det var at holde slaverne på afstand.
Vi opfatter Echeho som 1000-årenes holstenske centralborg, anlagt på gunstigst mulige sted, måske som afløser for den førnævnte Kaaksburg en halv snes kilometer nordligere. Dens militære betydning som svært befæstet knudepunkt står klart. Holstens stilling i det sene 900-tals magtgruppering var længe gunstig, men billedet ændredes brat, og i de følgende halvandet hundrede år truedes området af slaverne, som gang på gang gjorde indfald. 1032 erhvervede borgen sig, som vi har hørt, et vist ry. Den var stedet, der kunne holde. (Fig. 6)
Fig. 6. Rekonstruktion af borganlægget. Afskæringen af flodsløjfen, der gør pladsen til en ø, er kunstigt frembragt – måske allerede af de første borgbyggere.
Hvem har bygget? En meget sen tradition, fra 1600-årene, nævner et medlem af hertughuset Billungerne, der i 1000-årene havde ansvaret for det tyske riges forsvar i disse egne. Det kan være rigtigt eller dog rumme en kerne af sandhed. Et sammenfald mellem de første Billunger og borgens byggetid er i hvert fald yderst sandsynlig, og byggeriets storartethed gør det nærliggende at formode, at højtstående personer har befalet. Der er også en anden grund til, at tanken om hertugerne falder os ind, nemlig at vor eneste gode parallel til dette byggeri med sikkerhed kan tilskrives en Billung. Det drejer sig om »Neue Burg« i Hamborg, bygget af hertugen omkring 1060 i selve centret for hans magtområde og på en tid, hvor slaverfaren var på sit højeste. Også den er placeret i en flodsløjfe, og voldens byggemåde og egenartede styrke viser nære slægtskabstræk. (Fig. 7)
Fig. 7. I fredstid måder have været daglig færdsel fra borgen over floden. Skulle disse fire egestolper i voldens forland være begyndelsen til en bro?
Om Echehos ældste tid ved vi - bortset fra den omtalte begivenhed - intet, men vi må gå ud fra, at Billungernes efterfølgere, greverne af Schauenburg, da de trådte til i begyndelsen af 1100-årene, har sikret sig grebet om den. Lidt efter lidt dukker borgen op i kilderne, og nu begynder også dansk historie at forbinde sig med den.
En rejse, Valdemar den Store foretog i begyndelsen af 1160'erne, førte ham gennem Holsten, hvor han mødtes med den regerende greve, Adolf 2. Forholdet de to imellem var ellers ikke særlig hjerteligt, i hvert fald ikke fra kongens side; de dygtige grever havde på den tid undertvunget slaverne og derved skaffet sig en magtposition, som ikke huede den danske regent. Sakse fortæller, at greven nok mærkede, »at mødet med ham var kongen lidet kært for deres gamle fjendskabs skyld, men for at dæmpe hans vrede ved ret at vise sig tjenstvillig tog han sig gæstfri for at byde ham til gilde i Itzehoe by«. Den latinskrivende Sakse bruger ordet »oppidum«, hvis almindelige betydning omfatter både by og borg.
I tidsrummet 1189-1238 træder borgen frem i sin fulde betydning gennem talrige bevarede oplysninger. Så omkæmpet var den, at man fuldt ud forstår, udbygning var nødvendig. En kortere tid var den i hænderne på sachserhertugen Henrik Løve, og da Valdemar Sejr begyndte sin aggressive nordtyske politik, kom den igen i ildlinjen. 1201 indtog han den, og først 1224 blev den taget tilbage af greven. Den sidste kamp om fæstningen stod tre år senere, i 1227, da Valdemar forsøgte at generobre de nordtyske besiddelser, han efter tilfangetagelsen på Lyø havde måttet opgive. Som den nøglestilling Itzehoe-borgen var, måtte den naturligvis have hans særlige interesse, men den grevelige besætning, der blev undsat fra Hamborg, holdt stand og påførte ham et svidende nederlag. Slaget ved Bornhøved samme år afgjorde endeligt, hvem der skulle være herre i Holsten. Greven kunne ånde lettet op.
Den magtpolitiske ændring betød, at greven kunne slække på det militære, og dermed var borgens dage i virkeligheden talt. Den eksisterede ganske vist stadig, men dens fortsatte historie har et mere civilt præg. 1238 grundedes Itzehoer Neustadt, hvis ekspansion i tiden derefter endte med fuldstændigt at opsluge den gamle fæstning. Ved middelalderens slutning var udslettelsen fuldbyrdet, voldstedet var da omdannet til ukendelighed. At det stadig eksisterer, dybt under gader og huse, er nu vist gennem udgravningen, der samtidig har fastslået dets opførelsestidspunkt, så at grev Adolfs ord om stedets alder og berømmelse har fået mening. Sammenlignet med de andre Schauenburgerfæstninger, der omkring 1200 stod i begivenhedernes brændpunkt, havde denne virkelig en betydelig ælde. Linjen er trukket fra grevens »gamle hæderværdige Etzeho« til Helmolds »vidt bekendte borg«. (Fig. 8, fig. 9)
Fig. 8. Skrånende gadeforløb er alt, hvad der i nutidens Itzehoe minder om den engang så berømte borg.
Fig. 9. Denne sølvindlagte nøgle af type fra den senere vikingetid blev fundet under voldfoden, hvor den formodentlig er tabt af bygningsmandskabet.