Den vidt bekendte borg

Navnet Echeho, som Helmold bruger, peger mod nutidens Itzehoe. Her ligger, midt i byen, voldstedet »Borg«, hvor i slutningen af 1100-årene grevefyrsterne af Schauenburg havde et hårdt omkæmpet tilholdssted, som 1201 blev indtaget af Valdemar Sejr. I et aktstykke fra 1238 omtaler grev Adolf 4. »vor gamle hæderværdige borg Etzeho«. Helt ny var den altså ikke på det tidspunkt. Kan den være holstenerpræstens Echeho?

Voldstedet ligger i en sløjfe af floden Stör, men dækkes nu af Itzehoer Neustadt. Følgelig syner det ikke af meget, en flad rundagtig banke helt tilsløret af bebyggelsen, men dette overfladebillede er usædvanlig bedragerisk. Under jorden skjuler sig en ringvold, hvis omgivelser og grydeformede indre i tidens løb er fyldt op, samtidig med at dens krone er sløjfet. I virkeligheden stikker voldstedet meget dybt. Først syv meter under topfladen støder man på bunden, flodmarsken i Storsløjfen.

Det var en sanering i bydelen, der åbnede vejen for udgravernes søgegrøft. Volden, der snart blev erkendt, var bygget af klæg og træ; den har været omkring syv meter høj og 25-30 meter bred med en indre diameter på kun ca 50 meter. På et tidspunkt er volden repareret og bygget større, ved at der er lagt et jordlag over det ældre voldlegeme. På den yngre volds overflade fandtes keramik fra tiden efter 1200, men dybest nede ved den ældre volds fod fremkom affald, som tydeligvis er efterladt af den første borgs beboere under deres daglige færden. Lerkarskårene her kan dateres til tiden 1000-1200.

En søgegrøfts lodrette profilvægge giver et udmærket kronologisk overblik, men kun lidt om de enkelte tidsafsnit; vil man vide mere om disse, må der suppleres med udgravning i fladen. Til det formål blev et større felt anlagt, i særdeleshed for at undersøge, hvordan den vældige voldbygning var funderet i flodmarsken. Overordentlig solidt, viste det sig. Et bolværk af svært tømmer med forankring i voldfoden har holdt jordmasserne i ave, og uden for det var – som en ekstra sikring – anbragt en spunsvæg af dybt nedhamrede egeplanker. Skår under voldfoden peger mod årene omkring 1000, og da de må antages efterladt af voldbyggerne selv, har vi hermed anlæggelsen dateret. Den yngre vold fandt vi overalt ledsaget af skårtyper, som med sikkerhed først dukker op omkring 1200. Også dette stadiums tidsfæstelse fik vi altså bekræftet. (Fig. 1, fig. 2)