Den telegraferer alt

Om Casellis opfindelse bragte Illustreret Tidende 9. april 1865 følgende jubelråb:

Hvor megen omtale har ikke i det sidste årti de elektrokemiske, eller som de også kaldes autografiske, telegrafer foranlediget, siden Bain på verdensudstillingen 1851 foreviste sit første forsøg! Nu behøvede man ikke længer at afsende depecher punkt for punkt og streg for streg i et sprog, der først måtte læres af enkelte indviede; der behøvedes ikke længer nogen oversættelse og omskrivning, et arbejde, der jo måtte blive i samme forhold brydsommere og besværligere, som mængden af afsendte telegrammer tiltog, og som tit i skyndingen har foranlediget ikke få unøjagtigheder og fejltagelser i depechernes ordlyd. Langtfra – sagen stiller sig nu ulige simplere. Man køber sig et stykke særegent telegrafpapir af en vis størrelse, det man til yderligere lettelse kan forhandle på alle udsalgssteder, mærket f.eks. på samme måde som brevkonvolutter; afsenderen skriver sin depeche med almindeligt blæk, indleverer den til nærmeste telegrafstation; den på papiret skrevne depeche telegraferes på den måde, som efterfølgende beskrivelse angiver, og på telegrafapparatet på det sted, hvorhen depechen sendes, fremkommer der da på et lige så stort stykke papir en nøjagtig kopi, skrevet med samme hånd og på samme måde, kort en fuldstændig autograf. Hvor stort er ikke fremskridtet!

Med Morses telegraf syntes man næsten alt var vundet, ved at man beholdt et papir tilbage beskrevet med streger og punkter -. Og nu haves ikke alene depechen, men endog en depeche med afsenderens egen skrift, hvorved man ganske anderledes bliver herre over at forhindre tilsigtede bedragerier og mystifikationer. Tillige kunne meget lange depecher – trontaler for eksempel – gengives med stenografisk skrift, hvorved en uendelighed af tid er sparet, ligesom endelig den elektrokemiske telegraf også formår at tegne på samme måde, som den formår at skrive, og altså f.eks. med stikbrevet vil kunne medgive forbryderens portræt. I sandhed – de elektrokemiske telegrafer, således som de nu af abbed Caselli under navn af pantelegrafen (den, som telegraferer alt) er bragt ud i livet til fuldgyldig virksomhed, må blandt alle telegrafiens vidundere anses som det vidunderligste.

I begyndelsen, da Caselli 1855 offentliggjorde sine teorier og beskrev apparatet, således som han havde udtænkt det, vandt det ikke megen anklang; men ved stadig udholdenhed og talrige forbedringer, såvel med hensyn til størrelsen og anordningen af apparaterne som også med hensyn til de midler, han anvender ved aftrykket af depecherne, er det endelig lykkedes ham fuldstændig at trænge igennem. Allerede i august 1862, efter at man i otte måneder havde anstillet temmelig storartede forsøg mellem Paris og Amiens, besluttedes det at udvide disse til linjen Paris-Lyon og senere Marseille. Også på denne sidste, der anses for at være en af de vanskeligste blandt alle de franske linjer, arbejdede Casellis pantelegraf aldeles tilfredsstillende. Ja endog under et tordenvejr, der gjorde enhver telegrafering med almindelige apparater fuldstændig umulig, foruden tillige livsfarlig for telegrafisterne, blev regelmæssigheden af dens gang intet øjeblik afbrudt.

Princippet forstås let af vedføjede tegninger og er i korthed følgende: Depechen skrives med blæk på sølvpapir, og idet nu en metalstift på afsendelsesstedet bevæges frem og tilbage hele papiret over, idet den for hver gang den gennemløber papirets bredde samtidig skydes omtrent 1/6 linje frem, vil strømmen afvekslende ledes hen til modtagelsesstedet og afvekslende ned i jorden. Hver gang nemlig metalspidsen rører ved sølvpapiret, bliver ledningen med jorden sluttet, og elektriciteten søger bort ad denne den korteste vej; hver gang derimod spidsen rører ved blækket, bliver ledningen med jorden afbrudt, elektriciteten drives ud i telegraftråden til nærmeste station, og her sætter den så en anden metalspids i aldeles ligetidige og ensartede bevægelser. Lægger man altså under metalspidsen på modtagelsesstedet et med cyanjernkalium præpareret papir, vil cyanjernkaliet decomponeres, hver gang det påvirkes af elektriciteten; der udskilles cyanjern, og papiret farves på det givne sted blåt. På denne måde bliver enhver tegning eller enhver skrift gengivet med en masse små parallelle streger, hver 1/6 linje fra den næste. Aftrykkene er overordentlig tydelige, de får på grund af de elektrokemiske træks blødhed nogen lighed med kobberstik, hvorved det undertiden er lykkedes at reproducere pennetegninger smukkere end selve originalerne. – Apparatet er indrettet således, at det kan afsende eller modtage to depecher ad gangen -. (Fig. 3)