Den store gudinde

Og dog fortæller dette øjenpar, der af og til findes på lerkar fra yngre stenalder, at vor verdens ældste og vigtigste gudinde har været dyrket her i landet for 4000 år siden. Dengang var hun ny i Danmark, men i Europa var hun ældgammel. Hendes første fremtræden i verdensdelen ligger et par snese årtusinder tilbage. Det var da istidsjægernes tidsalder.

Istidsjægerens gudinde kendes fra en lang række fund af småfigurer. De optræder inden for et område, der fra Frankrig i vest strækker sig østpå gennem Mellemeuropa og Sydrusland helt over til Baikalsøen. Figurerne, der er af ben, elfenben eller sten, fremstiller kvinder. De er nøgne - kun en enkelt har lændeklæde antydet - og de kvindelige træk er stærkt fremhævet. De udmærker sig iøvrigt ved stor fedme, hængende bryster og tegn på frugtsommelighed. Kun på ganske enkelte er ansigtstræk udformet. Berømtest af dem alle er måske den lille kvindefigur fundet ved landsbyen Willendorf ved Donaufloden. Hun er kendt under navnet »Venus fra Willendorf«. Man har ironisk sammenstillet den lille tykke, nøgne kvinde med romernes skønne Venus, gudinde for forårets fremspirende liv, dog uden at tænke på, at de to faktisk er i familie. Begge har de været gudinder for livets fortsættelse og forøgelse, lige agtede og ærede i hver sin tidsalder. Men deres meget forskellige fremtoningspræg viser oprindelse fra hver sit grundlag. (Fig. 2)

Den romerske Venus, hvis alder kun er et par tusinde år, blev fremstillet som en slank ung kvinde. Hun havde egne templer i Rom og blev en tid opfattet
som stammoder for det forfinede romerfolk. Den 40.000-årige gudinde fra Willendorf var jægerens selvfølgelige kvindeideal. Ved at afbilde sin gudinde fed og velnæret viser oldstenaldermanden egen fuldkommenhed som jæger, der kunne skaffe vildt i overflod til sin stamme.

At gøre menneskene frugtbare og mangfoldige var ikke gudindens eneste opgave. Også dyrenes formering tog hun sig af; det var jo dem, som gav menneskene føde. Ved magi og trolddomskunster har istidsjægeren prøvet at sikre sig hendes hjælp for på denne måde at få naturens store spisekammer under kontrol. Som et led i ritualet må man opfatte de prægtige malede billeder, som er fundet på væggene i franske og spanske klippehuler. Her er jagtvildtet - det bytte, som man ønskede sig - gengivet, og det er karakteristisk, at dyrene oftest er fremstillet drægtige. (Fig. 3)

Det var ikke blot istidsmanden, der havde brug for en modergudinde. Frem gennem tiden har man forstået, at det var vigtigt at bevare livet og give det videre til nye generationer, og religion og magi blev anset for velegnede til at fremme dette formål. En ubrudt tråd, som dog endnu ikke kan følges i hele dens udstrækning, fører fra jægertiden frem til bøndernes tid. Ikke jagten, men kvægavl og agerdyrkning var nu hovederhverv. Betingelserne for livet var ikke længere indsamling af føde, men direkte fødeproduktion. »Den store moder«, levede stadig, men en mandlig guddom kom til som hendes søn, elsker eller ægtefælle. Måske var det husdyrholdet, der bragte iagttagelsen af formeringen på nærmere hold, så en mandlig partner til gudinden blev nødvendig i de religiøse handlinger. Den mandlige guddom opstod, men han var underordnet modergudinden. (Fig. 4, 5, 6)

fænomener. I yngre stenalder og bronzealder når begge religioner frem til Danmark, og af blandingen opstår en broget gudeverden, hvor himmelske og jordiske guder kappes om førstepladsen.moder med et barn ved brystet. Hun er der fremdraget under meget gamle grusaflejringer, der stammer fra vældige oversvømmelser, som af mange antages at stamme fra den vandkatastrofe, vi kender fra bibelens syndflodsberetning. (Fig. 7)get ved tempeldørene. De skal stemme den indtrædende til ærefrygt.
moder med et barn ved brystet. Hun er der fremdraget under meget gamle grusaflejringer, der stammer fra vældige oversvømmelser, som af mange antages at stamme fra den vandkatastrofe, vi kender fra bibelens synd- flodsberetning.
Østover findes gudinden i Pakistan og Indien, hvor hun er almindelig i husene i Harappa, en af induskulturens hovedbyer i 3. årtusinde før Kristus. Også hendes mandlige partner er fundet her. Han afbildes undertiden trehovedet og forsynet med horn, træk som viser, at denne guddom er stamfader til Civa, en af de store guder i hinduismen, der den dag i dag levende bevarer mange træk af oldtidsreligionen.

Fra disse østlige egne kan vi følge gudindens vej gennem Middelhavslandene: Kreta, Cypern, Malta, Sicilien og flere andre steder, helt over til Spanien. Hele denne vandring har fundet sted i 3. årtusinde før Kristus. Kendskabet til gudinden er blevet spredt lidt efter lidt ved samkvem mellem folkene. Hvert folkeslag har opfattet hende på sin måde og givet hendes billede sin særlige udformning, uden at det dog har berørt hendes guddommelige funktion, der overalt har været den samme. Efter at have underlagt sig Middelhavsområdet tager gudinden vejen nordover. Hos os dukker hun op som et par spejdende øjne på stenalderens lerkar. De er store og runde. Øjenbrynene springer lidt frem, så at de samtidig kan tjene som en slags hank. Næsen er antydet, derimod aldrig munden. I en undersøgelse kaldet »Øjen-gudinden« har den engelske arkæolog O. G. S. Crawford fulgt dette billedornament på dets lange vej til Irland, England og Danmark, medens en anden engelsk videnskabsmand, religionshistorikeren E. O. James, har søgt at samle de mange forskellige gudindefremstillinger i een slægt.

En vigtig station på vejen til Norden er Malta, hvor gudinden findes i store stenbygninger, som på eengang er templer og grave. På mange måder minder disse bygningsværker om vore jættestuer fra stenalderen, der jo også har begge funktioner (se Skalk 1965, nr 1). Som jættestuerne er Maltatemplerne bygget af rejste stenblokke med tonstunge dæksten og omsluttet af stengærder. En karakteristisk tempelform har tre bag hinanden liggende kamre, en grundplan, som også kendes fra en enkelt dansk jættestue. Når man yderligere betænker, at det jo netop er i jættestuerne, vi finder lerkarrene med gudindens øjne, står det klart, at der må have været en forbindelse mellem disse to langt fra hinanden liggende egne: Danmark og øen i Middelhavet. At denne forbindelse har gået ad søvejen, vesten om Spanien og Frankrig, er temmelig givet, selv om man ikke kan følge turen i enkeltheder. Det bedste bevis er vel, at man på flere steder i kystlandskaberne langs ruten finder stengrave i slægt med de danske. (Fig. 8)

Det var dog ikke som øjen-gudinden eller ad den vestlige søvej, den store gudinde først holdt sit indtog i Norden. Samtidig med at de nye kulturer med gudinden i sit følge bredte sig gennem Middelhavet, skete et fremstød mod nord ad landvejen. Følgende Donauflodens bredder trængte kolonisatorer op gennem Europa. Med sig bragte de landbruget, til hvilket modergudinden jo var særlig knyttet, og fundene viser da også, at en kvindelig guddom har været midtpunktet for denne kulturs frugtbarhedsreligion. Da kulturens indflydelse kan spores til Danmark, må hun også have været kendt her, skønt der endnu ikke heroppe er fundet nogle af de særprægede kvindefigurer, som kendes fra Donauområdet.

Ved slutningen af yngre stenalder gør gudinden for tredje gang sin entre i Danmark, denne gang under indflydelse af en meget egenartet kultur, hvis centrum ligger i Nordfrankrig. Denne nye udgave af gudinden er så forskellig fra den gamle øjengudinde som vel muligt. Hun viser sig nu i sin strengeste form, lige op og ned, kun bestemmelig på grund af de mange forbilleder i Frankrig og Vestspanien. Denne gudindes slægtninge kan følges gennem Rhône-dalen til Sardinien og andre middelhavsøer, hvorfra hun er kommet til Frankrig. I Danmark optræder hun som små »figurer«, der har været båret som amuletter i snore om halsen, og netop denne anvendelse viser, at hun har spillet en betydningsfuld rolle her på tærskelen til bronzealderen. Hendes nærmeste slægtninge i denne gruppe af modergudindens store familie bærer halskæder, hvor for vi vil kalde hende »Gudinden med halskæden«.

At de forskellige gudinder, som således med mellemrum dukkede op i Danmark, i virkeligheden var en og den samme, har næppe stået datidens danskere klart. Deres guddommelige funktion var ganske vist den samme, men skikkelserne så forskellige, at genkendelse ikke har været mulig. Mellem de tidsrum, hvori øjengudinden og gudinden med halskæden rådede, skyder der sig et afsnit med begivenheder, som fik stor betydning for landets fremtidige religion. I denne periode indvandrede et fremmed folk, stridsøksefolket kaldet. De stridsøksebevæbnede hestfolk kom fra de udstrakte sletter i det sydlige Rusland og de tilgrænsende egne af Asien. Deres erhvervsform som kvægnomader knyttede dem særlig til himmelmagterne. Himmelguden var den fornemste, men også solen, månen, lynilden og andre naturkræfter blev dyrket; de blev senere til mandlige guddomme. Gennem folkevandringer i flere retninger blandede stridsøksefolket sig med andre folkeslag. På den måde blev den himmelske religion blandet med modergudindens mere jordnære verden, som vi eksempelvis ser det i en så herligt forenet gudeverden som den græske på Olympos. Også herhjemme blev resultatet en sådan sammensmeltning, men det er først i en senere del af oldtiden, hvor de skriftlige kilder kommer til, at vi virkelig får indblik i dette.

I første halvdel af bronzealderen får solguden sin store tid i Danmark. Herom har vi et synligt vidnesbyrd i solbilledet fra Trundholm, der viser solen trukket over himmelens bue af en hest. (Fig. 9) Men derefter tager en ny gud føringen. På det tidspunkt - begyndelsen af yngre bronzealder - sætter stærke indflydelser fra den store gudindes område i Sydrusland og de tilgrænsende egne på den anden side af Kaukasusbjergene ind og bringer »Slangegudinden« til Norden. Vi kender hende navnlig fra et fund ved Viborg. Det består af en samling småfigurer: en knælende gudinde - med snoreskørt, men ellers nøgen - sammen med en stor slange og et hof af hornede dyr: okse og hjort. Slangegudinden er gammel i de østlige lande, hvor hun i 2. årtusinde før Kristus dominerede stærkt. Velkendt er hendes tilstedeværelse på Kreta. I Asien kan man møde hende den dag i dag ved slangetemplerne. (Fig. 10, 11, 12)

Ved midten af bronzealderen har udviklingen af en blandet, nordisk gudeverden allerede været godt igang, så slangegudinden må kappes med andre kvindelige og mandlige guder om førerstillingen. Den store gudinde går sejrrig ud af denne strid; men hun har antaget en ny skikkelse, denne gang opstået på hjemlig grund: »Gudinden med halsringen«. I slutningen af bronzealderen og i jernalderens første århundreder er hun den herskende. Vi møder hende som en nøgen kvindefigur af bronze med bøjede arme og hænderne presset mod brysternes livgivende kilder. Som tegn bærer hun den dobbelthalsring, der kendes fra snesevis af fund nedlagt i jorden eller i søer og moser som offergave til hende. Hendes magt i denne tid fremgår tydeligt netop af disse offerfund, der foruden halsringene også kan indeholde andre former for kvindesmykker, og indtrykket bekræftes derved, at gudindens billede i stærkt forenklet skikkelse er blevet båret som amulet, ganske som det var tilfældet i stenalderen. Det må være denne gudeskikkelse, der af den romerske forfatter Tacitus nævnes som vårens gudinde, Nerthus, der ved forårstide i oksetrukken vogn kører omkring og vækker alt levende af vinterens dvale, bringer frugtbarhed til mennesker og husdyr. Her får vi således for første gang den store gudinde navngivet i Danmark. (Fig. 13, 14, 15, 16)

Mod jernalderens slutning dukker den nordiske gudeverden frem i lyset i hele sin brogede mangfoldighed. Mange af de gamle guder lever utvivlsomt stadig; men de fører en tilbagetrukken tilværelse. Nye guder med nye navne, men af samme slægt er dukket op og har overtaget deres funktioner. Vor gudinde møder vi i flere skikkelser; bedst kendt er hun som Freja, vikingernes kærlighedsgudinde. Men snart dukker en ny guddom op, og da er det ude med den store gudinde. Hendes magt blev brudt af en af hendes fjerne slægtninge, af Jomfru Maria. (Fig. 17) (Fig. 18)

Helt forsvandt den store gudinde for frugtbarhed og lykke dog ikke af folkets minde i de nordiske lande. Hun blev stadig æret og dyrket og det helt op til vor egen tid af bønderne, som hun har været guddom for siden agerdyrkernes første dage. Når man for nogle menneskealdre siden red »sommer i by« og sang:

For dig vi bære maj i gård, velsign os med et frugtbart år.

- da var det den samme gudindes stedfortræder på jorden, man henvendte sig til. En tradition, der rækker helt tilbage til bronzealderen, ligger bag forestillingen om »majdronningen«. Hun var »Den store gudinde« i de forårsspil, der skulle vække alle naturens spirende kræfter af vinterens dvale til nyt liv og ny lykke.