Den store gudinde
Forgæves har en gudindes øjne i mangfoldige år betragtet vore hjemlige arkæologer og hvem, der nu ellers har set på vor ældste keramiks vekslende former og ornamenter. Man har gengældt hendes blik, men uden at forstå eller genkende. Man har ment, at de i leret ridsede ansigtstræk blot var »et lune hos en træt ornamentik, der har glemt, hvad den var til for«. Man har stirret gudinden i øjnene og troet at se »et rent ornament«, fremvokset af et lerkars hank, der efterhånden er omdannet »til en figurlig fremstilling af øjne ved siden af næsen og under bryn«. (Fig. 1)
Af P. V. Glob
Log ind eller opret en konto og tilmeld dig nyhedsbrevet for at læse denne artikel.