Den sidste ege
Dette billede er taget ved Husby sø i Vestjylland i juli sidste år (kirken, der skimtes øverst i billedet, er Staby kirke). Skalks læsere præsenteres for de tre både og gummistøvlen ved det blanke vand for at gøre opmærksom på, at man endnu kan finde på at benytte sig af »oldtidsbåde«. En eller anden har hugget et stykke stamme på ca 1½ meter til i den ene ende og lavet en fordybning midt i, så han kan bruge »båden« til at stage ud på lavt vand, velsagtens når han går på jagt. Af historiske værker fremgår det, at »eger« eller »stammebåde« har været brugt helt op i forrige århundrede. Vi kan altså tage det 20. århundrede med - og samtidig erkende, at stammebådskunsten af i dag ikke står helt så højt som for 3-4000 år siden. Denne moderne »ege« er kun blevet sødygtig takket være et par solide blikplader neden under og oven på stammen …
Af N. J. Tortzen og Harald Andersen
Harald Andersen
Det møde mellem nutid og fortid, som fotografiet illustrerer, og som billedets ophavsmand kommenterer, vækker lysten til at kaste et kort blik ud over en ældgammel bådtypes historie.
Med jævne mellemrum erfarer man gennem presse og radio, at nu er der her eller der i landet fundet en båd lavet af en udhulet træstamme. Den må være fra stenalderen - mindst. Aldrig er noget lignende fremdraget af Danmarks jord.
Med det enestående er det nu så som så. Fund af stammebåde er nemlig ganske almindelige. De kendes i hundredevis, og utallige er vel gået tabt. Desværre er det et fåtal af de mange bådfund, som har kunnet tidsfæstes. Disse få er alle fra begyndelsen af yngre stenalder, men bådtypen som sådan er sikkert ældre, og at den også har levet videre er sikkert nok, selv om vi taber sporet. I middelalderen finder vi det igen i skriftlige kilder, og vi kan følge det frem til vor egen tid.
Egentlig gik stammebadene af brug allerede omkring år 1800; men på to steder i landet havde de et efterliv, nemlig i søområdet mellem Skanderborg og Silkeborg, hvor man færgede og fiskede med dem indtil omkring 1850, samt på Hasselø, som nu er landfast med Falster; her blev de helt op til omkring århundredeskiftet brugt - sammenbundet to og to - når man skulle færge kreaturer ud til sommergræsning på holmene. I Jylland hed stammebåden »knubskib« eller »kanne«, på Hasselø derimod »ege«, som er det østdanske navn. Hasselø-egerne var nu i reglen lavet af bøg. Når stammen var fældet og slæbt hjem og havde fået den første grove tilhugning, blev den gravet ned i strandkanten og lå der i lang tid (op til 18 år, siges det). Efter denne lagring af træet fandt den endelige udhuling sted med økse og ild og med bistand af venner og naboer, for hvem der siden blev holdt »hulegilde«. 1800-tallets fladbundede og rum-inddelte stammebåde adskiller sig klart fra de rundbundede stenalderbåde, så det fingerpeg har vi altså fået til placering af de mange usikre fund fra mellemtiden.
Af fire årtusinders stammebåde er kun een eneste nået frem til nutiden uden først at have været i jorden. »Hasselø-egen« blev købt december 1887 af parcellist Ole Kruse og er nu på Nationalmuseet. Den er Danmarks sidste ege. - Men båden på fotografiet da? Ja en nærmere efterforskning har desværre vist, at den ikke har ægte tradition bag sig. Den har Husbysmedens drenge ansvaret for. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)
Fig. 1. Bådene fra yngre stenalder har stammens naturlige runding. Længden kan blive op mod en halv snes meter. Undertiden er bådene åbne bagtil - har antagelig været lukket med en indsat, halvmåneformet træplade. Huller langs rælingen kan have tjent til sammenbinding af flere både. En tap bagtil er muligvis et bærehåndtag, eller den kan have være brugt som støtte for en styreåre.
Fig. 2. Hasselø-ege. Som stenalderbådene er den hugget af een stamme. Den er fladbundet og inddelt i tre rum ved faste skillevægge, som går i et med båden. Omkring rælingen er lagt en »gnavgjord«. Båden har kunnet føre sejl; men almindeligvis er den blevet staget eller roet. Den ringe bredde nødvendiggjorde, at man roede med årerne over kors.
Fig. 3. Skitse efter tegning fra o. 1834 - viser et knubskib fra Rye ved Skanderborg. Læs om bådene i Sprog og Kultur 1944 (Helge Søgaard), i Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1946 (J. Troels-Smith) og i Kuml 1953 (Holger Rasmussen).
