Den kvinde, hvis navn stinker i Randers

Under udgravningen af Dronningborg i Randers (omtalt i bladets nr 3) fandtes mange skeletter, de fleste naturligvis på den ved slottet liggende kirkegård, andre i gulvet under slotskirken og et enkelt i en af slotskældrene. Det sidste er mærkeligt. Ganske vist grænser rummet til kirken, men det synes ikke at have hørt til denne og var iøvrigt fyldt op med ragelse: skår, dyreknogler o.lign, åbenbart affald fra det nærliggende køkken. En begravelse i dette uappetitlige lag, der næppe under nogen form kan have været indviet, må siges at være højst utraditionel. Kan den døde være en selvmorder - måske en fange fra slotsfængslet - som på grund af sin handling ikke har kunnet få adgang til kirkegården? Måske, men en sådan skulle man vente at finde nedkulet uden for kirkegårdsdiget, ikke inde i slottet. Snarest peger fundet mod en forbrydelse med hastig nedgravning af et lig, som ønskedes skaffet af vejen. De sager, som er fundet i affaldslaget, viser at det må være dannet i 1600-tallet, så ældre kan graven altså ikke være, snarest må man henføre den til slutningen af dette eller begyndelsen af det følgende århundrede og ikke senere end ca 1740, da slottet blev revet ned og grunden bebygget (Fig. 1). Spørgsmålet er nu: kan der inden for dette tidsrum påvises noget, som kan tænkes at have forbindelse med den formodede forbrydelse? Det kan der, men hvordan det iøvrigt hænger sammen, og om der faktisk er en forbindelse, må forblive et åbent spørgsmål. I årene omkring 1700 boede på slottet en dame med et ualmindelig dårligt omdømme. Så stærk var modviljen mod hende, at hun endnu 100 år efter omtales som »den berygtede kvinde, hvis navn endnu stinker i Randers«. Det drejer sig, forstår man, om en ikke helt værdig repræsentant for de berømte Randerspiger.

Af Hans Runge Kristoffersen