Den glade jernalder

Det er blevet Forhistorisk Museums opgave i samråd med Fortidsmindeforvaltningen at afsøge den truede strækning mellem Århus og Horsens for om muligt gennem undersøgelser at afbøde skaden. Arbejdet blev påbegyndt sidste år efter flittige arkivstudier. Det er endnu uafsluttet, men har allerede givet vigtige resultater.

En optegnelse fra 1896 i Nationalmuseet omtaler »Stilling Trehøje« i området nordøst for Skanderborg. To af dem ville blive berørt, ikke af selve motorvejen, men af en tilkørsel til den, og selv om hele højgruppen for længst er udjævnet, var det dog værd at se, om der skulle være noget tilbage. På den ene høj er bygget et hus, så undersøgelsen her må vente, til det er fjernet. Den anden var umiddelbart tilgængelig skønt næppe synlig; toppen lå knap en halv meter over omgivende jordsmon. Her blev der altså taget fat.

Det viste sig, at centralgraven – den som højen er bygget for – var
intakt, hvad man næsten må undres over, når man betænker anlæggets hele forfatning. Den døde var brændt og på en særdeles grundig måde, idet end ikke gravgaverne har undgået ilden. Disse, et lerkar og en benkam, var deformeret af varmen, men dog ikke mere, end at de sammen med selve gravkonstruktionen giver et fingerpeg om alderen, som skønsmæssig kan sættes til begyndelsen af 400-årene, ældste germanertid. Dr. J. Balslev Jørgensen, der har undersøgt de sprukne knoglerester, kunne oplyse, at personen har været mellem 25 og 45 år, altså i sin bedste alder, om mand eller kvinde lod sig desværre ikke afgøre. Et mindre antal knogler måtte frasorteres som værende af dyr; de er af konservator Ulrik Møhl bestemt som bjørnekløer. Da resten af bamsen savnedes, er det nærliggende at tænke sig den døde overgivet til flammerne indsvøbt i et bjørneskind. (Fig. 1).