Den glade jernalder

Det er blevet Forhistorisk Museums opgave i samråd med Fortidsmindeforvaltningen at afsøge den truede strækning mellem Århus og Horsens for om muligt gennem undersøgelser at afbøde skaden. Arbejdet blev påbegyndt sidste år efter flittige arkivstudier. Det er endnu uafsluttet, men har allerede givet vigtige resultater.

En optegnelse fra 1896 i Nationalmuseet omtaler »Stilling Trehøje« i området nordøst for Skanderborg. To af dem ville blive berørt, ikke af selve motorvejen, men af en tilkørsel til den, og selv om hele højgruppen for længst er udjævnet, var det dog værd at se, om der skulle være noget tilbage. På den ene høj er bygget et hus, så undersøgelsen her må vente, til det er fjernet. Den anden var umiddelbart tilgængelig skønt næppe synlig; toppen lå knap en halv meter over omgivende jordsmon. Her blev der altså taget fat.

Det viste sig, at centralgraven - den som højen er bygget for - var
intakt, hvad man næsten må undres over, når man betænker anlæggets hele forfatning. Den døde var brændt og på en særdeles grundig måde, idet end ikke gravgaverne har undgået ilden. Disse, et lerkar og en benkam, var deformeret af varmen, men dog ikke mere, end at de sammen med selve gravkonstruktionen giver et fingerpeg om alderen, som skønsmæssig kan sættes til begyndelsen af 400-årene, ældste germanertid. Dr. J. Balslev Jørgensen, der har undersøgt de sprukne knoglerester, kunne oplyse, at personen har været mellem 25 og 45 år, altså i sin bedste alder, om mand eller kvinde lod sig desværre ikke afgøre. Et mindre antal knogler måtte frasorteres som værende af dyr; de er af konservator Ulrik Møhl bestemt som bjørnekløer. Da resten af bamsen savnedes, er det nærliggende at tænke sig den døde overgivet til flammerne indsvøbt i et bjørneskind.

(Fig. 1).

Det synes, som om sydsiden (solsiden) af gravhøjene har spillet en særlig rolle for oldtidens mennesker, f.eks. finder man i bronzealderhøje meget ofte urner nedsat derude. Vi fik lyst til at se, om noget lignende skulle være tilfældet her, og det var det; der blev fundet to urnegrave - dog ikke i, men et par meter uden for højen. Den ene var af ringe interesse og kan forbigås i tavshed. Den anden så heller ikke lovende ud, urnen var ret grov og kun svagt dekoreret, men indholdet skal der ikke klages på. Også her blev der fundet bjørnekløer mellem knoglerne, men tillige 36 små benskiver, tilskårne og hver med to indboringer, så at de ligner knapper, hvad det dog ikke kan være, da hullerne ikke er ført igennem. Det er spillebrikker. Sådanne - med varierende antal indboringer - kendes fra hele Nordeuropa på denne tid. Brættet, som hørte til brikkerne, har der vel ikke været plads til i urnen. Det ville i øvrigt næppe være bevaret.

Og endnu en ting var der i lerkarret: et 15 cm højt bæger af bleggrønt glas med slebne ornamenter og en græsk indskrift under randen. Fundets pragtstykke! Det er længe siden - nær ved hundrede år - at man sidst er stødt på sådanne bægre i Norden, men disse fund, fra Viborgegnen og det norske Rogaland, er til gengæld næsten identiske med vort. Typen som sådan er dog naturligvis ikke nordisk, men antagelig produceret i slutningen af 300-årene i det østlige Mellemeuropa, over mod Sortehavet. Derfra må vort glas være kommet - en lang vej for så skrøbelig en sag, men lykken har været med, og det er nået helskindet frem. (Fig 2). Det tragtformede bæger er uegnet til at stå, åbenbart beregnet til at tømmes uden betænkning. Hermed stemmer indskriften, der i oversættelse lyder: Drik, og du vil leve herligt.

Man kan vist uden videre gå ud fra, at denne døde har været en mand, men knoglematerialet er ringe og fortæller intet om ham. Det gør til gengæld oldsagerne: spillebrikkerne og glasset med den gæve indskrift, som han næppe har kunnet læse, men hvis opfordring han vel nok har efterkommet. En lystig fyr, som man gerne havde mødt. Men et dårligt eksempel for bilister på den nye motorvej.

(Fig. 4)